web analytics

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Arkiv for marts 2013

Hos jordemoderen

Jeg har fået en noget speciel jordemoder denne gang.

Første besøg hos hende gik meget på, om jeg nu huskede at lave knibeøvelser, fordi jeg har født så stort et barn sidst. Og ja, det gør jeg faktisk pr. automatik næsten dagligt. Ikke for at spille hellig, for så er der så meget andet, jeg ikke er god til at huske (f.eks. at bruge tandtråd dagligt, som tandlægen siger, man skal), men det skræmte mig enormt meget, da Badutten på 5480 gram og 54 cm. var født, at jeg slet ikke havde kontrol over strålen, når jeg tissede (sorry for the details…) Så jeg kneb og kneb, heldigvis med et godt resultat. Jordemoderen valgte at overhøre, at jeg rent faktisk laver dem, og sagde – og jeg citerer: “Ja, for hvis man glemmer det, så er det en god ide at stikke fingeren op i skeden om aftenen, inden man lægger sig til at sove, og så mærke efter, om man kniber godt sammen om den, for så ved man, at man gør det rigtigt”. Oooooookay så. Til gengæld havde hun stor forståelse for vores to tidligere forløb med børn i kuvøse med sonde på neonatal, der gør amningen svær, og hun ville gerne sørge for, at vi kan få en nat eller to på Barselshotellet denne gang for at få hjælp til at få amningen i gang, selvom det egentlig er forbeholdt førstegangsfødende, hvis alt selvfølgelig går, som det skal, og vi ikke igen ender på neonatal.

Andet besøg hos hende var noget af en farce. Da jeg kom, stod sneen ned udenfor, men hun rendte rundt i bare tæer og havde lige lakeret sine tånegle, hvilket hun glad fortalte mig om. Der gik ti minutter, fra jeg kom, til jeg var ude i bilen igen, for hun fejede bare alle mine spørgsmål af vejen og lod til at have glemt alt, hvad vi havde snakket om under første besøg. Jeg var både ked af det og skuffet, men besluttede mig for at give hende en chance til.

Det var så i dag. Og jeg havde virkelig brug for at få vendt mange ting, fordi jeg nu længe har gruet alvorligt meget for fødslen. HELDIGVIS var hun god, forstående og ikke mindst lyttende i dag, og følgende ting fik jeg styr på:

  • Lillebror vurderes nu til 3200 gram her i uge 36+3. Hun siger, at babyer normalt tager 1 kilo på fra uge 36-40 i graviditeten, så jeg ender med at skulle føde en baby på maks. 4200 gram – og det er jo småting i forhold til 5480 gram… Jeg HÅBER, hun får ret!
  • Min mave ser stor ud (jf. tvillingekommentaren i sidste uge), fordi den for relativt kort tid siden har været udvidet til en kunne rumme en baby på 5480 gram. Da hun så mig komme ind, tænkte hun også “hold da op!”, men da hun så mærkede på mig, kunne hun mærke, at han slet ikke var så stor som som først antaget. Phew!
  • Barselshotellet blev kontaktet, og jeg blev allerede i dag ringet op af en anden jordemoder, som inviterede mig til en såkaldt ammesamtale den 5. april med henblik på, at vi kan få en nat eller to der og få amningen i gang. Så bliv derinde til efter den 5. april, Lillebror!
  • Jordemoderen tror ikke, at fødslen vil blive lige så slem denne gang, fordi der for nylig har været skabt passage til 5480 gram baby, og HVIS det alligevel skulle trække ud, vil de tilstedeværende kunne se i min journal, hvad der skete sidst, og derfor være klar til at få fat i en scanner, hvis det igen trækker ud, så de kan se, om det er fordi han er større end antaget.
  • Jordemoderen har selv 5 børn og et forlist parforhold bag sig, så hun rådede mig til at sørge for at have en time for mig selv hver eneste dag, hvor jeg enten svømmer, læser en god bog, går en tur eller lignende – tak for rådet, men jeg har styr på det 😉
Alt i alt føler jeg mig gladere og mere rolig, end jeg har gjort i mange uger efterhånden. Det gjorde virkelig underværker at få snakket tingene igennem med hende i dag, så jeg er glad for, at jeg gav hende en chance til. Da jeg kom hjem, gik jeg helt kold og sov en lur på over to timer uden at vågne en eneste gang – skulle hverken tisse, vende mig eller noget andet, så her til aften er jeg frisk og afslappet. Hr. Arbejdsom er ikke hjemme, og børnene sover trygt og godt, så jeg vil så småt gå i gang med at pakke til at tage i sommerhus. Vi har sommerhus en halv times kørsel herfra, og vi ELSKER alle at være der, men mere herom i morgen, inden vi tager af sted 🙂

Betænksom gave

Misforstå mig ikke, jeg ELSKER selvfølgelig at få gaver i alle afskygninger. Elsker næsten endnu mere at give gaver, men det er en anden snak 😉

Men i går besøgte jeg en dejlig veninde fra gymnasietiden, som jeg ikke havde set i mange måneder. Vi har sådan et forhold, at vi altid bare kan tage tråden op fra første sekund, uanset hvor længe siden sidst, det er, så vi hyggede og snakkede løs, så den for tiden ellers så tiltrængte middagslur helt blev droppet.

