En dag lå der en mail i min indbakke fra en journalist på Alt for damerne, som havde set en kommentar på Facebook, jeg havde skrevet, da Le Gammeltoft stod frem med, at hun havde aborteret flere gange. Det handlede om at være med til at bryde tabuet. For mig er det sket fire gange, og engang fyldte det en del på bloggen – det mest læste indlæg om det er det her om gentagne aborter, som nu er over fire år gammelt. Hun ville gerne have mig til at medvirke i en artikel om netop det emne, og jeg sagde ja, da jeg virkelig gerne vil have, at alle, der står i den situation, skal vide, at de på ingen måde er forkerte eller alene, som jeg engang selv følte mig.
Problemet var, at jeg stod og skulle opereres i øjet. Og der skulle tages billeder af en professionel fotograf. Det havde jeg på ingen måde lyst til, men vi aftalte, at vi måtte finde en god vinkel. Den dag, fotografen skulle komme, var det 12 dage siden, jeg var blevet opereret, og mit øje var stadig meget rødt og hævet, som man kan se lidt her.
Jeg overvejede meget, om jeg skulle have briller på eller ej på billedet, for jeg bruger jo normalt ikke briller til daglig, men det gør jeg i denne periode, hvor mit øje stadig er rødt efter operationen. Fotografen sagde, at jeg ved at have briller på ville kunne skjule det bedre, men jeg synes bare bedst om mig selv uden briller, og det valgte jeg, når det nu skulle være til evig tid i et blad. Vi tog en masse billeder, hvor jeg sad og læste for drengene, så jeg dermed kiggede ned, men på et tidspunkt bad han mig så alligevel kigge op. Jeg gjorde det, men det gjorde ondt i mit øje, og jeg kunne jo heller ikke se så meget, da min styrke er -4,75. Jeg skrev til bladet, at jeg håbede, de ville bruge et af de billeder, hvor jeg kiggede ned, men jeg vidste ikke, hvad de endte med at vælge, og frygtede virkelig det endelige resultat.
Det kom så i dag, som I kan se øverst. Og jeg krummede virkelig tæer. Jeg synes, jeg ser så lidende ud, og øjet er virkelig ikke pænt. Jeg havde sat mit hår pænt, taget smykker og min yndlingskjole på og den smule makeup, jeg nu kunne med et nyopereret øje. Jeg synes kun, man ser mit opkogte hoved, som endda ser endnu rundere ud, end det er, men hvis I kigger på drengene, forstår I, hvorfor jeg er til den røde side – de sad selvfølgelig og lavede fis, da vi skulle kigge op, og jeg prøvede at holde lidt styr på dem. Ingen af dem ligner rigtigt sig selv derpå, men de havde en fest, da fotografen var her, og han var utrolig behagelig og lod dem være med i det og lod endda Arthur prøve kameraet, som I kan se herunder. Det vigtigste er selvfølgelig også, at vi når ud til folk med historien, og så kan det være skideligemeget, at jeg ligner lort på billedet. Min BFF skrev til mig, at hun synes, jeg ser “mild og kærlig” ud derpå, hvor mine egne ord om det samme er lidende og anstrengt – hun må virkelig holde af mig for at kunne synes det 😉
Det går i øvrigt rigtig meget fremad med øjet, og jeg har flere indlæg i støbeskeen omkring det. Det kommer helt bag på mig, hvor stor interessen er for det, men jeg er blevet kontaktet af flere på Instagram, som meget gerne vil høre om, hvordan sådan en skeleoperation foregår. Og her gik jeg og troede, at jeg var den eneste i verden med det problem! Desuden er jeg også i gang med et indlæg om operationsangst og om hvordan det føles at komme i narkose, som jeg frygtede noget så skrækkeligt, men som endte med at være den nemmeste del af hele processen. Der kan man bare se 😉 Spritnyt billede (med tekst) fra min Instastory følger som det sidste for denne gang – men jeg vender snart tilbage!
