web analytics

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Når ens baby nærmer sig 1 år…

…så bliver man helt nostalgisk, og man kan slet ikke forstå, at der næsten allerede er gået ET HELT ÅR! Tiden føles, som om den er fløjet af sted som et knips med fingrene, og samtidig er det, som om baby altid har været der.
Lillebror er skidesød og meganuttet. Og næsten altid glad! Han er slet ikke til at stå for; heller ikke selvom han er ude på ballade (at tømme skænken) som her:
Han griner bare, når jeg siger nej til ham, og det er da slet ikke til at stå for:
Han er sindssygt kærlig, og er allerede rigtig god til at kramme rigtigt, Man smelter fuldstændig, når han putter sit hoved mod ens skulder og klemmer sig ind til én. Han har en babyfætter, som er 5 måneder yngre end ham, og vi er alle ved at falde i svime af cuteness overload, når de er sammen, for Lillebror vil kramme og mysse sin fætter hele tiden. Det er, som om han allerede har en forståelse for, at fætter er lille, og man skal være sød ved ham. Se bare her – er det ikke for kært?

Han er også en værre gris. Han spiser SÅ grimt – men han får lov 😉 Oftest hjælper jeg ham med skemad, mens han helt selv styrer sine elskede rugbrødsmadder. Men i går gad han ikke grøden, og så besluttede jeg mig for at give ham forklæde på og lade ham forsøge selv. Ned røg (noget af) det da:
I dag, da han vågnede fra sin formiddagslur, var han som sædvanlig SÅ glad. Selvom det er rart at få ordnet nogle ting og få slappet af, når han sover, har jeg det alligevel nogle gange som om, at det er lidt trist, når han “allerede” skal ud at sove igen. Han sover to lure om dagen, og mellem formiddags- og eftermiddagsluren går der 2-3 timer.
Han er også en værre klatreabe, og frygter endnu ikke ret meget. Jeg tror, Ikea-stolen med sele må i brug for en stund, for sådan her gør han hver gang, han bliver sat i Tripp Trapp-stolen:

***
I disse dage tænker jeg meget tilbage på sidste år ved denne tid, og der var der rigtig kommet gang i bloggen, som jeg ellers allerede oprettede under min barsel med Badutten i 2011/2012. Dengang skete der bare ikke så meget herinde. Hvis I ikke læste med dengang, men har lyst til at se, hvad jeg skrev om i tiden op til fødslen, og da Lillebror lige var blevet født, så kan I kigge med her (udvalgte indlæg):

Tiden fra jeg gik på barsel og op til fødslen:

Sidste arbejdsdag inden barsel og en meget flot gave fra mine elever

Da jeg ramte uge 33+4, som var det tidspunkt i graviditeten, Kongen blev født

Da jeg skrev om mit hjælpemiddel til ikke at føde for tidligt

Et indlæg om to do inden babys ankomst

Lidt om, hvorfor vi for første gang ville kende kønnet inden fødslen

Om den dag, jeg blev spurgt, om jeg ventede tvillinger

En fin, hjemmelavet gave, jeg fik til Lillebror

En beretning om den skøre jordemoder, jeg havde

Da jeg fik hindeløsning

Fire dage inden jeg endte med at føde, skrev jeg om fødselsangst

Jeg gjorde mig også mange tanker om min barsel nummer tre

Amning var også noget, der fyldte mine tanker utrolig meget op til fødslen

Første igangsættelsesforsøg inkl. mavebillede

Andet igangsættelsesforsøg inkl. mavebillede skrevet 4 1/2 time, før Lillebror blev født

Lillebrors fødsel og dagen på sygehuset:

VELKOMMEN TIL VERDEN, LILLEBROR!

En lykkebobbel, der endte med neonatal

Tanker fra sygehussengen

Hjemme igen:

Endelig hjemme igen!

Baby på brystet

De to nye storebrødre

Så blev det hverdag igen

Den smukke halskæde, jeg fik af Hr. Arbejdsom som symbol på vores familie på 5

Stemningsbilleder fra Babyland

De to dejlige storebrødre, der begyndte at få mere og mere glæde af hinanden på det tidspunkt

Lillebrors første bad (med hjælp fra storebrødrene)

Noget om Kongen som storebror for anden gang (som 3 1/2-årig)

Da moderskabet til tre efter halvanden måned stod sin første store prøve

Jeg er selv helt forundret over at se, hvor mange indlæg, jeg faktisk skrev i april, hvor Lillebror jo blev født den 14. Men en lille, nyfødt baby sover jo meget, og nu kan jeg faktisk bedre forstå alle de nybagte mødre, jeg ser på Instagram i denne tid, der har tid og overskud til en masse, selvom deres babyer kun er få uger gamle. Jeg kan se, at jeg i maj kun udgav 3 indlæg mod 24 i april, så der begyndte det nok at kunne mærkes at have tre børn under 4 år i huset 😉

