Fredag formiddag tikkede denne mail ind i min indbakke som følge af den artikel, jeg var med i tidligere på måneden. Jeg blev helt paf, så glad og til slut nervøs. Jeg blev paf og glad, fordi det jo betyder, artiklen er blevet læst, historien er blevet hørt og at der sidder folk derude, der gerne vil være med til at sprede den endnu mere. Jeg blev nervøs, fordi jeg virkelig ikke har lyst til at medvirke på tv… og endnu mindre direkte tv! Tænk, hvis jeg blev rød i hovedet… det ville jeg jo nok blive. Tænk, hvis jeg snublede over ordene; talte for hurtigt, sagde noget dumt eller så endnu tykkere ud, end jeg er (de siger jo, at tv lægger nogle kilo til)… nej, alle de tanker kunne jeg slet ikke holde ud! “Man” vil jo gerne fremstå bedst muligt, når der sidder helt utrolig mange og kigger med.

Jeg havde det så dårligt ved tanken om at sige nej, for så føler jeg, jeg er egoistisk og ikke gør nok for at hjælpe med at bryde tabuet, og derfor sov jeg på det en nat for at se, om jeg havde det anderledes med det. Men det havde jeg altså ikke. Så jeg takkede pænt nej.

Mon det ville have været anderledes, hvis jeg var slank, og mit øje så helt normalt ud igen efter operationen? (Det ER nu blevet pænt, men er stadig lidt rødt, så jeg er nødt til at gå med briller). Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare ikke typen, der har lyst til at være på tv sådan generelt?

Hvad med dig – ville du have gjort det?

 

Lige efter nytår lovede jeg snart at fortælle mere om min forestående øjenoperation, som skal foretages, fordi jeg skeler på højre øje.

Datoen fik jeg allerede før jul, og det bliver den 1. marts, at jeg skal opereres. Jeg skal møde på sygehuset allerede kl. 7.15 den dag, men der kan godt være ventetid, så det kan sagtens blive sidst på eftermiddagen, før jeg er færdig, selvom operationen kun tager en times tid.

Jeg vil være ærlig og sige, at det fylder ekstremt meget for mig for tiden. Jeg tænker på det mange gange dagligt i lang tid. Jeg tror, det skyldes, at jeg aldrig har været i narkose før, og at det er så sårbart et sted – øjet – der skal skæres i. Jeg får kvalme, hver gang jeg tænker på det i detaljer.

Samtidig har jeg lidt dårlig samvittighed over at gøre det, for det er jo ikke noget, jeg SKAL gøre for at kunne leve videre. Det er ikke et must, men det er noget, der forhåbentlig på sigt vil give mig stor glæde at få gjort. Den dårlige samvittighed kommer sig af, at jeg jo får nogle dage, måske uger, hvor jeg ikke kan det samme, som jeg plejer, og skal dermed have meget mere hjælp til at klare børnene og de dagligdags ting, som jeg plejer at ordne selv, og jeg skal sygemeldes fra arbejdet. Og hvad, hvis noget går galt? Her tænker jeg katastrofetanker, som jeg næsten ikke tør nedfælde “på papir”… men det handler om, hvis jeg mister synet på øjet eller ikke vågner fra narkosen, bare fordi jeg var så egoistisk at ville have mit øje rettet?

Med min fornuft ved jeg jo godt, at det er irrationelt. Lægen, der skal operere, fortalte, at han havde lavet denne operation i 15 år, og det var aldrig gået galt, men han skulle selvfølgelig informere mig om, at hvis det gik galt, kunne jeg blive blind på øjet. Jeg spurgte, om det så kun var på det øje, eller om der var en sammenhæng til det andet? “Jamen, det er jo aldrig sket!”, svarede han, men fortsatte så med, at ja, så var det “kun” det ene øje. Jeg var også til samtale med narkoselægen, som var noget så behagelig at snakke med og sagde, at det var farligere for mig at gå på fortovet ude på Hobrovej (den meget trafikerede vej, sygehuset ligger ud til) end at komme i narkose, og at jeg bagefter ville sige: “Var det bare det?” Jeg håber, han har ret!

