Warning: Use of undefined constant CHILD_THEME_VERSION - assumed 'CHILD_THEME_VERSION' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/drengemor.dk/public_html/wp-content/themes/graceful/functions.php on line 17

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Arkiv for september 2013

Bloggens facebookside

Jeg har det sådan lidt ambivalent med bloggens facebookside. Hvorfor har jeg så lavet en? Jamen, skal enhver blogger med respekt for sig selv ikke have det? 😉

På facebook bliver ting jo liked og delt rask væk. På den måde ville man jo nå ud til mange, men på den anden side ville man måske også nemmere nå ud til dem, man egentlig ikke ønsker, skal finde bloggen? Jeg har i forvejen en hel del læsere, kan jeg se på Bloglovin og statistikkerne her hos Blogger (og TAK for det; jeg ELSKER, at I følger med!), og skriver man “Drengemor” på Google, kommer bloggen frem som det første (hvorfor ved jeg ikke, har ikke selv gjort noget for det).

Nå, men mht. facebook, så er det den risiko, man må løbe, og jeg har engang for længe siden lavet sådan en indstilling, der gør, at hver gang, jeg skriver et indlæg, kommer det automatisk på facebooksiden. Så hvis man ikke følger med via Bloglovin, mail eller andet, men synes, det ville være smart, at det kom frem på ens facebook-væg, hver gang der er nyt herinde, så gå endelig ind og tryk “Synes godt om” Mit liv som drengemor på facebook (stadig ikke dig, søs 😉 )

Jeg har lige været derinde, og min eneste liker indtil videre er sødeste Karoline – og det skal man bestemt ikke kimse ad 😉 Men der står, at hvis jeg skal have adgang til alle indstillinger, skal jeg have 29 flere likere, og det er jeg jo nysgerrig nok til gerne at ville have – så I skal være velkomne 🙂

P.S.: Har tidligere blogget om mine tanker omkring at være anonym blogger eller ej. Dengang fandtes der ikke billeder på bloggen, hvor man ser drengenes ansigter forfra. Der må man sige, at jeg har ændret holdning – men navnene forbliver anonyme!

Min savnede veninde

I forgårs skrev jeg om min ældste veninde, og jeg vil fortsætte med at hylde veninderne i denne uge – og måske ind i næste uge også.

