web analytics

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Når en enkelt måned vender hele ens verden på hovedet

Livet kan ændre sig så pludseligt, at det er helt skræmmende, fra det ene øjeblik til det andet. Og nogle gange gør et sekund, et minut, en dag, en uge eller en enkelt måned en verden til forskel på både godt og ondt.

Da jeg gik på sommerferie i starten af juli, var jeg glad. Fuld en den gode følelse, man har i kroppen, når en lang ferie er foran en og man glæder sig til alle de dejlige ting, man skal opleve, og al den ekstra tid, man ved, man skal bruge med dem, man elsker allermest. Få uger senere ramte chokket os, da vi fandt ud af, at min far var alvorligt syg igen. Da jeg startede på arbejde igen efter ferien, var jeg en helt anden – en, der følte, at der var gået mindst 5 år i mellemtiden med alt det, vi havde været igennem i ferien, og en, der følte, at hun ikke længere kunne smile og som havde det, som om hun gik rundt i en osteklokke af uvirkelighed.

For præcis en måned siden i dag svandt alt mit håb. Selvom jeg havde bange anelser og dårlige fornemmelser, havde ingen alligevel sagt, at det var HELT sikkert, at min far meget snart var på vej væk. Jo, vi vidste, at han var for syg til at få kemo. Vi vidste også, at han var terminalpatient. Men vi vidste ikke, at det ville gå så stærkt.

Lørdag den 12. august – den dag, hvor min far faktisk var planlagt til at skulle hjem for en tid – ringede min mor ude fra sygehuset og fortalte mig, at en sygeplejerske netop havde sagt til hende, at min far maks. havde 14 dage igen, og at hun nu ville blive medindlagt for at kunne være hos ham hele tiden. Før det havde ingen sat tid på, og det forstår jeg godt. Man kan jo aldrig være sikker, og hvem har lyst til at være den læge eller sygeplejerske, der har sat de pårørendes næser op efter længere tid med deres kære, end de så ender med at få? Eller siger for kort tid og lader de pårørende gå rundt med nerverne og følelserne uden på tøjet hver eneste dag i evig angst for, om det så bliver i dag?

Da de sagde maks. 14 dage vidste jeg derfor, at det var rigtigt, for ellers ville de slet ikke turde at sige det. Vi blev enige om, at drengene skulle komme ud at sige farvel samme dag. Det var så forfærdeligt trist og hjerteskærende, men samtidig blev det en fin afsked, hvor min far fandt uanede kræfter frem til at sige noget til dem hver især. Søde, varme ord, som jeg skrev ned, da vi kom ud i bilen bagefter, for altid at kunne huske dem og kunne fortælle drengene om dem en dag. Det var godt, vi tog derud med drengene den dag, for det blev hans sidste hele dag her på jorden. Næste dag døde han, mens min mor, søster, svoger, Peter og jeg var ved hans side og holdt ham i hånden.

At være en voksen i sorg over en af dem, man elsker allermest her i livet, er forfærdelig hårdt og det værste, jeg nogensinde har været udsat for. At have tre børn samtidig, der savner deres morfar og reagerer på det, er om muligt endnu hårdere. Man er nødt til at sætte sin sorg på standby indimellem for ikke at gå helt op i limningen, mens børnene er vågne, og man er nødt til at rumme deres sorg også, selvom der nogle dage næsten ikke er plads til den, fordi ens egen fylder så meget.

Der er ingen tvivl om, at min far har efterladt et kæmpe tomrum både som mand, far, svigerfar, bror, ven og morfar. Drengene savner deres morfar enormt meget, og det gør frygtelig ondt at opleve dem skulle rumme så store og hårde følelser så tidligt i deres liv – og så endda på grund af noget, vi ikke bare kan fikse igen. Jeg vil nu altid være Nadja, der har mistet sin far, og Arthur, Louie og Buster vil altid være dem, der ikke længere har deres morfar, som var en kæmpestor del af deres liv. Det skal vi lære at leve med. Og det er svært!

Heldigvis er der mange gode mennesker omkring os, der vil gøre alt for at hjælpe, og drengene har fantastiske mennesker omkring sig i skolen, som hjælper dem, når det hele bliver for svært eller for meget. Jeg selv er startet til psykolog for første gang i nogensinde for at få hjælp til at tackle det nye og anderledes liv, jeg nu befinder mig i, hvor der mangler en vigtig person, som betød alverden. Intet nogen gør kan fjerne det savn, vi føler. Men når jeg hos psykologen finder ud af, at jeg ikke har trukket vejret helt ned i maven i flere måneder, og han fortæller mig om kroppens fysiske måder at håndtere sorg på og viser mig, hvad jeg kan gøre for at få kroppen til at slappe af og ikke hele tiden tro, der er fare på færde, går det op for mig, at det er godt og nødvendigt for mig at komme der.

Jeg forstår ikke, at det i dag allerede er en måned siden, jeg sidst snakkede med min far. En hel måned uden ham er næsten gået. Det er hårdt og uforståeligt!

Min far. 101253-130817. 

Min far og baby-mig i 1981.

 

For to uger siden i dag ændrede min verden sig drastisk, og den sorg og smerte, jeg nu føler, kan ikke sammenlignes med noget andet, jeg tidligere har oplevet. Min højtelskede far og drengenes fantastiske morfar sov ind efter kort tids sygdom kun 63 år gammel.

Min far og mig som lidt større baby, start 1982.

 

Min far var fantastisk, og det forløb, vi har været igennem sammen med ham hen over sommeren – den værste sommer nogensinde – har givet varige ar på sjælen og har gjort mig til en anden, end jeg var før. Lige nu er jeg det sted i sorgen, hvor det er svært bare at være til. Det er svært at smile, umuligt at grine; mærkeligt at spise, fordi maden ikke smager af noget og bare gør vrøvl i maven. Det føles forkert, at verden går videre uden for ens dør, og mest af alt er følelsen af endegyldighed – at jeg virkelig aldrig skal snakke med min far igen, aldrig skal se ham eller kramme ham igen – så forfærdelig smertefuld, at det ikke er til at holde ud.

Min far og jeg i København, sommeren 1986.

 

Jeg har haft en god, tryg og kærlig barndom og et rigtig fint voksenliv indtil videre, men indimellem har jeg selvfølgelig også stået i svære og hårde situationer og perioder. Mit mantra der har altid været “This too shall pass”, altså at det på et tidspunkt er overstået; jeg skal ikke have det sådan her for evigt. Jeg er klar over, at sorgen ikke vil blive ved med at være så altopslugende, som den er nu (selvom det er svært at forestille sig), men uanset hvad, så vil min far ALDRIG være her igen. Det er ikke sådan, at jeg bare skal holde ud i en uge, en måned, et år, så ses vi igen. Nej, det her er endeligt. Og det føles frygteligt!

Min far med Arthur 2 år og baby-Louie på 2 måneder, julen 2011.

