Jeg har det sådan lidt ambivalent med bloggens facebookside. Hvorfor har jeg så lavet en? Jamen, skal enhver blogger med respekt for sig selv ikke have det? 😉
På facebook bliver ting jo liked og delt rask væk. På den måde ville man jo nå ud til mange, men på den anden side ville man måske også nemmere nå ud til dem, man egentlig ikke ønsker, skal finde bloggen? Jeg har i forvejen en hel del læsere, kan jeg se på Bloglovin og statistikkerne her hos Blogger (og TAK for det; jeg ELSKER, at I følger med!), og skriver man “Drengemor” på Google, kommer bloggen frem som det første (hvorfor ved jeg ikke, har ikke selv gjort noget for det).
Nå, men mht. facebook, så er det den risiko, man må løbe, og jeg har engang for længe siden lavet sådan en indstilling, der gør, at hver gang, jeg skriver et indlæg, kommer det automatisk på facebooksiden. Så hvis man ikke følger med via Bloglovin, mail eller andet, men synes, det ville være smart, at det kom frem på ens facebook-væg, hver gang der er nyt herinde, så gå endelig ind og tryk “Synes godt om” Mit liv som drengemor på facebook (stadig ikke dig, søs 😉 )
Jeg har lige været derinde, og min eneste liker indtil videre er sødeste Karoline – og det skal man bestemt ikke kimse ad 😉 Men der står, at hvis jeg skal have adgang til alle indstillinger, skal jeg have 29 flere likere, og det er jeg jo nysgerrig nok til gerne at ville have – så I skal være velkomne 🙂
P.S.: Har tidligere blogget om mine tanker omkring at være anonym blogger eller ej. Dengang fandtes der ikke billeder på bloggen, hvor man ser drengenes ansigter forfra. Der må man sige, at jeg har ændret holdning – men navnene forbliver anonyme!