I starten af ferien var jeg ret så ærgerlig over, at vi skulle blive så syge på skift – og så endda på Baduttens fødselsdag, ØV! Men nu har jeg bestemt mig for, at jeg vil tage ja-hatten på (og det er ikke svært, for jeg er generelt et positivt menneske 😉 )
JA, selvfølgelig var det træls, at både børnene og jeg skulle blive syge. Men vi klarede det jo alligevel! Og JA, selvfølgelig er det træls at bruge sin ferie på. Men på den anden side: Nu har vi jo tiden til det! Det er faktisk ren luksus, at man ikke er nødt til at sende børnene af sted, når de LIGE har været syge, som man jo ellers er (hvis man ikke har bedsteforældre, der går hjemme osv.)
Nu er der ikke nogen, der har kastet op siden i mandags herhjemme (7-9-13), og vi har virkelig haft SÅ godt af nogle dage med INTET på programmet efter det. I dag er første dag siden i lørdags, hvor jeg overhovedet har mascara på – og alle, der kender mig, ved, hvor nødig jeg vil ses uden makeup 😉
Vi har med andre ord ikke været uden for en dør siden lørdag. Først i dag gik Kongen ind for at lege med genboens søn, og Badutten, Lillebror og jeg kørte ud for at handle i silende regnvejr. Det har været vildt skønt at have tid til de her stille, rolige dage, hvor vi kunne få appetitten igen, og hvor børnene har kunnet sove, når det passede dem. Ikke noget med at blive vækket tidligt… og man kunne tage en lur, hvis man trængte! (Vel at mærke hvis man er 1, 3 eller 5 år gammel og af hankøn 😉 ) Det gjorde Badutten i går eftermiddags, stik mod sædvane… tre og en halv time blev det til, og alligevel sov han igen klokken 21. Han er så også blevet voldsomt forkølet her efter opkastsygen, og her til aften sov han klokken 18.15. Han faldt endda i søvn i sin seng, mens jeg ryddede op på hans gulv. Han var HELT færdig!
Jeg ved slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden ferien til at holde alle de sygedage i. Og så pyt med alle planerne om de steder, vi skulle besøge… nogle gange er det også så stressende at skulle en hel masse. Vejret er jo alligevel ikke så godt, og jeg er glad for, at mine drenge faktisk ikke er ved at gøre hverken mig eller hinanden sindssyge ved at være indendøre i flere dage i træk 😉
Kongen elsker at sidde med noget kreativt som for eksempel tegninger, perler og klippe-klistre – hans favoritting lige pt. er “Den kreative kuffert”, som jeg har lavet til ham, og som er sådan en i gennemsigtig plastic fra Søstrene Grene inddelt i rum, hvor vi så har puttet klistermærker, pailletter, farvede fjer, glimmer osv. i. Han elsker at lave en tegning, hvor han så pynter med de her ting. Så får man jo også lov til både at bruge tape, lim og saks i rigelige mængder 😉 Nå, men det korte af det lange er, at de to små jo ser, at han sidder stille og roligt med det. De ser op til ham, og vil gerne de ting, han gør. Og det er jo dejligt, når han gør noget godt 😀 Han er også god til på eget initiativ at arrangere en leg eller aktivitet, de små skal være med i. Det er så fedt, som de har glæde af hinanden!
Så ferien er bestemt ikke ødelagt. Vi blev bare tvunget til at tage den i et meget lavt gear, og det har – trods alt – været rart! Og så er der jo også stadig hele 4 dage tilbage 😀
Så dejligt med et positivt syn på det hele! Og helt ærligt, jeres ferie lyder bundhyggelig – hvis man lige trækker opkast fra, altså 😉
Hver gang jeg læser et af dine blogindlæg, glæder jeg mig til 1) at Dexter vokser op og 2) at han får nogle søskende. De hygger sig bare sådan sammen, dine drenge!
Ja, hvis du ikke skulle have ja-hatten på, så ved jeg ikke hvem, der skulle 😉
Det lyder som om I har fået det bedste ud af det – lige med undtagelse af sygdom! Mine børn ville give hovederne af hinanden, hvis de skulle være flere dage indendørs…!
Ha ha, tak – du kender mig, og det elsker jeg 😀