Hvad ER der så med de øjne?

 

Uanset om jeg har været tyk eller tynd; tilfreds eller mindre tilfreds med mig selv, har jeg altid haft en (eller to 😉 ) ting, som jeg var glad for ved mig selv: Mine øjne. De er mørkeblå og dybe, og indtil for godt halvandet år siden syntes jeg, at de var pæne.

Som barn havde jeg tendens til at skele lidt, men aldrig sådan, at det skulle korrigeres. Som voksen kom det igen, når jeg var meget træt, men uden det var til kæmpe gene for mig, fordi det ikke var permanent… altså indtil for halvandet år siden.

Dette indlæg har været længe undervejs – faktisk kan jeg se, at det i skrivende stund har ligget i hele 14 måneder i mine kladder. Og hvorfor så det? Jeg ved det ikke helt, men måske fordi det er noget, der går mig så meget på, at jeg bare har forsøgt at skubbe det væk. Men nu prøver jeg at skrive det ud! Jeg lovede jo også at fortælle om, hvad der egentlig er med de øjne, tilbage i juni i dette indlæg, hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af hjertevarm respons. So here is goes… men en lille advarsel: Det bliver langt!

***

I februar 2015 skulle Lillebror som så mange andre gange før have en tør ble (det stadie er heldigvis helt passé nu!) Han gad ikke, men jeg løftede ham selvfølgelig op alligevel. Han strittede imod; sprællede og baskede med armene. Uheldigvis fik han ramt mit venstre øje med sin hånd, og det gjorde temmelig ondt. Jeg kiggede mig i spejlet, kunne se en rød blodsprængning og skyndte mig at tage min kontaktlinse ud. Desværre strittede den imod – nærmest, som om den sugede vacuum på øjet! Ud kom den, men det føltes som en sugekop, der slap fri fra mit øje. Jeg nærstuderede mine øjne i spejlet, og til min skræk så jeg mit højre øje opføre sig helt skørt! Det bevægede sig langsomt indad mod næseryggen; altså det begyndte at skele indad, mens jeg kiggede på… og jeg blev sindssygt forskrækket!

 

Jeg tog til lægen, som beroligede mig med, at blodsprængningen var helt fredelig, men som ikke kunne forklare den pludseligt opståede skelen, som jo endda var på det modsatte øje end det, Lillebror havde ramt. Jeg bestilte derfor tid hos en øjenlæge, hvor jeg kom til i starten af juli 2015. Han var en kende speciel, men meget klar i spyttet: Det var ikke en skelen, der bare kunne rettes op med træning, og jeg skulle helt sikkert opereres. Han sendte derfor en henvisning til sygehuset… hvor jeg fik en tid sidst i maj 2016, altså næsten 11 måneder senere! Jeg er klar over, at man har ret til at søge private tilbud, når ventetiden er lang, men jeg undersøgte faktisk ikke, om jeg hørte under den kategori, for selvom jeg vildt gerne ville se ud som mig selv igen, gjorde det mig også bange, at jeg skulle opereres i øjnene.

 

 

Månederne gik, og det blev et større og større socialt handicap for mig, at mine øjne ikke “makkede ret”. Især i modlys under samtale med andre mennesker tog/tager jeg mig selv i at lukke øjet i eller blive helt rundtosset af at forsøge at fokusere. Samtidig fyldte det helt enormt i mine tanker, hvad andre tænkte, når de snakkede med mig. Jeg ved selv, hvor svært det er at finde ud af, hvor man skal kigge hen, når man taler med en, der er svært skeløjet. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er værre tilfælde end mig, men det er vitterligt ikke muligt for mig at kigge symmetrisk ligeud med begge mine øjne samtidigt (jeg kan tvinge det værste øje til at kigge ligeud, men så skeler det andet!) Jeg har samtidig i mange år ikke haft samsyn, hvilket betyder, at øjnene har svært ved at samarbejde om at fokusere på ting, og det bevirker blandt andet, at jeg ikke kan se ting i 3D.

Jeg begyndte at få det sådan, at jeg slet ikke havde lyst til at se folk, jeg ikke havde set længe. Ikke nok med, at jeg stadig ikke var blevet den slanke pige, jeg var engang; så var jeg nu også skeløjet. Jeg læste engang hos en blogger, hvis datter havde angst, at en af de ting, hun var bange for, var at blive skeløjet. Og det forstår jeg sgu godt, for hold op, hvor er det en kæmpe belastning! Måske mere i mit hoved end i virkeligheden… men på det seneste har jeg oplevet, at folk påpeger det, men det vil jeg vende tilbage til.

