I dag fylder min mormor 80 år. Min mor, som var ude at spise brunch med hende i formiddags, tog dette billede. Jeg er stolt af at have en mormor, der ser så godt i i en alder af 80 (FIRS!!!) år, og jeg er så taknemmelig over, at hun stadig er frisk både fysisk og mentalt! Da jeg kom til at sidde og nærstudere billedet her til aften, blev jeg helt rørt, og en masse barndomsminder kom strømmende til mig.
Jeg har haft stor glæde af min mormor hele livet. Som barn var det oftest hos hende og min bedstefar, jeg blev passet, når min mor og far skulle noget, og jeg elskede deres hus og have, hvor der var mange rum og mange gode gemmesteder. Min mormor gad altid læse for mig om aftenen, og hun gad altid spille et spil eller lære mig at strikke selv lige inden sengetid, hvis det var det, jeg havde lyst til. Vi bagte meget, og jeg stod altid op til duften af lune rundstykker, når jeg havde sovet der. Min mormor og bedstefar fik gerne en Gammel Dansk til morgenmaden i weekenden, og jeg elskede duften af den bitre drik, som mindede mig om dem. De havde hund, mens jeg var barn og ung, og da vi ikke selv havde dyr hjemme, nød jeg selskabet af en firbenet ven. Vi havde ikke selv badekar hjemme, men det havde de, og jeg fik altid lov at komme i karbad, når jeg sov der, og nød lange, varme bade med små sæber formet som roser, som min mormor gemte i sin håndklædeskuffe, og søde små badedyr formet som skildpadder. Min mormor var – og er stadig – rigtig god til at pynte med fotos af familien både på vægge, men også i massevis af fotoalbums, som jeg elskede at bladre igennem gang på gang. Hun havde et syværelse, hvor jeg med hendes hjælp fik produceret forskellige ting. Hun var syerske som ung og blev siden i en moden alder pædagog, så hun var både kreativ og dygtig med sine hænder, og samtidig havde hun tålmodigheden til at lære det videre.
Om sommeren nød jeg deres store have, hvor der var masser af bær, ærter og mange andre lækre sager, masser af gode gemmesteder og ikke mindst muligheden for at ligge i telt eller på en drømmeseng og læse en masse bøger, eller på særligt varme dage hoppe hvinende af glæde igennem vandsprederen. De havde en bålplads, hvor vi altid holdt Sankt Hans med snobrød over bålet. Og så spillede vi badminton og stangtennis!
Når jeg skriver det i datid, skyldes det heldigvis ikke, at de ikke er her mere, men at de solgte deres hus, som lå 10 minutter i bil fra os, for cirka 5 år siden. Vores børn har dermed enten ikke oplevet det eller kan ikke huske det. De bor nu i en lejlighed under 10 minutters gang fra os, og det er nu også utrolig dejligt at have dem så tæt på! Mine forældre bor lige så tæt på, faktisk lidt tættere, og det er skønt at have meget af familien i gåafstand.
Min mormor og bedstefar er mennesker, jeg har en hel del til fælles med trods aldersforskellen. Vi læser for eksempel alle mange bøger og elsker at snakke om dem, og de elsker at eje de nye bøger, når de udkommer, og er meget flinke til at låne dem ud. De er aktive mennesker, som går en lang tur hver dag, og de svømmer også. Og så er de gode mennesker, som vil os alle det allerbedste!
Min mormor, som nu også i 7 år har båret titlen olde, har et fantastisk overskud til vores drenge. Hun inviterer dem på skift på hyggedage hos sig, hvor der bliver bagt, spillet spil og læst bøger til den helt store guldmedalje. Tænk overhovedet at have overskud til det i den alder! Faktisk tænker jeg aldrig rigtig over hendes alder, og når jeg ser tallet 80 på skrift, kan jeg ikke helt forstå, at min mormor er det nu. For 80, det er da ret gammelt, ikke? Min mormor er ikke gammel – faktisk troede en kollega i sidste uge, hvor hun gik rundt sammen med Kongen, at det var hans mormor, han gik sammen med. Min bedstefar er typen, der – selvom han også er på vej mod de 80 – sætter sig ned på gulvet og leger længe med drengene, som alle tre elsker at komme hos olde og oldefar. De to er virkelig nogle dejlige mennesker, og jeg håber inderligt, at jeg er lige så frisk (og holder mig lige så godt 😉 ), når jeg når deres alder!
I morgen skal min mormor fejres. En masse familie skal samles på det her dejlige sted, og jeg er sikker på, vi får en dejlig dag! Så skal vi bare lige krydse fingre for, at den høje feber, der har raset i Badutten siden i går aftes, er væk, når han vågner i morgen… ingen af drengene har været rigtigt syge i hele 2016 (7-9-13!), og så sker det selvfølgelig op til en vigtig weekend. Men vi håber det bedste!