 

Min far var min helt store helt, min trygge klippe, ham jeg altid kunne gå til med alt mellem himmel og jord.
Han lærte mig så utrolig meget og læste så mange bøger for mig, at jeg kunne læse inden skolestart og lige siden har elsket at fordybe mig i en god bog – denne sommer hele 12 stk. i forsøget på at abstrahere fra den forfærdelige sygdom, der ramte min far, når de bange tanker trængte sig på. Han lærte mig, at den bedste musik er den, der blev lavet i en svunden tid, og gav mig dermed en musiksmag, der er noget anderledes end de fleste andre på min alder. Han smurte altid mine madpakker og lagde enten små sedler i eller skrev en hilsen på rosinpakken, så de altid var hyggelige at åbne. Fordi jeg hedder et navn, der ikke var så udbredt i 1980’erne, kunne man ikke få klistermærker og andet med mit navn på, men så lavede min far dem selv med sin utrolig smukke håndskrift.

Min far og Buster 2 år, august 2015 til Arthurs 6-års fødselsdag. Se lige Busters blik – så fuld af beundring og kærlighed!


Min far var vores drenges højtelskede morfar og bedste ven. De elskede at være sammen med ham, og han lærte dem så mange ting og var den eneste, der kunne lave deres livret helt rigtigt. Han tog sig af dem, når de var småsløje og havde brug for en fridag, og han tog dem med på ture og hyggede om dem. Han var den, som læste allerflest bøger for dem, og som altid gad spille et spil.

Min far og baby-Arthur, julen 2009.

 

At min far kun skal forblive et barndomsminde hos mine drenge gør ufattelig ondt. De er nu 4, knap 6 og 8 år gamle. Vil de kunne huske ham om mange år?

Min far og Arthur – jeg tror, det må være fra cirka 2015.

 

Han var den bedste far, svigerfar og morfar; den mest fantastiske mand! 63 år – ingen alder. Han skulle have været hos os i mange år endnu! Han skulle have set drengene vokse op, og vi skulle have oplevet så meget mere sammen.

Min far og Buster 2 år i min mors og fars kolonihave i 2015. Sæbebobletid!

 

Mit hjerte gør så ondt, og jeg savner ham helt frygteligt. Det gør vi alle. Vi er i chok, og sorgen er dyb. Jeg har aldrig oplevet noget værre end at se min far blive så syg så hurtigt og at se ham forlade denne verden.

Louie 3 år i 2015 og morfar slår græs i kolonihaven.

 

I juni begyndte symptomerne i det små, men kun der, hvor man tænker, at det kan være så meget. Ondt i maven kan vi alle få, ikke? Kræft kunne det i hvert fald ikke være, for det fik han opereret væk i 2013, da han var syg første gang, og hver kontrol siden har udelukkende vist gode resultater, selv her i juni i år. Den 13. juli fik han alligevel konstateret kræft i maven. Den 13. august døde han. Vi – eller lægerne – havde ikke engang i vores værste mareridt forestillet os, at det skulle gå så stærkt. Sommeren var intens på den værst tænkelige måde, og jeg føler, den har varet mindst 5 år, fordi så meget er sket og forandret, og samtidig gik det selvfølgelig alt for stærkt.

Min far i sin stol med Louie og Buster og en bog. Sådan sad de tit!

 

Det er så uretfærdigt og ubegribeligt, og jeg kan stadig ikke forstå, at vi aldrig skal snakke sammen igen. Jeg savner og elsker dig for evigt, far!

Et af mine absolutte yndlingsbilleder. Buster og morfar slapper totalt af i morfars stol. Sådan sad de tit. 2016.

 

Tilbage er nu kun minderne. Dem er der til gengæld helt utrolig mange dejlige af. Min far var afholdt af mange og meget vellidt. Han mangler så utrolig meget, og tomrummet, han har efterladt, er lammende. Min mor og ham havde været kærester i 40 år i foråret og kan snart fejre 38-års bryllupsdag. Den dag skal hans urne sættes i jorden. Tænk sig, at to mennesker, der vil hinanden så meget, ikke skal have lov til det! Tænk sig, at en mand, der var så meget både som mand, far, svigerfar og morfar ikke skulle have lov til at blive hos os meget længere. Det har jeg rigtig svært ved at forstå meningen med.

 

Min fars gravsted med udsigt til Skovdalen og Aalborgtårnet efter bisættelsen den 18. august. Blomsterne i kirken var over alt og var så smukke!

 

Der er så mange historier at fortælle. Om min far, om mine minder, om hans sidste tid. Måske lander de herinde en dag. Men for nu, er der ikke flere ord tilbage.

Hvad går jeg egentlig og laver for tiden?

Jeg er sløv til at blogge for tiden… eller det har jeg egentlig været længe! Jeg har så travlt og rigtig meget at se til. Men jeg SAVNER det! Og har virkelig meget at fortælle om. Så måske jeg kunne sparke mig selv i gang igen ved at skrive en liste over, hvad jeg har lavet på det seneste?

