Lillebror tog sin første dag i dagpleje i mandags i stiv arm. Tirsdag blev han også afleveret uden at kny, men havde så grædt uafbrudt fra klokken 8.30-9.00 dernede. Seriøst – jeg tror aldrig, han har grædt en halv time i træk i hele sit LIV ellers!
Onsdag græd han for første gang hjerteskærende, da han blev afleveret. Torsdag græd han allerede, da vi nærmede os hendes dør. Og fredag græd han så snart, han opdagede, at jeg ville tage ham ud af autostolen.
Det er, hvad det er. For han stopper få minutter efter, at jeg er ude af døren. Jeg får en sød sms, når han er okay igen. Men allerede natten mellem mandag og tirsdag var helt anderledes her på matriklen: Lillebror, der har sovet igennem i månedsvis, vågnede og var utrøstelig. Han endte derfor i vores seng, hvor han lå klynget oven på mig resten af natten. Det har stået på lige siden. Og han er også begyndt at være svær at putte. Han skriger som en SINDSSYG! I går ville han ikke engang sove middagslur. Og efter at have kæmpet med ham i over to timer i går aftes, måtte jeg sætte ham i autostolen og køre en tur med ham, hvorpå han sov efter 6 minutter og kunne løftes lige ind i seng bagefter. I dag godtog han kun middagsluren, fordi jeg trillede ham i barnevognen (han plejer jo ellers at sove i sengen indenfor).
Han får stadig en sutteflaske at sove på, men i dag blev jeg så irriteret indvendig, for han sover jo tydeligvis ikke bedre af den, og de sidste to aftener har han kastet med den i arrigskab over at skulle puttes, så i dag tog jeg den beslutning, at nu er det SLUT med sutteflasken. Utroligt nok gik det ok med at blive puttet her til aften uden den, men vi havde også spist og leget hos gode venner i dag, så han var godt brugt (men det ville jeg nu også mene, han var i går, efter at have sprunget middagsluren over…) Han skreg voldsomt, men kort. Og nu sover han. Hvem ved hvor længe?
Det er næsten som at have en uforudsigelig nyfødt i huset igen. Men jeg ved jo godt, at det er HANS reaktion på alt det nye; dagplejen og at være væk fra mig. Heldigvis er han glad, når han er der i dagtimerne. Og jeg er mærkeligt nok ikke ved at falde om af træthed (endnu), selvom jeg skal op og på arbejde efter en nat med en 16-måneders “baby” oven på mig. Sidst, jeg havde været på barsel, var jeg jo allerede gravid, da jeg startede igen, og jeg var TRÆT som et ondt år om aftenen. Kunne dårligt holde mig vågen lige så længe som børnene. Denne gang er jeg ikke gravid (og skal heller ikke være det), og det hjælper altså gevaldigt på at holde sig vågen om aftenen, ha ha 😀
I morgen starter 1.a, min nye klasse, i skole. Det føles næsten som første arbejdsdag, som nu snart er en uge siden, om igen. Jeg har planer om at møde op klokken 7.15, så jeg kan nå at få ordnet de sidste småting og få styr på nerverne, inden eleverne og deres forældre kommer. Er nu mest nervøs over at skulle stå foran 20 elevers forældre på én gang, især på grund af det her – wish me luck 😉
![]() |
Man kan godt være glad, selvom man er en lille bandit, der laver natteroderi… |
![]() |
… men det er okay, når man er så skøn og dejlig, og ikke selv kan gøre for det <3 |
Åhhhh søde lillebror. Det er også hårdt at få vendt op og ned på sin hverdag fra den ene dag til den anden. Både for store og små. Vi kæmper desværre pt. med en dreng, som har rigtig svært ved at starte i SFO. Men vi kender jo alle det at starte i noget nyt, hvor vi ikke kender nogen. Vi er bare voksne, og kan derfor håndtere det bedre.
Rigtig meget held og lykke med din første klassedag i dag. De kommer til at elske dig 🙂 Kram
Du er så sød – TAK, virkelig! Har tænkt meget på jer i forbindelse med skolestart, men har desværre ikke haft tid og overskud til at være aktiv i kommentarfeltet.
Jeg krydser fingre, både for flere smil fra skønne lillebror og en god opstart til dig, søde Nadja! Er sikker på, de unger får skolens bedste klasseklærer (:
– Anne
Hvor er du sød, Anne – tusind tak! Og mht. Lillebror, så er det heldigvis blevet meget bedre <3
Åh, har sådan tænkt på dig! Håber det gik godt i dag? Du er garanteret helt bombet nu?
Håber det snart bliver bedre med lækre Lillebror, og det ikke skal vare 3 mdr (med natteroderiet) ligesom med Vigsen. Det er simpelthen så hårdt. Stort kram 🙂
Tusind tak, søde – har endelig haft overskud til at opdatere med et nyt indlæg. Det gik heldigvis godt den første dag, som du spurgte til – og også ok efterfølgende. Men hårdt er det sgu 😉
Håber du havde en god første skoledag.. og at lillebror efterhånden snart vil vænne sig til livet i dagpleje 🙂
Tak – det gik heldigvis godt, og Lillebror er sej og har helt styr på dagplejelivet nu 😀