Min far og baby-mig i 1981.
For to uger siden i dag ændrede min verden sig drastisk, og den sorg og smerte, jeg nu føler, kan ikke sammenlignes med noget andet, jeg tidligere har oplevet. Min højtelskede far og drengenes fantastiske morfar sov ind efter kort tids sygdom kun 63 år gammel.
Min far og mig som lidt større baby, start 1982.
Min far var fantastisk, og det forløb, vi har været igennem sammen med ham hen over sommeren – den værste sommer nogensinde – har givet varige ar på sjælen og har gjort mig til en anden, end jeg var før. Lige nu er jeg det sted i sorgen, hvor det er svært bare at være til. Det er svært at smile, umuligt at grine; mærkeligt at spise, fordi maden ikke smager af noget og bare gør vrøvl i maven. Det føles forkert, at verden går videre uden for ens dør, og mest af alt er følelsen af endegyldighed – at jeg virkelig aldrig skal snakke med min far igen, aldrig skal se ham eller kramme ham igen – så forfærdelig smertefuld, at det ikke er til at holde ud.
Min far og jeg i København, sommeren 1986.
Jeg har haft en god, tryg og kærlig barndom og et rigtig fint voksenliv indtil videre, men indimellem har jeg selvfølgelig også stået i svære og hårde situationer og perioder. Mit mantra der har altid været “This too shall pass”, altså at det på et tidspunkt er overstået; jeg skal ikke have det sådan her for evigt. Jeg er klar over, at sorgen ikke vil blive ved med at være så altopslugende, som den er nu (selvom det er svært at forestille sig), men uanset hvad, så vil min far ALDRIG være her igen. Det er ikke sådan, at jeg bare skal holde ud i en uge, en måned, et år, så ses vi igen. Nej, det her er endeligt. Og det føles frygteligt!
Min far med Arthur 2 år og baby-Louie på 2 måneder, julen 2011.
Min far var min helt store helt, min trygge klippe, ham jeg altid kunne gå til med alt mellem himmel og jord.
Han lærte mig så utrolig meget og læste så mange bøger for mig, at jeg kunne læse inden skolestart og lige siden har elsket at fordybe mig i en god bog – denne sommer hele 12 stk. i forsøget på at abstrahere fra den forfærdelige sygdom, der ramte min far, når de bange tanker trængte sig på. Han lærte mig, at den bedste musik er den, der blev lavet i en svunden tid, og gav mig dermed en musiksmag, der er noget anderledes end de fleste andre på min alder. Han smurte altid mine madpakker og lagde enten små sedler i eller skrev en hilsen på rosinpakken, så de altid var hyggelige at åbne. Fordi jeg hedder et navn, der ikke var så udbredt i 1980’erne, kunne man ikke få klistermærker og andet med mit navn på, men så lavede min far dem selv med sin utrolig smukke håndskrift.
Min far og Buster 2 år, august 2015 til Arthurs 6-års fødselsdag. Se lige Busters blik – så fuld af beundring og kærlighed!
Min far var vores drenges højtelskede morfar og bedste ven. De elskede at være sammen med ham, og han lærte dem så mange ting og var den eneste, der kunne lave deres livret helt rigtigt. Han tog sig af dem, når de var småsløje og havde brug for en fridag, og han tog dem med på ture og hyggede om dem. Han var den, som læste allerflest bøger for dem, og som altid gad spille et spil.
Min far og baby-Arthur, julen 2009.
At min far kun skal forblive et barndomsminde hos mine drenge gør ufattelig ondt. De er nu 4, knap 6 og 8 år gamle. Vil de kunne huske ham om mange år?
Min far og Arthur – jeg tror, det må være fra cirka 2015.
Han var den bedste far, svigerfar og morfar; den mest fantastiske mand! 63 år – ingen alder. Han skulle have været hos os i mange år endnu! Han skulle have set drengene vokse op, og vi skulle have oplevet så meget mere sammen.
Min far og Buster 2 år i min mors og fars kolonihave i 2015. Sæbebobletid!
Mit hjerte gør så ondt, og jeg savner ham helt frygteligt. Det gør vi alle. Vi er i chok, og sorgen er dyb. Jeg har aldrig oplevet noget værre end at se min far blive så syg så hurtigt og at se ham forlade denne verden.
Louie 3 år i 2015 og morfar slår græs i kolonihaven.