En stor beslutning – DDV uge 1

Efter tidligere både at have skrevet dette og dette indlæg uden der er sket synderligt meget alligevel, havde jeg længe tænkt, at jeg først måtte nævne noget om vægttab på bloggen igen, når det var gået godt i en hel uge. Alt for længe har jeg kun klaret 1-3 dage i træk uden sukker og andet skidt, og jeg var virkelig flov over det. Så for et par uger siden bestemte jeg mig for, at jeg ville starte op hos De Danske Vægtkonsulenter (herefter DDV) igen. Jeg har ellers gået og bildt mig selv ind, at jeg godt kunne selv, og at det ikke var nødvendigt, men who am I kidding? Så i forrige weekend skrev jeg en mail til min tidligere konsulent om, at jeg ville møde op og starte igen om onsdagen. Man behøver ikke melde sig til på den måde, men jeg ville gerne holde mig selv fast i beslutningen ved, at hun forventede, at jeg kom, så den 27. november startede mit nye liv. Mod forventning var det faktisk rigtig rart at være tilbage, og hun roste mig for at have rygrad nok til at starte op inden jul og nytår. Vi skulle endda både til brunch for at fejre gode venners fødselsdag om lørdagen og til barnedåb om søndagen, men ved I hvad? Man kan bare ALTID finde på en undskyldning for, hvorfor det ikke er et godt tidspunkt at starte op.

Desuden skrev jeg for kort tid siden en kladde til et indlæg om, hvor ked af det jeg er over min krop for tiden, og det gjorde også noget ved mig at få de tanker nedfældet – på den gode måde. Jeg sætter det ind her – læs med, eller scroll videre til billeder og glade nyheder:

“Jeg har det mildt sagt forfærdeligt med mig selv for tiden. Jeg er ALT for stor. Sådan cirka 30 kilo for stor. Det er altså et helt (lille) menneske!

I mine tre graviditeter tog jeg hhv. 25, 32 og 22 kilo på. Og allerede i årene før det led jeg meget af elevatorvægt. Jeg var ret god til at få tabt mig, men tog også alt for nemt det hele på igen.

Jeg var et helt normalvægtigt barn, og som teenager var jeg så tynd, at det grænsede til at se sygeligt ud (uden at være det). Jeg gik til svømning, badminton og aerobic. Men i 10. klasse begyndte jeg at tage på af en kombination af hyppige ture til købmanden efter slik i frikvartererne med veninderne, arbejdet hos en bager i fritiden og knap så meget tid til motion som tidligere. Det var dog ikke så meget, at der var tale om overvægt. I gymnasiet tabte jeg mig igen, især i 3.g, men efter 3.g blev jeg ung pige i huset – først hos en forfærdelig familie, dernæst hos en sød – men der begyndte jeg for alvor at veje for meget, for der gik al for meget hyggespisning i den.

Da jeg startede på seminariet, vejede jeg 10 kilo for meget, og startede i 2003 første gang hos De Danske Vægtkonsulenter. 10 kilo, ha – hvis bare det var tilfældet nu! Og fra 2003 og indtil Kongen blev født i 2009 svingede min vægt op og ned. Nogle af jer kender måske det der med, at man får lyst til at fejre det med en masse slik og kage, når man endelig har nået sit mål mht. vægttab? Tsk tsk, fuldstændig latterligt, men ikke desto mindre sandt. Og så tager den ene dag med sukker bare den anden, indtil man en dag slet ikke tør stille sig på vægten mere.

Det siger sig selv, at jeg mellem fødslerne har tabt mig, når jeg “kun” vejer 30 kilo for meget nu. Men ALDRIG har det været sværere end denne gang! Jeg har opbygget en “evne” til at kunne spise virkelig meget. Som i VIRKELIG meget. Og gerne usunde ting. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har lovet mig selv, at I MORGEN… SÅ går jeg i gang! Hver gang er jeg også gået i gang, men det har kun holdt 1-3 dage. Sukkertrangen kommer især om aftenen. Jeg VED, at jeg kan tabe mig igennem De Danske Vægtkonsulenters program, men jeg bliver slet ikke mæt af det længere. Dengang jeg “kun” skulle tabe 10 kilo, kunne jeg ikke engang spise op! Men jeg ved også godt, at det er et spørgsmål om mådehold i en kort periode, hvor jeg følger programmet, for så bliver jeg fuldstændig vant til det – og mæt af det – igen.

Jeg har taget mange tilløb til LCHF. Livsstilen tiltaler mig, fordi den tilbyder stabilt blodsukker, farvel til sukkertrang og færre kilo. Og jeg er startet op på det flere gange, men jeg er dårlig til, når jeg selv skal vurdere, hvad og hvor meget jeg skal spise, for så bliver det altid for meget. Jeg tror, at LCHF skal være det, der gør mig stabil, når jeg har tabt de 30 kilo. Men jeg tør ikke gå all in før.

Jeg har også forsøgt mig med Nupo og diverse lignende ting, hvilket aldrig holder mere end en halv dag. Det gør mig simpelthen SÅ sulten, og det eneste, der tiltaler mig, er hurtigt vægttab, hvilket jo slet ikke er sundt på den måde.

Noget må gøres, for selvom denne sommer var dejlig, så var den også varm, og især for mig, der gik i leggings hele sommeren. Jeg var så flov over min krop, at jeg ikke kunne få mig til at tage shorts eller nederdel på – og jeg havde heller ikke noget, jeg kunne passe. Jeg HADER aldrig at kunne passe noget tøj. Jeg er TRÆT af leggings og store bluser!

Jeg er endda begyndt at stivne, når Hr. Arbejdsom rører ved mig, også bare hvis det drejer sig om et kram. Jeg tænker mere på, at jeg må føles fed, end at nyde nærheden. Det er et seriøst skråplan, som må stoppe meget snart!”