 

I perioder kunne jeg godt glemme det lidt – eller jeg havde det i hvert fald ikke hele tiden så slemt med at se folk, men jeg fandt mest tryghed ved at være sammen med de mennesker, jeg ser ofte, som Hr. Arbejdsom og børnene, min nærmeste familie, tætteste veninder og mine kolleger, der ser mig hver dag. Jeg havde det helt vildt slemt med at møde folk, jeg ikke havde set længe, eller folk, der kunne genkende mig fra bloggen eller Instagram, som jeg også har været ude for nogle gange. Jeg vil jo bare gerne være hende den der friske type, der siger hej og snakker helt naturligt, men i stedet bliver jeg flov og kikset og tænker kun på, at jeg er tyk og skeløjet, og det er selvfølgelig ikke billeder fra den dårlige vinkel, jeg viser frem på de sociale medier, så jeg føler også, at jeg “snyder” folk ved kun at vise den pæne side, og det kan de jo så se, når de møder mig i virkeligheden, ikke? Jeg tror, det dels er derfor, bloggen gennem længere tid kun har haft sporadiske indlæg, for kan man overhovedet være blogger, hvis man ikke gerne vil eksponere sig selv helt vildt? Nu overdriver jeg selvfølgelig, men i mit hoved var der en konflikt imellem det med at være en person, som stiller en del af sit liv til skue online og dermed er semi-offentlig, og så samtidig have det svært med at vise sig selv frem og i det hele taget hellere ville ønske, at folk kiggede væk.

Nå, men vi nåede til maj 2016. Der var tre dage til, at jeg endelig skulle på sygehuset til forundersøgelse med øjnene. Og så ringede de derude fra og sagde, at de var nødt til at aflyse tiden, fordi lægen var blevet syg! De kunne ikke sige noget om, hvornår det så kunne blive. Vi er alle mennesker, og jeg har fuld forståelse for, at der kan opstå sygdom, men jeg var alligevel meget ærgerlig over, at det alligevel ikke var NU, hvor jeg havde forberedt mig på det mentalt.

Jeg ville få tilsendt en ny tid, sagde de, men der gik en uge, og så gik der to, og jeg havde stadig intet hørt. Jeg kontaktede dem, og de lovede, at der ville komme en tid, men den kom stadig ikke, og næsten en måned efter var den stadig ikke kommet. Jeg rykkede igen for tiden (og det er svært for en pleaser som mig at føle mig som et “brokkehoved”), og endelig landede den i min e-boks: Den 30. september skulle jeg komme, præcis fire måneder efter min oprindelige tid. Så havde jeg ventet i næsten 15 måneder i alt!

Skæbnen ville, at jeg for tre uger siden fik det træls i mit “gode” øje – det var ømt, betændt, hævet osv., og jeg endte endda på Lægevagten den aften, jeg havde været til min mormors 80-års fødselsdag om dagen. Der skulle vi have været til bryllup, men Hr. Arbejdsom måtte af sted alene, og jeg kom hjem og så sådan her ud:

Jeg var blevet bedøvet, farvet og lyst i øjet for at se, om der var tale om betændelse, ridser eller noget helt tredje. Igennem 2 1/2 uge var jeg ved Lægevagten to gange og egen læge én gang og endte med at prøve tre forskellige slags øjendråber, hvor ingen af dem virkede synderligt. Jeg måtte gå med briller i stedet for kontaktlinser, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere grim, og makeuppen måtte også sløjfes. Jeg havde seriøst lyst til at gemme mig  indendøre, indtil det var ovre (hvilket det stadig ikke er!), men det duede jo ikke, og da jeg i fredags ENDELIG kom på sygehuset for at få set på min skelen, tjekkede de også betændelsen.

 

 

 

Kan det virkelig være rigtigt, at man skal vente 15 måneder på en forundersøgelse, tænker du måske? Og ja, det kan det, for skelen er kosmetisk og dermed ikke akut. At det så har generet mig voldsomt mentalt er en anden snak, og måske kunne jeg have fået en tid tidligere et andet sted, hvis jeg havde påpeget det, men som sagt var jeg også bange og havde brug for forberedelse indeni mig selv.