Hun har selv rigtig meget om ørerne for tiden, så jeg blev utrolig glad og rørt, da hun gav mig en meget sød og fin hjemmelavet gave: Et ophæng til barnevognen med de fineste detaljer, som tydeligvis ikke kun har taget fem minutter at lave – og så bliver man altså varm indeni, fordi nogen, trods egen travlhed og småfolk i huset, har taget sig tid til det. Den er jeg sikker på, at Lillebror bliver utrolig glad for 🙂

IKKE tvillinger, nej!

Jeg går og gruer rigtig meget for fødslen, som kommer nærmere og nærmere. Jeg håber at nå at skrive et indlæg om Baduttens fødsel, inden jeg skal føde igen, for det tror jeg vil være godt for mig at komme ud med på den måde.

Rigtig mange siger, at det er MEGET nemmere og hurtigere at føde anden gang, men det var ikke tilfældet her med en Badut på 5480 gram og 54 cm., som “kun” var vurderet til 4 kilo og dermed en fødsel, der tog udgangspunkt i det, trak ud og var afsindigt smertefuld. Ja, det er en fødsel jo, men altså denne her… puha!

Jeg bliver holdt nøje øje med denne gang, dels for ikke at føde for tidligt igen (men fra på lørdag er det heldigvis ikke aktuelt mere, jubi!), dels for ikke at skulle føde så stort et barn igen.

Jeg føler mere og mere, at pladsen i maven er ved at være virkelig trang, og i denne uge blev jeg så spurgt af en ekspedient i en butik (uden det var en joke), om jeg ventede tvillinger? Det blev jeg også spurgt om en del med Badutten i maven, og da jeg så fik spørgsmålet for første gang i denne graviditet, blev jeg helt panikslagen indeni. Heldigvis skal jeg til jordemoder på tirsdag og til vækstscanning tirsdagen efter, dagen efter påske, og det er jeg godt nok spændt på. Kan slet ikke overskue tanken om at føde så stort et barn igen, men kan endnu mindre overskue, hvad et eventuelt kejsersnit ville indebære bagefter… har jo en lille Badut herhjemme (ja, han har heldigvis ikke fortsat stilen fra fødslen ;)), som gerne vil løftes indimellem og ikke selv kan komme op på puslebordet, op i sin seng, gå ned ad trappen selv, komme op i sin høje stol og autostol selv…så drømmer bestemt ikke om et kejsersnit! Jeg ved jo, at jeg er i stand til at føde en kæmpebaby selv, selvom det var helt vanvittigt. Ikke at tanken om tvillinger decideret skræmmer mig, men når man ved, at der kun er én derinde, er det et rimelig angstfremkaldende spørgsmål at få. Gad vide, hvor stor han er nu?

Sygdom

Som skrevet tidligere på ugen, har Badutten været syg. Han startede med opkast og fik dagen efter diarre. Og det har åbenbart været meget smitsomt, for natten til i går fik jeg det, og mens drengene var i vuggestue og børnehave i går, rendte jeg mellem sengen og toilettet og havde det elendigt. I går aftes fik jeg det bedre, og det var heldigt, for så bukkede Hr. Arbejdsom under, og det varede lige indtil kl. 2 i nat, hvor vi lige nåede at sove i 5 minutter; så vågnede Kongen og kastede op ud over sin seng, så den næste time gik med bad, vask af seng, madras, sengetøj osv.
Dagen i dag har virkelig trukket tænder ud. Kongen har kastet alt op, og han har endda ikke indtaget ret meget. Badutten, som er frisk igen, bortset fra at han stadig ikke spiser så meget (og det plejer han!), har været helt ved siden af sig selv i dag, fordi Kongen mest bare har slappet af og sovet, og Badutten har pylret og pjevset og mange gange opsøgt Kongen for lige at tjekke, om det virkelig kunne passe, at han ikke ville lege.
Her ved 18-tiden faldt Kongen helt slatten og febervarm i søvn på sofaen, og Badutten kunne ikke forstå, at hverken forsøg på mysser eller at stikke legemikrofonen hen til Kongens mund hjalp – og da slet ikke, at hans mor fjernede ham fra Kongen, så denne kunne få ro – hvad skulle det nu til for?!?
Jeg håber, der er bedring i huset i morgen – og glæder mig oven i al elendigheden over, at jeg nu er 36 uger henne, Lillebror er i maven endnu, og at han forhåbentlig bliver derinde, indtil vi er helt oven på allesammen igen. Tænk at skulle føde, mens man var syg, eller børnene var syge, og man ikke selv kunne være der for dem – puha!

Kongen

Endelig var han ude hos os, Kongen, som vi havde ventet på så længe. Og selvom vi var skilt ad som familie, så var det den største lykke, der nogensinde var hændt mig.