Tidligere, hvor jeg har tabt mig, har jeg vejet mig i tide og utide, hvilket de slet ikke anbefaler hos DDV. Men jeg har sat mig for, at denne gang vil jeg lade være, og blive (forhåbentlig glædeligt) overrasket hver onsdag, når jeg møder op. Og det skal jeg da også lige love for, at jeg blev i onsdags efter den første uge:
Shit, jeg blev glad! Og meget motiveret til at fortsætte!

Og det har ikke engang været så hårdt eller trukket tænder ud i en sådan grad, som jeg havde regnet med! Måske er det bare det helt rigtige tidspunkt, jeg er gået i gang på? Eller måske er der virkelig en, der har hypnotiseret mig, uden jeg ved det? (JOKE – men det skræmmer mig altså lidt, at det går så godt, når det før har været så svært!) Selvfølgelig vil jeg ikke komme til at tabe over 3 kilo hver uge. I den første uge kommer man af med utrolig mange affaldsstoffer og ophobet væske på grund af den nye – og sunde – kost. DDV siger, at man ved at følge deres program kan tabe sig 1 kilo om ugen.

Tidligere har det hæmmet mig at være i gang med et vægttab og skulle noget socialt, men i weekenden gjorde jeg simpelthen det, at jeg spiste kød og grønt fra buffeterne og undgik helt brød, pasta og kartofler, og så havde jeg selv taget en bakke cherrytomater med hver gang, for at være sikker på at få nok grønt (man skal nemlig spise 200-300 gram grøntsager til både frokost og aftensmad). Og det gik GODT! Jeg spiste hverken af de cupcakes, der var til brunchen, eller af dåbskagen, som ellers så noget så lækker ud. Før i tiden gjorde det mig gnaven at skulle undvære det, og det undrer mig faktisk en del, at jeg er så voksen omkring det nu og virkelig godt kan se, hvad der er bedst for mig og derfor ret let kan undvære det. Er ikke faldet i én eneste gang siden den 27. november!

Selv i tirsdags, hvor jeg ville smutte en tur forbi min mormor med en blomst og en kage for at muntre hende lidt op, mens min bedstefar blev opereret, og den søde bagerpige skar en kage ud for at lade mig smage, fordi hun ikke vidste, hvad der var i den, viste jeg mådehold og tog bare stykket med mig – og smed det så ud, efter billedet blev taget. Før i tiden ville jeg bare have tænkt, at sådan et lille stykke da ikke kunne skade, men nu ved jeg, at sukker tricker mig i en sådan grad, at selv lidt betyder, at jeg vil have MEGET mere. Ligesom jeg forestiller mig, at narkomaner har det med deres stoffer. Skræmmende!

Det lille stykke kage, der ikke ser ud af meget, men som jeg alligevel smed ud, fordi jeg ved, hvad det vil gøre ved min sukkertrang
Jeg fik min vægtkonsulent til at tage et billede af mig – flere, faktisk, både forfra, fra siden og med og uden stor trøje på. Det her er det mindst slemme, hvorfor det selvfølgelig også er det, jeg viser jer nu – de andre var øjenåbnere big time, og skulle der komme en dag, hvor jeg alligevel er ved at falde i, så ved jeg, at jeg bare skal kigge på dem! Jeg har aftalt med hende (verdens sødeste Bodil!), at vi tager et billede for hvert 5. kilo. det er ikke noget, der er en del af programmet, men jeg vil rigtig gerne kunne følge med på den måde også. Og jeg skal nok vise jer udviklingen senere hen, når disse billeder bare er et fjernt minde om, hvordan jeg så ud engang!
27. november 2013
Hos DDV kan man lave mange dejlige desserter. Tidligere skulle man bruge flydende sødemiddel i dem, og jeg har haft svært ved at overholde programmet herhjemme, fordi jeg ikke vil bruge ting med aspartam i. Nu er der så lavet en ny, flydende sødemiddel med stevia, som jo er et naturprodukt – genialt:
Flydende sødemiddel med stevia fra åblomst
Med den har jeg i ugens løb for eksempel lavet denne lækre dessert utallige gange – skyr med sødemiddel, lakridspulver og mørk, revet 86% chokolade som topping:
Lækker dessert med skyr, lakridspulver, 86% chokolade og sødemiddel
Jeg er egentlig en flødechokoladepige, og synes faktisk, mørk chokolade smager ret dårligt, men jeg har nu indset, at jeg må ændre nogle indgroede ting i mig for at opnå mit mål og forblive der. Så jeg prøver på at lære mig selv at kunne lide den sundeste chokoladetype (man må bruge 70 % chokolade og opefter hos DDV), så jeg ikke føler et afsavn, og allerede nu efter lidt over en uge kan jeg meget bedre lide det.
Jeg har også lavet denne lækre dessert, som uden lyv smager som citronfromage! Det er skyr iblandet sødemiddel og denne lækre citronolie (ethvert mærke citronolie vil kunne bruges):
Lækker dessert med skyr, citronolie og sødemiddel – nøjagtig som at smage citronfromage!
Min plan er, at jeg vil skrive et indlæg hver uge om, hvordan det er gået for mig, og jeg håber, at du vil blive hængende og så bare springe de indlæg over, hvis du ikke skulle interessere dig for sådan noget med vægttab. Men for mig er det også godt at få skrevet ned – og jeg lover, at jeg også vil være ærlig, hvis/når jeg ikke klarer en uge så godt!
Jeg har faktisk købt et 6-måneders kort hos DDV, for det er endnu en motivationsfaktor at vide, at man HAR betalt, og det så ellers bare er at møde op. Og skulle det heller ikke være nok, kunne jeg jo falde lidt i svime over disse billeder af mig selv fra den 28. august 2008 for kun FEM år siden lige inden en venindes bryllup – og et lille års tid før Kongen kom til verden. Dengang var jeg faktisk heller ikke helt tilfreds med min krop – hvad tænkte jeg på?!? Jeg ville elske at møde denne version af mig selv igen – and I WILL!!!
Helfigur – og hvilken én!
Lidt tættere på – jeg så jo ikke engang tyk ud i hovedet!
Og så lige et af håret bagfra også, bare for at jeg rigtig kan huske tilbage på, hvor flot man kan se ud sådan all over, hvis man virkelig gør noget for det 😉