I dag skal I høre om min meget savnede veninde, K. Hun er ikke savnet, fordi jeg ikke har hende mere, men fordi hun desværre bor alt for langt væk. Det har hun ikke altid gjort.
K og jeg lærte hinanden at kende i 10. klasse. Det var noget rod, for jeg havde været en kort smuttur forbi gymnasiet efter 9. klasse, og var ganske klar rent bogligt, men alt for ung socialt. Jeg følte mig meget ved siden af de andre med mine kun 15 år, fordi jeg gik i klasse med en masse 17-18-årige, der på mange måder levede et helt andet liv. Jeg savnede min folkeskole og mine venner der, hvor flere gik i 10. klasse. Dengang havde 10. klasse desværre sådan et ry, at man kun gik der, hvis man ikke rigtig vidste, hvad man ville, og hvis man gerne ville slappe af et år, så det havde ikke været på tale, at jeg skulle det. Men jeg gik helt ned med flaget efter en måned på gymnasiet (vendte dog stærkt tilbage på et andet af byens gymnasier året efter, og blev sproglig student i 2001), og kom i 10. klasse. Hvor jeg mødte K. … og det var bestemt ikke nogen succes til at starte med! C gik der også, og da vi var de bedste veninder i verden, og K desuden var så skideirriterende at være blevet gode venner med min kæreste, så havde jeg det meget svært med hende. Hvor C og jeg var – og er – ret ens på mange områder, så var – og er – K mere forskellig fra mig. Men de sider, hun har, som jeg ikke har, er nogle jeg beundrer og ville ønske, jeg besad! 
Nå, men tilbage til 10. klasse, august 1997. Jeg var på den ene side SÅ irriteret på K, og på den anden side helt utrolig draget. Hun havde gået på en anden skole frem til 10. klasse, så hun var noget nyt og spændende, mens vi andre tryghedsnarkomaner havde det bedst, hvor vi var. Det var anderledes for mig at møde sådan en person, og de første måneder gik det virkelig skidt. Til sidst blev stemningen mellem os FOR belastende, også for de andre piger i klassen, og det endte med, at K og jeg aftalte en cafétur, hvor vi skulle snakke ud. Kan faktisk overhovedet ikke huske, hvem af os, der var så fornuftig at tage initiativ til det, men af sted kom vi, og det gik SÅ godt! Det viste sig, at vores kemi var helt fantastisk, og fra den dag var vi utrolig gode og tætte veninder. Tænk, hvis vi bare havde hadet hinanden hele året igennem og aldrig havde opdaget, hvor godt vi passede sammen som veninder – det tør jeg slet ikke tænke på!
Efter 10. klasse startede vi på samme gymnasium. For mig var der en verden til forskel efter året før at have startet efter 9. klasse. Det var helt vildt, så klar jeg pludselig var frem for året før! Derfor er jeg også en virkelig stor fortaler for 10. klasse den dag i dag, men det er en anden snak. K skulle være matematisk student, så vi kom ikke i samme klasse. Hun har den mest geniale logisk/matematiske hjerne, som kan regne alle mulige vilde ting og sammenhænge ud, og i 10. klasse husker jeg især tysktimerne, hvor hun virkelig brillerede (ud over matematik og fysik selvfølgelig), fordi alt det med kasus bare var helt logisk for hende.
De tre år, vi gik i gymnasiet, så vi stadig hinanden meget. Nu var det ikke længere et problem, at hun var gode venner med min kæreste, for så var vi sammen alle tre/fire, når K havde en kæreste. (Den kæreste, jeg taler om, er faktisk…ta daaaaa… Hr. Arbejdsom, som jeg efterhånden har været sammen med i over halvdelen af mit liv – crazy! Ham og K er også rigtig gode venner den dag i dag). I sin klasse fandt K også nogle gode veninder, og især en havde jeg det svært med, for det var som om, hun ikke kunne lide mig og ville have K for sig selv. Havde K og jeg mødt hinanden på gangen og sat os for at snakke, kom hun gerne og hev K med væk. Og hun talte dårligt om mig til K flere gange uden overhovedet at kende mig. Det gik mig på. Men gymnasiet sluttede, vi havde et sabbatår, og der blev Hr. Arbejdsom færdig som tømrer og startede på rejsearbejde, så han kun var hjemme i weekenderne. Det stod på i to år. I de to år var K virkelig min glæde og støtte, og vi var sammen flere gange ugentligt. Nogle gange hver eneste dag! Jeg startede med at læse året efter, og K arbejdede og rejste. Hr. Arbejdsom og jeg havde købt et hus ikke langt fra den lejlighed, hvor K boede med sin mor, så nu var det endnu nemmere at smutte hen til hinanden. Vi gik ture, holdt hyggeaftener med serier og film, gik i biografen ufattelig mange gange, snakkede og snakkede og snakkede… og det var SÅ skønt! Ks plan var at læse medicin i Århus, men hun endte i stedet med at starte på farmaceutisk kemi i Odense efter 2-3 sabbatår, mener jeg det var. Jeg var SÅ ked af, at hun skulle rejse til Odense – ja, det er ikke Langbortistan, men man smutter heller ikke bare lige forbi en eftermiddag og siger hej. Hun lovede dog, at hun ville komme hjem til Aalborg bagefter, og det var jeg egentlig ikke i tvivl om nok skulle ske. 
