TAK. Virkelig, tak! At I følger med og nogle gange tager jer tid til at kommentere, gør mig SÅ glad!
Det er for eksempel fantastisk, når mine veninder IRL kommenterer; eksempelvis hende her, som desværre bor alt for langt væk. Jeg elsker også at have lært så mange søde mennesker at kende både her i Blogland og på Instagram, som jeg faktisk slet ikke kender i virkeligheden, og når I kommenterer, gør det mig også rigtig, rigtig glad at vide, at I er der og stadig følger med, ligesom jeg gør hos jer 🙂 En tredje ting, der gør mig glad langt ned i maven, er når (for mig) helt ukendte personer pludselig en dag kommenterer – det er så dejligt at vide, at I er derude, og det gør mig glad, at I lige ville hilse på 🙂
I forbindelse med min vægttabsrejse betyder jeres hep mere, end I aner. I sådan et forløb er der jo gode og dårlige dage, og at nogle følger med fra sidelinjen og tror på en, betyder en hel masse! Så igen TAK, fordi I er der. Jeg læser og værdsætter hver eneste kommentar! Jeg får ikke altid svaret lige med det samme, men det kommer hen ad vejen – for når I tager jer tid til at kommentere, så tager jeg mig bestemt også tid til at svare <3
Jeg ønsker jer alle en dejlig weekend fuld af glæde, varme og alt det, I allerbedst kan lide!
Skriv et svar