Uanset om jeg har været tyk eller tynd; tilfreds eller mindre tilfreds med mig selv, har jeg altid haft en (eller to 😉 ) ting, som jeg var glad for ved mig selv: Mine øjne. De er mørkeblå og dybe, og indtil for godt halvandet år siden syntes jeg, at de var pæne.
Som barn havde jeg tendens til at skele lidt, men aldrig sådan, at det skulle korrigeres. Som voksen kom det igen, når jeg var meget træt, men uden det var til kæmpe gene for mig, fordi det ikke var permanent… altså indtil for halvandet år siden.
Dette indlæg har været længe undervejs – faktisk kan jeg se, at det i skrivende stund har ligget i hele 14 måneder i mine kladder. Og hvorfor så det? Jeg ved det ikke helt, men måske fordi det er noget, der går mig så meget på, at jeg bare har forsøgt at skubbe det væk. Men nu prøver jeg at skrive det ud! Jeg lovede jo også at fortælle om, hvad der egentlig er med de øjne, tilbage i juni i dette indlæg, hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af hjertevarm respons. So here is goes… men en lille advarsel: Det bliver langt!
***
I februar 2015 skulle Lillebror som så mange andre gange før have en tør ble (det stadie er heldigvis helt passé nu!) Han gad ikke, men jeg løftede ham selvfølgelig op alligevel. Han strittede imod; sprællede og baskede med armene. Uheldigvis fik han ramt mit venstre øje med sin hånd, og det gjorde temmelig ondt. Jeg kiggede mig i spejlet, kunne se en rød blodsprængning og skyndte mig at tage min kontaktlinse ud. Desværre strittede den imod – nærmest, som om den sugede vacuum på øjet! Ud kom den, men det føltes som en sugekop, der slap fri fra mit øje. Jeg nærstuderede mine øjne i spejlet, og til min skræk så jeg mit højre øje opføre sig helt skørt! Det bevægede sig langsomt indad mod næseryggen; altså det begyndte at skele indad, mens jeg kiggede på… og jeg blev sindssygt forskrækket!

Sådan her så det ud inde i øjet, efter Lillebror havde ramt det – meget rødt til at starte med og så mere og mere aftagende.
Jeg tog til lægen, som beroligede mig med, at blodsprængningen var helt fredelig, men som ikke kunne forklare den pludseligt opståede skelen, som jo endda var på det modsatte øje end det, Lillebror havde ramt. Jeg bestilte derfor tid hos en øjenlæge, hvor jeg kom til i starten af juli 2015. Han var en kende speciel, men meget klar i spyttet: Det var ikke en skelen, der bare kunne rettes op med træning, og jeg skulle helt sikkert opereres. Han sendte derfor en henvisning til sygehuset… hvor jeg fik en tid sidst i maj 2016, altså næsten 11 måneder senere! Jeg er klar over, at man har ret til at søge private tilbud, når ventetiden er lang, men jeg undersøgte faktisk ikke, om jeg hørte under den kategori, for selvom jeg vildt gerne ville se ud som mig selv igen, gjorde det mig også bange, at jeg skulle opereres i øjnene.

De her billeder er fra juli 2015, fire måneder efter uheldet. De to billeder til venstre viser, hvordan højre øje slet ikke befinder sig på “rette plads”, mens jeg øverst til højre anstrenger mig for at holde det nogenlunde symmetrisk, uden dog at have 100 % held med det.
Månederne gik, og det blev et større og større socialt handicap for mig, at mine øjne ikke “makkede ret”. Især i modlys under samtale med andre mennesker tog/tager jeg mig selv i at lukke øjet i eller blive helt rundtosset af at forsøge at fokusere. Samtidig fyldte det helt enormt i mine tanker, hvad andre tænkte, når de snakkede med mig. Jeg ved selv, hvor svært det er at finde ud af, hvor man skal kigge hen, når man taler med en, der er svært skeløjet. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er værre tilfælde end mig, men det er vitterligt ikke muligt for mig at kigge symmetrisk ligeud med begge mine øjne samtidigt (jeg kan tvinge det værste øje til at kigge ligeud, men så skeler det andet!) Jeg har samtidig i mange år ikke haft samsyn, hvilket betyder, at øjnene har svært ved at samarbejde om at fokusere på ting, og det bevirker blandt andet, at jeg ikke kan se ting i 3D.
