Badutten har haft sin allerførste dag i børnehaven i dag. Omvæltingen er ikke stor, for han har til og med i går gået i vuggestue samme sted. Alligevel er det en stor ting, både for ham og mig – jeg forstår slet ikke, at han allerede er stor nok til at gå i børnehave! Jovist fylder han 3 år den 12. oktober, men jeg synes bare, Kongen var meget større, da han startede i børnehave for to år siden?!? Altså, var han ikke det? 😉
Men Badutten har glædet sig til at medbringe “majpakke” og “fåtpose”, og havde forinden været ude at købe sin allerførste madkasse sammen med sin mormor, som også købte Kongens første madkasse sammen med ham. Badutten valgte en lilla en med “tøbes” (Turtles – ø’et i Baduttens ord har samme lyd, som når man siger Turtles 😉 ) Han kender ikke Turtles i forvejen, men han ELSKER farven lilla, så jeg er sikker på, at det var det, der gjorde udslaget for ham, da han skulle vælge 😉
Jeg holdt en omsorgsdag i dag. Jeg har hele 5 stk. til overs, som jeg skal have brugt inden juleferien, så jeg syntes, dagen i dag var perfekt at tage hul på dem på. Vi havde dermed god tid i morges, så Badutten selv kunne være med til at smøre sin allerførste madpakke og selv være med til at vælge, hvad der skulle i frugtposen. Han ser måske lidt betuttet (og MEGET nuttet!) ud, som han står der med madkassen, men jeg vil faktisk sige, at udtrykket mere skal tolkes som stolthed og respekt for det store i situationen – han var simpelthen SÅ stolt over sin madpakke og frugtpose i Rasmus Klump-rygsækken, og i bilen insisterede han på at sidde med den på skødet (når man nu ikke kan have den på, mens man sidder i sin autostol 😉 )
Da vi kom op i børnehaven, var der flag; både fordi Badutten skulle starte, men også fordi børnehaven i dag havde fødselsdag. Så det var en meget spændende og begivenhedsrig dag at starte på! Om eftermiddagen var der forældrekaffe, så der var det endnu mere perfekt, at jeg havde fri – ellers ville jeg ikke kunne have nået det, fordi jeg først har fri klokken 17.00 om onsdagen 🙁 Forældrekaffe i børnehaven er altid så hyggeligt, for det er jo et lille sted med kun 12 børnehavebørn og 10 vuggestuebørn, når der er fyldt op, og dermed kender forældrene også hinanden fra gang til gang, og der er basis for mange gode snakke.
På trods af en dag med mange gøremål for personalet, havde Baduttens fantastiske kontaktpædagog alligevel givet sig tid til at fotografere ham i forskellige situationer, og havde endda fået lagt billederne ind og skrevet lidt dertil, så vi herhjemme virkelig fik et godt indtryk af hans første dag. Sådan noget er jeg HELT vild med! 😀
I morgen skal vi igen tidligt op, og jeg skal faktisk til at smøre madpakker nu. Det bliver ikke en hverdagsting, at Badutten får lov at være med til at smøre den 😉 Men det var nu dejligt at kunne give ham en hyggelig, rolig start i dag. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig dejligt for ham at gå i børnehave, og nu kommer hans og Kongens hverdag til at være endnu tættere knyttet, fordi de skal de samme ting, hvor de ellers er vant til, at Badutten er inde i vuggestuen. De er for nylig begyndt at have rigtig meget glæde af hinanden, hvor det tidligere mest var Badutten og Lillebror, som legede sammen, så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at påvirke deres forhold herhjemme. Men meget mere om det en anden dag – madpakkerne kalder! (Og jeg har overspringshandlet alt for længe nu, men de er endnu mere trælse at smøre i morgen tidlig 😉 )