Var så heldig at vinde to lækre Mamalicious-toppe hos søde Karoline for noget tid siden. Det var SÅ heldigt, da jeg faktisk havde solgt mit ventetøj fra sidst, så jeg stod virkelig og manglede. Men før det blev offentliggjort, at vi venter nummer tre, ville jeg ikke råbe for højt om det 😉
Og hvad sker der i øvrigt for, at det er så svært at finde tøj til at være gravid om vinteren i? De to andre gange har jeg været højgravid om sommeren, hvilket tøjmæssigt var utrolig nemt, men vand i kroppen-mæssigt utrolig belastende. Det håber jeg så ikke bliver tilfældet denne gang, nu det er så svært at finde tøj! Vi bor faktisk i en af Danmarks største byer, men alligevel lukkede vores deciderede ventetøjsbutik for et par år siden, og Vero Moda lukkede også sin Mamalicious-afdeling, efter jeg havde været gravid første gang. Så valget er H&M eller nettet, hvor jeg bestilte en vinterjakke, desværre i et nummer for lille (på sigt – min mor mener kun, maven kan være deri i to måneder mere 😉 ), men jeg har alligevel været nødt til at beholde den, fordi den eller lignende jakker SLET ikke er til at opdrive i nogle internetbutikker mere. Alt er næsten væk eller helt utrolig dyrt, og jeg giver altså ikke over 1000 kr. for en jakke, jeg kun får brug for denne vinter (rigtigt forstået, vi stopper efter tre børn 🙂 ) Selv på Trendsales er der kun tre ventejakker til salg pt., og de er slet ikke varme (eller også alt for små).
Men som sagt så satser jeg stærkt på, at vandet så bliver ude af kroppen, og egentlig er det faktisk ret fantastisk at prøve at være gravid og stadig fryse indimellem 😉