Jeg begyndte at få det sådan, at jeg slet ikke havde lyst til at se folk, jeg ikke havde set længe. Ikke nok med, at jeg stadig ikke var blevet den slanke pige, jeg var engang; så var jeg nu også skeløjet. Jeg læste engang hos en blogger, hvis datter havde angst, at en af de ting, hun var bange for, var at blive skeløjet. Og det forstår jeg sgu godt, for hold op, hvor er det en kæmpe belastning! Måske mere i mit hoved end i virkeligheden… men på det seneste har jeg oplevet, at folk påpeger det, men det vil jeg vende tilbage til.

De her er taget i august 2015, hvor jeg for en stund var mørkhåret, og hvor jeg skulle til blogevent i Aarhus med en masse dejlige damer. Jeg havde det godt kropsmæssigt, for jeg var på sidste dag i C9, men mine øjne gik mig helt vildt på! Kun på billeder oppefra så jeg lidt mere normal ud.
I perioder kunne jeg godt glemme det lidt – eller jeg havde det i hvert fald ikke hele tiden så slemt med at se folk, men jeg fandt mest tryghed ved at være sammen med de mennesker, jeg ser ofte, som Hr. Arbejdsom og børnene, min nærmeste familie, tætteste veninder og mine kolleger, der ser mig hver dag. Jeg havde det helt vildt slemt med at møde folk, jeg ikke havde set længe, eller folk, der kunne genkende mig fra bloggen eller Instagram, som jeg også har været ude for nogle gange. Jeg vil jo bare gerne være hende den der friske type, der siger hej og snakker helt naturligt, men i stedet bliver jeg flov og kikset og tænker kun på, at jeg er tyk og skeløjet, og det er selvfølgelig ikke billeder fra den dårlige vinkel, jeg viser frem på de sociale medier, så jeg føler også, at jeg “snyder” folk ved kun at vise den pæne side, og det kan de jo så se, når de møder mig i virkeligheden, ikke? Jeg tror, det dels er derfor, bloggen gennem længere tid kun har haft sporadiske indlæg, for kan man overhovedet være blogger, hvis man ikke gerne vil eksponere sig selv helt vildt? Nu overdriver jeg selvfølgelig, men i mit hoved var der en konflikt imellem det med at være en person, som stiller en del af sit liv til skue online og dermed er semi-offentlig, og så samtidig have det svært med at vise sig selv frem og i det hele taget hellere ville ønske, at folk kiggede væk.
Nå, men vi nåede til maj 2016. Der var tre dage til, at jeg endelig skulle på sygehuset til forundersøgelse med øjnene. Og så ringede de derude fra og sagde, at de var nødt til at aflyse tiden, fordi lægen var blevet syg! De kunne ikke sige noget om, hvornår det så kunne blive. Vi er alle mennesker, og jeg har fuld forståelse for, at der kan opstå sygdom, men jeg var alligevel meget ærgerlig over, at det alligevel ikke var NU, hvor jeg havde forberedt mig på det mentalt.
Jeg ville få tilsendt en ny tid, sagde de, men der gik en uge, og så gik der to, og jeg havde stadig intet hørt. Jeg kontaktede dem, og de lovede, at der ville komme en tid, men den kom stadig ikke, og næsten en måned efter var den stadig ikke kommet. Jeg rykkede igen for tiden (og det er svært for en pleaser som mig at føle mig som et “brokkehoved”), og endelig landede den i min e-boks: Den 30. september skulle jeg komme, præcis fire måneder efter min oprindelige tid. Så havde jeg ventet i næsten 15 måneder i alt!