Kongen var ikke nogen lille baby trods sin fødsel i uge 33+4. 2840 gram vejede han, og han var 48 cm. lang. Han lå i kuvøse de første par dage, men der var ikke nogen problemer med ham, selvom han burde have ligget i maven endnu – det eneste var, at hans sutterefleks ikke var udviklet endnu, så han fik mælk gennem sonde, som jeg malkede ud, og så lå han selvfølgelig hos mig så meget, han måtte, og hos Hr. Arbejdsom også, når han var på besøg.
Når man får et for tidligt født barn, så kan man selvfølgelig ikke på forhånd vide, om det vil give nogle problemer. Men vi blev inviteret til et foredrag hos en fysioterapeut, der indimellem kom på sygehuset, og som (desværre) opstillede alle de skrækscenarier, man kunne komme ud for. Kongen var da 3 dage gammel, og jeg græd som pisket, da vi gik derfra efter at have hørt om særligt sensitive børn, der skulle pakkes ind i vat, børn med motoriske problemer, børn der var fysisk og mentalt bagefter…jeg kunne jo ikke vide, at vores dejlige dreng slet ikke ville få nogle følger.
Det var en hård tid på sygehuset. Den første uge kunne jeg slet ikke holde ud at tale med andre end Hr. Arbejdsom og den allernærmeste familie, som kom hver anden dag. Vi havde nemlig også fået at vide, at Kongen nok ikke ville kunne tåle, hvis der skete for meget omkring ham. Efter en uges tid begyndte jeg at snakke meget med en pige, som jeg delte stue med, og hvis tvillingepiger Kongen delte ”værelse” med oven over os. De var født samme dag, og Hr. Arbejdsom havde også rigtig god kemi med tvillingernes far, og de lavede en masse sammen uden for sygehuset – bowlede, fik en is osv. Det var jo også en hård tid for dem, og de forstod om nogen hinanden. Den dag i dag er de stadig nogle af vores rigtig gode venner, og det er sjovt at opleve Kongen og tøserne sammen.
Vi fik at vide, at vi ikke skulle regne med at komme hjem før til terminen, som var over 6 uger senere. Efterfølgende fandt jeg ud af, at det siger de altid, så man ikke bliver skuffet, og heldigvis var vi der ”kun” i 27 dage. Når jeg havde det værst og savnede Hr. Arbejdsom allermest, prøvede jeg at fokusere på, at vi jo var heldige, for der var virkelig mange triste, små skæbner på neonatalafdelingen. For eksempel drengen, der blev født i uge 24 og vejede 700 gram, men som tabte sig helt ned til 500 gram og havde flere hjerneblødninger – han blev født i juli, men ham og hans forældre kom først hjem i oktober. Der gik mange uger, før de overhovedet måtte få ham ud af kuvøsen og prøve at holde ham. Heldigvis ved jeg, at han den dag i dag har det godt. Utroligt, hvad lægevidenskaben kan gøre!
Kongen var ikke meget for at spise hos mig. Han var jo vant til, at maden kom flydende ned i hans mavesæk uden han skulle arbejde for det igennem sonden, så hver gang, han blev lagt til, var det en kamp. En kamp, jeg ikke var indstillet på at tabe. Mine bryster var de vildeste vandmeloner pga. al den udmalkning – jeg havde mælk nok til mere end tvillinger, og Kongen kunne slet ikke få fat og skreg og skreg, for han gad jo ikke. Vi prøvede også med suttebrik, og der fik han indimellem suttet en smule i sig.
Ugerne gik, og vi var der ”kun”, fordi jeg ikke ville give op omkring amningen. Men en dag i slutningen af august, hvor der var vagtskifte, blev en sygeplejerske bekymret, fordi hun regnede på Kongens skemaer og kunne se, at han ikke tog så godt på. Hun spurgte forsigtigt, om vi havde prøvet med en sutteflaske (det må de ikke opfordre til), og det var en hel lettelse. Vi fik et familierum, som Hr. Arbejdsom også måtte bo i – det var helt fantastisk at være sammen igen efter ugevis adskilt! Sonden røg derefter hurtigt – få dage gik der– og Kongen spiste lidt hos mig og blev derefter suppleret med flaske med mit mælk. 
Vi kom ENDELIG hjem, og det var den mærkeligste følelse pludselig at være fri af skemaer og folk, der sagde, hvad man skulle gøre. Men Kongen havde allerede lært skemaet udenad, og ville spise hver 3. time døgnet rundt, som han plejede – og det varede ved i mange måneder endnu.
Vi fik ofte sundhedsplejerskebesøg, fordi han var født for tidligt og der skulle holdes skarpt øje med hans vægt. Et måltid tog nemt to timer, fordi jeg kæmpede med at få ham til at spise ved mig og derefter gav ham flaske, stadig med mit mælk. Når han havde spist, malkede jeg alt det ud, han ikke havde gidet arbejde for hos mig. Og så var det næsten spisetid igen. Hvordan jeg nåede selv at spise og bade, var et mysterium.
Nætterne trak tænder ud. Det var selvfølgelig HÅRDT at sove så lidt, og Kongen begyndte at vise tegn på madlede. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om det virkelig var en god ide at blive ved med at presse ham til at tage det bryst, når det tydeligvis var en pinsel for ham – og også for mig efterhånden. Men jeg turde ikke rigtig tage beslutningen.
Vi havde den sødeste unge sundhedsplejerske, som jeg alligevel næsten ikke turde dele mine tanker med, fordi det føltes så forkert at overveje at give op omkring amningen. For det var vel det eneste rigtige, det sagde alle jo?!? Det var en kæmpe lettelse alligevel endelig at få det vendt med hende, og det endte med, at jeg holdt op med at lægge ham til, men malkede så ud til ham i 4 måneder. Produktionen stoppede mere og mere af sig selv, fordi en malkemaskine jo ikke kan stimulere på samme måde som en baby. Men jeg var længe ked af det og flov over, at han ikke endte med at blive ammet rigtigt, og kunne slet ikke give mig selv et skulderklap over, at jeg orkede at malke ud i så lang tid.
Kongen havde det svært med maden helt indtil han blev 1 år. Han var tit svær at få til at spise af sutteflasken også, og jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg skulle have stoppet med ammeforsøgene noget før, inden han begyndte at hade at få mad. Det var en hård kamp, og tit fik jeg ondt i maven, når han var sulten, fordi jeg vidste, at han trods sulten alligevel ville kæmpe imod.
Da vi begyndte at forsøge med grød og mos, gad han slet ikke have det, og når vi endelig fik noget i ham, så kastede han det tit op igen. Ikke gylpede, for der kunne sagtens gå 1-2 timer, og så væltede det ud af ham. Hr. Arbejdsom var meget allergisk som barn, så vi tænkte, at Kongen måske kunne have allergi også. Da det blev testet, viste det sig, at det eneste, han ikke kunne tåle, var æg, og det havde jo ikke noget med grød og mos at gøre.
Det første gennembrud kom, da han var mellem 9 og 10 måneder gammel. Pludselig en dag gad han spise en halv rugbrød! Jeg var så glad, at jeg tog et billede af den 😉 Og jo flere tænder, han fik (han fik først den første, da han var over 9 måneder gammel), begyndte han at ville spise forskellige ting, der kunne tygges. Grød og mos var åbenbart ikke ham. Da han blev 1 år, følte vi endelig, at vi havde en dreng, som vi ikke skulle stresse over maden omkring, og det var skønt! Han havde dog sine favoritter, og vi fik at vide af sundhedsplejersken, at vi skulle give ham det, han ville have, så han lærte at spise. Med det resultat, at han den dag i dag stadig er ret kræsen…men han spiser, dog ikke med samme glubende appetit som sin lillebror 😉
Da han var 13 måneder, skulle jeg starte på arbejde igen, og han kom i dagpleje. Vi var blevet tilbudt to af kommunen, som vi havde takket nej til – den første havde hund, som Hr. Arbejdsom ikke kan tåle, og vi havde frabedt os det inden, hvilket de havde overset. Den næste boede i en lejlighed, der lugtede virkelig dårligt, og Kongen ville ikke kunne sove ude i sin vogn. Hun virkede utrolig træt af sit job og af livet generelt. Og da vi så også takkede nej til hende, blev Pladsanvisningen lidt svære at have med at gøre, og kunne kun tilbyde os pladser langt væk og efter den tid, jeg var startet på arbejde. Vi ledte derfor selv og fandt den sødeste private dagplejer – en ung pige, yngre end os faktisk, med en søn to måneder ældre end Kongen, som også blev passet hos hende. Det var jeg bange for ville blive et problem, men det blev det heldigvis aldrig. Hun var virkelig guld værd, og jeg var meget tryg ved at aflevere mit et og alt hos hende. Desværre var han så stor, da han skulle af sted i pasning, at han var meget bevidst om det, og de første 4 måneder skreg han som en vanvittig, når jeg afleverede ham. Det tog hårdt på mig, og gjorde ikke noget godt for min arbejdsglæde. En dag blev det pludselig bedre, men så startede det forfra efter hver ferie/forlængede weekend.
Kongen og jeg havde (og har) et helt særligt bånd efter vores måned sammen på sygehuset. Vi havde begge svært ved at give slip på hinanden, og han kunne altid bedst bruge mig. Sådan er det stadig den dag i dag, selvom han selvfølgelig også elsker sin far højt og ser meget op til ham.

