Den her skæppeskønne dreng er ved at være en rigtig snakkemaskine. Det har i dén grad hjulpet ham at få dræn i ørerne! Han snakkede også meget før, men det var mest volapyk. Nu forstår både vi og især andre meget mere af, hvad han siger 😉
Jeg vil stadig ikke kalde ham alderssvarende rent sprogligt. Han er trods alt 2 1/2 år, og Kongen i den alder talte fuldstændig rent. Han sagde endda ikke “Mig vil gerne…” men JEG – han var SÅ dygtig, kan jeg godt se nu! For der er godt nok ikke mange på 2 1/2 år, der har så godt et sprog, som Kongen havde dengang – og længe før også. Derfor skal jeg også passe på med ikke at sammenligne Badutten med ham, for alle børn er forskellige og skal have lov til at tage tingene i eget tempo.
Der kan stadig ske misforståelser, når man først for alvor er ved at få hul på sproget og hører mange ting ordentligt for første gang, og i morges fandt følgende ordveksling sted:
Mig: “I dag skal du til tandlægen! Hun skal kigge på dine tænder”.
Badutten: “Tæer?” (Peger ned på sine fødder).
Mig: “Nej, TÆNDERNE – hun skal kigge ind i din mund og se, om du har fået børstet tænderne ordentligt!”
På vej i bilen måtte vi lige repetere:
Mig: “Hvor er det, vi skal hen nu?”
Badutten: “Nej?” (Badutsk for “det ved jeg ikke” 😉 )
Mig: “Vi skal til tandlægen! Og hvad skal hun kigge på?”
Badutten: “Ikke fødder!” (Blev udtalt “ik føjjer”).
Da vi kom op i vuggestuen, spurgte en pædagog, hvordan det var gået ved tandlægen. Badutten svarede: “Ikke fødder. Ikke ører. TÆNDER!”
Ha ha ha ha ha, SÅ godt – alle besøgene ved ørelægen har åbenbart også sat sine spor 😉 Heldigvis var hans tænder overordentligt fine, og han åbnede glad munden og lod dem tælle. Og de vil først se ham igen, når han bliver 5 år, hvis ikke der bliver noget! Vildt at tænke på, at det er om lige så lang tid, som han allerede har levet nu.
Jeg nyder virkelig at opleve hans sprog blomstre på tætteste hold, og ser frem til mange flere guldkorn 😀
Fedt at læse at dræn har haft den ønskede effekt 🙂
Ja, det er bare så skønt 😀
Jeg har en søn på 2½, som fik dræn i begge ører i januar. Hans sprog er eksploderet, intet mindre. Fra stort set ikke at sige noget – han kunne sige mor, far, mad og nej, og intet af det var rent – taler han nu i lange og indviklede sætninger. Det udvikler sig dag for dag. I sidste uge kunne han stadig ikke sige s’er, det kan han i denne uge.
Det er vildt at tænke på, at de har gået rundt i en osteklokke, og pludselig åbner verden sig.
Thomas’ temperament er også blevet væsentligt mildere, så det er fantastisk 🙂
Kh. Johanne
Ja, det er altså helt utroligt! Hvor er det dejligt for jer, at det også havde så god effekt 🙂
Badutten er meget mild, og det har han altid været – faktisk er han nok den nemmeste af vores tre drenge, hvis man kan sige det sådan 😉 Mærkeligt nok, med de ører! Men NU kan han høre, så det håber vi varer ved 🙂
Min yngste var mere langsom med sproget, i frohold til hans storebror (som ligesom Kongen var meget hurtig til at tale helt rent). Til gengæld sagde den yngste næsten ikke noget! Han talte dog aldersvarende ved test i børnehaven (3 år). Tror alle børn har forskellige tempi, men godt at høre at dræn har gjort en forskel 😉
Det tror jeg bestemt, du har ret i! Den test i børnehaven er (i hvert fald i vores kommune) blevet lavet om til, at de kun tager den, hvis de finder det nødvendigt = at de er i tvivl om, om barnet nu er god nok til at tale. Så den fik Kongen aldrig 😉 Spændende, om Badutten når at rykke sig så meget inden den tid!
Jeg kan også mærke en væsentlig forskel i Kammas sprog denne gang. Hun kan nogle gange overtales til at gentage ord, men nægter hårdnakket (på slå og skubbe væk måden) at udtale ord med s… men det kommer helt sikkert. Hun er jo heller ikke så gammel endnu 🙂
Badutten er bare skøn som altid!
Tak, søde dig! Og ja, det kommer helt sikkert – Badutten er jo 2 år og 7 måneder nu 🙂
Hvor er han dejlig! Og hvor er det dog godt, at drænene virker. Det er en gave at få lov til at være helt tæt på den fantastiske udvikling, børn er i!
Tak, søde <3 Ja, det er bare så dejligt. Både med drænene og børnene!