Skæbnen ville, at jeg for tre uger siden fik det træls i mit “gode” øje – det var ømt, betændt, hævet osv., og jeg endte endda på Lægevagten den aften, jeg havde været til min mormors 80-års fødselsdag om dagen. Der skulle vi have været til bryllup, men Hr. Arbejdsom måtte af sted alene, og jeg kom hjem og så sådan her ud:
Jeg var blevet bedøvet, farvet og lyst i øjet for at se, om der var tale om betændelse, ridser eller noget helt tredje. Igennem 2 1/2 uge var jeg ved Lægevagten to gange og egen læge én gang og endte med at prøve tre forskellige slags øjendråber, hvor ingen af dem virkede synderligt. Jeg måtte gå med briller i stedet for kontaktlinser, hvilket bare fik mig til at føle mig endnu mere grim, og makeuppen måtte også sløjfes. Jeg havde seriøst lyst til at gemme mig indendøre, indtil det var ovre (hvilket det stadig ikke er!), men det duede jo ikke, og da jeg i fredags ENDELIG kom på sygehuset for at få set på min skelen, tjekkede de også betændelsen.

Her slapper jeg helt af i øjet og det er meget tydeligt, hvor meget det faktisk skeler.

Selvom jeg prøver at anstrenge mig her, ses min skelen stadig tydeligt.

Her har jeg lukket øjnene LIGE inden billedet bliver taget for så at åbne dem hurtigt igen, for så når øjet ikke at sætte sig (ret meget) forkert. Mit pasbillede er blevet til på den måde!
Kan det virkelig være rigtigt, at man skal vente 15 måneder på en forundersøgelse, tænker du måske? Og ja, det kan det, for skelen er kosmetisk og dermed ikke akut. At det så har generet mig voldsomt mentalt er en anden snak, og måske kunne jeg have fået en tid tidligere et andet sted, hvis jeg havde påpeget det, men som sagt var jeg også bange og havde brug for forberedelse indeni mig selv.

Det her er altså min bedste vinkel – trods øjeninfektion og skelen ses det ikke så tydeligt herfra.
Men i fredags oprandt dagen så. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle have en chauffør med, da jeg skulle dryppes i øjnene og ikke ville kunne se godt bagefter, så min far var med. (Det endte så med, at jeg ikke skulle dryppes, men det skriver de åbenbart bare for en sikkerheds skyld). Heldigvis var det allerede klokken 8.15, så jeg ikke skulle gå og spekulere hele dagen. Undersøgelsen forløb utrolig tilfredsstillende, og jeg følte mig set og hørt hele vejen igennem. Der var ro og god tid, og overlægen kom ind under undersøgelsen og hilste på og gav sit besyv med, og da det er ham, der opererer, gav det mig en stor tryghed at vide, at han på den måde orienterede sig om, hvad der rørte sig på afdelingen, selvom det ikke var hans konsultation. Jeg fik at vide, at der nok var tale om en skjult skelen, som havde ligget i dvale igennem årene, og så havde Lillebrors “slag” udløst, at det vendte tilbage for fulde drøn. Mht. betændelsen kom de frem til, at det faktisk ikke var en betændelse, men en virus, der havde sat sig i øjet, og derfor virkede dråberne ikke – ligesom hvis man har en virus, man ikke kan få penicillin for. Så der måtte jeg bare se tiden an og i øvrigt beholde brillerne på, indtil det blev bedre, og der var intet farligt over det. Pyha – jeg havde ellers været voldsomt bange, fordi det blev ved og ved!
Mht. operationen blev det slået fast, at det ER en operation, der skal til, men før den kan finde sted, skal jeg til undersøgelse og samtale hos en skeleterapeut, hos overlægen og hos en narkoselæge. For ja, operationen foretages i fuld narkose. Det slog mig ret meget ud af kurs, for det skræmmer mig helt afsindigt at skulle det. Jeg har aldrig prøvet det før. De sagde, at hvis jeg havde det meget slemt med det, kunne det gøres i lokalbedøvelse, men at det ikke ville være rart. Og helt ærligt, hvem kan lige slappe ordentligt af, mens man i vågen tilstand bliver skåret i øjet?!? Så nej, jeg må nok hellere indstille mig mentalt på at skulle i fuld narkose. Hvornår det bliver, vides endnu ikke. Jeg får tiderne til de forskellige ting via e-boks, så det er spændende, om der nu igen er lige så lang ventetid!