I juni begyndte symptomerne i det små, men kun der, hvor man tænker, at det kan være så meget. Ondt i maven kan vi alle få, ikke? Kræft kunne det i hvert fald ikke være, for det fik han opereret væk i 2013, da han var syg første gang, og hver kontrol siden har udelukkende vist gode resultater, selv her i juni i år. Den 13. juli fik han alligevel konstateret kræft i maven. Den 13. august døde han. Vi – eller lægerne – havde ikke engang i vores værste mareridt forestillet os, at det skulle gå så stærkt. Sommeren var intens på den værst tænkelige måde, og jeg føler, den har varet mindst 5 år, fordi så meget er sket og forandret, og samtidig gik det selvfølgelig alt for stærkt.
Min far i sin stol med Louie og Buster og en bog. Sådan sad de tit!
Det er så uretfærdigt og ubegribeligt, og jeg kan stadig ikke forstå, at vi aldrig skal snakke sammen igen. Jeg savner og elsker dig for evigt, far!
Et af mine absolutte yndlingsbilleder. Buster og morfar slapper totalt af i morfars stol. Sådan sad de tit. 2016.
Tilbage er nu kun minderne. Dem er der til gengæld helt utrolig mange dejlige af. Min far var afholdt af mange og meget vellidt. Han mangler så utrolig meget, og tomrummet, han har efterladt, er lammende. Min mor og ham havde været kærester i 40 år i foråret og kan snart fejre 38-års bryllupsdag. Den dag skal hans urne sættes i jorden. Tænk sig, at to mennesker, der vil hinanden så meget, ikke skal have lov til det! Tænk sig, at en mand, der var så meget både som mand, far, svigerfar og morfar ikke skulle have lov til at blive hos os meget længere. Det har jeg rigtig svært ved at forstå meningen med.
Min fars gravsted med udsigt til Skovdalen og Aalborgtårnet efter bisættelsen den 18. august. Blomsterne i kirken var over alt og var så smukke!
Der er så mange historier at fortælle. Om min far, om mine minder, om hans sidste tid. Måske lander de herinde en dag. Men for nu, er der ikke flere ord tilbage.
Kære, søde du – det gør mig så ondt at læse. Hold fast, hvor er det bare gået hurtigt. Jeg har lyst til at sige mange ting, men alt virker dumt, så jeg sender dig en masse varme tanker i stedet. Det er virkelig ikke i orden, at han allerede skulle fra jer <3
Tak <3 Ja, det er svært, hvad man skal sige, og jeg har godt nok også hørt min del af uheldige sætninger den seneste måneds tid. Men jeg forstår godt, det skyldes, at folk er bange for at sige noget forkert eller ikke helt kan finde de rigtige ord, og trods alt er det bedre end at lade som ingenting, ikke? Så TAK, fordi du ikke gjorde det - dine ord varmer!
Det gør ondt helt ind i hjertet at læse, og jeg har intet reelt fornuftigt at sige. Men han lyder ganske fantastisk, akkurat som min egen (:
Jeg kondolere mange gange, håber I passer godt på hinanden derhjemme og ikke mindst delt en masse gode far-historier, også fremadrettet 💓💓.
Tak – det gør vi <3 Er sikker på vi altid vil snakke meget om ham, som vi gør nu, og jeg er også i gang med at lave fotos til drengene, de kan have hængende. Det hjælper dem i deres sorg.
Kondolere søde Nadja. Jeg har intet begreb om, hvor svær en tid det må være for dig og resten af familien. Det er så fint et indlæg. Jeg håber, det kan hjælpe dig lidt på vej. Kram herfra. Birgitte
Tak, Birgitte <3 Nej, det er utrolig hårdt 🙁
Jeg kender dig ikke og har ingen rigtige ord. Vil blot sende en varm tanke jeres vej. Håber du og din familie har gode mennesker omkring jer, der kan sætte sig ind i sorgen og giver plads til den.
Tak for de ord, der alligevel fandt vej hertil – de betyder meget og det er så pænt af dig, at du tog dig tid til at skrive dem! Vi har heldigvis så utrolig mange gode mennesker omkring os <3 Men vi mangler min far 🙁
❤
Tak <3
Kære Nadja, mange varme tanker til dig og din familie <3
Hvis du ligger søvnløs på et tidspunkt, så tjek eventuelt Karoline fra I Carried a Watermelon ud, hvis du ikke allerede læser med hos hende. Hun har mange fine skriverier om at miste sin mor for nyligt. Måske kan de lindre bare en smule. Kh. Pernille
Tak Pernille <3 Jeg har faktisk godt set en del overskrifter om det emne hos hende, men klikkede med vilje ikke ind på dem. Kunne ikke holde til det på det tidspunkt og er heller ikke sikker på, jeg kan nu. Men en dag kan jeg!