K er en rigtig globetrotter og har været utrolig mange steder i verden, så der herskede heller ingen tvivl om, at hun som det naturligste i verden skulle læse et semester i USA. Og jeg skulle selvfølgelig besøge hende! På det tidspunkt var jeg færdiguddannet og havde job, men jeg tog fri i god tid forinden for at kunne være hos hende i et par uger. Som I måske har læst tidligere, så kom jeg aldrig til USA, fordi jeg aborterede (igen), og det kan jeg stadig ærgre mig meget over den dag i dag.
K har aldrig haft problemer med at få mænd i sit liv, men ikke på den måde, at hun havde en ny hver uge. Hun har haft flere længevarende, seriøse forhold, og i Odense mødte hun da også T, som hun var sammen med igennem længere tid. Heldigvis gik det forbi, og det var jo godt, for så var det intet, der bandt hende til Odense efter endt uddannelse 😉 Men så mødte hun M… som hun i dag er gift med; de bor stadig i Odense og har to skønne børn, og begge har arbejde dernede. M er en fantastisk person, og jeg ved, at han vil gøre ALT for K – han er SÅ sød og et utrolig behageligt menneske! Han er født og opvokset i Odense, og jeg tvivler på, at de nogensinde kommer derfra. 
Derfor savner jeg K. Meget. Vi ses alt for lidt. K og M er heldigvis virkelig god til at komme til Aalborg, hvor Ks familie jo bor – sådan en tur regner de ikke for det store, og deres børn på 1 og 3 har allerede været i udlandet en del gange. Både K og M elsker at rejse! Og jeg synes, de er megaseje, når de bare pakker bilen og kører til for eksempel Italien med begge børn.
K er sådan en, der tør sige alt til folk. Hun siger sin mening, og det sætter jeg virkelig pris på. Og hvis hun er utilfreds med noget, for eksempel i en butik eller på en restaurant, så skal hun også nok gøre dem opmærksomme på det – helt ulig mig, der slet ikke tør sådan noget, og derfor synes jeg, K er megasej! Men ikke kun derfor. Også fordi hun er en fighter, virkelig klog, viljefast, kreativ og meget sød og kærlig. Og utrolig god at snakke med på den konstruktive måde. Jeg har lært så meget af hende omkring lægevidenskabelige ting, mens hun var under uddannelse, og hun fortalte mig om det på en sådan måde, at min utrolig humanistisk/sproglige hjerne også forstod det 😉 Har man et problem, snakker hun ikke bare én efter munden, men siger sin ærlige mening og kommer med gode og brugbare råd. Hvis hun sætter sig for at træne op til et halvmarathon, så gør hun det – og gennemfører – for hun er virkelig standhaftig. Samtidig er hun sådan en nuttet, lille en, der selv på vej mod de 32 kan blive spurgt om børnebillet i bussen, og hun kan nogle gange passe børnesko – sådan en høj en som mig med str. 40-fødder synes, det er ret snyd 😉
Jeg gik glip af både hendes polterabend og bryllup, fordi jeg var højgravid med Badutten, og det skulle finde sted senere i graviditeten, end jeg fødte Kongen. Så jeg turde ikke tage helt til Odense i frygt for at ende på neonatalafdelingen dernede langt fra familien. Brylluppet var ikke varslet i vildt god tid, og oprindeligt var det ikke meningen, at der skulle gøres noget stort ud af det, men alligevel var det jo hendes bryllup. Og hun er en af mine allerbedste veninder. På trods af det har jeg aldrig oplevet hende sur over det. Og hun har troligt deltaget i alle mine drenges barnedåb sammen med sin familie, på trods af afstand, graviditeter og kort varsel.
Vi har en plan om, at vi skal lukke os inde i et sommerhus en hel weekend og bare SNAKKE, SNAKKE, SNAKKE en dag, når vores børn er lidt større. Vi trænger til det. Det er, som om vi aldrig får snakket færdigt, både fordi vi ikke ses så ofte, men også fordi det kræver tid og ro at snakke ordentligt. Kongen er helt vild med K, og da hun kom på besøg kort efter Lillebrors fødsel, kunne vi dårligt få vekslet to ord sammen, fordi Kongen så gerne ville snakke og lege med hende – og man forstår ham jo godt 😉
Vi har været der for hinanden på tidspunkter i vores liv, hvor vi har haft det svært, og det ved jeg, vi vil fortsætte med. Men det ville være nemmere, hvis vi lige kunne smutte hen til en snak og et kram uden at skulle køre i bil i flere timer.
Siden vi var i Odense sidst, er K og hendes familie flyttet til en anden del af byen. Jeg håber, vi snart får deres fine hus at se! Vi har snakket lidt om at tage derned i efterårsferien, hvor Hr. Arbejdsom holder fri (jubiii!!!), og jeg håber virkelig, det bliver til noget!