  1. Det altoverskyggende er, at vi er ved at renovere vores hus. Som I gennemrenovere helt ind til benet! Vi nåede at få lavet Arthur og Louies værelser inden jul sidste år, så de er færdige, men efter påske startede vi på alt andet. Når jeg siger “vi”, mener jeg selvfølgelig Peter (og en masse gode hjælpere), da jeg ikke har evner udi den slags 😉 Men jeg sørger for mad og drikke, ha ha 😀 ALT (undtagen de to værelser) er blevet brækket ned og pillet ud i huset, hvor alt skal være nyt. Vi er derfor flyttet et lillebitte stykke væk; dog kun i få minutters gåafstand. Vi har et mål om at være tilbage i vores eget hus igen senest den 1. september!
  2. Som følge af den midlertidige bolig er Louie og Buster flyttet på samme værelse med køjeseng. Vi overvejer, om de skal dele værelse, når vi kommer tilbage i vores eget hus igen; om ikke andet så bare for en periode. De leger stort set altid sammen alligevel på det ene af deres værelser, og så kan vi voksne også få et bedre soveværelse. Men nogle dage er jeg virkelig i tvivl… især søndag aften, hvor drengene i to dage har sovet længere end sædvanligt og dermed SLET ikke er trætte, og især Buster, som nu er fyldt 4 år, virkelig synes, der skal holdes fest, når det er godnattid i køjesengen. Så skal der kæmpes for, at han ser ud som på billedet nederst til højre, og det skulle der aldrig med nogle af dem, da de sov på hvert deres værelse!
  3. Louie er nu 5 1/2 år og skal starte i skole til sommer. Tænk sig, at jeg så har hele TO skolebørn – det bliver så vildt! Jeg kommer til at savne hans fantastiske børnehave, men efter ham og Buster blev skilt ad for over et år siden, har det også trukket tænder ud at skulle tre forskellige steder hen om morgenen. Det bliver noget nemmere efter sommerferien! Louie er virkelig et dejligt, kærligt, omsorgsfuldt og socialt menneske, og han går mere op i, hvordan andre har det, end at lære alfabetet. Og det har jeg det rigtig fint med! Det skal nok komme. Arthur kunne skrive en hel del ting allerede som 3-årig, hvor Louie først for et halvt år siden lærte at skrive sit eget navn og endnu ikke kan stave til det (damn you alle de vokaler efter hinanden!), men til gengæld kedede Arthur sig lidt fagligt i 0. klasse og havde svært ved at falde til socialt, da han ikke er så god til at møde nye mennesker, som Louie er. Louie har også været med på besøg i skolen en hel del gange, og han glæder sig meget og er SÅ klar – det skal nok blive godt!
  4. Jeg har været på den hyggeligste bloggerweekend her i mit elskede Aalborg arrangeret af søde Kamilla fra diary.dk. Med på turen var også Nanna, som jeg delte værelse med på hotellet, samt Trine, Lou og Maria. Sidstnævnte er et helt nyt bekendtskab for mig både blogmæssigt, på Instagram og selvfølgelig IRL – men hun er virkelig sød og bestemt værd at kigge med hos! Født og opvokset i Aalborg troede jeg, jeg vidste alt, hvad der var værd at vide om byen, men jeg blev overrasket flere gange og er nu begyndt at bruge min by på en ny måde; også sammen med børnene – der var der nok gået lidt for meget hverdag og leverpostej i den og lidt for lidt eventyrlyst 😉 Jeg skriver meget mere om oplevelserne snarest!
  5. Jeg er startet på Fit Challenge sammen med min dejligste kollegaveninde. Et forløb på 8 uger, hvor man bliver bodyscannet til at starte med, midtvejs og til slut, og træner sammen udendørs i en park to gange om ugen. Til slut er der en fest med præmier til de bedste resultater. Det er sgu fedt – også federe, end jeg havde regnet med! Også det kommer I til at høre meget mere om senere.
  6. Mine børn er blevet større. Surprise 😉 Større på den måde, at de kan mange ting selv. De kan hjælpe til med maden, de kan gå på legepladsen (som dog ligger lige ved siden af huset) selv, de finder tøj selv og klæder sig på selv… alt muligt! Jeg har bestemt nok at fylde tiden ud med, men hvor er det dog dejligt, at de er mere og mere selvhjulpne. Jeg savner IKKE at have en baby i huset og kunne ikke være mindre skruk!
  7. Jeg går og glæder mig til, at vi i weekenden skal en tur til Samsø hele familien – os, mine forældre, mine bedsteforældre, min søster og svoger, min moster og onkel og min kusine og hendes kæreste. Vi var af sted for to år siden, men kunne så ikke få samme sted igen sidste år, fordi vi var for sent ude. Så bookede vi det med det samme til i år, og nu er det snart NU!
  8. Sommerferien er også lige om hjørnet, og i år skal den ud over at renovere hus gå med endnu en tur til vores favoritdestination i Tyrkiet, nu for 4. gang siden oktober 2015. Vi har ikke prøvet at være der i højsæsonen, hvor der er virkelig varmt, men det skal afprøves denne sommer, og vi glæder os alle helt vildt!
  9. Selvom der snart er sommerferie, og ferie altid er dejligt, så nyder jeg virkelig også at komme på arbejde. Lige så hårdt det var at starte en 1. klasse op (efter i årevis at have haft de store klasser) lige efter min tredje barsel og samtidig med, at skolereformen gjorde sit indtog i de danske folkeskoler, lige så godt er det efterhånden blevet, og jeg elsker virkelig min dejlige klasse, som nu går i 3. – snart 4. klasse! Mine kolleger er også fantastiske, og jeg står glad op hver morgen og ser hver dag frem til at møde dem.
  10. Hvis I synes, jeg er for sløv her på domænet, kan man altid følge med på Instagram eller Facebook – lige nu er der en konkurrence i gang på Facebooksiden Mit liv som drengemor om at vinde en af de populære fidget spinnere i sølv!

Mig i Go’aften Danmark?

 

Fredag formiddag tikkede denne mail ind i min indbakke som følge af den artikel, jeg var med i tidligere på måneden. Jeg blev helt paf, så glad og til slut nervøs. Jeg blev paf og glad, fordi det jo betyder, artiklen er blevet læst, historien er blevet hørt og at der sidder folk derude, der gerne vil være med til at sprede den endnu mere. Jeg blev nervøs, fordi jeg virkelig ikke har lyst til at medvirke på tv… og endnu mindre direkte tv! Tænk, hvis jeg blev rød i hovedet… det ville jeg jo nok blive. Tænk, hvis jeg snublede over ordene; talte for hurtigt, sagde noget dumt eller så endnu tykkere ud, end jeg er (de siger jo, at tv lægger nogle kilo til)… nej, alle de tanker kunne jeg slet ikke holde ud! “Man” vil jo gerne fremstå bedst muligt, når der sidder helt utrolig mange og kigger med.

Jeg havde det så dårligt ved tanken om at sige nej, for så føler jeg, jeg er egoistisk og ikke gør nok for at hjælpe med at bryde tabuet, og derfor sov jeg på det en nat for at se, om jeg havde det anderledes med det. Men det havde jeg altså ikke. Så jeg takkede pænt nej.

Mon det ville have været anderledes, hvis jeg var slank, og mit øje så helt normalt ud igen efter operationen? (Det ER nu blevet pænt, men er stadig lidt rødt, så jeg er nødt til at gå med briller). Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare ikke typen, der har lyst til at være på tv sådan generelt?

Hvad med dig – ville du have gjort det?

 

Vi er med i en artikel (og jeg hader billedet, men budskabet er det vigtigste!)

En dag lå der en mail i min indbakke fra en journalist på Alt for damerne, som havde set en kommentar på Facebook, jeg havde skrevet, da Le Gammeltoft stod frem med, at hun havde aborteret flere gange. Det handlede om at være med til at bryde tabuet. For mig er det sket fire gange, og engang fyldte det en del på bloggen – det mest læste indlæg om det er det her om gentagne aborter, som nu er over fire år gammelt. Hun ville gerne have mig til at medvirke i en artikel om netop det emne, og jeg sagde ja, da jeg virkelig gerne vil have, at alle, der står i den situation, skal vide, at de på ingen måde er forkerte eller alene, som jeg engang selv følte mig.

Problemet var, at jeg stod og skulle opereres i øjet. Og der skulle tages billeder af en professionel fotograf. Det havde jeg på ingen måde lyst til, men vi aftalte, at vi måtte finde en god vinkel. Den dag, fotografen skulle komme, var det 12 dage siden, jeg var blevet opereret, og mit øje var stadig meget rødt og hævet, som man kan se lidt her.