Det er en onsdag, jeg skal opereres, og henover weekenden må jeg ikke få pulsen op eller støv i øjet. Derefter skal jeg regne med at se ret slem ud i øjet i nogle uger og stadigvæk være meget rød måske helt op til nogle måneder… faktisk måske “let lyserød”, som de sagde, i op til et helt år efter! Jeg sad og tænkte, hvorfor jeg dog vil udsætte mig selv for det her, når jeg ikke BEHØVER, og prøvede at få operationslægens ærlige mening om, om det var egoistisk af mig. Han sagde: “Har du lagt mærke til, hvordan du sidder, når vi snakker sammen nu? Du sidder faktisk skævt med hovedet for at forsøge at få det til at se ud, som om dine øjne sidder lige for den, du snakker med. Det har du nok helt ubevidst vænnet dig til.” Jeg fortalte ham, hvor bevidst jeg er om mine øjne, når jeg taler med folk; særligt nye mennesker, og hvor meget energi jeg bruger på det. Han sagde: “Lige præcis – og når det her er overstået, vil du være SÅ glad for det! Man taler faktisk om, at en skeleoperation er en social rehabilitering, fordi man bagefter føler sig helt anderledes godt tilpas, når man taler med folk, og ikke længere skal bruge energi på at tænke over, hvordan man ser ud, og hvad andre tænker om det. Så skal vi ikke bare sige, at det er det, vi gør?” Og så sagde jeg ja.

Der er vinterferie for os heroppe i Nordjylland nu, så jeg har ferie med drengene hele uge 8. Efter ferien skal jeg kun på arbejde mandag og tirsdag, og så er operationen allerede om onsdagen. Så der er virkelig ikke længe til!

Mine forældre passer drengene fra aftenen før, så der er ro på om morgenen herhjemme, når jeg skal tidligt (og selvfølgelig fastende) af sted til sygehuset. De har dem også til minimum dagen efter, så jeg kan hvile ud efter operationen, og står til rådighed efterfølgende også. Peter tager med mig den dag, jeg skal opereres, og er selvfølgelig også hjemme bagefter. Så der er styr på det praktiske – nu skal der bare ro på nerverne, men det kommer der nok først helt, når jeg er godt på den anden side.

Nogle dage fortryder jeg (næsten) min beslutning om operation, og andre dage er jeg sikker i min sag og vil bare gerne have det overstået, som f.eks. da jeg prøvede at tage et fastelavnsselfie på arbejdet i fredags, og mit øje bare ikke ville makke ret. Det styrer jo selv, hvad det vil, fordi musklen er slap, og det kan kun rettes med operation, og jeg er TRÆT af at være så bevidst om det og altid ligne noget, der er løgn på billeder, for jeg ved jo også godt, at det også er sådan, jeg ser ud, når folk ser mig IRL, og det ikke er på et billede. Jeg uploadede det alligevel på Instagram, da jeg tænkte, at det ER nu engang sådan, jeg ser ud, og polerede glansbilleder er jeg ikke fan af – i hvert fald ikke, hvis man ikke også kan være ærlig nok til at vise den anden side også. Mærkeligt nok modtog billedet rigtig mange likes, og det kom bag på mig, da jeg faktisk havde forventet en følgerflugt, når folk scrollede ned og mødte den kvindelige Find Holger, endda i skeleversion. Sådan kan man blive så positivt overrasket nogle gange!

Gode tanker min vej den 1. marts vil blive modtaget med stor taknemmelighed!

 

Uanset om jeg har været tyk eller tynd; tilfreds eller mindre tilfreds med mig selv, har jeg altid haft en (eller to 😉 ) ting, som jeg var glad for ved mig selv: Mine øjne. De er mørkeblå og dybe, og indtil for godt halvandet år siden syntes jeg, at de var pæne.

Som barn havde jeg tendens til at skele lidt, men aldrig sådan, at det skulle korrigeres. Som voksen kom det igen, når jeg var meget træt, men uden det var til kæmpe gene for mig, fordi det ikke var permanent… altså indtil for halvandet år siden.

Dette indlæg har været længe undervejs – faktisk kan jeg se, at det i skrivende stund har ligget i hele 14 måneder i mine kladder. Og hvorfor så det? Jeg ved det ikke helt, men måske fordi det er noget, der går mig så meget på, at jeg bare har forsøgt at skubbe det væk. Men nu prøver jeg at skrive det ud! Jeg lovede jo også at fortælle om, hvad der egentlig er med de øjne, tilbage i juni i dette indlæg, hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af hjertevarm respons. So here is goes… men en lille advarsel: Det bliver langt!

