Godt nytår, allesammen – så skriver vi søreme 2017! Håber I alle havde en dejlig jul og kom godt ind i det nye år. Jeg synes, at der var så mange andre ting, der fyldte i 2016, så bloggen blev kraftigt nedprioriteret. Jeg håber på mere energi og overskud i det nye år! Det er egentlig en stor fejl, når den giver mig så megen hygge og glæde, så mit nytårsforsæt er, at der skal gang i den igen!
Det var i øvrigt ikke store og voldsomme ting, der optog mig, men jeg havde bare ikke overskud til meget andet end at komme igennem hverdagen, som faktisk godt kan trække ret meget tænder ud med tre børn og en mand, der arbejder meget. Til gengæld er jeg så på deltid på arbejdet, hvilket betyder en ugentlig fridag til mig – den dag betyder alverden! Den hjælper med til, at resten af hverdagene glider nemmere, fordi jeg her kan få handlet ind, vasket tøj, gjort rent, tage til frisør, kosmetolog, læge osv. … og en sjælden gang imellem, hvor jeg bare er fyldt op, tager jeg en dag på langs. Det kan også hænde, at en af drengene holder fri med mig, men jeg vil være ærlig og sige, at det ikke sker ofte – den dag er MIN dag, som både er til mig og som kommer resten af familien til gode, fordi jeg så har mere tid på andre tidspunkter.
Nytårsaften var stille, rolig og hyggelig – lige noget for mig, der aldrig har været stor fan af nytårsaften. Jeg lavede denne Toffifee cheesecake til dessert, og hvis det ikke var fordi, jeg klokkede lidt i den hjemmelavede karamelsauce dertil (1. forsøg: Smeltede dejskraber deri, 2. forsøg: Stressede for meget og fik den lavet hård og klumpet, 3. forsøg: BINGO!), var den faktisk dejligt nem at lave selv for en bagerookie som mig 😉 Og den smagte SÅ godt!
Men jeg vil prøve at lægge de søde sager på hylden fra nu af. Jeg har fået en dato for min øjenoperation, hvilket jeg vil komme nærmere ind på snart, og den fulde narkose giver mig allerede nu så ondt i maven at tænke på, at jeg synes, jeg skylder mig selv og mine nærmeste, at jeg i det mindste er rimelig sund til den tid. For kroppen klarer vel bedre en operation, hvis den har det godt, ikke?
Nå, men jeg vender tilbage SNART – that’s a promise!