Jeg overvejede meget, om jeg skulle have briller på eller ej på billedet, for jeg bruger jo normalt ikke briller til daglig, men det gør jeg i denne periode, hvor mit øje stadig er rødt efter operationen. Fotografen sagde, at jeg ved at have briller på ville kunne skjule det bedre, men jeg synes bare bedst om mig selv uden briller, og det valgte jeg, når det nu skulle være til evig tid i et blad. Vi tog en masse billeder, hvor jeg sad og læste for drengene, så jeg dermed kiggede ned, men på et tidspunkt bad han mig så alligevel kigge op. Jeg gjorde det, men det gjorde ondt i mit øje, og jeg kunne jo heller ikke se så meget, da min styrke er -4,75. Jeg skrev til bladet, at jeg håbede, de ville bruge et af de billeder, hvor jeg kiggede ned, men jeg vidste ikke, hvad de endte med at vælge, og frygtede virkelig det endelige resultat.

Det kom så i dag, som I kan se øverst. Og jeg krummede virkelig tæer. Jeg synes, jeg ser så lidende ud, og øjet er virkelig ikke pænt. Jeg havde sat mit hår pænt, taget smykker og min yndlingskjole på og den smule makeup, jeg nu kunne med et nyopereret øje. Jeg synes kun, man ser mit opkogte hoved, som endda ser endnu rundere ud, end det er, men hvis I kigger på drengene, forstår I, hvorfor jeg er til den røde side – de sad selvfølgelig og lavede fis, da vi skulle kigge op, og jeg prøvede at holde lidt styr på dem. Ingen af dem ligner rigtigt sig selv derpå, men de havde en fest, da fotografen var her, og han var utrolig behagelig og lod dem være med i det og lod endda Arthur prøve kameraet, som I kan se herunder. Det vigtigste er selvfølgelig også, at vi når ud til folk med historien, og så kan det være skideligemeget, at jeg ligner lort på billedet. Min BFF skrev til mig, at hun synes, jeg ser “mild og kærlig” ud derpå, hvor mine egne ord om det samme er lidende og anstrengt – hun må virkelig holde af mig for at kunne synes det 😉

Det går i øvrigt rigtig meget fremad med øjet, og jeg har flere indlæg i støbeskeen omkring det. Det kommer helt bag på mig, hvor stor interessen er for det, men jeg er blevet kontaktet af flere på Instagram, som meget gerne vil høre om, hvordan sådan en skeleoperation foregår. Og her gik jeg og troede, at jeg var den eneste i verden med det problem! Desuden er jeg også i gang med et indlæg om operationsangst og om hvordan det føles at komme i narkose, som jeg frygtede noget så skrækkeligt, men som endte med at være den nemmeste del af hele processen. Der kan man bare se 😉 Spritnyt billede (med tekst) fra min Instastory følger som det sidste for denne gang – men jeg vender snart tilbage!

Snart operation

Lige efter nytår lovede jeg snart at fortælle mere om min forestående øjenoperation, som skal foretages, fordi jeg skeler på højre øje.

Datoen fik jeg allerede før jul, og det bliver den 1. marts, at jeg skal opereres. Jeg skal møde på sygehuset allerede kl. 7.15 den dag, men der kan godt være ventetid, så det kan sagtens blive sidst på eftermiddagen, før jeg er færdig, selvom operationen kun tager en times tid.

Jeg vil være ærlig og sige, at det fylder ekstremt meget for mig for tiden. Jeg tænker på det mange gange dagligt i lang tid. Jeg tror, det skyldes, at jeg aldrig har været i narkose før, og at det er så sårbart et sted – øjet – der skal skæres i. Jeg får kvalme, hver gang jeg tænker på det i detaljer.

Samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed over at gøre det, for det er jo ikke noget, jeg SKAL gøre for at kunne leve videre. Det er ikke et must, men det er noget, der forhåbentlig på sigt vil give mig stor glæde at få gjort. Den dårlige samvittighed kommer sig af, at jeg jo får nogle dage, måske uger, hvor jeg ikke kan det samme, som jeg plejer, og skal dermed have meget mere hjælp til at klare børnene og de dagligdags ting, som jeg plejer at ordne selv, og jeg skal sygemeldes fra arbejdet. Og hvad, hvis noget går galt? Her tænker jeg katastrofetanker, som jeg næsten ikke tør nedfælde “på papir”… men det handler om, hvis jeg mister synet på øjet eller ikke vågner fra narkosen, bare fordi jeg var så egoistisk at ville have mit øje rettet?

Med min fornuft ved jeg jo godt, at det er irrationelt. Lægen, der skal operere, fortalte, at han havde lavet denne operation i 15 år, og det var aldrig gået galt, men han skulle selvfølgelig informere mig om, at hvis det gik galt, kunne jeg blive blind på øjet. Jeg spurgte, om det så kun var på det øje, eller om der var en sammenhæng til det andet? “Jamen, det er jo aldrig sket!”, svarede han, men fortsatte så med, at ja, så var det “kun” det ene øje. Jeg var også til samtale med narkoselægen, som var noget så behagelig at snakke med og sagde, at det var farligere for mig at gå på fortovet ude på Hobrovej (den meget trafikerede vej, sygehuset ligger ud til) end at komme i narkose, og at jeg bagefter ville sige: “Var det bare det?” Jeg håber, han har ret!

Det er en onsdag, jeg skal opereres, og henover weekenden må jeg ikke få pulsen op eller støv i øjet. Derefter skal jeg regne med at se ret slem ud i øjet i nogle uger og stadigvæk være meget rød måske helt op til nogle måneder… faktisk måske “let lyserød”, som de sagde, i op til et helt år efter! Jeg sad og tænkte, hvorfor jeg dog vil udsætte mig selv for det her, når jeg ikke BEHØVER, og prøvede at få operationslægens ærlige mening om, om det var egoistisk af mig. Han sagde: “Har du lagt mærke til, hvordan du sidder, når vi snakker sammen nu? Du sidder faktisk skævt med hovedet for at forsøge at få det til at se ud, som om dine øjne sidder lige for den, du snakker med. Det har du nok helt ubevidst vænnet dig til.” Jeg fortalte ham, hvor bevidst jeg er om mine øjne, når jeg taler med folk; særligt nye mennesker, og hvor meget energi jeg bruger på det. Han sagde: “Lige præcis – og når det her er overstået, vil du være SÅ glad for det! Man taler faktisk om, at en skeleoperation er en social rehabilitering, fordi man bagefter føler sig helt anderledes godt tilpas, når man taler med folk, og ikke længere skal bruge energi på at tænke over, hvordan man ser ud, og hvad andre tænker om det. Så skal vi ikke bare sige, at det er det, vi gør?” Og så sagde jeg ja.

Der er vinterferie for os heroppe i Nordjylland nu, så jeg har ferie med drengene hele uge 8. Efter ferien skal jeg kun på arbejde mandag og tirsdag, og så er operationen allerede om onsdagen. Så der er virkelig ikke længe til!

