Der er så meget, man ikke når i en travl hverdag, men når jeg sætter mig for at prioritere noget ud over de ting, jeg SKAL, så lykkes det som regel også, som da jeg ville blogge hver dag i oktober eller som det projekt, jeg er i gang med nu, som gør, at der går lidt længere tid imellem indlæggene, fordi jeg prioriterer det frem for andre ting.
I december vil jeg tage mig mere tid til at hygge med drengene. Og med kun 10,5 arbejdsdage er muligheden bestemt til stede for, at det lykkes!
Jeg har sat mig for, at vi ud over Julemandens Flaskepost hver dag klokken 17.00 skal sætte os ned foran Ramasjang og se Jullerup Færgeby. Allerede tidspunktet er en udfordring, fordi især Lillebror og Badutten på hverdage er meget sultne der, og Hr. Arbejdsom er som regel endnu ikke hjemme. Men jeg VIL have, at børnene og jeg skal se den sammen, og så må de spise inden eller lige efter og evt. få lidt imens. Jeg er vokset op med julekalendere i fjernsynet som noget helt fantastisk og traditionelt, og jeg vil gerne give den glæde og spænding ved at følge med i noget igennem nedtællingen til juleaften videre til mine drenge. Jeg husker med stor glæde og nostalgi Torvet (jeg ELSKEDE den og har været 6 år, da den blev sendt sidst – hvorfor mon den aldrig er blevet genudsendt?), Nissebanden, Jul på slottet, Pyrus, Skibet i skilteskoven, The Julekalender, Familien Andersens julehemmelighed osv. osv. osv.
Jeg håber rigtig meget, at det lykkes, og har også indkøbt u-landskalenderen, som jeg også altid havde som barn. Kongen har bidt mærke i Sebastian Kleins sang fra Ramasjang, den der med: “I Jullerup er der sket noget stort, de har fundet et skattekort” (jeg er også vild med den!) og går rundt og synger med på den. Han blev endda glad for u-landskalenderen, selvom der KUN er billeder i den, så der er basis for en god opstart af traditionen 😀
Skal I følge med i nogle af julekalenderne? Og hvilke husker I især fra jeres barndom?
Hos os er det kun yngstesøn, der vil se julekalender. Tidsrejsen på DR1. Det passer meget godt ind i vores program, så ryger han i seng så snart den er slut 🙂
Som barn elskede jeg julekalender. Nissebanden og Jullerup F. er højt på hitlisten!
Har du kigget med, og er den god? Jeg har helt droppet planen igen. Prøver igen næste år 😉
Elskede julekalender som lille, og fører den tradition videre med vores tre dejlige unger.
Det er også en dejlig ting! Hvor gamle er de?
Jeg håber, at Jullerup Færgeby kan fange min datter på knap 3 år… Men i dag gik det ikke – hun ville hellere se Bamses billedbog. Men da jeg ville se Tidsrejsen kl. 19.30, var hun meget engageret det første kvarter…
Mvh Marie fra www-krøllerier.dk
Bamse er også svær at slå 😀 Har slet ikke set Tidsrejsen, men den lyder god 🙂
I dag så vi både Pyrus og Jullerup 😉 Jeg kunne se på IG, at det var lidt for meget en udfordring med julekalender i dag…
Hos os kom Julemanden med Pyrus på dvd i morges, og Jullerup kan jo ses på DR når man vil 😉 det passer os rigtigt fint at følge med i noget, men at vi samtidig kan gøre det når det passer alle 😉 i dag så de Jullerup mens vi børstede tænder.
Jeg ved ikke om vi skal følge med i begge, nu må vi se hvad der fanger dem. Og hvad de andre i børnehaven snakker om 😉
Herlig gave i sokken 😀 Pyrus er også fantastisk! I Kongen og Baduttens børnehave snakker de åbenbart slet ikke om julekalendere – de er jo også kun 12 børn 😉
De har faktisk heller ikke rigtigt snakket om julekalendre (mine børn), så det gør de måske heller ikke i deres børnehave… Og nu er vi lidt bagud med Pyrus, fordi den måske ikke lige passer til en på 2,5 år. Måske var det mig, der syntes det var sjovest ;o)