***

I februar 2015 skulle Lillebror som så mange andre gange før have en tør ble (det stadie er heldigvis helt passé nu!) Han gad ikke, men jeg løftede ham selvfølgelig op alligevel. Han strittede imod; sprællede og baskede med armene. Uheldigvis fik han ramt mit venstre øje med sin hånd, og det gjorde temmelig ondt. Jeg kiggede mig i spejlet, kunne se en rød blodsprængning og skyndte mig at tage min kontaktlinse ud. Desværre strittede den imod – nærmest, som om den sugede vacuum på øjet! Ud kom den, men det føltes som en sugekop, der slap fri fra mit øje. Jeg nærstuderede mine øjne i spejlet, og til min skræk så jeg mit højre øje opføre sig helt skørt! Det bevægede sig langsomt indad mod næseryggen; altså det begyndte at skele indad, mens jeg kiggede på… og jeg blev sindssygt forskrækket!

 

Jeg tog til lægen, som beroligede mig med, at blodsprængningen var helt fredelig, men som ikke kunne forklare den pludseligt opståede skelen, som jo endda var på det modsatte øje end det, Lillebror havde ramt. Jeg bestilte derfor tid hos en øjenlæge, hvor jeg kom til i starten af juli 2015. Han var en kende speciel, men meget klar i spyttet: Det var ikke en skelen, der bare kunne rettes op med træning, og jeg skulle helt sikkert opereres. Han sendte derfor en henvisning til sygehuset… hvor jeg fik en tid sidst i maj 2016, altså næsten 11 måneder senere! Jeg er klar over, at man har ret til at søge private tilbud, når ventetiden er lang, men jeg undersøgte faktisk ikke, om jeg hørte under den kategori, for selvom jeg vildt gerne ville se ud som mig selv igen, gjorde det mig også bange, at jeg skulle opereres i øjnene.

 

 

Månederne gik, og det blev et større og større socialt handicap for mig, at mine øjne ikke “makkede ret”. Især i modlys under samtale med andre mennesker tog/tager jeg mig selv i at lukke øjet i eller blive helt rundtosset af at forsøge at fokusere. Samtidig fyldte det helt enormt i mine tanker, hvad andre tænkte, når de snakkede med mig. Jeg ved selv, hvor svært det er at finde ud af, hvor man skal kigge hen, når man taler med en, der er svært skeløjet. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er værre tilfælde end mig, men det er vitterligt ikke muligt for mig at kigge symmetrisk ligeud med begge mine øjne samtidigt (jeg kan tvinge det værste øje til at kigge ligeud, men så skeler det andet!) Jeg har samtidig i mange år ikke haft samsyn, hvilket betyder, at øjnene har svært ved at samarbejde om at fokusere på ting, og det bevirker blandt andet, at jeg ikke kan se ting i 3D.

Jeg begyndte at få det sådan, at jeg slet ikke havde lyst til at se folk, jeg ikke havde set længe. Ikke nok med, at jeg stadig ikke var blevet den slanke pige, jeg var engang; så var jeg nu også skeløjet. Jeg læste engang hos en blogger, hvis datter havde angst, at en af de ting, hun var bange for, var at blive skeløjet. Og det forstår jeg sgu godt, for hold op, hvor er det en kæmpe belastning! Måske mere i mit hoved end i virkeligheden… men på det seneste har jeg oplevet, at folk påpeger det, men det vil jeg vende tilbage til.