Mine forældre passer drengene fra aftenen før, så der er ro på om morgenen herhjemme, når jeg skal tidligt (og selvfølgelig fastende) af sted til sygehuset. De har dem også til minimum dagen efter, så jeg kan hvile ud efter operationen, og står til rådighed efterfølgende også. Peter tager med mig den dag, jeg skal opereres, og er selvfølgelig også hjemme bagefter. Så der er styr på det praktiske – nu skal der bare ro på nerverne, men det kommer der nok først helt, når jeg er godt på den anden side.

Nogle dage fortryder jeg (næsten) min beslutning om operation, og andre dage er jeg sikker i min sag og vil bare gerne have det overstået, som f.eks. da jeg prøvede at tage et fastelavnsselfie på arbejdet i fredags, og mit øje bare ikke ville makke ret. Det styrer jo selv, hvad det vil, fordi musklen er slap, og det kan kun rettes med operation, og jeg er TRÆT af at være så bevidst om det og altid ligne noget, der er løgn på billeder, for jeg ved jo også godt, at det også er sådan, jeg ser ud, når folk ser mig IRL, og det ikke er på et billede. Jeg uploadede det alligevel på Instagram, da jeg tænkte, at det ER nu engang sådan, jeg ser ud, og polerede glansbilleder er jeg ikke fan af – i hvert fald ikke, hvis man ikke også kan være ærlig nok til at vise den anden side også. Mærkeligt nok modtog billedet rigtig mange likes, og det kom bag på mig, da jeg faktisk havde forventet en følgerflugt, når folk scrollede ned og mødte den kvindelige Find Holger, endda i skeleversion. Sådan kan man blive så positivt overrasket nogle gange!

Gode tanker min vej den 1. marts vil blive modtaget med stor taknemmelighed!

Nyt år, nye tider

Godt nytår, allesammen – så skriver vi søreme 2017! Håber I alle havde en dejlig jul og kom godt ind i det nye år. Jeg synes, at der var så mange andre ting, der fyldte i 2016, så bloggen blev kraftigt nedprioriteret. Jeg håber på mere energi og overskud i det nye år! Det er egentlig en stor fejl, når den giver mig så megen hygge og glæde, så mit nytårsforsæt er, at der skal gang i den igen!

Det var i øvrigt ikke store og voldsomme ting, der optog mig, men jeg havde bare ikke overskud til meget andet end at komme igennem hverdagen, som faktisk godt kan trække ret meget tænder ud med tre børn og en mand, der arbejder meget. Til gengæld er jeg så på deltid på arbejdet, hvilket betyder en ugentlig fridag til mig – den dag betyder alverden! Den hjælper med til, at resten af hverdagene glider nemmere, fordi jeg her kan få handlet ind, vasket tøj, gjort rent, tage til frisør, kosmetolog, læge osv. … og en sjælden gang imellem, hvor jeg bare er fyldt op, tager jeg en dag på langs. Det kan også hænde, at en af drengene holder fri med mig, men jeg vil være ærlig og sige, at det ikke sker ofte – den dag er MIN dag, som både er til mig og som kommer resten af familien til gode, fordi jeg så har mere tid på andre tidspunkter.

Nytårsaften var stille, rolig og hyggelig – lige noget for mig, der aldrig har været stor fan af nytårsaften. Jeg lavede denne Toffifee cheesecake til dessert, og hvis det ikke var fordi, jeg klokkede lidt i den hjemmelavede karamelsauce dertil (1. forsøg: Smeltede dejskraber deri, 2. forsøg: Stressede for meget og fik den lavet hård og klumpet, 3. forsøg: BINGO!), var den faktisk dejligt nem at lave selv for en bagerookie som mig 😉 Og den smagte SÅ godt!

Men jeg vil prøve at lægge de søde sager på hylden fra nu af. Jeg har fået en dato for min øjenoperation, hvilket jeg vil komme nærmere ind på snart, og den fulde narkose giver mig allerede nu så ondt i maven at tænke på, at jeg synes, jeg skylder mig selv og mine nærmeste, at jeg i det mindste er rimelig sund til den tid. For kroppen klarer vel bedre en operation, hvis den har det godt, ikke?

Nå, men jeg vender tilbage SNART – that’s a promise!

Børnenes navne på bloggen 

 

Der er noget, jeg har tænkt over i et stykke tid… og det handler om, at jeg aldrig kalder børnene ved deres rigtige navne her på bloggen. Det startede i 2011, da Badutten var nyfødt, og jeg blev voldsomt opslugt og fascineret af Superheltemors blog, som jeg slugte fra ende til anden i de sene nattetimer.

Hun kaldte sine børn søde, sjove navne, og manden ligeså. Da jeg kort efter oprettede bloggen her, blev Arthur derfor til Kongen, fordi vi nogle gange kaldte ham Kong Arthur, da han var lille, og Louie blev til Badutten, som kom sig af et rim, jeg nogle gange lavede med hans navn: “Louie – Badui – Badutti” osv. i den stil. Da Buster så siden hen kom til, blev han naturligvis til Lillebror allerede inden han var født og havde fået sit navn 😉 I starten viste jeg heller aldrig billeder af deres ansigter, men der gik ikke så længe, før jeg slet ikke kunne lade være 🙂 Deres far, min kæreste, hedder Peter, men han blev til Hr. Arbejdsom, da han var og er noget af en arbejdshest..

… og sådan var det så i årevis. Undervejs havde jeg opdaget det her spændende, nyt medie, Instagram, og det havde slet ikke noget med bloggen at gøre til at starte med. Der hed jeg blot @nadja_b, og de fleste, der fulgte mig, var familie og venner, og så mødte jeg også nogle nye bekendtskaber derinde. Drengene kaldte jeg ved navn, og jeg havde egentlig tænkt mig, at det aldrig skulle have noget med bloggen at gøre.

I januar 2014 blev jeg dog klogere, for jeg kom i kontakt med Kamilla og Trine via Instagram, og de arrangerede et blogevent for os bloggere heroppe i det (faktisk slet ikke så mørke 😉 ) Nordjylland. Samtidig var jeg også begyndt at blive kontaktet af firmaer omkring spændende samarbejder fra tid til anden, og det gik op for mig, at Instagram var et vigtigt medie at kombinere med sin blog, hvis man gerne ville nå ud til flere. Derfor kom bloggens adresse nu i min profiltekst på Instagram, hvilket den ikke havde været tidligere, og jeg luftede også indimellem herinde, hvad mit brugernavn var, og på den måde begyndte de to ting nu at smelte sammen. Jeg blev rådet til at lave mig et Instagram-navn, der havde tydeligere forbindelse til bloggen, og dermed skiftede jeg for godt et par år siden navn til @drengemor.dk derinde.

