For et stykke tid siden ovre hos Lortemor læste jeg et indlæg om veninder, der fik mig til at tænke på mine egne veninder. Jeg synes aldrig, jeg har manglet veninder, og jeg har altid været god til at være venner med piger, uden at der gik fnidder i den. Da jeg gik i folkeskolen, senere i gymnasiet og sidst på seminariet, var jeg aldrig i tvivl om, hvem jeg kunne gå til, hvor jeg skulle sidde i pauserne, hvem der gad lave noget i fritiden osv. Nogle venskaber er bestået, mens andre hørte naturligt op, da man stoppede med at dele hverdag.

Da jeg efter endt uddannelse i 2006 fik job på den skole, jeg også arbejder på nu, havde jeg også indtil flere, jeg kunne kalde mine veninder – også uden for arbejdstiden. Det var skidehyggeligt!

Men jeg må indrømme, at der går (alt for) længe mellem, at jeg ser mine veninder nu. Det er egentlig ikke noget, jeg dvæler over i det daglige, fordi dagene galopperer af sted, og jeg har mere end rigeligt at se til. Når jeg så – som nu – kommer til at tænke over det, savner jeg dem sgu! Men jeg tror på, at der er en årrække, mens man har små børn, hvor man ikke har tid til at dyrke veninderne på samme måde som før.

Jeg har ikke MANGE veninder. Når jeg skriver veninder, så mener jeg dem, jeg er tæt med. Og på arbejdet er dem, jeg før følte mig tæt på og kunne kalde mine veninder, enten på barsel, i nye jobs eller i andre teams, så venskab på arbejdet er ikke noget, jeg føler, jeg har så meget af mere, selvom jeg bestemt også er i team med utrolig søde mennesker nu. Men vi har så TRAVLT, og det er hverken dagligt eller ugentligt, at jeg har tid til at sætte mig ned og få snakket ordentligt med folk. I timerne er vi jo sammen med eleverne, og i pauserne er man ofte gårdvagt eller har ting, man skal have klar til senere. Jeg må også indrømme, at jeg også tit vælger at blive i klasselokalet, når eleverne har spist og er sendt ud, og jeg ikke er gårdvagt, fordi der så ikke er ret lang tid tilbage af pausen, og mit hoved trænger til ro. Jeg var kun på lærerværelset én gang i løbet af hele sidste uge, og der var det halvanden uge siden, jeg var der sidst. Jeg var der hver dag, da jeg havde de store elever, men de er jo også i deres klasser i pauserne og ikke ude at lege som de små. En virkelig sød kollega har ihærdigt prøvet at få mig med til julefrokost på fredag, men jeg må indrømme, at selvom det sikkert ville ende med at blive hyggeligt, så har jeg valgt at takke nej. Jeg har ikke rigtig lyst eller overskud i år, og når jeg går hjem i morgen, torsdag, er der bare dømt FERIE!

Min veninde C og jeg bor ti minutters kørsel fra hinanden, og alligevel har vi ikke set hinanden siden sommerferien! Det er så sindssygt dårligt, og jeg savner hende meget. Heldigvis har vi en aftale om aftenhygge i morgen! Min veninde K bor tre timer herfra, og jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har set hinanden 🙁 Min veninde M bor også kun ti minutter herfra, og det er faktisk hende, jeg har set mest på det seneste, men det er fordi, hun også er vores frisør, og så får vi gode snakke, når børnene eller jeg skal klippes. Vi har længe snakket om en hyggeaften i byen, men er ikke kommet videre. Min veninde K bor en god time herfra, og vi ses ikke så ofte, men når vi gør, er det altid, som var det i går. Men nu er hendes baby 10 måneder, og hendes barsel er slut – og jeg har endnu ikke set baby E! Min anden veninde M og jeg kan indimellem godt være gode til at aftale en ny dato, når vi ses, så det bliver regelmæssigt, men får vi det ikke gjort, går der læææænge imellem. Jeg kan ikke huske, om der var forår eller sommer, da vi sidst sås, men længe siden er det i hvert fald!

I sidste uge skete der så noget helt uventet. Der er en mor i drengenes institution, jeg igennem længere tid har snakket rigtig godt med, når vi har hentet børn eller været til arrangementer deroppe. Faktisk sådan helt ekstraordinært godt, og jeg havde i løbet af efteråret tænkt, at det kunne være hyggeligt at ses ud over det, men havde hverken overskud eller mod til at gøre mere ved det. Når man ikke engang får set de veninder, man allerede har, opsøger man nok heller ikke nye?

Men så skete der det, at hendes barn holdt ferie i en måned, hvor de var ude at rejse. Den første dag, de var hjemme igen, mødtes vi under afhentningen, og snakkede, som var den sidste måned slet ikke gået. Da vi gik udenfor, spurgte hun, om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe en dag? Jeg blev helt vildt glad, for jeg havde jo selv tænkt det samme, og sagde selvfølgelig ja. Og nogle gange går tingene stærkt, for nu har vi allerede haft en aften på cafe sammen. En aften, der startede klokken 19.30, og som sluttede klokken 00.45! Vi måtte forlade cafeen, da den lukkede klokken 23.00, og så gav jeg hende et lift hjem. Der sad vi så i bilen uden for hendes hus og glemte alt om tid og sted i næsten halvanden time, fordi vi bare knævrede løs 😉 Det er længe siden, jeg har lært en ny veninde at kende på den måde, og det var virkelig hyggeligt – og faktisk også lærerigt! At fortælle om sig selv og sit liv til en, der slet ikke kender en, og sætte ord på ting, man normalt ikke tænker videre over eller endda tager for givet, var virkelig interessant. Vi har meget til fælles, og alligevel er vi forskellige, og hun stillede mig interessante spørgsmål, som virkelig fik mig til at tænke over tingene. Samtidig var det fascinerende at høre om hendes liv, som på mange måder er så forskelligt fra mit, og så alligevel med mange fællestræk. Vi blev helt sikkert ikke færdige med at snakke 😀 Nogle gange skal man bare kaste sig ud i noget nyt og turde følge mavefornemmelsen, hvis et nyt menneske kommer ind i ens liv, og prioritere at have tid til at gøre mere ved det. Hermed en opfordring til at spørge hende, der måske kun befinder sig i periferien af dit liv, om I skal ses noget mere!