
Når man er en syg lille nusling, er der ikke meget andet, der dur, end at snuppe fars plads ved siden af mor i sengen og ligge og putte sammen hele natten
Det går sgu ikke skidegodt herhjemme for tiden, og jeg har endnu ikke været tilbage på arbejde efter efterårsferien. I går måtte jeg holde barnets første sygedag og en tur til lægen med Lillebror, der blev ved med at have feber og hostede helt vildt. Der sad heldigvis ikke noget på hans lunger, men lægen kunne desværre høre en hvæselyd på hans ene hjerteklap 🙁 Hun mente dog, det kunne skyldes sygdommen lige nu, og vil tjekke ham igen, når han er helt frisk.
Hun nævnte, om jeg også havde været syg, og da jeg sagde, at ja, det havde jeg, og at jeg faktisk også havde ondt i halsen lige der, så ville hun lige pode mig i halsen. Den viste så positiv for halsbetændelse, og så podede hun også Lillebror… som også havde halsbetændelse! Så vi røg på penicillin begge to. Lillebror har i dagevis sovet virkelig dårligt på grund af hosten både dag og nat, og om aftenen er han vågnet efter et par timer og har ikke villet sove igen. Så er det godt, at vi har fundet ud af, at Dora er flyttet over på Viaplay, så vi stadig kan se hende – LIllebror er ret vild med hende pt. 😉
I dag holdt jeg så barnets anden sygedag. Jeg tog alle tre drenge med til lægen, fordi hun mente, at vi måske blev ved med at smitte hinanden i ring, så Kongen og Badutten skulle også podes i halsen. Kongen havde også halsbetændelse, Badutten gik (mærkeligt nok med hans sygdomshistorie) fri. Hr. Arbejdsom sover på vores hems i den her sygdomsperiode, så han er heldigvis ikke blevet smittet endnu. Derfor håber jeg, at vi nu er ved at være dækket ind til snart at kunne blive raske – og forblive det i lang tid! Overvejer virkelig de der Biostrath-dråber. Det gjorde jeg også sidste år, men der var jeg jo på barsel, og så var sygedagene ikke nær så frustrerende. Det bliver de altså, når man samtidig skal have dårlig samvittighed over for sit arbejde! Har nogle af jer prøvet dem?

Alle tre drenge i gang med at tegne hos lægen

Kongens mesterværk på tavlen i lægens venteværelse: En mand, der har fundet guld for enden af regnbuen!
Nå, men Lillebror tog både en lang middagslur i dag og har ikke været oppe af sin seng her i aften (endnu, i hvert fald 😉 ) Så jeg HÅBER, det er ved at vende!
***
Og så skete det pinligste længe i dag: En skøn kollega ringer mig op lidt over 16 og fortæller, at forældrerådet i min 1. klasse står og venter på mig. Aftalen om et møde er lavet for længe siden, og jeg havde HELT svedt det ud på grund af sygdom i snart to uger nu. Jeg blev så flov, at jeg var ved at tude! Hvis jeg havde husket det (eller kigget i min kalender), ville jeg selvfølgelig have aflyst det. Heldigvis var Hr. Arbejdsom lige kommet hjem, og vi bor tæt på skolen, så jeg kunne hurtigt komme derover. Og de tog det heldigvis SÅ godt! Det blev et helt godt møde, og på hjemmefronten åndede alt fred og idyl i mellemtiden. Jeg har haft lidt dystre tanker om, hvorvidt jeg har godt nok styr på det med læsningen i 1. klasse, når jeg nu har været vant til at have de store klasser, og jeg tror simpelthen det var skæbnen, at det møde alligevel skulle finde sted i dag. Forældrene begyndte nemlig at snakke om, hvor imponerede de er over, hvad deres børn allerede kan læse i den læsebog, vi har, og de virkede bare så tilfredse med mit arbejde. Så nu er jeg glad – og klar til at prøve det der arbejde af igen en lille tur i morgen 😉
Jeg har købt biostrath-dråber, men vi er ikke helt kommet igang med det endnu. Jeg har nemlig kun hørt godt om dem. De lugter bare forfærdeligt :-/
Men nu er Kamma jo også på sin anden uge med feber, så jeg burde nok se at komme igang. Sidste år købte jeg dem også, men der kunne jeg bare ikke få dem i hende, hun var totalt mistroisk pga alt det penicillin og panodil hun fik (og hadede!) så jeg opgav det igen.
Og så har hun uld-undertøj! Det skulle jo også være så godt! Og altså… hun er da ikke forkølet lige nu, så jeg vælger at tro på at det er uldens skyld 😀
God bedring til jer alle!
Jeg har før brugt Urtemix – Det er lidt lettere for det er kun een gang dagligt og nogle få ml, der hurtigt kan gives uden at det blandes op.
God bedring til jer alle. Jeg forsøgte biostrath et år, men drengene nægtede at tage dem – og de var blandet op med juice eller saft. Men måske skulle jeg se nærmere på det der Urtemix for vi er alle hårdt ramt i disse dage.
Åh nej, sikke dog en omgang. Rigtig god bedring til jer alle. De der sygedage med dårlig samvittighed både hjemme og på arbejde er virkelig hårde!
Og hvor vildt med det møde. Jeg kan lige forestille mig hvor træls det har vært for dig, men også hvor fedt det var at blive anerkendt for dit arbejde. Tro på det! Du er OGSÅ en fantastisk 1. klasses lærer 😉
Vi har også forsøgt med biostrath sidste år , men for os havde det ingen virkning. Måske skal vi prøve det der urtemix i stedet.
P.S. Der er noget mærkeligt med dit kommentarfelt. Jeg kan ikke se ordet jeg skriver mens jeg skriver det og det hele reagerer forsinket.
Jeg har nu købt det og giver det en chance denne vinter – hvis ikke det virker, så er det da i hvert fald afprøvet 😉 Ej hvor underligt; det har jeg slet ikke hørt før 🙁 Har dog selv prøvet det herhjemme på andres sider, hvis vores internet hopper af og på… Giv endelig lyd, hvis det fortsætter!