 

I perioder kunne jeg godt glemme det lidt – eller jeg havde det i hvert fald ikke hele tiden så slemt med at se folk, men jeg fandt mest tryghed ved at være sammen med de mennesker, jeg ser ofte, som Hr. Arbejdsom og børnene, min nærmeste familie, tætteste veninder og mine kolleger, der ser mig hver dag. Jeg havde det helt vildt slemt med at møde folk, jeg ikke havde set længe, eller folk, der kunne genkende mig fra bloggen eller Instagram, som jeg også har været ude for nogle gange. Jeg vil jo bare gerne være hende den der friske type, der siger hej og snakker helt naturligt, men i stedet bliver jeg flov og kikset og tænker kun på, at jeg er tyk og skeløjet, og det er selvfølgelig ikke billeder fra den dårlige vinkel, jeg viser frem på de sociale medier, så jeg føler også, at jeg “snyder” folk ved kun at vise den pæne side, og det kan de jo så se, når de møder mig i virkeligheden, ikke? Jeg tror, det dels er derfor, bloggen gennem længere tid kun har haft sporadiske indlæg, for kan man overhovedet være blogger, hvis man ikke gerne vil eksponere sig selv helt vildt? Nu overdriver jeg selvfølgelig, men i mit hoved var der en konflikt imellem det med at være en person, som stiller en del af sit liv til skue online og dermed er semi-offentlig, og så samtidig have det svært med at vise sig selv frem og i det hele taget hellere ville ønske, at folk kiggede væk.

Nå, men vi nåede til maj 2016. Der var tre dage til, at jeg endelig skulle på sygehuset til forundersøgelse med øjnene. Og så ringede de derude fra og sagde, at de var nødt til at aflyse tiden, fordi lægen var blevet syg! De kunne ikke sige noget om, hvornår det så kunne blive. Vi er alle mennesker, og jeg har fuld forståelse for, at der kan opstå sygdom, men jeg var alligevel meget ærgerlig over, at det alligevel ikke var NU, hvor jeg havde forberedt mig på det mentalt.

Jeg ville få tilsendt en ny tid, sagde de, men der gik en uge, og så gik der to, og jeg havde stadig intet hørt. Jeg kontaktede dem, og de lovede, at der ville komme en tid, men den kom stadig ikke, og næsten en måned efter var den stadig ikke kommet. Jeg rykkede igen for tiden (og det er svært for en pleaser som mig at føle mig som et “brokkehoved”), og endelig landede den i min e-boks: Den 30. september skulle jeg komme, præcis fire måneder efter min oprindelige tid. Så havde jeg ventet i næsten 15 måneder i alt!

Skæbnen ville, at jeg for tre uger siden fik det træls i mit “gode” øje – det var ømt, betændt, hævet osv., og jeg endte endda på Lægevagten den aften, jeg havde været til min mormors 80-års fødselsdag om dagen. Der skulle vi have været til bryllup, men Hr. Arbejdsom måtte af sted alene, og jeg kom hjem og så sådan her ud:

Jeg var blevet bedøvet, farvet og lyst i øjet for at se, om der var tale om betændelse, ridser eller noget helt tredje. Igennem 2 1/2 uge var jeg ved Lægevagten to gange og egen læge én gang og endte med at prøve tre forskellige slags øjendråber, hvor ingen af dem virkede synderligt. Jeg måtte gå med briller i stedet for kontaktlinser, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere grim, og makeuppen måtte også sløjfes. Jeg havde seriøst lyst til at gemme mig  indendøre, indtil det var ovre (hvilket det stadig ikke er!), men det duede jo ikke, og da jeg i fredags ENDELIG kom på sygehuset for at få set på min skelen, tjekkede de også betændelsen.

 

 

 

Kan det virkelig være rigtigt, at man skal vente 15 måneder på en forundersøgelse, tænker du måske? Og ja, det kan det, for skelen er kosmetisk og dermed ikke akut. At det så har generet mig voldsomt mentalt er en anden snak, og måske kunne jeg have fået en tid tidligere et andet sted, hvis jeg havde påpeget det, men som sagt var jeg også bange og havde brug for forberedelse indeni mig selv.

 