Blødkind

Kongen bliver en fantastisk far en dag, det er jeg sikker på! Han lagrer meget af det, jeg siger og gør af mor-agtige ting og bruger dem så efterfølgende selv over for sine små brødre, og det er simpelthen så sødt at se og høre på. 
Her til morgen, da alle mand var ved at være klar til at tage af sted mod vuggestuen/børnehaven, sad Kongen ved Lillebrors autostol, nussede ham og sagde følgende: “Hej, lille Blødkind, sidder du godt der? Hva’ så, lille Blødkind, er du klar til, vi skal ud at køre? Hva’, lille Blødkind? MOAR, ved du godt, hvorfor jeg kalder ham Blødkind?” Det havde jeg måske nok en anelse om, men svarede alligevel nej, for at få lov til at høre hans svar. “Det er fordi, han har så bløde kinder! Mine er helt hårde, se selv!”, hvorefter han gav sig til at klaske gentagne gange på sine kinder 😉 
Jeg synes nu nok, at alle mine tre drenges kinder er utrolig bløde, men Kongen har jo nok ret i, at babykinder er helt særligt bløde <3
Lille Blødkind <3

Min ældste veninde

Veninder. Dem har jeg heldigvis nogle rigtig dejlige nogle af, og de skal hyldes i denne uge. Desværre ser jeg ikke nogen af dem så ofte, som jeg gerne ville. Sådan er det nok bare, når man har fået børn? I hvert fald mens de stadig er små; man har tusind ting om ørerne, og tiden flyver af sted.

Vi starter med C, som er min ældste veninde, og hun kommer i dag. Altså ældste på den måde, at vi har kendt hinanden siden 3. klasse, hvor min familie flyttede til en ny by, jeg flyttede skole og kom i parallelklasse med hende. Det er helt særligt, når man har en person i sit liv, der har kendt en så længe. Der er ikke noget, vi kan snakke om, som den anden ikke ved, hvad drejer sig om, for vi har helt sikkert været en del af hinandens liv, da det skete. Det er utrolig nemt og befriende – og virkelig, virkelig rart!

C er selv mor, som de fleste af mine veninder efterhånden er. Til to dejlige børn, en dreng og en pige. Faktisk var hun den første af mine veninder, der fik børn, så hendes ældste går allerede i 1. klasse. Vildt! Han er født samme år, som vi ville have fået vores første barn, hvis jeg ikke havde aborteret.

C er sådan en person, der vil gøre alt for en – også uden at blive spurgt. Engang, da Kongen var baby og meget syg, så lavede hun lige aftensmad og kom med til os. Længere tilbage i tiden, en af de gange jeg havde aborteret, satte hun en hyggepakke uden for vores dør med det slik, jeg allerbedst kan lide, en god film og det sødeste, personlige, håndskrevne kort fra hende. Hun ved nemlig også godt, hvornår man har brug for at være alene, men stadig finder det utrolig rart at vide, at man er tænkt på. Hun kan finde på at sy noget, for eksempel et par bukser til en af drengene, bare fordi (og hun er vildt god til det!) Da Lillebror var knap to måneder gammel, og min farfar døde, kom hun og passede ham, så hele familien kunne komme til begravelse. I øvrigt en af de eneste ud over mine forældre, som jo også skulle til begravelse, som jeg ville være tryg ved at overlade min meget lille baby til! Og har man brug for at snakke, kan hun altid få det passet ind. Jeg VED, at hvis jeg fortæller hende noget i fortrolighed, så kommer det aldrig videre. Hun er meget empatisk, en god lytter og har et hjerte af guld. Og så er hun en af de sejeste, jeg kender, fordi hun i dén grad har brudt den sociale arv og har fået både uddannelse, job, et velfungerende familieliv og et dejligt sted at bo. Der går tit lang tid imellem, at vi ses, selvom vi bor et kvarters tid i bil fra hinanden – der kan godt gå nogle måneder, og det er virkelig så åndssvagt. Men vi har 5 børn til sammen, hun arbejder og jeg har en mand, der arbejder meget, og den ene dag tager jo bare den anden. Men når vi ses, hvad enten der er gået en uge eller en måned, så er det altid SÅ dejligt at se hende, og jeg ville ikke undvære hende i mit liv for noget.