En anden vigtig grund til ikke at have mine børns navne stående på bloggen var, at jeg dengang underviste de store elever, som var ret gode til at Google og syntes det var det fedeste at vide meget mere om mig, end hvad jeg lod dem vide, når jeg underviste dem. Derfor ønskede jeg ikke, at drengene – og mig – nemt kunne Googles frem. Men nu, hvis man Googler, kan man meget nemt finde navnene, fordi min Instagram-profil også dukker op, og så er det, at jeg tænker: Hvorfor ikke bare gå all in og kalde dem ved deres rigtige navne… måske endda fra nu af? Det er vel egentlig lidt kikset at have kælenavne her på bloggen, når man alligevel nemt kan finde frem til deres rigtige navne andetsteds? Jeg krummer faktisk lidt tæer, når jeg læser gamle indlæg, hvor jeg kalder dem kælenavnene i flæng, og føler ikke den samme tilknytning til de navne, som jeg gjorde engang.

 

Hvad med dig, der læser med her nu – kendte du godt drengenes navne fra Instagram i forvejen? Eller ser du dem for første gang nu? Ville det give mening at begynde at skrive deres rigtige navne nu efter over 4 år med kælenavnene? Ville elske at få netop DIN kommentar til dette!

Hvad ER der så med de øjne?

 


Uanset om jeg har været tyk eller tynd; tilfreds eller mindre tilfreds med mig selv, har jeg altid haft en (eller to 😉 ) ting, som jeg var glad for ved mig selv: Mine øjne. De er mørkeblå og dybe, og indtil for godt halvandet år siden syntes jeg, at de var pæne.

Som barn havde jeg tendens til at skele lidt, men aldrig sådan, at det skulle korrigeres. Som voksen kom det igen, når jeg var meget træt, men uden det var til kæmpe gene for mig, fordi det ikke var permanent… altså indtil for halvandet år siden.

Dette indlæg har været længe undervejs – faktisk kan jeg se, at det i skrivende stund har ligget i hele 14 måneder i mine kladder. Og hvorfor så det? Jeg ved det ikke helt, men måske fordi det er noget, der går mig så meget på, at jeg bare har forsøgt at skubbe det væk. Men nu prøver jeg at skrive det ud! Jeg lovede jo også at fortælle om, hvad der egentlig er med de øjne, tilbage i juni i dette indlæg, hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af hjertevarm respons. So here is goes… men en lille advarsel: Det bliver langt!

***

I februar 2015 skulle Lillebror som så mange andre gange før have en tør ble (det stadie er heldigvis helt passé nu!) Han gad ikke, men jeg løftede ham selvfølgelig op alligevel. Han strittede imod; sprællede og baskede med armene. Uheldigvis fik han ramt mit venstre øje med sin hånd, og det gjorde temmelig ondt. Jeg kiggede mig i spejlet, kunne se en rød blodsprængning og skyndte mig at tage min kontaktlinse ud. Desværre strittede den imod – nærmest, som om den sugede vacuum på øjet! Ud kom den, men det føltes som en sugekop, der slap fri fra mit øje. Jeg nærstuderede mine øjne i spejlet, og til min skræk så jeg mit højre øje opføre sig helt skørt! Det bevægede sig langsomt indad mod næseryggen; altså det begyndte at skele indad, mens jeg kiggede på… og jeg blev sindssygt forskrækket!

Sådan her så det ud inde i øjet, efter Lillebror havde ramt det – meget rødt til at starte med og så mere og mere aftagende.

 

Jeg tog til lægen, som beroligede mig med, at blodsprængningen var helt fredelig, men som ikke kunne forklare den pludseligt opståede skelen, som jo endda var på det modsatte øje end det, Lillebror havde ramt. Jeg bestilte derfor tid hos en øjenlæge, hvor jeg kom til i starten af juli 2015. Han var en kende speciel, men meget klar i spyttet: Det var ikke en skelen, der bare kunne rettes op med træning, og jeg skulle helt sikkert opereres. Han sendte derfor en henvisning til sygehuset… hvor jeg fik en tid sidst i maj 2016, altså næsten 11 måneder senere! Jeg er klar over, at man har ret til at søge private tilbud, når ventetiden er lang, men jeg undersøgte faktisk ikke, om jeg hørte under den kategori, for selvom jeg vildt gerne ville se ud som mig selv igen, gjorde det mig også bange, at jeg skulle opereres i øjnene.

 

De her billeder er fra juli 2015, fire måneder efter uheldet. De to billeder til venstre viser, hvordan højre øje slet ikke befinder sig på “rette plads”, mens jeg øverst til højre anstrenger mig for at holde det nogenlunde symmetrisk, uden dog at have 100 % held med det.

 

Månederne gik, og det blev et større og større socialt handicap for mig, at mine øjne ikke “makkede ret”. Især i modlys under samtale med andre mennesker tog/tager jeg mig selv i at lukke øjet i eller blive helt rundtosset af at forsøge at fokusere. Samtidig fyldte det helt enormt i mine tanker, hvad andre tænkte, når de snakkede med mig. Jeg ved selv, hvor svært det er at finde ud af, hvor man skal kigge hen, når man taler med en, der er svært skeløjet. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er værre tilfælde end mig, men det er vitterligt ikke muligt for mig at kigge symmetrisk ligeud med begge mine øjne samtidigt (jeg kan tvinge det værste øje til at kigge ligeud, men så skeler det andet!) Jeg har samtidig i mange år ikke haft samsyn, hvilket betyder, at øjnene har svært ved at samarbejde om at fokusere på ting, og det bevirker blandt andet, at jeg ikke kan se ting i 3D.

Jeg begyndte at få det sådan, at jeg slet ikke havde lyst til at se folk, jeg ikke havde set længe. Ikke nok med, at jeg stadig ikke var blevet den slanke pige, jeg var engang; så var jeg nu også skeløjet. Jeg læste engang hos en blogger, hvis datter havde angst, at en af de ting, hun var bange for, var at blive skeløjet. Og det forstår jeg sgu godt, for hold op, hvor er det en kæmpe belastning! Måske mere i mit hoved end i virkeligheden… men på det seneste har jeg oplevet, at folk påpeger det, men det vil jeg vende tilbage til.

De her er taget i august 2015, hvor jeg for en stund var mørkhåret, og hvor jeg skulle til blogevent i Aarhus med en masse dejlige damer. Jeg havde det godt kropsmæssigt, for jeg var på sidste dag i C9, men mine øjne gik mig helt vildt på! Kun på billeder oppefra så jeg lidt mere normal ud.