Aftenrunden

Hver evig eneste aften kigger jeg flere gange til mine drenge, når de er faldet i søvn. Jeg kan slet ikke lade være. Det er sådan en blanding af, at jeg vil være sikker på, de har det godt, og så fordi de er så utrolig nuttede at se på, når de sover. Så søde, så smukke, så fredfyldte. Det sidste, jeg gør, før jeg selv går i seng, er at kigge til dem hver især (Lillebror sover selvfølgelig stadig sammen med os, og det er så hyggeligt at lytte til hans babyåndedræt, mens man falder i søvn).
Indimellem tager jeg billeder af dem, når jeg går runden. (Egentlig utroligt, at de ikke vågner af, at jeg sommetider fotograferer, men de sover VIRKELIG tungt, når de først sover). Runden er måske så meget sagt, for vi sover alle på 1. sal i vores hus, og jeg skal kun gå 5-6 skridt for at nå både Kongens og Baduttens værelser. Hvis deres døre står åbne, kan jeg sagtens høre dem fra soveværelset, når jeg vågner om natten – især Badutten, som er noget af et snorketræ 😉 Da de var mindre, havde jeg babyalarmen sat til, men jeg nåede at høre dem, før alarmen reagerede, så det er droppet. Jeg ved dog, at når Lillebror skal til at på eget værelse, så kommer alarmen frem igen, indtil jeg er tryg ved, at jeg kan høre ham, selvom han ikke ligger lige ved siden af mig.
Således tog jeg også billeder den anden aften, som jeg satte sammen til et:
  • Kongen, der i dagtimerne er så stor, så dygtig, så følsom, så temperamentsfuld… og som han ligger der og sover, ser han så lille og uskyldig ud. Man kan slet ikke forestille sig, at der kan komme grimme ord ud af hans snart 4-årige mund, når han er vågen! 
  • Badutten mosler altid rundt i sin seng. Jeg ved nøjagtig, hvordan det foregår, for de få gange, han har haft svært ved at sove og er kommet ind til os, har jeg mærket på egen krop, hvordan han kaster sig rundt for at lægge sig godt til rette – igen og igen og igen 😉 Det føles til sidst, som om man er en menneskelig boksepude, når man gentagne gange har fået fødder i siden, maven eller ansigtet, er blevet nikket en skalle, når man liiiige var faldet i søvn eller har fået en lille, sovevarm krop smidt oven på sig og viklet rundt. Den dag, billedet blev taget, lå han da også omvendt i sengen 😉 Skønne, dejlige dreng. 
  • Lillebror er så utrolig nuttet at se på, som han ligger der og knuger sin stofble. Lille mand. Han er sød ved sin mor både dag og nat. Han sover ikke igennem, men spiser de allerfleste gange kun én gang om natten, så jeg føler mig slet ikke så træt mere. Og han er glad fra det øjeblik, han slår øjnene op om morgenen. Jeg bliver varm langt ind i kroppen, når han smiler til mig, for hans smil når helt op til øjnene, der nærmest glimter og stråler. SÅ dejligt! I morges tog jeg følgende billeder af ham – lige vågnet, som man ser på øjnene, men allerede glad og klar til at smage på verden (og i særdeleshed hænderne 😉 )

I aften, da jeg gik en runde, kom jeg ind til Badutten, der lå så sødt. Pga. varmen har han en natdragt uden fødder på, og med sine 21 måneder er han stadig babyagtig på mange måder, både i krop og sprog. De små, hvide ben fuld af elastikker, og de utrolig nuttede fødder og tæer… pludselig slog tanken ned i mig, at hvad så, når de bliver større? Kan jeg så stadig gå runden, uden de vågner? Vil jeg stadig falde i svime over dem, som de ligger der og sover, bare på en anden måde? For man er vel ikke decideret nuttet altid, men så er man stor, dygtig, ansvarsbevidst, smuk, empatisk osv.? For første gang slog det mig, at det måske kunne være meget hyggeligt med en baby mere om 6-8 år. Jeg er stadig kun 31, så det er ikke urealistisk! Så er drengene så store, at de er meget selvhjulpne, og så bliver det nemt med en baby i huset, fordi de bedre kan klare sig selv, mens jeg tager mig af babyen, og de kan også hjælpe mig på et helt andet plan. Og nuttetheden og de små, buttede fingre og lår forbliver i huset 🙂

