Livet kan ændre sig så pludseligt, at det er helt skræmmende, fra det ene øjeblik til det andet. Og nogle gange gør et sekund, et minut, en dag, en uge eller en enkelt måned en verden til forskel på både godt og ondt.
Da jeg gik på sommerferie i starten af juli, var jeg glad. Fuld en den gode følelse, man har i kroppen, når en lang ferie er foran en og man glæder sig til alle de dejlige ting, man skal opleve, og al den ekstra tid, man ved, man skal bruge med dem, man elsker allermest. Få uger senere ramte chokket os, da vi fandt ud af, at min far var alvorligt syg igen. Da jeg startede på arbejde igen efter ferien, var jeg en helt anden – en, der følte, at der var gået mindst 5 år i mellemtiden med alt det, vi havde været igennem i ferien, og en, der følte, at hun ikke længere kunne smile og som havde det, som om hun gik rundt i en osteklokke af uvirkelighed.
For præcis en måned siden i dag svandt alt mit håb. Selvom jeg havde bange anelser og dårlige fornemmelser, havde ingen alligevel sagt, at det var HELT sikkert, at min far meget snart var på vej væk. Jo, vi vidste, at han var for syg til at få kemo. Vi vidste også, at han var terminalpatient. Men vi vidste ikke, at det ville gå så stærkt.
Lørdag den 12. august – den dag, hvor min far faktisk var planlagt til at skulle hjem for en tid – ringede min mor ude fra sygehuset og fortalte mig, at en sygeplejerske netop havde sagt til hende, at min far maks. havde 14 dage igen, og at hun nu ville blive medindlagt for at kunne være hos ham hele tiden. Før det havde ingen sat tid på, og det forstår jeg godt. Man kan jo aldrig være sikker, og hvem har lyst til at være den læge eller sygeplejerske, der har sat de pårørendes næser op efter længere tid med deres kære, end de så ender med at få? Eller siger for kort tid og lader de pårørende gå rundt med nerverne og følelserne uden på tøjet hver eneste dag i evig angst for, om det så bliver i dag?
Da de sagde maks. 14 dage vidste jeg derfor, at det var rigtigt, for ellers ville de slet ikke turde at sige det. Vi blev enige om, at drengene skulle komme ud at sige farvel samme dag. Det var så forfærdeligt trist og hjerteskærende, men samtidig blev det en fin afsked, hvor min far fandt uanede kræfter frem til at sige noget til dem hver især. Søde, varme ord, som jeg skrev ned, da vi kom ud i bilen bagefter, for altid at kunne huske dem og kunne fortælle drengene om dem en dag. Det var godt, vi tog derud med drengene den dag, for det blev hans sidste hele dag her på jorden. Næste dag døde han, mens min mor, søster, svoger, Peter og jeg var ved hans side og holdt ham i hånden.
At være en voksen i sorg over en af dem, man elsker allermest her i livet, er forfærdelig hårdt og det værste, jeg nogensinde har været udsat for. At have tre børn samtidig, der savner deres morfar og reagerer på det, er om muligt endnu hårdere. Man er nødt til at sætte sin sorg på standby indimellem for ikke at gå helt op i limningen, mens børnene er vågne, og man er nødt til at rumme deres sorg også, selvom der nogle dage næsten ikke er plads til den, fordi ens egen fylder så meget.
Der er ingen tvivl om, at min far har efterladt et kæmpe tomrum både som mand, far, svigerfar, bror, ven og morfar. Drengene savner deres morfar enormt meget, og det gør frygtelig ondt at opleve dem skulle rumme så store og hårde følelser så tidligt i deres liv – og så endda på grund af noget, vi ikke bare kan fikse igen. Jeg vil nu altid være Nadja, der har mistet sin far, og Arthur, Louie og Buster vil altid være dem, der ikke længere har deres morfar, som var en kæmpestor del af deres liv. Det skal vi lære at leve med. Og det er svært!
Heldigvis er der mange gode mennesker omkring os, der vil gøre alt for at hjælpe, og drengene har fantastiske mennesker omkring sig i skolen, som hjælper dem, når det hele bliver for svært eller for meget. Jeg selv er startet til psykolog for første gang i nogensinde for at få hjælp til at tackle det nye og anderledes liv, jeg nu befinder mig i, hvor der mangler en vigtig person, som betød alverden. Intet nogen gør kan fjerne det savn, vi føler. Men når jeg hos psykologen finder ud af, at jeg ikke har trukket vejret helt ned i maven i flere måneder, og han fortæller mig om kroppens fysiske måder at håndtere sorg på og viser mig, hvad jeg kan gøre for at få kroppen til at slappe af og ikke hele tiden tro, der er fare på færde, går det op for mig, at det er godt og nødvendigt for mig at komme der.
Jeg forstår ikke, at det i dag allerede er en måned siden, jeg sidst snakkede med min far. En hel måned uden ham er næsten gået. Det er hårdt og uforståeligt!