 

Men i fredags oprandt dagen så. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle have en chauffør med, da jeg skulle dryppes i øjnene og ikke ville kunne se godt bagefter, så min far var med. (Det endte så med, at jeg ikke skulle dryppes, men det skriver de åbenbart bare for en sikkerheds skyld). Heldigvis var det allerede klokken 8.15, så jeg ikke skulle gå og spekulere hele dagen. Undersøgelsen forløb utrolig tilfredsstillende, og jeg følte mig set og hørt hele vejen igennem. Der var ro og god tid, og overlægen kom ind under undersøgelsen og hilste på og gav sit besyv med, og da det er ham, der opererer, gav det mig en stor tryghed at vide, at han på den måde orienterede sig om, hvad der rørte sig på afdelingen, selvom det ikke var hans konsultation. Jeg fik at vide, at der nok var tale om en skjult skelen, som havde ligget i dvale igennem årene, og så havde Lillebrors “slag” udløst, at det vendte tilbage for fulde drøn. Mht. betændelsen kom de frem til, at det faktisk ikke var en betændelse, men en virus, der havde sat sig i øjet, og derfor virkede dråberne ikke – ligesom hvis man har en virus, man ikke kan få penicillin for. Så der måtte jeg bare se tiden an og i øvrigt beholde brillerne på, indtil det blev bedre, og der var intet farligt over det. Pyha – jeg havde ellers været voldsomt bange, fordi det blev ved og ved!

Mht. operationen blev det slået fast, at det ER en operation, der skal til, men før den kan finde sted, skal jeg til undersøgelse og samtale hos en skeleterapeut, hos overlægen og hos en narkoselæge. For ja, operationen foretages i fuld narkose. Det slog mig ret meget ud af kurs, for det skræmmer mig helt afsindigt at skulle det. Jeg har aldrig prøvet det før. De sagde, at hvis jeg havde det meget slemt med det, kunne det gøres i lokalbedøvelse, men at det ikke ville være rart. Og helt ærligt, hvem kan lige slappe ordentligt af, mens man i vågen tilstand bliver skåret i øjet?!? Så nej, jeg må nok hellere indstille mig mentalt på at skulle i fuld narkose. Hvornår det bliver, vides endnu ikke. Jeg får tiderne til de forskellige ting via e-boks, så det er spændende, om der nu igen er lige så lang ventetid!

***

Så som I kan høre, er det noget, der har fyldt enormt meget hos mig, og det gør det stadigvæk. Der er mennesker i mit liv, jeg egentlig virkelig gerne vil catche up med, og måske læser de endda med her? Men alene tanken om at skulle ses giver mig en panikfølelse i kroppen. Det er skrækkeligt, men jeg føler virkelig ikke, jeg er den bedste version af mig selv, og derfor vil mit lave selvværd bevirke, at mine tanker vil fokusere på det forkerte, når vi ses. Jeg ved godt, at folk kan lide mig for min person og ikke for min krop og øjnes tilstand, men det fylder “bare” så meget hos mig, at jeg ikke selv kan slappe af omkring det. Jeg havde endda bildt mig selv ind i en periode, at det ikke var SÅ slemt, og så havde vi jubilæum i min gamle folkeskoleklasse her i august, hvor jeg fik kommentaren af en anden pige: “Hey, hvad sker der for dine øjne, det ser da helt galt ud?” Og hende har jeg altså ikke set i 19-20 år, og så ser hun det med det samme! Mens jeg har haft øjenvirus og rendt en del til lægen, har tre forskellige læger spurgt mig, om den skelen, jeg har, er opstået nu i forbindelse med virussen? Og det er altså læger, der aldrig har set mig før, og som har taget ÉT blik på mig for derefter at spørge. Så jeg ved, det ikke bare er mig, der overdriver, selvom både min mor, tætte veninder og Hr. Arbejdsom siger, at de slet ikke lægger mærke til det. Det tror jeg, de mener ærligt, men det skyldes jo, at de har vænnet sig til at se mig sådan. Det er blevet det nye normale i forhold til mine øjne. Og det vil jeg gerne have lavet om på! Øjnene er noget af det første, man ser hos andre mennesker, og man kan se så meget i folks øjne. Mine øjne præsenterer mig ikke godt for tiden!

 

Hvis du holdt ud helt herned til i min skriveterapisession ( 😉 ), så skal du have et kæmpe TAK med på vejen!

 

Til slut en lille “fotosession”, der illustrerer, hvor svært det er for mig at få et billede af mig selv, hvor mine øjne ikke fucker op. Jeg kan efterhånden nogle tricks, f.eks. at have lidt hår hen over øjet, så man ikke ser det så meget… og mit profilbillede på facebook er da også et, hvor håret er foran det ene øje. Her til ALLERSIDST kan jeg godt love jer, at der aldrig kommer et indlæg her på domænet igen med SÅ mange billeder af mig – pyh, en overvindelse!