Fantastiske C var her i dag (hvilket i øvrigt minder mig om, at veninde-føljetonen ikke er ovre endnu – den lader bare vente på sig 😉 )
C har ferie i denne uge, og vi havde aftalt at ses i dag. Men Badutten havde også en kiropraktortid i morges, hvor jeg egentlig ville have taget Kongen med, og så aflevere dem begge bagefter, men da tiden var klokken 9.20, og Kongen skulle være i børnehaven senest klokken 9, fordi de har cirkusuge, skulle han afleveres inden. Fantastisk som C er, kom hun her klokken 8.45 og passede Lillebror imens. Det er utrolig meget nemmere, når man kan tage af sted uden en baby til sådan noget – ikke at han er besværlig overhovedet, men jeg synes, Badutten har krav på, at han har mig for sig selv, når vi skal sådan noget. Samtidig var det også lige den tid, Lillebror skulle sove formiddagslur, så han blev puttet, da C kom, og vågnede først, da jeg havde været hjemme i en halv times tid. Han har nået en alder, hvor han sover to gode, lange lure i løbet af dagen (sådan cirka et par timer pr. lur plus-minus), og dem ser jeg helst, han får i barnevognen i fred og ro, for det er helt klart bedst for ham, så det var helt perfekt, at han ikke skulle stå hos kiropraktoren i autostolen og sove (og helt sikkert vågne før tid på grund af larm og være ked).
C og jeg fik hygget og snakket, og det er altid rart. Dejligt befriende, som jeg også tidligere har beskrevet, at snakke med en, der kender én så godt og går så langt tilbage. C havde også fødselsdagsgaver med til mig, blandt andet en lækker creme, og så denne fine kalender, som hun allerede inden jeg pakkede op sagde, jeg skulle bytte, fordi hun mens jeg havde været af sted havde set, at vi havde en i køkkenet allerede. Jeg laver nemlig hvert år en familiekalender med billeder af børnene til os selv, mine forældre og min søster, og hver måned er der så billeder fra samme måned et år tidligere, så man kan se, hvor meget der er sket på et år. C ville give mig bonen, så jeg kunne bytte den, men den fine kalender støtter en sag, der står mig meget nær, nemlig Kræftens Bekæmpelse, så den skal bestemt ikke byttes! Jeg sagde til C, at jeg ville finde en at give den til. Og det er her, I kommer ind i billedet 🙂 Skriv en kommentar herunder, så trækker jeg lod den 5. november (hvis altså der er mere end en, der kunne tænke sig den 🙂 )
![]() |
Forsiden af den fine kalender |
![]() |
Indeni er der 5 kolonner |
![]() |
Her kan I se den familiekalender, vi allerede har – den giver et fantastisk overblik! |
Jeg kan 😀
Jeg har aldrig prøvet familiekalender, men tænker at det egentlig er på tide. Og min lille lommekalender udløber til nytår. Så jeg kan godt bruge den 🙂
Den kunne jeg godt tænke mig at vinde 🙂 i en familie på 5 med 3 aktive drenge, er sådan en kalender jo fuldstændig uundværlig og så er det jo skønt den støtter sådan en god sag!
Åh ja, familiekalenderen. Jeg har altid gjort grin med min mor, fordi den var hendes bedste ven, men efter at jeg selv er blevet del af en børnefamilie, forstår jeg værdien af sådan en. Og den her er jo pæn! Så den vil jeg gerne vinde.