***
Så som I kan høre, er det noget, der har fyldt enormt meget hos mig, og det gør det stadigvæk. Der er mennesker i mit liv, jeg egentlig virkelig gerne vil catche up med, og måske læser de endda med her? Men alene tanken om at skulle ses giver mig en panikfølelse i kroppen. Det er skrækkeligt, men jeg føler virkelig ikke, jeg er den bedste version af mig selv, og derfor vil mit lave selvværd bevirke, at mine tanker vil fokusere på det forkerte, når vi ses. Jeg ved godt, at folk kan lide mig for min person og ikke for min krop og øjnes tilstand, men det fylder “bare” så meget hos mig, at jeg ikke selv kan slappe af omkring det. Jeg havde endda bildt mig selv ind i en periode, at det ikke var SÅ slemt, og så havde vi jubilæum i min gamle folkeskoleklasse her i august, hvor jeg fik kommentaren af en anden pige: “Hey, hvad sker der for dine øjne, det ser da helt galt ud?” Og hende har jeg altså ikke set i 19-20 år, og så ser hun det med det samme! Mens jeg har haft øjenvirus og rendt en del til lægen, har tre forskellige læger spurgt mig, om den skelen, jeg har, er opstået nu i forbindelse med virussen? Og det er altså læger, der aldrig har set mig før, og som har taget ÉT blik på mig for derefter at spørge. Så jeg ved, det ikke bare er mig, der overdriver, selvom både min mor, tætte veninder og Hr. Arbejdsom siger, at de slet ikke lægger mærke til det. Det tror jeg, de mener ærligt, men det skyldes jo, at de har vænnet sig til at se mig sådan. Det er blevet det nye normale i forhold til mine øjne. Og det vil jeg gerne have lavet om på! Øjnene er noget af det første, man ser hos andre mennesker, og man kan se så meget i folks øjne. Mine øjne præsenterer mig ikke godt for tiden!
Hvis du holdt ud helt herned til i min skriveterapisession ( 😉 ), så skal du have et kæmpe TAK med på vejen!

Jeg har ellers aldrig været den store solbrillebruger, og jeg føler mig uhøflig med dem på, når jeg taler med folk. Men efter mit øje er begyndt at skele, slapper jeg mere af, når jeg har dem på.
Til slut en lille “fotosession”, der illustrerer, hvor svært det er for mig at få et billede af mig selv, hvor mine øjne ikke fucker op. Jeg kan efterhånden nogle tricks, f.eks. at have lidt hår hen over øjet, så man ikke ser det så meget… og mit profilbillede på facebook er da også et, hvor håret er foran det ene øje. Her til ALLERSIDST kan jeg godt love jer, at der aldrig kommer et indlæg her på domænet igen med SÅ mange billeder af mig – pyh, en overvindelse!
