Om gentagne aborter og at vente længe på ønskebarnet

Min mor var 20 år, da hende og min far fik mig i 1981. Min far var 27. Dengang var man ikke nødvendigvis kandidat til De Unge Mødre, fordi man blev mor som 20-årig, og min mor var bestemt ikke. Det var helt naturligt, at min mor og far skulle have mig, da de fik mig.

Det har altid været et kæmpe plus for mig med en ung mor (og også den dag i dag nyder drengene godt af at have en ung mormor). Jeg var lidt stolt af, at hun ikke var så gammel som mange af mine kammeraters forældre. Derfor, og måske også fordi jeg først blev storesøster i mit 7. leveår (og dermed en slags overbeskyttende ekstra-mor for min lillesøster), har jeg altid været utrolig glad for børn og altid forestillet mig, at jeg også selv ville blive mor tidligt.

Som ung teenager var jeg ofte babysitter, og selvfølgelig passede jeg også ofte min lillesøster. Da jeg var færdig med gymnasiet, var det den naturligste ting i verden, at jeg skulle være ung pige i huset. Og jeg har også altid været sådan en, der ville være “noget med mennesker”.

Hvis det stod til mig, ville jeg gerne have haft mit første barn før eller under min uddannelse, men den fornuftige Hr. Arbejdsom mente, at vi skulle være færdiguddannede først. Jeg startede med at læse i 2002, og i august 2005 smed jeg p-pillerne. Jeg har aldrig forestillet mig, at det at blive gravid skulle være en svær ting, og det viste sig også at være rigtigt – jeg blev gravid efter få måneder og havde termin i august 2006, få måneder efter jeg skulle afslutte min uddannelse. Hvor perfekt var det ikke lige?!? Jeg var glad, strålede af lykke og fik at vide af mange, at jeg havde den der helt særlige glød over mig, som man kan have som gravid. I periferien af vores vennekreds var der et par, som havde oplevet flere spontane aborter. Jeg var ked af det på deres vegne, men samtidig må jeg med skam indrømme, at jeg også følte mig sært hævet over “sådan noget” – vores lille baby skulle komme til verden i august, og jeg kunne ikke være gladere! Oven i købet ville jeg så nå at få mit første barn, inden jeg blev 25, som jeg drømte om.

I februar 2006, dagen før Hr. Arbejdsoms 25-års fødselsdag, fik jeg en underlig murren i underlivet. Jeg blev nervøs og tog hjem fra studiet for at slappe lidt af. Hr. Arbejdsom kom hjem, og vi lå lidt sammen på sengen og snakkede. Pludselig fik jeg trang til at komme op at stå, og da jeg rejste mig, kunne jeg mærke, at det begyndte at sive ud af mig. Det var første gang, jeg aborterede.

Jeg var i sorg og chok længe efter. Det kom så meget bag på mig, at vi alligevel ikke skulle være forældre til august. Hvordan kunne det overgå os? Da både lægen og sygehuset fortalte, at det var utrolig almindeligt at abortere, og at man regnede med, at det skete i op imod 50 % af alle graviditeter, men at mange end ikke nåede at opdage, at de var gravide, gjorde det ikke sagen bedre – for hvad så med fremtiden?

Jeg blev færdiguddannet, fik job og blev igen gravid, men først i efteråret 2007, mere end halvandet år efter min første graviditet. Min krop var stresset over chokket, og jeg ville SÅ gerne være gravid igen, at jeg er overbevist om, at det gjorde det endnu sværere. Vi nåede begge at blive tjekket for alt muligt, men Hr. Arbejdsoms sædkvalitet var (til hans store glæde :D) helt i top, mine æggeledere og livmoder så fine ud, ingen PCO osv. Men også denne gang aborterede jeg.

I 2008 blev jeg igen gravid. Min termin var i efteråret 2008. Jeg tænkte, at tredje gang da MÅTTE være lykkens gang for os, men var samtidig utrolig bange og nervøs. Og med rette. For jeg aborterede for tredje gang. Endda to dage før jeg skulle rejse til USA for at besøge en af mine allerdejligste veninder, som læste et semester derovre. Jeg havde glædet mig SÅ meget til den tur, for jeg er vildt fascineret af USA, og nu havde jeg chancen for at komme derover uden af være decideret turist, for jeg skulle bo hos hende, med hende på campus og derudover køre rundt og opleve en masse spændende ting sammen med hende, der allerede kendte til det hele indefra. Men mine fysiske og psykiske smerter samt blødninger var for store til at rejse, og det måtte aflyses. (Jeg ærgrer mig endnu den dag i dag. Jeg har stadig ikke været i USA, men har sagt til Hr. Arbejdsom, at når drengene er så store, at de vil få noget ud af turen og vil kunne huske det, så skal vi på familietur derover!)

Flere af vores venner, der slet ikke havde tænkt på børn, da vi startede, havde nu fået deres første eller var gravide, og jeg begyndte at få det meget svært i deres selskab. Jeg spillede glad og sagde altid, at jeg var glad på deres vegne, og det var jeg også, men det gjorde stadig utrolig ondt. Derfor besluttede Hr. Arbejdsom og jeg, at vi ikke ville fejre nytår med venner som sædvanlig, når de enten ville have babyer med eller sidde der med deres store maver. I stedet bestilte vi en rejse til Fuerteventura, så vi skulle fejre nytåret 2008/2009 i varmen. På det tidspunkt var jeg i gang med mit tredje år som en del af det arbejdende folk, og jeg havde godt nok aldrig regnet med, at jeg skulle nå at blive så erfaren inden for mit felt, inden jeg blev mor!