Da Badutten blev født, var Kongen 2 år og 2 måneder, og desværre var det nødvendigt, at jeg var indlagt med Badutten i 8 dage. De 8 dage føltes længere end de 27, vi var der med Kongen! Meget mere herom senere i et andet indlæg tilegnet Badutten, men selvom Kongen besøgte os hver dag, tog det hårdt på ham at undvære mig hjemme, og da vi kom hjem, gik der flere måneder, hvor han fulgte efter mig i ethvert rum, jeg gik ind i, og altid skulle forsikres om, at jeg var der. Og så fortalte hans søde dagplejer en dag, at hun var gravid…jeg var grædefærdig! Jeg kunne slet ikke holde ud, at han så skulle til at skifte pasning knap 2 ½ år gammel, og så igen i børnehave, når han blev 3. Muligheden var der selvfølgelig for, at han kunne være hjemme hos Badutten og mig, men det var vi bange for ville gøre hans børnehavestart endnu sværere efter så mange måneder hjemme sammen med mig. Så vi var så heldige at få en vuggestueplads til ham samme sted, hvor han i dag også går i børnehave, og så havde han bare en deltidsplads, så han både kom ud blandt andre børn og lærte, at man desværre ikke altid er sammen med sin mor, men samtidig fik han også korte dage og en masse hygge hjemme. Helt perfekt! Dog var han stadig svær at aflevere i lange perioder, men det skal siges, at både i dagplejen og i vuggestuen stoppede han hurtigt med at græde, efter jeg var gået, og han var glad og tilpas, når han blev hentet. Selv da han startede i børnehave, var han i perioder ked af at blive afleveret, selvom han kendte stedet, som er et dejligt lille og trygt sted, men nu har han gået der i snart et halvt år, Badutten går der også og det er længe siden, han har været alvorligt ked af at blive afleveret. Der kan godt være optræk til det indimellem, men hvis han så får lov at kramme lidt mere med sin mor, så bliver han glad igen 🙂