Men nej. Jeg tror, det blot forbliver ved tanken. For man bliver da for alvor kastet tilbage til stenalderen, hvis man pludselig står med en baby igen, når ens andre børn for eksempel er 6, 8 og 10 år. For ikke at snakke om, at man selv er det ældre, og så er graviditeten og natteroderiet sikkert ingen spøg. Desuden har jeg også hele to kolleger i sidste halvdel af 30’erne, der pt. er gravide med tvillinger ad naturlig vej… den ene skulle efter års overvejelser og børn på 4 og 6 år lige prøve at få en 3’er, men nu er det så nummer 3 og 4. Kan I lige se det for jer, hvis det skete her – FEM børn?!? Nej, vi holder her. Det kom også helt bag på mig selv, at tanken i det hele taget strejfede mig. Det er al den aftennuttethed, der slog benene væk under mig og gjorde mig sentimental 😉 Jeg vil nyde dem i fulde drag, mens de er så små, og huske dette, når det er hårdt. For tiden flyver af sted!

Og hvordan gik det så med amningen denne gang?

Ammedebatten raser i disse uger, og netop i dag er der “Det er jo bare bryster”-events i nogle af landets største byer, inklusiv min egen. 
Uanset hvad, så forstår jeg ikke, at det støder folk, at man ammer. Nu har jeg aldrig haft så lange eller gode ammeforløb, at jeg blev en ørn til at gøre det diskret, men jeg har kun én gang set en kvinde, der ammede yderst indiskret, og det var ikke stødende – nærmere komisk 😉
Jeg kom gående i centrum af min by, som er Danmarks fjerdestørste, og mit blik fangede hende, fordi hendes krop sad på en bænk i en meget akavet stilling. Da jeg kiggede nærmere, så jeg, at hun foran sig havde et barn på 2-3 år i en paraplyklapvogn af den helt simple slags, og han sad med ansigtet strakt helt frem for at nå hendes bryst, der var strukket helt vandret ud i luften mellem dem. Men det er nok de færreste, der ville gøre sådan 😉

Kort før Lillebrors fødsel skrev jeg om mine tidligere ammeerfaringer. Og ja, til at starte med denne gang gik det faktisk okay. Lillebror fik fat med det samme efter fødslen, og det gik fint det første døgns tid. Men han var jo en ret stor dreng på 4440 gram, og da han blev mere og mere ked af det, begyndte jeg at tænke på, om han mon i virkeligheden havde brug for noget mad (for min mælk var jo ikke løbet til endnu, og Badutten fik mad igennem sprøjte med det samme, han kom ud, for det havde han brug for med sin høje fødselsvægt på 5480 gram).

Han endte med at få en smule på kop på andendagens aften, men kort efter faldt han i en helt utrolig søvn, som han skulle vækkes fra. Og vækkes. Og vækkes. Han meldte ikke sig selv, og da vi så ham i dagslys, var han noget så gul. Vi blev hurtigt overflyttet til neonatalafdelingen, så Lillebror kunne komme i lys og få noget mad. Min mælk var nemlig stadig ikke løbet til, og da Lillebror nu var så slap af gulsoten, kunne han ikke hjælpe. I gang med malkemaskinen. I med en sonde til Lillebror, som slet ikke tissede på grund af manglende mælk, og som i den grad havde brug for det, både af de helt åbenlyse årsager, og så fordi urinen er med til at skylle gulsoten ud af kroppen. Vi spurgte, om hans gulsot var blevet værre, fordi han ikke havde fået væske, og det sagde de havde været medvirkende dertil. Men altså, man prøver jo at få barnet til at amme, og så KOMMER der jo bare ikke noget ud med det samme!

Da han efter et døgns tid kom ud af lyset og var noget mere frisk (men dog slet ikke optimalt), skulle han først sutte ved mig og så suppleres med flaske. For det var vigtigt, at han blev fyldt på så meget som muligt for at få gulsoten ud af kroppen. Allerede der kunne jeg godt mærke på ham, hvad han foretrak…men jeg ville ikke give op, for jeg kunne mærke, at han havde rigtigt fat, når han suttede – han havde bare ikke kræfter til det ret længe ad gangen.

Vi kom hjem, og Hr. Arbejdsom kørte straks af sted for at leje en malkemaskine, så jeg kunne holde produktionen oppe, mens Lillebror ikke selv kunne. Og sådan gik den første måned af hans liv, når der skulle spises: Han blev lagt til, suttede lidt, fik flaske bagefter, jeg malkede ud… men for hvert måltid blev han sværere og sværere at få til at tage fat, og når han så tog fat, tog han to sut og kastede så hovedet tilbage og skreg. Hvis jeg kun havde haft ham, så tror jeg måske godt, det kunne have lykkedes, fordi han er den eneste af mine børn, der rent faktisk har haft ordentligt fat uden en suttebrik, men når der samtidig trissede en halvandetårig og en på 3 1/2 rundt omkring mig, som også skulle sørges for, så havde jeg ikke tiden eller overskuddet til melde mig ud af samfundet og lægge mig hud mod hud i en uge i sengen med Lillebror for at få det til at lykkes. Og efter en måneds kamp og udmalkning ebbede det lige så stille ud.

