Fredag formiddag tikkede denne mail ind i min indbakke som følge af den artikel, jeg var med i tidligere på måneden. Jeg blev helt paf, så glad og til slut nervøs. Jeg blev paf og glad, fordi det jo betyder, artiklen er blevet læst, historien er blevet hørt og at der sidder folk derude, der gerne vil være med til at sprede den endnu mere. Jeg blev nervøs, fordi jeg virkelig ikke har lyst til at medvirke på tv… og endnu mindre direkte tv! Tænk, hvis jeg blev rød i hovedet… det ville jeg jo nok blive. Tænk, hvis jeg snublede over ordene; talte for hurtigt, sagde noget dumt eller så endnu tykkere ud, end jeg er (de siger jo, at tv lægger nogle kilo til)… nej, alle de tanker kunne jeg slet ikke holde ud! “Man” vil jo gerne fremstå bedst muligt, når der sidder helt utrolig mange og kigger med.
Jeg havde det så dårligt ved tanken om at sige nej, for så føler jeg, jeg er egoistisk og ikke gør nok for at hjælpe med at bryde tabuet, og derfor sov jeg på det en nat for at se, om jeg havde det anderledes med det. Men det havde jeg altså ikke. Så jeg takkede pænt nej.
Mon det ville have været anderledes, hvis jeg var slank, og mit øje så helt normalt ud igen efter operationen? (Det ER nu blevet pænt, men er stadig lidt rødt, så jeg er nødt til at gå med briller). Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare ikke typen, der har lyst til at være på tv sådan generelt?
Hvad med dig – ville du have gjort det?