Hvor er det synd for dig Nadja. Jeg håber på, at operationen bliver vellykket og uden for store gener. Du er en dejlig smuk kvinde 😘❤️
Det gav mig tårer i øjnene at læse din kommentar, søde Helle ❤️ TAK 😘
Det skal nok gå godt! Og selvfølgelig påvirker det dig at skele – det er på ingen måde over-forfængeligt, at du gerne vil have det ordnet. Og naturligvis er man bange inden en operation! Jeg blev opereret for nærsynethed for nogle år siden og jeg var så bange og græd som pisket ude på gangen inden. Men husk, at lægerne er mega dygtige og laver den slags operationer ofte – det kommer til at gå fint og hurtigt. Og bagefter er du så glad for at det er gjort ❤️
Tusind tak for din fine kommentar! Det gør mig glad, at du ikke synes, jeg er over-forfængelig. Det er jeg virkelig taknemmelig over, at du tog dig tid til at skrive ❤️ Jeg er også nærsynet og har i årevis overvejet operation. I den her tid, hvor jeg har været tvunget til at bruge briller grundet øjenvirussen, har jeg bandet mig selv langt væk over, at jeg ikke har fået det gjort. Så jeg tror faktisk, jeg gør det, når alt det andet her er overstået – så er det rart at høre om en, der er godt på den anden side af det 😊
Rigtig meget held og lykke med øjenfixeriet, Naja. Deet ér jo noget, som jeg også tænker, faktisk næsten udelukkende gør en forskel dig selv. Men det er bestemt heller ikke uvæsentligt – for det handler jo om at være tilpas i egen krop <3
For som du siger, vil folk omkring dig måske slet ikke bemærke det. Det er jo heldigvis således, at for alle andre er du jo blot en dejlig mor, skøn kone og fantastisk veninde. Og selv vil du heller ikke lige tænke over en venindes urene hud, kærestens ar henover øjenbrynet eller et overvægtigt familiemedlems lår. Men det ved jeg udemærket godt, ikke gør den store forskel, når man selv bare glæder sig til, at man får rettet skavanken ind efter bedste evne 🙂
Så derfor: Jeg krydser fingre for, det lykkes denne gang, og at du bliver rigtig glad for resultatet 🙂
Tusind tak for en dejlig kommentar ❤️ Ja, det fylder i hvert fald rigtig meget hos mig, så det bliver skønt at komme på den anden side af det, hvornår det så end bliver 😉
Nadja*, slåfejl 😉
Hejsa.
Læste dit indlæg og blev lige mindet om hele min barndom..puha, ikke sjovt.
Jeg er blevet opereret for skelen på Frederiksberg sygehus i 2007, jeg var lige så nervøs som dig, men også spændt. Da jeg vågnede op af narkosen var jeg simpelthen så lettet og glad. Det var slet ikke slemt, det skal du nok også klare😊
Det kan dog godt føles som om at du har lidt grus i øjet, men det går hurtigt over.
Men husk solbriller til bagefter, det hjalp hos mig:)
En krammer fra mig❤
Tusind tak for din kommentar – virkelig virkelig dejligt at høre fra en, der har været turen igennem selv! Hvor gammel var du så, da du blev opereret? Og er alt fint nu? Kram tilbage ❤️
Uhh der har jeg været 24 år, og alt er helt fint. Jeg troede faktisk aldrig at de ville kunne rette det op, men det gjorde de altså…de er bare så super professionelle og dygtige❤
Jeg har aldrig lagt mærke til det, men hold fast dit øje har været på overarbejde! Jeg lagde heller ikke mærke til det til det famøse blogevent 😉 Håber du snart får en tid og får det ordnet, når det betyder så meget for dig! Jeg gik på handelsskole med en der skelede meget og det gør hun iøvrigt stadig. Hos hende tænker jeg det bare som en charme. Som et mellemrum mellem tænderne, men det er nok noget helt andet, når det pludselig er en selv.
Ja, det har det virkelig 😳 Men det event var du der heller ikke til – mener det var noget sygdom, der var opstået, og en anden skulle tage din goodiebag med hjem 😉 Sjovt, at du tænker det som en charme – gad vide, hvad hun selv tænker? Men måske det er anderledes, når det ikke pludseligt opstået, og man har været vant til det i mange år?
Hej Nadja
Jeg kan godt forstå, at du vil have det lavet. Det må være som om, at man ikke kan kende sig selv, for som du skriver, så ER øjnene jo noget af det, man lægger allermest mærke til hos andre. Og jeg synes bestemt ikke, at det er noget pjat, eller at du er overforfængelig, for du skeler jo ret meget faktisk. Og dét faktum, at du ikke altid har skelet, ja det forstår jeg godt påvirker dig psykisk. Så jeg glæder mig til at læse dit glade indlæg efter operationen og se billeder 🙂
Rigtig meget held og lykke med operationen.