Eftersom jeg har prøvet at have flaskebørn før, må jeg indrømme, at trygheden er stor i, at man ved, hvor meget de får. Jeg bruger nu for tredje gang Babykalenderen, hvor jeg holder regnskab med blandt andet madindtag. Men samtidig ville jeg da helst, at amningen var kommet op at køre, for det er et utroligt besvær at rense flasker flere gange i døgnet, for ikke at tale om, hvad modermælkserstatning koster. Vi bruger så også Nan H.A., som er noget dyrere. Så er der jo selvfølgelig også det med sundheden og nærheden, men jeg mener ikke, Kongen og Badutten har manglet hverken nærhed eller er blevet mere usunde af sutteflaske og modermælkserstatning. Og alle mine tre børn har jo fået den vigtige råmælk og efterfølgende også min mælk i noget tid. 

Folk siger, at der jo også er fordele ved at give flaske, for så kan jeg:

1) Nemmere få ham passet
2) Lade andre give ham mad
og
3) Drikke alkohol.

Men jeg:

1) Vil ikke have ham passet endnu, i hvert fald ikke i ret lang tid ad gangen (vi skal til bryllup til oktober, hvor han kun er et halvt år, og det synes jeg faktisk er tidligt at skulle undvære ham en hel aften og nat),

2) Jeg vil helst selv give ham mad, og Hr. Arbejdsom har faktisk kun gjort det to gange, for han er ret utålmodig, når det kommer dertil

og

3) Jeg er helt utrolig ligeglad med alkohol.

Nå, men nu er det sådan, og jeg har det heldigvis fint med det. Den sorg, jeg følte over det dengang med Kongen, selvom jeg endda sad oppe dag og nat og malkede ud til ham i 4 hele måneder, så han kunne få mit mælk, er der ikke. For jeg har helt utrolig meget andet at se til og er nok også blevet stærkere, når folk spørger ind til det, og føler ikke, jeg i samme grad skal forsvare mig selv.

Men HVIS jeg alligevel skulle, skal I da ikke komme og sige, at jeg ikke prøvede – havde disse til at ligge (bogen er en sød venindes, som ovenikøbet havde skrevet et brev til mig med gode ammeråd, som også blev brugt):

Egentlig er det mærkeligt, at jeg så utrolig ofte har haft følelsen af at skulle forsvare at give mine børn flaske – som om jeg skyldte folk en rigtig god forklaring på, hvorfor de ikke blev ammet (længere). Og især med Kongen var det som om, at når folk så hørte, at det var mit mælk, der var i flasken, var det ikke helt så slemt, at han fik flaske. Og nu føler ammende mødre så, at de skal gemme deres bryster væk og ikke er velkomne alle steder – måske skal de endda forsvare sig selv? Det er jo HELT tosset! Vi gør alle det bedste for vores babyer, og de får mad på den måde, der har vist sig som rigtig og fungerende for OS. Fred være med det!

ShapeUp

Det var jo det der med at komme i gang med at få smidt graviditetskiloene…

…hvilket jeg virkelig havde de bedste intentioner omkring. Men selvom jeg førhen har tabt mig godt hos de Danske Vægtkonsulenter, er det åbenbart ikke det rigtige for mig nu, for min tid og mit overskud er ikke til at snitte og veje maden hele tiden. Det gik godt de første par dage, men især alle gøremålene og trætheden, der følger med som nybagt mor til tre børn under 4 år samt en mand, der har alt for meget at se til på arbejdet for tiden (og så min fars sygdom og min farfars død oveni), gjorde, at jeg faldt i et sukkerhul så stort, at man skulle tro, det var løgn. For med en baby på armen og to andre relativt små drenge, der også gerne vil løftes i ny og næ, har man bestemt ikke tid eller hænder nok til at snitte en salat, og når man så er helt svimmel af sult og er ved at gå sukkerkold, så er det (alt for) nemt lige at snuppe noget chokolade, der så praktisk lader sig åbne med én hånd, hurtigt kan spises og desuden kvikker en gevaldigt op i løbet af no time. 
Men så blev jeg i weekenden af min søster mindet om app’en ShapeUp, som jeg faktisk har haft installeret før. Jeg troede egentlig ikke, jeg var helt klar til at slippe taget i sukkeret endnu, men det kom helt af sig selv i går, hvor jeg blev helt utrolig motiveret af at sidde og lege med app’en, og der gik sport i, at jeg ikke skulle indtage mere, end jeg burde, for at tabe mig. For første gang i mange mange uger havde jeg en hel dag, hvor jeg ikke gik sukkeramok, og det føltes helt okay, fordi der jo ikke var noget, der var forbudt – men alting med måde. Og at jeg i dag bare for sjov stillede mig op på vægten for at se, om der kunne ske noget på en enkelt dag, og jeg så vejede 600 gram mindre end i går, gjorde bestemt ikke motivationen mindre – men jeg vil selvfølgelig ikke veje mig hver dag ellers. Men jeg LOVER, at jeg vender tilbage om en uge med et indlæg om, hvordan det går – prik gerne til mig, hvis det ikke sker 😉
Er især vild med funktionen, hvor man kan scanne sine madvarers stregkode og dermed hurtigt finde ud af, hvor meget det går an at spise af dem. Og at det så er gratis, gør bestemt ikke app’en dårligere! Man kan betale for flere funktioner, men det er slet slet ikke nødvendigt. 

