Hos vores læge kan man komme om morgenen klokken 8.00 uden at have en tid, hvis man har en lille ting, som er akut (forstået på den måde, at det ikke kan vente flere uger, som man ellers skal på mindre presserende ting).
Badutten har længe skrantet – har været forkølet non-stop i månedsvis og haft feber on/off. Der er lussingesyge i drengenes institution pt., og da hans kinder blev helt røde og senere fik kugler under huden, og det bredte sig til armen, mente jeg, at vi måtte af sted. Samtidig var Kongen også blevet voldsomt forkølet med feber, og han har ellers nået den alder nu (næsten 3 1/2), hvor han ikke fanger hver eneste lille virus, der kommer hans vej, så han havde ikke været sløj længe. Så jeg tænkte, at han lige kunne komme med og blive lyttet på, fordi han lyder som noget af en søløve.
Spændende scenarie: Mig, der sidder på en stol og taler med lægen, men som farer op hvert andet sekund for at hente Kongen, der skal kigges på/Badutten, der skal kigges på/Kongen, der rider så voldsomt på lægens gyngefår, at det kommer rundt i hele rummet/Badutten, der forsøger at tømme lægens hylde for bøger/Badutten, der synes lægens gynækologiske briks er så spændende, at han partout må stå og daske til benbøjlerne, så snart han får chancen for at rende derhen…og når man ved, hvad de normalt bruges til, så det altså helt forkert ud 😉
Kongen fejlede ikke noget andet end almindelig forkølelse, men Badutten var lidt rød i ørerne og havde en positiv halspodning for betændelse, så han er nu på penicillin. Kuglerne under huden havde hun aldrig set før, men hun mente, det måtte være en slags betændelse, fordi han har virus i kroppen. Kongen har kun én gang fået penicillin, og der var han så lille, at man kunne lokke det ind i hans mund ved hjælp af sutten/sutteflasken. Men Badutten, som ellers næsten vil indtage alt, synes, at det smager forfærdeligt…så det bliver “sjovt” de næste 10 dage tre gange dagligt 😉