… har været en dejlig tid! December fløj af sted (hvorfor føltes den så laaaaangsom, da man var barn?!?), og selve juleaften var vi for 6. år i træk værter for. Øvelse gør åbenbart mester, for i år klappede det hele bare og var mere vellykket end nogensinde før!
Men hvad nåede vi ellers i december herhjemme? Jo, vi…
… fik fundet julekasserne frem fra loftet i tide inden den 1. december, så både kalenderlysestagen og drengenes sokker var klar til julemånedens start
… jeg fik lavet en julekalender med gaver og små breve hver dag til en god veninde, der i dén grad trængte til og fortjente en opmuntring i december
… Badutten og Lillebror var klar til julebilleder om morgenen den 1. december i fine snemandstrøjer (en gave fra Småfolk) samt ørevarmerne, der var i sokken den 1. december (Kongen gad ikke fotograferes den morgen 😉 )
… på mit arbejde var julestemningen også til at tage og føle på som her på biblioteket, hvor der var lavet et fint juletræ ud af bøger
… min mor havde inviteret min søster og jeg ud at spise og til julekoncert med Anne Linnet en helt almindelig hverdagsaften, hvor jeg lige havde haft et slemt maveonde og var vildt uoplagt, men det blev den skønneste oplevelse længe, som jeg nærmest svævede af glæde fra
… der var julehygge på Kongens skole, hvor vi hyggede med juleklip, æbleskiver og en fin optræden af børnene – og min mor var med
… Hr. Arbejdsom var til en hel del julefrokoster, så der var tid til en hel masse leg og hygge for drengene og mig
… Badutten lavede sig selv som kravlenisse i børnehaven
… jeg havde et par omsorgsdage, der skulle bruges inden jul, og det blev blandt andet til en juletur med Badutten og Lillebror (Kongen var jo i skole), hvor vi til deres store glæde mødte Julemanden OG kiggede på vores by lavet i LEGO
… jeg var til en særdeles vellykket julefrokost på arbejdet og fik en smuk julestjerne af papir med hjem som souvenir
… vi var til børnejulefrokost hos gode venner, på vores årlige tur til julebyen på Gammeltorv her i Aalborg og besøgte derefter gode venner, vi ikke havde set længe
… vi fik hentet juletræ i skoven og pyntet det
… og endelig oprandt den længe ventede juleaften, der i år var særligt god, fordi alting bare klappede (Snapchat-billede venligst kopieret fra min søster 😉 )
… de dejligste gaver var selvfølgelig de hjemmelavede fra drengene, der i år havde lavet smukke glashuse (Kongen), en fin engel (Badutten) og et flot, malet hus med et billede vedlagt af, da han lavede det (Lillebror). Jeg ELSKER alle tre ting!!!
… Hr. Arbejdsom havde i år været virkelig god med gaverne fra ham og drengene, som var LIGE i øjet: Lækre, højhælede sko fra Ecco, som jeg rent faktisk kan holde ud at gå i, og oxyderede øreringe med mit stjernetegn Vægten fra den skønne butik Fandango her i Aalborg
… 1. juledag holder vi allerhelst herhjemme bare os fem med nattøj eller joggingtøj på, og der skulle selvfølgelig samles og leges med noget af alt det skønne legetøj, der havde gemt sig i julegaverne
… 2. juledag stod den på julefrokost hos min mor og far, og det var den dejligste dag!
… 3. juledag holdt vi endnu en pause, og der var der blandt andet tid til at samle Minecraft-minen til Kongens store fornøjelse
I dag, 4. juledag, har den stået på julefrokost hos min mormor og bedstefar, og SÅ kan vi vist ikke strække julen længere for denne gang 😉 I morgen ryger julepynten væk, og så skal der gøres klar til det nye år.
Jeg håber, I har haft en dejlig jul med jeres kære!