Jeg var jo bange for, at han skulle få men af sin for tidlige fødsel, så jeg var altid ekstra stolt, når han kunne noget, som enten var tidligere end sine jævnaldrende eller på samme tid. Med tiden opdagede jeg, at han aldrig var bagefter. Han gik få dage efter sin 1-års fødselsdag, og da han var 1 ½, kom der for alvor fart på hans sprog. Da han fyldte to, kunne man føre lange samtaler med ham, hvor han talte i stort set fejlfrie sætninger. Nu er han 3 ½ og har et meget avanceret ordforråd, kan alle bogstaverne og staver endda til små ord. Det lyder voldsomt pralende,  og det er bestemt ikke noget, han bliver pacet til at kunne; han interesserer sig bare for det, men det gør mig simpelthen så glad og stolt, at min lille, store dreng klarer sig så godt, når han fik den start på livet, som han gjorde.
Han ligner sin far meget af udseende – faktisk helt enormt meget. Han har dog min næse 😉 Han kan blive meget sur og stædig, hvilket nok dels skyldes alderen, men også sin fars gener 😉 Samtidig er han den sødeste, mest omsorgsfulde, følsomme og kærlige dreng, og han er ikke en typisk drenge-dreng. Selvfølgelig kan han lege vildt som alle andre børn, men han er god til at sidde stille og koncentrere sig om noget i længere tid ad gangen – bøger, perler, tegninger eller favoritten at klippe, som giver små papirstumper i hele huset. For nylig brugte han en tom lommetørklædeboks til at klippe små senge og tæpper til sine Barbapapa-figurer ud af. Han har en fantasi uden lige! Op til jul havde han skoldkopper, og først der gad han se fjernsyn – det har han aldrig interesseret sig for før, selvom vi har prøvet. Nu er især Peter Pedal, men også Brandmand Sam og Postmand Per de klare favoritter 🙂

Selvom han kan finde sin lillebror utrolig irriterende, fordi han ødelægger Lego-tårn og togbaner og krøller tegninger, så elsker han ham højt og vil altid være sikker på, at han har det godt/at vi passer på ham/at han er med, når vi tager nogle steder hen osv. Har Badutten bragt sig selv i en faresituation, for eksempel ved at kravle op på noget, så kan man være sikker på, at Kongen råber om hjælp, før der er gået to sekunder, hvis han ikke selv kan hjælpe ham. Og det er sjovt og skønt at opleve, hvor kærligt han behandler min mave med den nye Lillebror indeni – den bliver nusset, mysset og krammet meget tit 🙂 Da Badutten var i maven, forstod han det jo slet ikke på samme måde. Nu er det nemt for ham at forholde sig til, at der kommer en baby ud.

Kongens rigtige navn ER faktisk et kongenavn, og hans far kalder ham ofte Kongen. Derfor var det oplagt at kalde ham det her på bloggen:) Han er opkaldt efter sin oldefar på sin fars side. Han var en utrolig dejlig mand, som havde stor betydning for Hr. Arbejdsom, mens han voksede op. Han var som en far for ham, selvom det var hans morfar. Jeg kendte ham også utrolig godt. Han døde desværre over 3 år før Kongen kom til verden. Han nåede at opleve, at jeg var gravid for første gang, men desværre også, at vi mistede igen. Så det var helt oplagt, at Kongen skulle have hans navn, men selvfølgelig også fordi vi begge synes, det er et flot navn. Det er også lidt specielt – man har hørt det før, men de fleste kender nok ikke andre, der hedder det. Sådan kan vi bedst lide vores børns navne her hos os. Det skal ikke være noget, ”alle” hedder, men heller ikke så specielt, at folk ikke fanger, hvad man faktisk siger.
Kongen er min store dreng, min stolthed, min elskede førstefødte…og jeg forstår slet ikke, hvordan livet gav mening, før han endelig kom ud til os. Han var værd at vente på!

***

Bloggen eksisterede jo ikke, da Kongen blev født og da han var yngre, så her kommer en sand billedkavalkade fra han var lillebitte og frem til nu:

Kongen, få dage gammel, lillebitte og med sonde – og en sut, der fylder 1/3 af ansigtet!
Kongen putter hos mig, få dage gammel. Det var så stort!
Endelig klar til at komme hjem efter 27 dage på sygehuset – og en lillebitte smule vågen 😉
Putter med sin elskede nussemus en måned gammel; en gave fra mormor og morfar, da han kom hjem fra sygehuset, og den dag i dag stadig en fast sovekammerat, der nu bare går under navnet “Musen” 🙂
Putter hos mig lidt over en måned gammel – jeg kunne sidde sådan og kigge på ham i timevis!
Nu 9 måneder gammel og leger glad i en vaskekurv 😉
11 måneder gammel og fiser rundt på sin vogn på terrassen
11 måneder gammel og på sommerferie – og totalt sej 🙂
(Ikke mine klipklappere i baggrunden!)
11 måneder gammel og på sommerferie
Knap et år gammel og endelig (mere) glad for mad – især pasta og kødsovs 😉
1-års fødselsdagen i august 2010 – bliver glad vækket med flag 🙂
1 år gammel og er ude i vores carport for at sætte flag op
1 år gammel og en rigtig charmør <3
1 1/2 år gammel og fuld af krudt og krøller i legeland
Sommeren 2011 – på vej mod de 2 år
Sommeren 2011 knap 2 år gammel, altid god for et smil 🙂
2-års fødselsdagen, august 2011 – dejlige, glade dreng!
2 år gammel og har fået cykel og cykelhjelm i fødselsdagsgave, dog er cyklen lidt for stor endnu 🙂
Lidt træt hen ad aften på 2-års dagen – men nuttet som bare pokker!
2 år og 2 måneder og nu storebror – en meget kærlig en af slagsen <3
2 år og meget stolt af at holde sin lillebror <3
Cirka 2 1/2 år, glad og stadig pastaspisende 😉
Nu 3 år i august 2012 <3
Smuk og spændt på første børnehavedag i august 2012
På vej til fødselsdag i børnehaven, efterår/vinter 2012 – har selv krævet skjorte og strithår 😉
Hyggedag alene med mor, februar 2013

