Der er noget, jeg har tænkt over i et stykke tid… og det handler om, at jeg aldrig kalder børnene ved deres rigtige navne her på bloggen. Det startede i 2011, da Badutten var nyfødt, og jeg blev voldsomt opslugt og fascineret af Superheltemors blog, som jeg slugte fra ende til anden i de sene nattetimer.
Hun kaldte sine børn søde, sjove navne, og manden ligeså. Da jeg kort efter oprettede bloggen her, blev Arthur derfor til Kongen, fordi vi nogle gange kaldte ham Kong Arthur, da han var lille, og Louie blev til Badutten, som kom sig af et rim, jeg nogle gange lavede med hans navn: “Louie – Badui – Badutti” osv. i den stil. Da Buster så siden hen kom til, blev han naturligvis til Lillebror allerede inden han var født og havde fået sit navn 😉 I starten viste jeg heller aldrig billeder af deres ansigter, men der gik ikke så længe, før jeg slet ikke kunne lade være 🙂 Deres far, min kæreste, hedder Peter, men han blev til Hr. Arbejdsom, da han var og er noget af en arbejdshest..
… og sådan var det så i årevis. Undervejs havde jeg opdaget det her spændende, nyt medie, Instagram, og det havde slet ikke noget med bloggen at gøre til at starte med. Der hed jeg blot @nadja_b, og de fleste, der fulgte mig, var familie og venner, og så mødte jeg også nogle nye bekendtskaber derinde. Drengene kaldte jeg ved navn, og jeg havde egentlig tænkt mig, at det aldrig skulle have noget med bloggen at gøre.
I januar 2014 blev jeg dog klogere, for jeg kom i kontakt med Kamilla og Trine via Instagram, og de arrangerede et blogevent for os bloggere heroppe i det (faktisk slet ikke så mørke 😉 ) Nordjylland. Samtidig var jeg også begyndt at blive kontaktet af firmaer omkring spændende samarbejder fra tid til anden, og det gik op for mig, at Instagram var et vigtigt medie at kombinere med sin blog, hvis man gerne ville nå ud til flere. Derfor kom bloggens adresse nu i min profiltekst på Instagram, hvilket den ikke havde været tidligere, og jeg luftede også indimellem herinde, hvad mit brugernavn var, og på den måde begyndte de to ting nu at smelte sammen. Jeg blev rådet til at lave mig et Instagram-navn, der havde tydeligere forbindelse til bloggen, og dermed skiftede jeg for godt et par år siden navn til @drengemor.dk derinde.
En anden vigtig grund til ikke at have mine børns navne stående på bloggen var, at jeg dengang underviste de store elever, som var ret gode til at Google og syntes det var det fedeste at vide meget mere om mig, end hvad jeg lod dem vide, når jeg underviste dem. Derfor ønskede jeg ikke, at drengene – og mig – nemt kunne Googles frem. Men nu, hvis man Googler, kan man meget nemt finde navnene, fordi min Instagram-profil også dukker op, og så er det, at jeg tænker: Hvorfor ikke bare gå all in og kalde dem ved deres rigtige navne… måske endda fra nu af? Det er vel egentlig lidt kikset at have kælenavne her på bloggen, når man alligevel nemt kan finde frem til deres rigtige navne andetsteds? Jeg krummer faktisk lidt tæer, når jeg læser gamle indlæg, hvor jeg kalder dem kælenavnene i flæng, og føler ikke den samme tilknytning til de navne, som jeg gjorde engang.
Hvad med dig, der læser med her nu – kendte du godt drengenes navne fra Instagram i forvejen? Eller ser du dem for første gang nu? Ville det give mening at begynde at skrive deres rigtige navne nu efter over 4 år med kælenavnene? Ville elske at få netop DIN kommentar til dette!