Dvale 

Kender I de bloggere, der i tide og utide skriver indlæg, der handler om, at de vil sige undskyld for deres fravær på bloggen? Sådan noget er jeg faktisk slet ikke til. Hvis man ved, at man i en længere periode ikke er til stede, er det selvfølgelig ganske god stil at skrive et indlæg om “vi ses på den anden side”, men går der lang tid mellem indlæggene “bare fordi”, ser jeg ingen grund til, at man skal undskylde hele tiden. Ingen gider alligevel læse det, og jeg er også af den holdning, at man skriver, når man har noget på hjerte, og ellers lader man være.

Jeg har dog masser på hjerte – og nu er jeg selv godt i gang med sådan cirka sådan et indlæg 😉 Men jeg synes, jeg skylder det efter ikke at have skrevet ét eneste indlæg i hele april måned. Det var bestemt ikke meningen – sådan blev det bare.

Jeg har flere gange oplevet at skrive om noget, jeg glæder mig til, herinde, for så at se det gå i vasken. Senest skrev jeg, at jeg glædede mig til påskeferien, og jeg kan godt sige jer: Det var den værste påske nogensinde! Jeg må vente med at skrive om det til bagefter fremover – tør ikke jinxe flere ting 😉

Da vi søndag inden påske pakkede bilen for at køre i sommerhus, fik Badutten feber og sov hele vejen derop. Sådan over 39-feber. Han var helt dvask resten af dagen og nåede endda op på 40,3 om aftenen, hvilket virkelig skræmte mig, for jeg har sjældent oplevet mine børn have over 40 i feber. Men næste dag var egentlig ok indtil om aftenen, hvor både ham og Lillebror var helt matte af høj feber 🙁

Så begyndte jeg at få det dårligt de efterfølgende dage. Men det var jo svært at lægge sig syg sådan rigtigt, når to ud af tre børn også var syge og pludselig også en mand, der blev vag. Kongen var den eneste, der slap, og heller ikke i de efterfølgende uger blev han syg. Det må da i det mindste betyde, at immunforsvaret bliver bedre med alderen – det er rart at se bevis for, når man vader i den ene sygdom efter den anden med små børn i huset! Men det er lige før, jeg vil sige, at Kongen næsten led mere end hans brødre. Det var jo naturligvis RØVKEDELIGT med en familie, der ikke orkede ret meget, så han havde en masse indestængt energi, og det føltes nok også værre, end det var, fordi jeg selv langt fra var på toppen.

Vi skulle have gæster Skærtorsdag, og der var børnene ved at være på toppen igen. Hr. Arbejdsom havde heldigvis foreslået i god tid inden, at vi bestilte maden udefra, da ingen af os nyder at stå i køkkenet og hellere vil hygge os med vores gæster. Og det var et held, for jeg endte med at være så vag den dag, at jeg holdt mig kørende på smertestillende og intet kunne spise. Dagen efter var jeg HELT færdig, og i hele min karriere som mor har jeg aldrig været SÅ skidt tilpas! Jeg kunne dårligt åbne øjnene, havde ondt over alt og gled ud og ind af søvnen.

Mine forældre kom på besøg lørdag, men der var jeg heller ikke frisk. Jeg prøvede at være det, for jeg ville SÅ gerne have besøg af dem – det er nemlig slet ikke anstrengende, men bare dejligt og en stor hjælp, når man ikke selv er frisk, fordi børnene så er meget mere optaget af dem. Og man bliver aldrig helt for gammel til at få sin mors omsorg, når man ikke er på toppen, vel? 😉

Søndag tog vi hjem, og mandagen kæmpede jeg mig igennem, inden hverdagen meldte sig på banen igen tirsdag.

Jeg havde planlagt, at jeg ville aflevere børnene og så tage til lægen. Jeg havde selvfølgelig sygemeldt mig fra arbejdet. Oppe i børnehaven svimlede jeg rundt og blev reddet af en pædagog, der hjalp mig med at pakke tingene ud. Jeg tror slet ikke, jeg selv forstod, hvor dårligt, jeg havde det! Jeg tog til lægen, som blev bekymret over at se, hvor dårlig, jeg så ud. Hun sendte mig på sygehuset til røntgen og blodprøver, og det viste sig så, at jeg havde reddet mig en lungebetændelse oven i influenzaen, som jeg “nok” ikke havde taget så alvorligt, som jeg burde. Men det er sgu svært at være syg, når man er nogens mor, ikke?

Lægen beordrede mig hjem i seng resten af ugen. Det passede SÅ dårligt ind, fordi jeg både skulle afholde skole/hjem-samtaler og på kursus, men nu måtte jeg sætte helbredet først. Dagene i sengen gjorde mig godt, og jeg tog på arbejde mandagen efter. Men i flere uger derefter havde jeg besværet vejrtrækning, og trætheden ville ingen ende tage. Så nu har jeg lært på den hårde måde at lægge mig syg, når jeg er syg!

Resten af måneden var lidt hård at komme igennem oven på lungebetændelsen, og mit overskud var lig nul. Jeg læste et eller andet sted, at for at få sin optimale nattesøvn i forhold til de forskellige søvnfaser, man går igennem i løbet af en nat, skal man helst i seng inden kl. 22. Det er jeg sjældent, men det begyndte jeg faktisk at gøre for at komme oven på igen. Og så når man altså ikke ret meget om aftenen 😉

Men nu kommer der en masse dejlige helligdage, og i dag er den første i rækken. Det giver altså lidt mere overskud! I april blev Lillebror også 2 år, og nu er drengene så “store”, at weekend og ferie med dem også KAN føles afslappende 😉 De er gode til at sove længe og til at lege sammen – særligt Badutten og Lillebror er blevet SÅ gode til at lege sammen, at de faktisk aldrig er i et rum uden den anden 😀 Det giver også os forældre en helt anden frihed, og det er helt mærkeligt, at man faktisk godt kan lave noget ikke-børnerelateret, selvom børnene er hjemme og vågne, unden at blive forstyrret alt for meget 😉

Nu er vi heldigvis på den anden side (for denne gang)!