Det gør mig meget ondt med din far. Min far gik, ligesom din, bort alt for tidligt efter intens sygdom, så jeg kender både forløbet, chokket og følelsen på den anden side. Det bliver bedre, men det bliver aldrig det samme. Mange tanker til dig og din familie.
Tak Dorte <3 Det gør mig ondt på dine vegne også 🙁 Med min fornuft ved jeg godt, det bliver bedre med tiden, men det er svært at forestille sig lige nu. Men ja, et liv uden min far vil uanset tid altid være et andet, end da han var her. Desværre!
Jeg ved ingen ord hjælper at sige, men det gør mig meget ondt for dig og din familie!
Jeg tror på at dine børn vil huske ham. Måske ikke i konkrete situationer, men som en følelse af den tryghed og kærlighed din beskrivelse stråler af!
Mange tanker til dig og din familie.
Tak for dine søde og fine ord, Marie <3
Et rørende og fint indlæg Nadja, som virkelig giver et indtryk af, hvor varm og fantastisk din far var ❤ Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være at miste èn, man holder så meget af på SÅ kort tid – det er slet ikke til at forestille sig, hvordan man selv ville reagere på det. Og indlægget sætter også ord på en frygt, som altid har været der, men som er vokset i takt med, at mine forældre er blevet ældre. For hvordan kan verden være uden ens forældre? De bedste tanker til dig!❤
Jeg kondolerer med tabet af din far. Sikke et smukt og vedkommende indlæg med mange dejlige billeder. Din far ser dejlig og mild ud og jeg kan, uden at have kendt ham, fornemme hvilken dejlig mand han var. Jeg har selv skrevet en blog igennem 6 år efter min mors død i 2011. Jeg havde en helt anden barndom end din, men derfor er sorgen over tabet af en forælder utrolig svær. I dag er sorgen meget lettere, men den er livslang. Til gengæld er appetitten, søvnen, glæden og livsmodet kommet igen.
Jeg kan kun love dig, at det bliver bedre, selvom tårerne og håbløsheden synes fuldstændig overvældende. Bare tanken om “aldrig mere” er så kvalmende forfærdelig, at du kun kan tage en lille del af det “ind” og bearbejde fordi din hjerne og hjerte ikke kan klare mere af gangen. Jeg tror, at vi mennesker er skabt på den måde for at undgå, at vi mister forstanden af sorg, bogstaveligt talt. De største kram og ønsker om kommende heling af dine store blødende sår. Husk, at der findes rigtigt mange muligheder for at tale sammen med andre, der er i sorgen lige nu, præcis som dig. Kræftens bekæmpelse har sorggrupper og det har Folkekirken også. Jeg mødes stadig 1 gang om måneden med 3 af de kvinder, jeg mødtes med i året efter min mors død. Ja, de er i dag blevet nogle af mine bedste venner fordi de var der, sammen, midt i livets store og overvældende sorg. Omgivelserne kan ikke altid forstå eller så kommer de med nogle mærkelige kommentarer, som kan være helt malplacerede.
Store kram til dig.
Mette
❤️
Kære Nadja. Det gør mig så ondt.
Jeg er selv gået igennem noget lignende med min egen far, men det er efterhånden 5 år siden nu.
“This too shall pass” – men så alligevel ikke, når det kommer til sorg, er min erfaring. Nok forsvinder det altopslugende grå, og man KOMMER til at grine igen. Men sorgen bliver ikke væk, den finder nye ansigter, og den vil til evig tid være ens følgesvend. Med tiden bliver det lettere – og den tid er en helt anden end den i står i lige nu – men den kommer…
Min dybeste medfølelse for det tab, i har lidt.
Kærlig hilsen Heidiaa93
Kæreste Nadja.
Hvor er jeg uendelig ked af at høre, at din far er gået bort. Det må føles ganske forfærdeligt.
Jeg husker din far ganske tydelig, faktisk. Af en eller anden grund, er han en af de fædre, jeg stadig husker🙂 Da I stadig boede i “9260” kom jeg ofte I jeres hjem og din far havde altid et glimt i øjet og sagde at “jeg kun var to lorte høj”.
Skønne billeder du har lagt op, ville genkende ham any day.
De kærligste tanker til din mor, søster og dig søde Nadja