I aften har jeg haft god tid. Badutten og Lillebror sov allerede klokken 19, og da jeg havde badet og puttet Kongen klokken 20, overlod jeg hytten til Hr. Arbejdsom, som alligevel skulle lave kontorarbejde, og cyklede af sted mod Loop. Det var sådan en dejlig, solrig, helt vindstille aften, og jeg nød bare at cykle af sted i den friske luft og lytte til fuglekvidder imens. Ja, det var ren idyl 😉
Det går op og ned med træningen. Fra jeg startede i februar og frem til påske i april var jeg god til at komme af sted 2-3 gange om ugen, men efter vores påskeferie på 10 dage gik det lidt sløjt med det. Siden hen har der været nogle uger uden besøg og andre med et par stykker. Det er udelukket i dagtimerne, fordi jeg jo er hjemme med Lillebror, så det skal også passe med, at Hr. Arbejdsom er hjemme om aftenen, så jeg kan nå derned og få trænet, inden de lukker klokken 21. (Ja, jeg gad virkelig godt, at de lukkede lidt senere – bare en time? I weekenderne og på helligdage lukker de allerede klokken 15. De synes jeg også er træls, for der har jeg oftest først mulighed for at komme af sted om aftenen ligesom i hverdagene. Men konceptet er SÅ godt, og det er længe siden, jeg ikke er kørt sur i noget efter et par gange, så jeg lever med åbningstiderne og håber, de bliver bedre på sigt).
Træningen var fantastisk. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig var i stødet til at give den gas – SÅ fedt! Og da jeg cyklede hjemad igen, knipsede jeg lige dette billede – SÅ smuk en aften!
Men det vildeste skete, da jeg kom hjem og gik i bad. Normalt bader jeg sjældent om aftenen, fordi jeg simpelthen ikke gider; specielt ikke, hvis jeg skal have vasket hår. Mit lange, tykke har tager en krig om at tørre, og om aftenen er jeg simpelthen for træt til at døje med det i flere timer. Men jeg trængte virkelig til et bad inkl. hårvask efter at have givet den gas i Loop, så ind med mig… og så stod jeg ellers der og nød, at jeg ikke skulle lytte efter børnene, og tog mig både tid til bodyscrub, balsam osv. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bad i længere tid end 5 minutter! Oftest gør jeg det om morgenen, mens Lillebror står udenfor glasdøren og prøver på at komme ind, så jeg må bede Kongen om hjælp til at flytte ham, så jeg kan komme ud igen 😛 Det her var en noget anden oplevelse… det skulle jeg måske gøre noget oftere. På den anden side, så sparer jeg jo på vandet og skåner miljøet bedre på den sædvanlige måde 😉
Det lyder virkelig som en dejlig aften!
Siden vi fik børn, har jeg også mest badet om aftenen. Og ellers de der 2 minutters om morgenen 😉 men de lange bade er nu skønne – også selvom de sluger noget mere vand.