Vi havde en helt igennem fantastisk rejse, selvom det nær var endt med endnu en aflysning, fordi Hr. Arbejdsom blev voldsomt syg få dage inden afrejse, og endda blev hentet med ambulance, og jeg nåede også selv at rage noget af en influenza til mig, som jeg døjede med de første dage dernede. Men alting er bare så meget bedre i dejligt vejr, og vi nød virkelig ferien og slappede godt af.

Vi kom hjem, året hed nu 2009, og i starten af januar ringede min mor til mig. Jeg husker faktisk ikke helt præcist, hvad problemet var, men jeg er ret sikker på, at det var noget med lussingesyge. Det var utrolig anstrengende, at vores familie og venner godt vidste, at jeg flere gange havde været gravid og gerne ville være det igen, for jeg blev ofte stillet spørgmål som: “Prøver I ikke mere?”, “Holder I pause, eller prøver I stadig?” osv., og det var helt ekstremt belastende og stressende, fordi såret blev revet op hver gang. Det var endda ikke de allernærmeste familie og venner, der spurgte – de vidste heldigvis bedre – men når jeg lige rendte ind i en gammel studiekammerat eller en veninde, jeg ikke så så ofte, så blev jeg spurgt. Og jeg ville virkelig så gerne bare være det foruden. Det stressede mig unødigt.

Nå, men min mor – som godt vidste. at jeg ikke ville spørges i tide og utide – ringede, fordi hun havde været udsat for smitte af lussingesyge, og hun var bange for, om der kunne ske noget, hvis jeg var gravid. Hun undskyldte mange gange over overhovedet at spørge, og jeg affejede hende lidt irriteret, for selvfølgelig var jeg da ikke gravid. Efter tre spontane aborter havde jeg på mange måder opgivet håbet, men på den anden side var vi heller ikke klar til at overveje adoption eller donor, for det holdt os oppe, at jeg ikke havde problemer med at blive gravid – problemet var at holde på fosteret.
Det nagede mig nu alligevel lidt, at min mor havde nævnt det med lussingesygen, og dagen efter tog jeg en graviditetstest for gud ved hvilken gang. Og den var positiv! Jeg begyndte at tudbrøle af angst, for jeg troede ikke et sekund på, at vi denne gang ville ende med en baby. Nu var det fjerde gang, jeg var gravid. Det var i starten af januar, og terminen blev i midten af september. Der var jo en evighed til!

Det blev til måneder i evig angst for, om noget skulle gå galt, og jeg nød slet ikke graviditeten. Jeg var ekstremt bange for at abortere igen, og da jeg helt utroligt nåede så langt hen, at jeg ikke længere havde risiko for at abortere spontant, så var jeg bange for, at der skulle ske noget med babyen i maven, og senere for, at der ville ske noget under fødslen, så vi aldrig fik vores baby levende ud til os.

I juli gik slimproppen, men det troede hverken fødegangen eller jordemoderen på. Jeg var jo bare en hysterisk førstegangsfødende. Jeg havde en nagende fornemmelse i nogle uger, og da vandet gik i uge 33+3 en morgen i starten af august, mens vi var i sommerhus, blev jeg både meget bange, men samtidig kom det heller ikke bag på mig. Og da fødslen først var i gang, oplevede jeg, at jeg slet ikke var bange undervejs, men derimod fokuseret i en grad, jeg aldrig havde oplevet før. Det var som at være i sin helt egen koncentrationsboble, og trods det faktum, at det var for tidligt, så var det en god fødsel.
Kongen, den mest fantastiske, lille dreng, som jeg elskede højt fra første øjekast, da jeg endelig turde, fordi det nu var virkeligt, at han var ude hos os, blev født natten efter i uge 33+4, 14 1/2 time efter vandet gik. Jeg blev indlagt på neonatalafdelingen med ham, og Hr. Arbejdsom blev sendt hjem. Jeg var i chok over, at forløbet blev så anderledes, end jeg havde forventet, og værst af alt var det utrolig trist, at Hr. Arbejdsom og jeg blev skilt ad, og at Kongen skulle i kuvøse to etager over, hvor jeg blev installeret. Der sad vi så; mor, far og søn, endelig en lille familie, men hvert sit sted i byen – men vores dejlige, elskede, fantastiske søn var kommet ud til os; vi var endelig blevet mor og far fire år efter, at vi gik i gang med at forsøge på det, og det var i sidste ende det eneste, der betød noget!

Den dag i dag husker jeg stadig tydeligt smerten ved at tænke, at man aldrig skulle opleve at blive nogens mor, og dem, jeg kender, der kæmper med det, spørger jeg aldrig ind til det, med mindre de selv bringer det på bane – jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg ved fra mig selv, hvor hårdt det er. Heldigvis er de fleste af dem, vi kender, der har kæmpet samme kamp, selv blevet forældre med tiden – nogle endda først efter 7 år i behandlingshelvede.

Jeg skulle selv opleve endnu en spontan abort imellem Kongen og Badutten, og det var den mest smertefulde rent fysisk, jeg har oplevet. Mere herom en anden dag. Så nu, hvor jeg venter vores søn nummer tre, er det faktisk syvende gang, jeg er gravid – det er helt sindssygt! Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, hvilket køn, der kommer ud til os, selvom mange tilsyneladende har et stort behov for at ønske en pige på vores vegne. Med Kongen og Badutten vidste vi slet ikke, hvad der kom ud, men vi ville gerne prøve at vide det denne gang, fordi det HELT SIKKERT er vores sidste barn, og fordi jeg har brug for at være mere praktisk forberedt denne gang med to små i huset i forvejen.

Min holdning er, at er man så velsignet og heldig, at man overhovedet kan få sine egne børn, så kan man ikke ønske sig mere – og folk med kønspræferencer på mine vegne siger mig absolut intet! De gør mig snarere såret og ked af det.

Hvis du er med så langt, så tak, fordi du læste med 🙂