I går og i dag har de i lokalradioen talt meget om en ny undersøgelse, der viser, at rigtig mange danskere faktisk ikke er ret vilde med at kramme.
Det er et problem, fordi det er blevet en meget stor del af vores kultur, at vi rask væk krammer løs – også folk, vi ikke kender ret godt. Det har sat tankerne i gang hos mig, for hvad mener JEG egentlig om fænomenet, som man velsagtens kan kalde det efterhånden?
Som barn lærte jeg, at når man hilste på folk, så gav man hånd, og det er også det, jeg lærer mine børn, når vi er et sted, og der skal hilses på folk, man ikke kender (eller ikke kender så godt). Min farfar lærte mig værdien af et fast håndtryk (modsat slap, slatten karklud), og når folk hilser høfligt, er det noget, jeg også selv værdsætter. Til en fest kan jeg måske nok lige tage en dyb indånding, inden jeg går runden, hvor man giver hånd og hilser på alle, men jeg gør det, for omvendt synes jeg også selv, det er vildt uhøfligt, hvis folk bare kommer ind og ikke hilser på andre end værterne.
Men hvornår bliver det så til kram frem for håndtryk? Og hvornår startede det med krammene?
Jeg husker, at da jeg gik i folkeskolens ældste klasser, var det noget, vi så småt begyndte på. Men jeg synes ikke, der skal ret meget til nu om dage, før man er “på kram” med folk. Og skal jeg være helt ærlig, så gør jeg det tit bare for at være høflig; for at folk ikke skal tro, at jeg forsøger at tage afstand til dem. Krammet er blevet så almindeligt (måske endda på mange punkter betydningsløst?), at man (jeg?) bare GØR det uden at tænke videre over det.
Har vi ikke også allesammen stået i den situation, at vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle kramme eller ej? Det er bare SÅ kikset! Jeg har sjældent været den, der krammer, uden den anden var ude på det, men ofte har jeg tøvet, indtil jeg har opfanget, at det er det, den anden er ude på. Det er faktisk ved at være en kende kompliceret efterhånden 😉
Første gang, jeg virkelig for alvor nød et kram, som ikke var fra den nærmeste familie, var faktisk, da Hr. Arbejdsom og jeg som ganske unge fandt sammen. Vi havde taget tilløb til det længe, og den aften, det endelig skete (og nu kommer det til at lyde vildt klichéagtigt, men ikke desto mindre sandt), føltes det, som om jeg havde fundet den brik i puslespillet, som min krop passede LIGE NØJAGTIG sammen med. Det var vanvittig behageligt at glide ind i hans arme, og det føltes på ingen måde akavet – og ingen af os havde lyst til at slippe igen. Lige siden den aften har jeg altid haft det sådan, at hans kram fylder mig op: Ligesom en bil har brug for benzin for at fungere, så kan jeg længes så meget efter hans kram (hvis der er gået for meget hverdag og for lidt kærester i den), at jeg føler mig fuldstændig tanket op, når det så sker igen. Det er fantastisk! Og så efter så mange år.
Og ja, hvorfor gør vi det så? For er meningen med et kram ikke, at man mærker hinanden krop mod krop og “klemmer til”? Og hvor mange har man egentlig lyst til det med? Svaret må være, at det så småt er ved at erstatte håndtrykket – om nogle generationer er det måske krammet, der er den naturlige hilsen – eller hvad? Jeg synes, det er ærgerligt, for på den måde føles det ikke særligt mere – altså, når det er noget, man giver til “alle”.
Det er ikke nemt. Og det bliver kun sværere, hvis man bevæger sig uden for landets grænser og skal lære, hvordan man begår sig i andre lande. Hos danske Manja, som er fransk gift og bosat i Frankring, har jeg med stor interesse læst både om De/du-problematikken og kindkys, og jeg synes, det er SÅ spændende at læse om, hvordan det er i andre lande – og jeg tager virkelig hatten af for Manja, som skal navigere i det til daglig, for det lyder utrolig indviklet!
Hvordan har I det med krammere? Deler I ud til højre og venstre, eller er I mere sparsom med, hvem I tager om?
Jeg elsker kram! Og ligesom dig, så synes jeg at krammene fra min mand er de allerbedste – og de er så vigtige!!! Men ja, det er sgu lidt svært – hvornår giver man hånd, og hvornår er et kram på sin plads? Hvis jeg mødte dig, så ville jeg altså kramme dig:)
De er nemlig vigtige!!! Og ja, det ER svært – men jeg ville helt sikkert også kramme dig 🙂 Det er skægt, som man kan føle, man kender nogen rigtig godt, som man aldrig har mødt i virkeligheden.
Du ved det jo allerede, men uha jeg hader at kramme. Altså ikke mine nærmeste, men alle andre. Det er blevet hvermands eje, og det bryder jeg mig ikke om.
Fx så arbejder jeg i en virksomhed som har 9 kontorer rundt i Scandinavian og et par i Europa, og når vi ses på tværs af kontorer, så krammer vi. Det er en form for velkomst, som man (åbenbart!) ikke kan komme væk fra – specielt som kvinde. For mine mandlige kolleger de krammer sg* ikke. Og selvom mine kolleger er søde, så bryder jeg mig ikke om det! Ligesom det der med at kramme venners venner. Hvorfor? bare fordi vi har mødt hinanden et par gange, så behøver vi vel ikke at kramme??
I don’t get it. Et ordentlig håndtryk. Det er til gengæld noget jeg synes godt om.
Ja, et godt, solidt håndtryk er bestemt ikke at kimse ad! Og hvad sker der for, at der er så stor forskel på, om det er mænd eller kvinder?!? Det er lidt svært, når folk ser så forskelligt på det, og de eneste “regler”, der er omkring det, er uskrevne…
Jeg vil helst ikke krammes af folk jeg ikke kender. Håndtryk er fint for mig. Har oplevet at jeg efter kun at have mødt personen (hankøn) 1 gang blev krammet og det gik totalt over mine grænser.
Det kan jeg virkelig godt forstå!
Iih, det var et skønt indlæg 🙂
Jeg har også tænkt over det nogen gange, for det kan virkelig vær akavet, hvis ikke begge parter er enige om, at man skal kramme.
Jeg har selv prøvet det med én, som jeg kun kender fra blogland. Hun fik en stor krammer, da jeg mødte hende for første gang, helt instinktivt, og jeg tror, at hun blev lidt overrasket. Jeg tænkte også bagefter ‘hvorfor gjorde jeg nu det?!’, men det ligger bare så dybt i mig at give kram til folk, som jeg kender/kan lide 🙂
Hvis jeg mødte dig, så kan du være sikker på, at du også ville få et kæmpe kram fra mig (ligesom du ville fra Elisabeth) 🙂
Jeg er glad for, at du kan lide det 😀
Du ville bestemt også få en krammer af mig! Som jeg også skrev ovenfor, så er det utroligt, som man kan føle, man kender folk rigtig godt, selvom man faktisk aldrig har mødt dem i virkeligheden.
Et håndtryk er meget uhygiejnisk, man ved ikke, hvor folk sidst har haft fingrene, og om de har husket at vaske dem. Håndtryk er også en stor smittespreder af influenza og forkølelser. Jeg foretrækker den japanske skik, hvor man bukker. De unge kan lave et fistbump (hvilket Obama efter sigende foretrækker)
Du har helt sikkert ret, men for mig betyder høflighed og hvad andre tænker om mig rigtig meget, og det virker bare uhøfligt her i Danmark ikke at ville give hånd, ikke? Det ville kræve en kæmpe revolution at ændre det!