Hvorfor vi ville kende kønnet på baby denne gang

Under mine to første graviditeter kendte vi ikke kønnet på vores dejlige drenge. Da jeg første gang var gravid i 2006, havde vi egentlig snakket om at få kønnet at vide, men som I måske har læst, gik det ikke, som vi troede, og da Kongen endelig var i maven i 2009 og blev derinde, følte jeg det nærmest, som om det ville være forkert at gå op i at kende kønnet, når vi nu endelig var så heldige at vente en baby, der faktisk blev derinde – og helt ærligt, så var jeg faktisk også helt ligeglad. Jeg var SÅ lykkelig over, at det så ud til endelig at lykkes, og det eneste, der betød noget var, at vores baby kom ud til os og havde det godt. Da han var født, kiggede jeg ikke engang efter kønnet – det var jordemoderen, der gjorde os opmærksomme på det ved at holde ham op og sige: “Har I set, hvad det er?” inden hun hastede ham ind i en kuvøse, og før det havde jeg slet ikke skænket det en tanke. Jeg lyttede bare efter, om han skreg, for det havde jeg hørt, de skulle gøre lige efter fødslen, og jeg var SÅ bange for, om noget skulle være galt, især også på grund af den tidlige ankomst.

Da Badutten var i maven, snakkede vi kort om, om vi skulle vide det, men blev meget hurtigt enige om, at det havde vi igen ikke brug for. Folk stressede nærmest på vores vegne dengang med Kongen over, at vi da ikke kunne nå at bliver ordentligt klar, hvis vi ikke kendte kønnet, men i forvejen ville vi købe de store ting (barnevogn, autostol, puslebord, seng osv.) i neutrale farver, og jeg nåede næsten ikke at købe noget tøj, fordi han allerede kom i uge 33+4, men til gengæld var vi jo så næsten en måned på sygehuset, hvor vi blev overøst med gaver, der i mange tilfælde var tøj, som min mor så tog med hjem og vaskede, så da vi kom hjem, havde vi ALT til ham – også uden at have kendt kønnet på forhånd 😉

Med Badutten kiggede vi heller ikke selv efter kønnet efter fødslen, før jordemoderen gjorde os opmærksomme på det. Når jeg har født, er jeg som så mange andre så fyldt op af adrenalin og udmattelse efter fødslen, og bare så fokuseret på, om den baby, der er kommet ud, er sund og rask, at jeg helt glemmer det med kønnet. Og det vidner vel også bare om, hvor ligegyldigt, det er for mig. Vi havde neutralt tøj med til ham (som næsten var for småt med hans 5480 gram og 54 cm.!), men endte med at være på sygehuset i 8 dage, så også der havde vi hjælpende hænder til at gøre det sidste klar hjemme.

Denne gang havde vi snakket om, at når det nu helt sikkert er sidste gang, kunne det være lidt sjovt at kende kønnet, men så skulle det kun være os selv, der vidste det. Det skal her lige indskydes, at jeg har læst en artikel (baseret på faktiske undersøgelser), der fortæller, at når man har fået sit første barn, så er der 70 % chance for, at nummer to bliver af samme køn som nummer et. Og hvis man så har to børn af samme køn, er der 80 % chance for, at nummer tre også bliver det køn. Desuden har jeg en anden gang læst, at man mener, at det kan skyldes noget hormonelt, når man ikke kan holde på et barn, og at det også kan være sådan, at det kun er barn af et bestemt køn, man ikke kan holde på. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men på grund af disse to ting har jeg både ved Badutten og denne gang haft en stærk fornemmelse af, at de blev drenge. Og jeg tror, at de fire gange, jeg har aborteret, har det været piger.

Vi fik derfor kønnet at vide til uge 20-scanningen, og der var slet ikke nogen tvivl om, at Lillebror fremviste en tap 😉 Meget hurtigt begyndte det dog at gå mig på, når folk sagde ting som: “Nå, så håber I vel på en pige denne gang?”, “Så kunne det da være sjovt med en pige denne gang!”, “Nå, så håber jeg godt nok for jer, at I får en pige denne gang!” og så videre i den dur, og som jeg sagde til Hr. Arbejdsom, så ville det simpelthen bliver for hårdt at høre på i så mange måneder, når vi nu godt vidste, at der gemte sig en dejlig lille dreng i maven. Derfor fortalte vi til folk, at det blev en dreng, når de spurgte eller kommenterede – jeg havde dog ikke regnet med, at det så stadig ville afføde så mange dumme og tankeløse kommentarer…
Desuden synes jeg, det er rart at kunne gøre en masse ting klar denne gang, fordi Badutten stadig er så lille. Jeg har meget mere brug for nu, at tingene står klar, end jeg havde de to foregående gange.
Kongen var med sine 2 år og 2 måneder meget mere selvhjulpen, end Badutten er nu med sine 17 måneder, og Kongen kunne også snakke meget tidligt – inden han blev 2, talte han i lange, korrekte sætninger. Badutten er mere til lyde, og vi ved altid, hvad han mener, og han forstår os selvfølgelig også – men det eneste, vi har hørt ham sige, som giver en lille smule mening, er “Mam mam” (mad), “A’ det, a’ det, a’ det?” (hvad er det?) til alting, “Ja ja ja ja ja ja ja” (han siger aldrig bare ja én gang), “Mo mo mo mo mo mo” (mor, som heller ikke siges bare én gang) og “ba”, når han ser en banan. Han er stadig husets baby, der gerne vil løftes og hyggeputte, så for at få tid til det hele, er det denne gang vigtigt for mig, at alting ligger klar, så jeg ikke også skal til at ordne en masse praktisk med to meget små og en lidt større i huset 😉

Hvad med jer, kendte I kønnet på jeres børn inden fødslen, og hvilke tanker og overvejelser havde i gjort jer omkring det?