Ny livsstil fraaaaaa… i dag!

Allerede da vi kom hjem fra sygehuset for snart to uger siden, handlede jeg samme dag ind til det sunde liv med grøntsager osv. Det gik også fint de første par måltider, men så gik der “hænderne fulde” i den – og jeg prioriterede det heller ikke.

Da Lillebror var halvanden uge, stillede jeg mig på vægten og opdagede til min glæde, at 12 af de 22 kilo, jeg tog på under graviditeten med ham, allerede var væk. Og så slog jeg koldt vand i blodet. Indtil der blev weekend. For hvorfor gå og udskyde det?

Jeg har tidligere tabt mig med succes hos De Danske Vægtkonsulenter. Faktisk er jeg ret god til at tabe mig, men helt elendig til at holde det bagefter. Jeg gik der også for at tabe graviditetskiloene (32!!) efter Badutten, og fik mit medlemskab sat på standby, da jeg blev gravid med Lillebror.

I dag tog jeg af sted til vejning. Følte mig motiveret allerede i weekenden, så kunne lige så godt tage tyren ved hornene. Måske virker det latterligt, at jeg ikke bare kan gøre det selv herhjemme, men det giver mig rigtig meget at møde op til vejning hver uge. For så falder jeg ikke lige så nemt i sukkerfælden, og jeg sørger også for så vidt muligt at have mit eget mad med, når jeg tager nogle steder. Fordi jeg godt gider gøre en masse for det, når jeg bliver holdt op på det og ligefrem betaler for det. Så er selvdisciplinen enorm.

1. maj; en god dato at starte på, tror jeg! Og det kommer nok også til at fylde lidt på bloggen. Det er endnu mere pinligt at falde i, når andre følger med i det 😉

Glææææder mig til at få min gamle krop tilbage – eller i hvert fald til at føle mig tilpas i min egen krop igen!

Velkommen til verden, Lillebror!

Så blev det alligevel i dag! Lillebror kom til verden kl. 15.57 og var 4440 gram og 51 cm. lang. Vi nåede kun lige hjem i halvanden time efter igangsættelsesforsøg nummer to. Vi blev aldrig scannet, men de vurderede ham til 4500-4700 gram. Jeg havde afsindigt ondt lige fra vi kørte hjemad og til vandet gik noget så voldsomt kl. 14.30. Derefter startede de mest sindssyge veer, og vi var på sygehuset igen lidt før klokken 15. Der var jeg 4 cm. åben, og de gjorde klar til en epidural. Men klokken 15.30 fik jeg pressetrang og var allerede fuldt åben – så tror da pokker de veer var så voldsomme! Pressefasen blev intens og fuld af vanvittig smerte og skrig, men klokken 15.57 var han allerede ude under halvanden time efter vandet gik. Wow! Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Og vi undgik neonatal, så jeg ligger nu i sengen på Barselshotellet SAMMEN med Hr. Arbejdsom og ikke mindst en gryntende Lillebror ved siden af mig – helt perfekt! I morgen tidlig kommer de to storebrødre, og hold op hvor jeg glæder mig til at se dem!

Lillebror 14. april 2013

Still waiting…

Nå. Men Lillebror er stadig ikke ude. Tak for jeres hilsner og hep, det varmer og betyder meget!

Da vi var på vej hjem fra sygehuset i går efter igangsættelsen, fik jeg smerter, som kom med jævne mellemrum i de næste 12 timer. Og så stoppede de.

Vi kom herud igen i morges og blev mødt af den sureste jordemoder, så jeg blev helt glad for, at fødslen ikke var i gang, for hende ville jeg have svært ved at føde med. Jeg skulle igen have kørt en CTG, som skulle vare en halv time. Da den sure jordemoder stadig ikke var kommet efter fem kvarter, skete der noget helt fantastisk: Den søde, unge jordemoder, der for halvandet år siden endte med at hjælpe Badutten til verden, trådte ind på stuen, fordi den sure var blevet kaldt til noget akut. Hun kunne godt huske os og ville høre alt om, hvordan vi havde det med forløbet fra sidst og hvordan det var gået siden. Til hindeløsningen i tirsdags blev Lillebror jo vurderet til 3900 gram, mens hende i går til igangsættelse nummer et mente 4 kilo. Men hende den søde i dag ville helst gå med livrem og seler på grund af dengang med Badutten, og da hun tænkte i hvert fald 4200 gram, tilkaldte hun afdelingsjordemoderen, som synes, at der er meget barn i min mave, og at vi måske er oppe på 4500 gram. Så nu har de tilkaldt en, som kan scanne, og det venter vi på nu. SHIT det gør mig nervøs, som den Lillebror bliver større og større, jo flere der mærker på ham! Fik også sat en pille mere op, og meningen er, at jeg skal have en mere om 6 timer, hvis der stadig ikke er gang i noget, men nu må vi se, hvad scanningen siger. Der er stadig 1 cm. livmoderhals tilbage, så det er ikke lige op over. Jeg har ondt og må ikke rejse mig, før pillen har siddet i en time. Skal tisse helt vildt!

