Indlægget er bragt i samarbejde med Reima
Det er vigtigt at bevæge sig – det ved vi alle. WHO anbefaler, at alle børn får minimum én times fysisk aktivitet om dagen, men det er der hele 60 % af de danske børn, der ikke får gjort. Jeg er så heldig, at det kommer lidt af sig selv herhjemme, da vores drenge elsker at bevæge sig. Bevares, de elsker da også at spille iPad, ha ha 😀 Men det er ikke på bekostning af at få bevæget sig.
I dagligdagen er de meget ude at lege både i skolen og børnehaven. Bare i 0. klasse, som Louie lige er startet i, er de ude at lege minimum 2 x 30 minutter hver dag. Om mandagen har de desuden idræt i 2 timer og om fredagen svømning. Deres fritidsordning (dus hedder det heroppe) er en idrætsdus, så der bevæger de sig også ret meget. Så for mig er det ikke et problem – mine drenge bevæger sig rigeligt (nogle gange måtte de endda gerne skrue liiiidt ned for det :P) og har på ingen måde for meget på sidebenene (det har de ikke efter deres mor, ha ha 😉 )
I weekenderne går vi gerne en tur. Drengene cykler også meget her på vejen, hvor vi bor, som en del af deres lege. Løbehjul er også et hit. Jeg ved ikke, om det er nemmere at få drenge til at bevæge sig helt automatisk, fordi de ofte har mere krudt bagi, de skal have brændt af, end pigerne? I hvert fald tænker jeg, at det, man kan gøre for at motivere børnene for at bevæge sig, hvis de ikke rigtig gider det, er at gøre det SAMMEN MED dem. At gå en tur hele familien samlet er altså bare meget hyggeligere end at gå alene. Der findes også mange, mange legepladser rundt omkring, som børn elsker en tur til, og de indbyder jo i sig selv til masser af bevægelse. I foråret deltog jeg i en udendørs træningsbootcamp, hvor jeg indimellem havde drengene med. De kunne selv være med til noget af det, og kiggede ellers på. Det tror jeg også er godt for dem – at de ser os voksne bevæge sig som en naturlig del af hverdagen og dermed selv bliver inspirererede og tænker, at det bare er noget, man gør.
Jeg har en bekendt, hvis barn kæmper med overvægt, og i familien støtter de så meget op om det både ved at deltage i kostvejledning, træning osv. Ens børn er nødt til at se og vide, at man bakker op og gerne vil gøre noget sammen med dem – og hvis vi er gode rollemodeller for dem, er det efter min mening nemmere for dem at få de gode vaner med sig ind i voksenlivet. Jeg er helt klart alt for glad for chokolade, hvilket man tydeligt kan se på mig, men til gengæld har jeg intet problem med at bevæge mig, og det ser mine drenge jo. Jeg har i flere år dagligt gået med skridttæller, og det går drengene meget op i og vil ofte vide, hvor mange skridt, jeg har gået den dag. Arthur fik til sin 8-års fødselsdag i august en skridttæller i børneversion, hvor der også er ur på, og den har ikke forladt hans håndled siden. Han har lært klokken 100 %, og vi konkurrerer lidt om, hvem af os, der har gået flest skridt på en dag. Jeg har et mål om at gå 10.000 skridt på en dag, og det når jeg som oftest – og også tit mere. 12.000-15.000 er ikke urealistisk på en almindelig dag. Min rekord er lidt over 30.000 forrige sommerferie – pyha, der havde jeg også ondt i benene i flere dage efter 😉
Men som sagt er det sådan, at rigtig mange børn IKKE får bevæget sig det, de bør. Det vil Reima gerne sætte fokus på og har startet #millionhoursofjoy – en kampagne, der skal få børn og forældre til at bevæge sig mere ved at registrere aktiviteter online. Samtidig kan man vinde en rejse til Finland!
Vil man være med, går man ind og læser mere og registrerer sig HER hos Reima. Og det skal I da være, ikke? 😉 Vi skal i hvert fald!