 

I perioder kunne jeg godt glemme det lidt – eller jeg havde det i hvert fald ikke hele tiden så slemt med at se folk, men jeg fandt mest tryghed ved at være sammen med de mennesker, jeg ser ofte, som Hr. Arbejdsom og børnene, min nærmeste familie, tætteste veninder og mine kolleger, der ser mig hver dag. Jeg havde det helt vildt slemt med at møde folk, jeg ikke havde set længe, eller folk, der kunne genkende mig fra bloggen eller Instagram, som jeg også har været ude for nogle gange. Jeg vil jo bare gerne være hende den der friske type, der siger hej og snakker helt naturligt, men i stedet bliver jeg flov og kikset og tænker kun på, at jeg er tyk og skeløjet, og det er selvfølgelig ikke billeder fra den dårlige vinkel, jeg viser frem på de sociale medier, så jeg føler også, at jeg “snyder” folk ved kun at vise den pæne side, og det kan de jo så se, når de møder mig i virkeligheden, ikke? Jeg tror, det dels er derfor, bloggen gennem længere tid kun har haft sporadiske indlæg, for kan man overhovedet være blogger, hvis man ikke gerne vil eksponere sig selv helt vildt? Nu overdriver jeg selvfølgelig, men i mit hoved var der en konflikt imellem det med at være en person, som stiller en del af sit liv til skue online og dermed er semi-offentlig, og så samtidig have det svært med at vise sig selv frem og i det hele taget hellere ville ønske, at folk kiggede væk.

Nå, men vi nåede til maj 2016. Der var tre dage til, at jeg endelig skulle på sygehuset til forundersøgelse med øjnene. Og så ringede de derude fra og sagde, at de var nødt til at aflyse tiden, fordi lægen var blevet syg! De kunne ikke sige noget om, hvornår det så kunne blive. Vi er alle mennesker, og jeg har fuld forståelse for, at der kan opstå sygdom, men jeg var alligevel meget ærgerlig over, at det alligevel ikke var NU, hvor jeg havde forberedt mig på det mentalt.

Jeg ville få tilsendt en ny tid, sagde de, men der gik en uge, og så gik der to, og jeg havde stadig intet hørt. Jeg kontaktede dem, og de lovede, at der ville komme en tid, men den kom stadig ikke, og næsten en måned efter var den stadig ikke kommet. Jeg rykkede igen for tiden (og det er svært for en pleaser som mig at føle mig som et “brokkehoved”), og endelig landede den i min e-boks: Den 30. september skulle jeg komme, præcis fire måneder efter min oprindelige tid. Så havde jeg ventet i næsten 15 måneder i alt!

Skæbnen ville, at jeg for tre uger siden fik det træls i mit “gode” øje – det var ømt, betændt, hævet osv., og jeg endte endda på Lægevagten den aften, jeg havde været til min mormors 80-års fødselsdag om dagen. Der skulle vi have været til bryllup, men Hr. Arbejdsom måtte af sted alene, og jeg kom hjem og så sådan her ud:

Jeg var blevet bedøvet, farvet og lyst i øjet for at se, om der var tale om betændelse, ridser eller noget helt tredje. Igennem 2 1/2 uge var jeg ved Lægevagten to gange og egen læge én gang og endte med at prøve tre forskellige slags øjendråber, hvor ingen af dem virkede synderligt. Jeg måtte gå med briller i stedet for kontaktlinser, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere grim, og makeuppen måtte også sløjfes. Jeg havde seriøst lyst til at gemme mig  indendøre, indtil det var ovre (hvilket det stadig ikke er!), men det duede jo ikke, og da jeg i fredags ENDELIG kom på sygehuset for at få set på min skelen, tjekkede de også betændelsen.

Her slapper jeg helt af i øjet og det er meget tydeligt, hvor meget det faktisk skeler.

 

Selvom jeg prøver at anstrenge mig her, ses min skelen stadig tydeligt.

 

Her har jeg lukket øjnene LIGE inden billedet bliver taget for så at åbne dem hurtigt igen, for så når øjet ikke at sætte sig (ret meget) forkert. Mit pasbillede er blevet til på den måde!

 

Kan det virkelig være rigtigt, at man skal vente 15 måneder på en forundersøgelse, tænker du måske? Og ja, det kan det, for skelen er kosmetisk og dermed ikke akut. At det så har generet mig voldsomt mentalt er en anden snak, og måske kunne jeg have fået en tid tidligere et andet sted, hvis jeg havde påpeget det, men som sagt var jeg også bange og havde brug for forberedelse indeni mig selv.

Det her er altså min bedste vinkel – trods øjeninfektion og skelen ses det ikke så tydeligt herfra.

 

Men i fredags oprandt dagen så. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle have en chauffør med, da jeg skulle dryppes i øjnene og ikke ville kunne se godt bagefter, så min far var med. (Det endte så med, at jeg ikke skulle dryppes, men det skriver de åbenbart bare for en sikkerheds skyld). Heldigvis var det allerede klokken 8.15, så jeg ikke skulle gå og spekulere hele dagen. Undersøgelsen forløb utrolig tilfredsstillende, og jeg følte mig set og hørt hele vejen igennem. Der var ro og god tid, og overlægen kom ind under undersøgelsen og hilste på og gav sit besyv med, og da det er ham, der opererer, gav det mig en stor tryghed at vide, at han på den måde orienterede sig om, hvad der rørte sig på afdelingen, selvom det ikke var hans konsultation. Jeg fik at vide, at der nok var tale om en skjult skelen, som havde ligget i dvale igennem årene, og så havde Lillebrors “slag” udløst, at det vendte tilbage for fulde drøn. Mht. betændelsen kom de frem til, at det faktisk ikke var en betændelse, men en virus, der havde sat sig i øjet, og derfor virkede dråberne ikke – ligesom hvis man har en virus, man ikke kan få penicillin for. Så der måtte jeg bare se tiden an og i øvrigt beholde brillerne på, indtil det blev bedre, og der var intet farligt over det. Pyha – jeg havde ellers været voldsomt bange, fordi det blev ved og ved!

Mht. operationen blev det slået fast, at det ER en operation, der skal til, men før den kan finde sted, skal jeg til undersøgelse og samtale hos en skeleterapeut, hos overlægen og hos en narkoselæge. For ja, operationen foretages i fuld narkose. Det slog mig ret meget ud af kurs, for det skræmmer mig helt afsindigt at skulle det. Jeg har aldrig prøvet det før. De sagde, at hvis jeg havde det meget slemt med det, kunne det gøres i lokalbedøvelse, men at det ikke ville være rart. Og helt ærligt, hvem kan lige slappe ordentligt af, mens man i vågen tilstand bliver skåret i øjet?!? Så nej, jeg må nok hellere indstille mig mentalt på at skulle i fuld narkose. Hvornår det bliver, vides endnu ikke. Jeg får tiderne til de forskellige ting via e-boks, så det er spændende, om der nu igen er lige så lang ventetid!

