Mit navn er sådan et, der kan staves på flere forskellige måder. Mest almindeligt er to af måderne, men min stavemåde er kun den næstmest brugte. Mit navn er også sådan et, som jeg var den eneste, der hed, da jeg gik i skole, men sidenhen er det blevet lidt mere brugt, dog uden at være “overrendt”. Det synes jeg er rart og har derfor valgt navne til vores børn, som også er lidt specielle på den måde, at man ikke hører dem så ofte, men alligevel har hørt dem før.
Jeg går virkelig meget op i retstavning, og det er også en del af mit arbejde. Min forståelse for folk, der har svært ved at stave, er dog stor, og jeg håner ingen eller påtaler fejl i mit fritidsliv, med mindre jeg bliver bedt om det. Dog er det mig komplet uforståeligt, næsten ligemeget hvor dårlig en staver, man er, hvorfor det somme tider kan være SÅ svært at stave et navn rigtigt. Jeg går vildt meget op i at stave og udtale folks navne rigtigt, og jeg synes faktisk ikke, det kræver så meget andet end en smule opmærksomhed. For mig at se er det fordi man er lidt ligeglad, eller hedder sådan noget som Mette eller Peter, som kun staves på én måde (med mindre vi er ude i noget numerologi med Methe og Pether 😉 ), så man aldrig selv har oplevet, hvor irriterende, der er, at man staver andres navne forkert. Når mit navn ikke bliver stavet rigtigt, så føler jeg slet ikke, at det er mig, det handler om. Og i mit arbejde oplever jeg ofte glæde over, når jeg staver folks navn rigtigt og endda husker navne, som jeg også er en haj til – det forstår jeg så godt, at alle ikke er, for så er der så mange andre ting, jeg ikke kan få ind i hovedet – navne, ansigter og sådan noget er bare der, hvor min klæbehjerne slår til 😉
Fik den anden dag en mail af en fra mit arbejde, som er over mig i hierarkiet, og som jeg også kender på det lidt mere personlige plan – og i øvrigt har gjort det i 6 år. Vi havde haft en lidt svær telefonsamtale tidligere på dagen vedrørende min tilbagevenden efter barsel, hvor jeg alligevel ikke kunne få de poster, jeg var blevet lovet, og det tog lidt hårdt på mig, så jeg var en smule skrøbelig. Og så kommer der en mail fra hende, hvori mit navn er stavet forkert (og hun skal endda vælge mig på en liste, hvor navnet står, for at sende mailen, så hun ser det uundgåeligt, inden hun går i gang med at skrive…men SER det så åbenbart ikke alligevel). Det var bare dråben den dag, aaaarrggghhhhh!! Andre dage tager jeg det måske pænere 😉
Og hvem ved, måske er det bare mig, der er for nærtagende på det område? SÅ vigtigt er det jo heller ikke i forhold til så meget andet, men irriterende, DET er det!