Men i fredags oprandt dagen så. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle have en chauffør med, da jeg skulle dryppes i øjnene og ikke ville kunne se godt bagefter, så min far var med. (Det endte så med, at jeg ikke skulle dryppes, men det skriver de åbenbart bare for en sikkerheds skyld). Heldigvis var det allerede klokken 8.15, så jeg ikke skulle gå og spekulere hele dagen. Undersøgelsen forløb utrolig tilfredsstillende, og jeg følte mig set og hørt hele vejen igennem. Der var ro og god tid, og overlægen kom ind under undersøgelsen og hilste på og gav sit besyv med, og da det er ham, der opererer, gav det mig en stor tryghed at vide, at han på den måde orienterede sig om, hvad der rørte sig på afdelingen, selvom det ikke var hans konsultation. Jeg fik at vide, at der nok var tale om en skjult skelen, som havde ligget i dvale igennem årene, og så havde Lillebrors “slag” udløst, at det vendte tilbage for fulde drøn. Mht. betændelsen kom de frem til, at det faktisk ikke var en betændelse, men en virus, der havde sat sig i øjet, og derfor virkede dråberne ikke – ligesom hvis man har en virus, man ikke kan få penicillin for. Så der måtte jeg bare se tiden an og i øvrigt beholde brillerne på, indtil det blev bedre, og der var intet farligt over det. Pyha – jeg havde ellers været voldsomt bange, fordi det blev ved og ved!

Mht. operationen blev det slået fast, at det ER en operation, der skal til, men før den kan finde sted, skal jeg til undersøgelse og samtale hos en skeleterapeut, hos overlægen og hos en narkoselæge. For ja, operationen foretages i fuld narkose. Det slog mig ret meget ud af kurs, for det skræmmer mig helt afsindigt at skulle det. Jeg har aldrig prøvet det før. De sagde, at hvis jeg havde det meget slemt med det, kunne det gøres i lokalbedøvelse, men at det ikke ville være rart. Og helt ærligt, hvem kan lige slappe ordentligt af, mens man i vågen tilstand bliver skåret i øjet?!? Så nej, jeg må nok hellere indstille mig mentalt på at skulle i fuld narkose. Hvornår det bliver, vides endnu ikke. Jeg får tiderne til de forskellige ting via e-boks, så det er spændende, om der nu igen er lige så lang ventetid!

***

Så som I kan høre, er det noget, der har fyldt enormt meget hos mig, og det gør det stadigvæk. Der er mennesker i mit liv, jeg egentlig virkelig gerne vil catche up med, og måske læser de endda med her? Men alene tanken om at skulle ses giver mig en panikfølelse i kroppen. Det er skrækkeligt, men jeg føler virkelig ikke, jeg er den bedste version af mig selv, og derfor vil mit lave selvværd bevirke, at mine tanker vil fokusere på det forkerte, når vi ses. Jeg ved godt, at folk kan lide mig for min person og ikke for min krop og øjnes tilstand, men det fylder “bare” så meget hos mig, at jeg ikke selv kan slappe af omkring det. Jeg havde endda bildt mig selv ind i en periode, at det ikke var SÅ slemt, og så havde vi jubilæum i min gamle folkeskoleklasse her i august, hvor jeg fik kommentaren af en anden pige: “Hey, hvad sker der for dine øjne, det ser da helt galt ud?” Og hende har jeg altså ikke set i 19-20 år, og så ser hun det med det samme! Mens jeg har haft øjenvirus og rendt en del til lægen, har tre forskellige læger spurgt mig, om den skelen, jeg har, er opstået nu i forbindelse med virussen? Og det er altså læger, der aldrig har set mig før, og som har taget ÉT blik på mig for derefter at spørge. Så jeg ved, det ikke bare er mig, der overdriver, selvom både min mor, tætte veninder og Hr. Arbejdsom siger, at de slet ikke lægger mærke til det. Det tror jeg, de mener ærligt, men det skyldes jo, at de har vænnet sig til at se mig sådan. Det er blevet det nye normale i forhold til mine øjne. Og det vil jeg gerne have lavet om på! Øjnene er noget af det første, man ser hos andre mennesker, og man kan se så meget i folks øjne. Mine øjne præsenterer mig ikke godt for tiden!

 

Hvis du holdt ud helt herned til i min skriveterapisession ( 😉 ), så skal du have et kæmpe TAK med på vejen!

 

Til slut en lille “fotosession”, der illustrerer, hvor svært det er for mig at få et billede af mig selv, hvor mine øjne ikke fucker op. Jeg kan efterhånden nogle tricks, f.eks. at have lidt hår hen over øjet, så man ikke ser det så meget… og mit profilbillede på facebook er da også et, hvor håret er foran det ene øje. Her til ALLERSIDST kan jeg godt love jer, at der aldrig kommer et indlæg her på domænet igen med SÅ mange billeder af mig – pyh, en overvindelse!