Baduttens første frisørbesøg

Badutten var blevet ret langhåret. Så meget, at hans far bestemt mente, at han lignede en pige. Jeg kunne ikke stå for alle de fine krøller, han havde i nakken, men de var kun rigtig fine, når han lige havde været i bad – ellers lignede de sådan en klump uldhår i svenskerstil efter søvn, efter hue osv. Så i mandags blev han klippet – og han tog det SÅ pænt!

Kongen, der bestemt ikke er vild med at blive klippet, var med derinde, og sagde: “Jeg er glad for, det ikke er mig, der skal klippes – jeg HADER det!” Har aldrig hørt ham bruge hade-ordet før, og det er jeg også selv meget påpasselig med, da jeg synes, der skal meget til, før man ligefrem hader noget, men et eller andet sted må han jo have det fra. Badutten er dog noget mere tålmodigt og mildt anlagt, så her kan I se, hvor fint, han sad – og hvor stolt han var bagefter:

Planlagt fridag med Kongen

I dag skulle Kongen til tjek hos kiropraktoren, så vi glædede os til en fridag bare ham og mig.

Desværre skete der det, at Badutten kastede op i går aftes, og da den ellers så madglade dreng kun kunne lokkes til lidt morgenmad i form af en kiks, måtte han også blive hjemme. Det tog Kongen heldigvis pænt, og vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor der heldigvis også blev tid til lidt hyggetid kun Kongen og mig, da Badutten tog en laaaaang middagslur.

Baduttens madindtag i dag endte på tre kiks, så han må også blive hjemme i morgen, selvom han er frisk og glad – men jeg synes, det er synd, at han skal i vuggestue og spise varm mad, når hans lille mave åbenbart skal vænne sig langsomt til almindelig mad igen. Kongen skal dog i børnehave, og han glæder sig, for de har maddag, hvor en afrikansk drengs mor kommer og står for menuen. Det bliver spændende – og jeg håber, at Kongen, der modsat sin lillebror er temmelig kræsen, får spist noget 😉

Det sneede en del her i dag, men Badutten havde i går lavet en fin påskebakke med karse i vuggestuen, som pyntede så fint sammen med de påskeliljer, Hr. Arbejdsom kom hjem med i går, så lidt forårsstemning fik vi alligevel. Og til aftensmad fik Kongen lov at vælge, at vi skulle have hans livret, hjemmelavet pizza, som han hjalp til med at lave med stor fornøjelse som altid:

To do inden babys ankomst

Sådan havde jeg en lang liste med hele 37 punkter på, der hed, da Badutten var i maven. Der var små ting som at vaske babydyne og sengetøj og hente babyboks i Babysam, større ting som at besøge børnehaver i området med Kongen og skrive ham op de steder, vi kunne lide, og et kæmpe projekt med at sortere i de mange tusind billeder fra Kongens to første år, lave hans Barnets bog og et fotoalbum og en scrapbog til ham.
Jeg nåede alle punkterne på listen undtagen at komme helt i bund med alle fotografierne. Det var en helt utrolig uoverskuelig opgave, som jeg først gik i gang med, da alle andre punkter på listen var gjort, og jeg var så fuld af vand i kroppen i sensommerheden, at jeg måtte holde pause hver halve time, fordi alt vandet var løbet ned i mine fødder og lægge og dunkede helt vildt, samtidig med at maven (der endte med 5480 gram Badut ved fødslen) var så stor, at det var svært at nå helt ind til bordet for at klippe og klistre.
Derfor har jeg kun ét punkt denne gang: At få ordnet billeder af både Kongen og Badutten, primært til deres Barnets bog og deres mapper i vuggestuen og børnehaven. Det er stadig et stort arbejde. Men heldigvis er vejret så koldt, at det er begrænset, hvor meget vand, jeg har i kroppen, så jeg føler mig meget friskere som højgravid denne gang. Og jeg er nok også blevet lidt mere realistisk omkring, hvor mange billeder, man er nødt til at få fremkaldt. Da jeg havde gennemsorteret Kongens første år på computeren, havde jeg 2500 billeder tilbage, jeg syntes skulle fremkaldes og med i hans fotoalbum, og så gik jeg lidt i stå. Kunne jo godt se, at det var alt for mange, men kunne på den anden side heller ikke nænne at sortere flere fra – han så jo SÅ sød ud på dem ALLE! 😉
Har været i gang med deres mapper til vuggestuen og børnehaven i dag. De fylder løbende billeder og tegninger i deroppe, og så ser de gerne, at de engang imellem kommer med hjem og får lidt nye billeder i hjemmefra. Mapperne er kæmpestore hits for børnene, som stornyder at kigge i den deroppe fra tid til anden, og der betyder billederne hjemmefra rigtig meget. Jeg kan ikke sy eller male, men elsker at være kreativ med papir, tuscher, klistermærker osv., og har en kreakasse i stuen, som kom flittigt i brug i dag:

Lutinus – progesteron forebyggende mod for tidlig fødsel

Kongen blev født i uge 33+4. Han var heldigvis en pænt stor dreng på 2840 gram og 48 cm. sin lidt tidlige ankomst til trods, og på sygehuset mente de, at terminen måske havde været lidt ved siden af. Alligevel skulle der selvfølgelig holdes ekstra øje med mig, da jeg to år senere var gravid med Badutten.
Man havde fundet ud af, at tabletter, som oprindeligt blev brugt til par i barnløshedsbehandling til kvinden som en hjælp til at styrke livmoderhalsen og dermed øge chancen for, at det lille embryon (hedder det ikke det lige i starten? 😉 ) blev derinde, også kunne fungere som middel til at styrke livmoderhalsen hos kvinder, der før havde født for tidligt, så man kunne forebygge, at det skulle ske igen.
Jeg fik disse tabletter i min graviditet med Badutten, selvom de på sygehuset ikke kunne finde en umiddelbar grund til, at Kongen var født for tidligt. Jeg ved ikke, om det var dem, der hjalp, men Badutten meldte i hvert fald først sin ankomst i uge 39+3. Nu er jeg jo gravid igen, har igen taget tabletterne – og er i skrivende stund i uge 34+4.

Da jeg første gang hentede tabletterne på apoteket, blev jeg noget skræmt af indlægssedlen, så jeg gav mig til at google dem, men fandt ikke noget brugtbart – kun en masse spørgsmål, som andre stillede hinanden. Så pointen med dette indlæg er en hjælp til folk, der måtte stå i samme situation, og søger en lidt mere personlig oplevelse/beskrivelse af at tage dem.

  • Man skal tage to tabletter dagligt. Jeg tog en morgen og aften. Man må også gerne tage dem begge på én gang, men det kan jeg ikke anbefale – læs længere nede hvorfor.
  • Det er forskellligt, hvornår man starter op med dem – de har vist lavet det om, for med Badutten i maven startede jeg først omkring uge 24, mens jeg denne gang skulle starte op lige efter 20-ugers scanningen. Sikkert er det dog, at man skal tage dem, indtil man når graviditetsuge 34. Derefter er det meningsløst, da en eventuel for tidlig fødsel efter uge 34 ikke vil blive forsøgt stoppet på nogen måde.
  • Ja, man fører dem op i …skeden, for at bruge lægesprog. Med sådan en dims, du kan se på billedet. Lidt samme princip som en tampon, hvor man så bare selv placerer pillen på spidsen af den hvide dims.
  • Man kan ikke bruge indlægssedlen til noget. Den er stadig baseret på, at det er et middel til par i barnløshedsbehandling. Da jeg første gang købte dem, turde jeg efter endt læsning af indlægssedlen ikke starte op med dem uden at have talt med egen læge (jeg fik recepten på sygehuset i forbindelse med lægesamtale til 20-ugers scanningen), da der blandt andet står ting som kløe, slimhindeproblemer, abort osv. Men lægen sagde, at det skulle jeg se bort fra, og det gjorde jeg så – og indtil videre har det tilsyneladende virket 🙂
  • De er DYRE. I en pakke er der til cirka 1 1/2 uges forbrug, og til at starte med koster en pakke knap 500 kr. Det bliver så billigere på grund af tilskud, jo flere pakker, man køber – jeg endte med at give 60 kr. for den sidste pakke, jeg købte denne gang. Plus at hvis man er medlem af Danmark, som vi er, så får man jo også endnu flere af pengene tilbage igen på et tidspunkt.
  • Jeg har følt mig meget generet af det forneden, sådan at jeg har følt mig irriteret på grund af svie. Nogle dage har jeg forbandet dem langt væk, men samtidig ved jeg jo også godt, at hvis det er dem, der virker, så jeg ikke føder for tidligt, er de det hele værd.
  • Ja. Meget af pillerne kommer ud igen. I ens trusser. Ad. Og det er desværre meningen. Kroppen udskiller selv det, den ikke skal bruge, og det bevirker, at man på et tidspunkt lige tror, at man har tisset lidt i bukserne eller et vandet så småt er ved at gå, og når man så tjekker efter, er der sådan en hvid masse, som ligner opløste piller…virkelig ikke lækkert. Da jeg var til scanning sidst, skete det, lige inden de skulle scanne livmoderhalsen, så lægen kunne ved selvsyn konstatere og forsikre mig om, at ja, sådan virker Lutinus altså… derfor kan man også vælge at tage begge tabletter om aftenen inden sengetid, så man undgår det i løbet af dagen (og så kommer det til gengæld ud om morgenen, når man rejser sig), men det brød jeg mig ikke om – jeg syntes det sviede helt forfærdeligt med to piller på én gang.
  • Der er kun én af de hvide dimser med i pakken, så man skal rense den hver gang efter brug.
Nu kan jeg ikke lige komme i tanke om flere relevante ting at skrive om dem, men man er selvfølgelig meget velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet. Jeg er selvfølgelig ikke læge, men har kimet lægen ned ved hvert tænkeligt spørgsmål samt stillet supplerende spørgsmål på sygehuset, når jeg har været derude, så jeg synes snart, jeg er ekspert på området, også efter at have taget dem ad to omgange 😉 Men jeg kan også roligt sige nu, at jeg er glad for, at jeg blev færdig med at tage dem i weekenden, fordi de både er generende og det er tidskrævende at stå og rense dimsen to gange dagligt. Jeg håber, det også denne gang fører mig forbi den magiske 37. uge, så jeg kommer til at prøve at føde til tiden to gange ud af tre!