Venlig hilsen Iben
Tak for din søde kommentar 😊 Ja, når jeg slapper af i øjet, skeler det virkelig meget, og i længden er det altså anstrengende at prøve at lade være. Så det skal der styr på! Jeg glæder mig også rigtig meget til at være på den anden side!
Held og lykke med operationen. Jeg er sikker på, at det er godt for dig og dit selvværd at få det ordnet. Jeg har selv prøvet ‘kosmetisk’ operation (fødder) og det var sådan en lettelse bagefter. Det var også i fuld narkose og det er lidt skræmmende, men også rigtig dejligt ikke at skulle forholde sig til alt muligt andet imens. Man sover bare fra det hele. Kh. Birgitte
Tak for din kommentar, Birgitte ❤️ Dejligt at høre en historie i samme stil, der er forløbet godt. Ja, den narkose skræmmer mig godt nok, men har prøvet at blive opereret i armhulen kun i lokalbedøvelse, og det var altså ret væmmeligt, selvom de var søde og gjorde alt for at distrahere mig, og jeg var sindssygt anspændt. Tænk, hvis man kom til at lave en forkert bevægelse, når han skærer i øjet… det tør jeg slet ikke tænke på konsekvenserne af, så narkosen er klart at foretrække!
Sikke da en omgang du har været igennem med det øje! Og selvom jeg altså virkelig seriøst synes at du er smuk, kan jeg godt forstå at det generer dig. Så hvor er det dejligt at der bliver gjort noget ved det, om en udsigterne er lange og du skal i fuld narkose 🙁
Får du ikke ondt i hovedet når du prøver at stille øjnene symmetrisk? Synes det lyder hårdt…
Ps, er helt, helt sikker på at din familie fortæller sandheden når de siger at de ikke tænker over det. Jeg opdagede fx for få år siden at min storebror skeler. Udelukkende fordi en veninde spurgte mig hvilket øje hun skulle kikke på når hun snakkede med ham, og jeg anede ikke hvad hun talte om…
Du er altid så sød, Mette <3 Jeg tror, du har ret i, at de vitterligt ikke ser det, men jeg tror også, at det er fordi de er blevet vant til at se mig sådan, at det ikke ser mærkeligt ud for dem 🙁 Vildt nok mht. din bror alligevel!
Jeg døjer heldigvis ikke synderligt med hovedpine, men kan godt føle mig svimmel ved hurtige og pludselige bevægelser.
Jeg kan godt forstå, at det er noget, der fylder meget. Men – jeg ville bare lige lade dig vide, at jeg synes du er en smuk kvinde, særligt, når du smiler! Og det kan lidt skelen ikke sådan lige ændre på!
Helene
Det var meget, meget sødt skrevet, Helene <3 TAK! Jeg er egentlig et meget smilende menneske sådan til daglig, og jeg griner nemt. Synes bare jeg ser SÅ tyk ud på billeder, når jeg smiler 🙁
Et stort knus herfra. Kan godt forstå alle dine tanker.
Jeg har fået laseroperation i lokalbedøvelse for at korrigere nærsynethed, som selvfølgelig er noget helt andet, men det var intet problem, det svære var især den første uge efter med nogle smerter og ekstrem lysfølsomhed + derefter en måned hvor bogstaver på læseafstand forsvandt (! Bare blanke sider), når mine øjne blev trætte. Fuld narkose har jeg god erfaring med fra en operation for graviditet uden for livmoderen. Jeg ventede noget længere end beregnet inden narkosen, og blev dårlig af at være fastende, men det er rart at være væk mens der arbejdes – og nok særligt hvis man er nervøs for indgrebet uanset om det er fuld bedøvelse eller lokal.
Håber noget af det giver mening, og alle de bedste ønsker for dig : )
Tusind tak for din kommentar, Linda! Og for knuset <3 Rigtig spændende for mig at høre om laseroperationen, som jeg også rigtig gerne vil have, når alt det andet her er overstået. Dejligt med dit input!