I dag, når hun kommer, vil jeg foreslå hende, at vi skal have en fast aftale om at ses hver gang, vi skilles. Så den ene dag ikke bare får lov til at tage den anden, og der til sidst er gået flere måneder. Sidst, vi sås, er præcis en måned og 12 dage siden. Der var vi i sommerhus, og hende og hendes mand og børn kom på besøg. De kom om formiddagen og skulle blive til frokost, men det endte med, at de først kørte til børnenes sengetid, og det var en virkelig dejlig dag i godt selskab og fantastisk vejr!

Hun er lige på trapperne nu. Jeg glæder mig!

Nattesøvn?

Der har været lidt stille herinde i nogle uger. Som Karoline-med-K for nylig skrev på sin engelske blog, så er der virkelig gået Instagram i Blogland. Og også for mig. Tit uploader jeg et billede derinde og knytter en lille historie til, som jeg måske ikke synes er stor nok til et blogindlæg. Det skal jeg nok blive bedre til, for det behøver jo ikke være kæmpestort eller langt for at skrive om det herinde, men “bare” hyggeligt og hverdagsagtigt 🙂
Men jeg må sige, at det også skyldes træthed. Når Lillebror sover om dagen, ordner jeg enten praktiske ting eller tager en slapper selv. For det er efterhånden mange måneder siden, jeg har fået en god nattesøvn. Jeg tog et billede af Lillebror og jeg i sidste uge, og SHIT, hvor havde jeg kæmpestore, mørke rander under øjnene! Det billede forbliver vist bare på min telefon 😉
I den forgangne weekend havde vi to nætter i træk, der var rigtig slemme. Alle tre drenge (og mig) er blevet forkølede, og for Lillebror er det første gang. Det er svært at være en baby på 5 måneder og ikke kunne forstå, hvorfor man pludselig hoster, snotter og har en smule feber, så han vågnede med jævne mellemrum natten igennem – og han plejer ellers altid kun at vågne én gang for at spise og så sove hurtigt igen. Kongen og Badutten var også vågne og kede af det flere gange, og Badutten sover ellers også altid rigtig godt, og 99 ud af 100 nætter hører vi ikke et kvæk fra ham. Kongen vågner om natten flere gange om ugen og vil egentlig altid kun småting som at have en tår vand, puttes godt ind under dynen osv., og han falder også hurtigt i søvn igen, men når man først har været vågen en 7-8 gange på en nat, bliver man helt stresset til sidst, kender I ikke det? Så tænker man: “Fald nu i søvn, fald nu i søvn, fald nu i SØVN, inden der vågner en igen!”, og så kan man SLET ikke. Så da vi nåede søndag her i weekenden, var vi godt møre. 
Drengenes mormor og morfar har lige været en uge på Kreta, og havde nogle ekstra feriedage, efter de kom hjem. Så de spurgte, om Kongen måtte sove hos dem fra søndag til mandag og holde fri fra børnehave og hygge med dem i går, mandag. Han er så stor, at det betyder utrolig meget for ham at få lov til kun at være ham engang imellem – de andre to har jo aldrig prøvet andet end at have brødre omkring sig 🙂 Og det måtte han selvfølgelig! Så skete det vilde, at både Badutten og Lillebror sov igennem den nat (de var nok trætte af de foregående dages natteroderi 😉 ), så da Hr. Arbejdsoms vækkeur ringede klokken 5.30, og vi havde sovet siden klokken var 22.30, var vi helt rundt på gulvet – og meget, meget friske og veludhvilede 😉 Lillebror vågnede først klokken 6.40, og Badutten en time senere, så jeg var godt nok veloplagt i går 🙂 Kongen derimod havde ikke sovet igennem hos mormor og morfar, fordi han havde hostet en del, så jeg er virkelig taknemmelig for den nat; sådan en gør virkelig underværker og får én til at føle sig som et helt nyt menneske!
Apropos søvn, så så Lillebror noget så sød og nuttet ud i dag, da vi havde været ude at køre, og han var faldet i søvn med sutten i hånden…
… men han så nu mindst lige så skøn og dejlig ud, da han vågnede igen <3