***

Så som I kan høre, er det noget, der har fyldt enormt meget hos mig, og det gør det stadigvæk. Der er mennesker i mit liv, jeg egentlig virkelig gerne vil catche up med, og måske læser de endda med her? Men alene tanken om at skulle ses giver mig en panikfølelse i kroppen. Det er skrækkeligt, men jeg føler virkelig ikke, jeg er den bedste version af mig selv, og derfor vil mit lave selvværd bevirke, at mine tanker vil fokusere på det forkerte, når vi ses. Jeg ved godt, at folk kan lide mig for min person og ikke for min krop og øjnes tilstand, men det fylder “bare” så meget hos mig, at jeg ikke selv kan slappe af omkring det. Jeg havde endda bildt mig selv ind i en periode, at det ikke var SÅ slemt, og så havde vi jubilæum i min gamle folkeskoleklasse her i august, hvor jeg fik kommentaren af en anden pige: “Hey, hvad sker der for dine øjne, det ser da helt galt ud?” Og hende har jeg altså ikke set i 19-20 år, og så ser hun det med det samme! Mens jeg har haft øjenvirus og rendt en del til lægen, har tre forskellige læger spurgt mig, om den skelen, jeg har, er opstået nu i forbindelse med virussen? Og det er altså læger, der aldrig har set mig før, og som har taget ÉT blik på mig for derefter at spørge. Så jeg ved, det ikke bare er mig, der overdriver, selvom både min mor, tætte veninder og Hr. Arbejdsom siger, at de slet ikke lægger mærke til det. Det tror jeg, de mener ærligt, men det skyldes jo, at de har vænnet sig til at se mig sådan. Det er blevet det nye normale i forhold til mine øjne. Og det vil jeg gerne have lavet om på! Øjnene er noget af det første, man ser hos andre mennesker, og man kan se så meget i folks øjne. Mine øjne præsenterer mig ikke godt for tiden!

 

Hvis du holdt ud helt herned til i min skriveterapisession ( 😉 ), så skal du have et kæmpe TAK med på vejen!

 

Jeg har ellers aldrig været den store solbrillebruger, og jeg føler mig uhøflig med dem på, når jeg taler med folk. Men efter mit øje er begyndt at skele, slapper jeg mere af, når jeg har dem på.

Til slut en lille “fotosession”, der illustrerer, hvor svært det er for mig at få et billede af mig selv, hvor mine øjne ikke fucker op. Jeg kan efterhånden nogle tricks, f.eks. at have lidt hår hen over øjet, så man ikke ser det så meget… og mit profilbillede på facebook er da også et, hvor håret er foran det ene øje. Her til ALLERSIDST kan jeg godt love jer, at der aldrig kommer et indlæg her på domænet igen med SÅ mange billeder af mig – pyh, en overvindelse!

80 år

I dag fylder min mormor 80 år. Min mor, som var ude at spise brunch med hende i formiddags, tog dette billede. Jeg er stolt af at have en mormor, der ser så godt i i en alder af 80 (FIRS!!!) år, og jeg er så taknemmelig over, at hun stadig er frisk både fysisk og mentalt! Da jeg kom til at sidde og nærstudere billedet her til aften, blev jeg helt rørt, og en masse barndomsminder kom strømmende til mig.

Jeg har haft stor glæde af min mormor hele livet. Som barn var det oftest hos hende og min bedstefar, jeg blev passet, når min mor og far skulle noget, og jeg elskede deres hus og have, hvor der var mange rum og mange gode gemmesteder. Min mormor gad altid læse for mig om aftenen, og hun gad altid spille et spil eller lære mig at strikke selv lige inden sengetid, hvis det var det, jeg havde lyst til. Vi bagte meget, og jeg stod altid op til duften af lune rundstykker, når jeg havde sovet der. Min mormor og bedstefar fik gerne en Gammel Dansk til morgenmaden i weekenden, og jeg elskede duften af den bitre drik, som mindede mig om dem. De havde hund, mens jeg var barn og ung, og da vi ikke selv havde dyr hjemme, nød jeg selskabet af en firbenet ven. Vi havde ikke selv badekar hjemme, men det havde de, og jeg fik altid lov at komme i karbad, når jeg sov der, og nød lange, varme bade med små sæber formet som roser, som min mormor gemte i sin håndklædeskuffe, og søde små badedyr formet som skildpadder. Min mormor var – og er stadig – rigtig god til at pynte med fotos af familien både på vægge, men også i massevis af fotoalbums, som jeg elskede at bladre igennem gang på gang. Hun havde et syværelse, hvor jeg med hendes hjælp fik produceret forskellige ting. Hun var syerske som ung og blev siden i en moden alder pædagog, så hun var både kreativ og dygtig med sine hænder, og samtidig havde hun tålmodigheden til at lære det videre.

Om sommeren nød jeg deres store have, hvor der var masser af bær, ærter og mange andre lækre sager, masser af gode gemmesteder og ikke mindst muligheden for at ligge i telt eller på en drømmeseng og læse en masse bøger, eller på særligt varme dage hoppe hvinende af glæde igennem vandsprederen. De havde en bålplads, hvor vi altid holdt Sankt Hans med snobrød over bålet. Og så spillede vi badminton og stangtennis!

Når jeg skriver det i datid, skyldes det heldigvis ikke, at de ikke er her mere, men at de solgte deres hus, som lå 10 minutter i bil fra os, for cirka 5 år siden. Vores børn har dermed enten ikke oplevet det eller kan ikke huske det. De bor nu i en lejlighed under 10 minutters gang fra os, og det er nu også utrolig dejligt at have dem så tæt på! Mine forældre bor lige så tæt på, faktisk lidt tættere, og det er skønt at have meget af familien i gåafstand.

Min mormor og bedstefar er mennesker, jeg har en hel del til fælles med trods aldersforskellen. Vi læser for eksempel alle mange bøger og elsker at snakke om dem, og de elsker at eje de nye bøger, når de udkommer, og er meget flinke til at låne dem ud. De er aktive mennesker, som går en lang tur hver dag, og de svømmer også. Og så er de gode mennesker, som vil os alle det allerbedste!

Min mormor, som nu også i 7 år har båret titlen olde, har et fantastisk overskud til vores drenge. Hun inviterer dem på skift på hyggedage hos sig, hvor der bliver bagt, spillet spil og læst bøger til den helt store guldmedalje. Tænk overhovedet at have overskud til det i den alder! Faktisk tænker jeg aldrig rigtig over hendes alder, og når jeg ser tallet 80 på skrift, kan jeg ikke helt forstå, at min mormor er det nu. For 80, det er da ret gammelt, ikke? Min mormor er ikke gammel – faktisk troede en kollega i sidste uge, hvor hun gik rundt sammen med Kongen, at det var hans mormor, han gik sammen med. Min bedstefar er typen, der – selvom han også er på vej mod de 80 – sætter sig ned på gulvet og leger længe med drengene, som alle tre elsker at komme hos olde og oldefar. De to er virkelig nogle dejlige mennesker, og jeg håber inderligt, at jeg er lige så frisk (og holder mig lige så godt 😉 ), når jeg når deres alder!

I morgen skal min mormor fejres. En masse familie skal samles på det her dejlige sted, og jeg er sikker på, vi får en dejlig dag! Så skal vi bare lige krydse fingre for, at den høje feber, der har raset i Badutten siden i går aftes, er væk, når han vågner i morgen… ingen af drengene har været rigtigt syge i hele 2016 (7-9-13!), og så sker det selvfølgelig op til en vigtig weekend. Men vi håber det bedste!