Badutten – næsten 3 år

 

I morgen er det Baduttens 3-års fødselsdag. For 3 år siden lige nu var jeg i gang med det, der set i bakspejlet var den mest voldsomme (okay, værste 😉 ) fødsel af mine tre.

Fødslen startede om morgenen, da jeg var i uge 39+2, og da vi kom på sygehuset over middag, mente de, at jeg havde født inden aften. “Alle” havde jo også fortalt mig, at ens fødsel nummer to er meget nemmere end nummer et, og Kongens fødsel havde faktisk været helt ok på trods af, at han blev født for tidligt og var stjernekigger, så jeg var fortrøstningsfuld. De vurderede Badutten til 4 kilo, og alt var godt.

Men det blev det ikke ved med at være. Det trak ud og ud og ud, og ingen vidste hvorfor. Jeg kunne slet ikke være i mig selv af smerte og anstrengelse mere. Jeg endte med at få en epidural, selvom jeg var meget imod det. Jeg havde ikke fået noget ved Kongens fødsel, så jeg følte mig slet ikke sej, hvis jeg var nødt til det nu. Men jordemoderen tog (heldigvis!) beslutningen for mig og sagde, at jeg var nødt til at få en pause, for ellers ville det ende med, at jeg ikke selv kunne føde ham. Thank god for hende! For da Badutten kom ud midt om natten efter 18 1/2 times fødsel, var det lige før, det var endt i et kejsersnit, fordi han ikke kunne trænge helt derned, hvor han skulle være for at kunne presses ud, og der var faktisk tilkaldt folk til kejsersnit. Men Kongen var kun lige fyldt 2 år, og da de begyndte at sige, at han jo kunne få en stige til puslebordet, en skammel til at komme ind i bilen til autostolen osv., fordi jeg var SÅ ked af, hvis det skulle ende i et kejsersnit, tog fanden ved mig – og ud kom 5480 gram og 54 cm. Badut!

De første 8 dage var vi indlagt, fordi hans blodsukker var for lavt og hans blodprocent og betændelsestal var for høje. Jeg var hamrende ked af det og følte mig SÅ splittet, fordi Kongen skulle undvære mig, og jeg savnede ham helt frygteligt 🙁

Men vi kom hjem og fik en hverdag i gang. De første par måneder var hårde, for Badutten havde det svært med at spise. Han var blevet påfyldt mad til bristepunktet via sonde på sygehuset som et led i behandlingen for at fortynde hans blod, så han var forkvalmet og spiste ikke meget. Han var ked af det meget af tiden. Men så klarede det op, og han blev den gladeste dreng!

Det har han været lige siden. Han er så glad, så sød, så kærlig. Han griner og smiler meget af tiden, og han siger hver eneste dag, at han elsker os, og at han har savnet os, når han kommer hjem. Han giver kys og kram og er så blød og skøn. Han er ikke genert og kommer nemt i kontakt med folk. Han er både lillebror og storebror, og han elsker sine brødre højt. Han blev allerede storebror, da han var 18 måneder, og aldrig har det været et problem for ham. For han havde jo allerede selv en storebror, der var sød til at lege med ham, når jeg var optaget af presserende gøremål med Lillebror som at give ham mad eller skifte hans ble.

Han er nem at stille tilpas – han spiser det meste mad med velbehag; der skal meget til for at gøre ham sur, han pylrer ikke over småting, trodsalderen viser sig kun i ganske små glimt, han er god til at dele og han sover godt om natten. Han er ikke bange for at prøve noget nyt, og han går til verden med en legende lethed, der går lige i folks hjerter. Derfor er jeg så heldig, at han er MIN!