Det hårdeste er, at vi ikke har set Kongen og Badutten siden fredag aften, da de blev puttet. De har det godt hos min mor og far, men jeg savner dem helt vildt!!! Har snakket i telefon med Kongen flere gange, og han forstår det godt, men jeg tænker meget over, hvad Badutten mon tænker om det hele. Jeg havde tænkt, at vi skulle besøge dem i dag, efter pille nummer to var blevet sat op, hvis jeg ikke havde for ondt, for det synes jeg ikke, de skal se. Men nu ved vi jo ikke, hvor længe vi skal blive her i denne omgang. Puha!

Min udsigt lige nu – maven er helt skæv; han ligger med ryggen helt presset ud i den ene side:

Klar? Klar!

Så er vi på fødegangen til igangsættelse. Og jeg håber, det ikke trækker ud, så I herefter ikke kommer til at høre mere fra mig, før Lillebror er kommet til verden!

Der er stadig en del livmoderhals tilbage, så har lige fået lagt en pille op, og skal ligge stille den næste time, så lige nu er vi bare os selv. Hr. Arbejdsom læser avis og hører Mads og Monopolet.

Derefter bliver vi nok sendt hjem for at afvente veer. Hvis livmoderhalsen havde været væk, kunne de tage vandet, så det kunne gå i gang med det samme, men det var den desværre ikke. Vi har ellers bilen fuld af pusletaske, lift, dyne og sengetøj, babyautostol, tøj til mig til bagefter, min toilettaske, gaven til Lillebror fra Kongen og Badutten og tøj til Lillebror. Det ville jo være dumt ikke at have taget det med, hvis fødslen nu kom i gang med det samme. Hjemme står alle vognene klar, til når der skal ud at trilles med tre børn 🙂 Åh, hvor jeg dog håber, at det ikke kommer til at tage flere dage!

Min udsigt lige nu:
(og nedenunder alle de andre ting, der er klar, så Lillebror bare kan komme an 😉 )

Amning

Hvis I har læst med om både Kongen og Badutten, så ved I, at jeg ikke har haft vellykkede ammeforløb med nogle af dem af helt forskellige årsager. Og det gør mig selvfølgelig bange for, om det samme vil ske igen.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve at amme af flere forskellige årsager: Det er sundt for baby, det er nemt (hvis det fungerer), men samtidig ved jeg nu også godt, at modermælkserstatning bestemt ikke er usundt, og at man sagtens kan have den samme nærhed med sit barn med en sutteflaske.
Kongen fik mit mælk i 4 måneder, selvom han endte med ikke at blive ammet, og den vigtige råmælk fik han også. Det samme gjorde Badutten, mens han så kun fik mit mælk i en lille måneds tid. Ingen af dem har lidt nogen nød eller været mere syge end andre – faktisk har ingen af dem nogensinde døjet med ørerne, haft astmatisk bronkitis eller nogle af alle de ting, man ellers tit hører, mange små børn har problemer med.

Jeg er så heldig, at vi denne gang har fået lov til at komme på Barselshotel, hvor førstegangsfødende ellers kun kommer, fordi vi har haft de to forløb, vi har haft. Dette selvfølgelig kun, hvis jeg ikke af den ene eller den anden årsag ender på neonatal (igen). På Barselshotellet får vi vores eget værelse sammen med baby, besøg af jordemoder to gange i døgnet og adgang til at kontakte professionelle så tit, vi vil, hvis det er nødvendigt. De vil hjælpe til med, at amningen kommer op at køre, og ser gerne, at vi først tager hjem, når mælken er løbet til, og de kan se, at baby er i trivsel som følge af mors mælk. Jeg håber SÅ meget på at slippe for neonatal denne gang, og de to vigtigste grunde er selvfølgelig, at så er der større chance for, at amningen kommer op at køre, og så fordi, at Hr. Arbejdsom og jeg virkelig godt kunne tænke os at prøve at være sammen efter en fødsel. Det er helt utrolig smertefuldt at blive skilt ad bagefter, og jeg ville næsten ikke kunne holde det ud igen – selvom jeg selvfølgelig godt ved, at hvis man ryger på neonatal, så er der en grund til det, og at de kun er der for at hjælpe en. Men jeg ved også, at hvis vi kommer på neonatal, og Lillebror kommer i kuvøse og får sonde, så er jeg ikke parat til at blive der i ugevis for at få ham til at tage brystet EFTER han har fået serveret maden direkte ned i maven uden at arbejde for det i x antal dage. Så ved jeg, at kampen bliver lang og hård, og jeg har også to andre små drenge herhjemme, som jeg ikke vil undvære for længe.

Dengang med Kongen var jeg i dyb sorg over, at det mislykkedes, og det tog mig LÆNGE at komme over. Selv da Badutten var lille, og vi var nogle steder henne, kunne jeg blive helt flov, fordi han fik sutteflaske. Samtidig er det også noget, rigtig mange spørger ind til, altså om man ammer – og det er som om, man skal forsvare, hvorfor man ikke gør, hvis det er tilfældet. Men jeg vil sige, at jeg nu godt ved, at det ikke er jordens undergang, hvis det ikke lykkes, og at man stadig kan være en fantastisk mor uden at amme. Men derfor gad jeg da godt prøve det – måske tredje gang er lykkens gang?

Hvordan gik det med jer og amningen første, anden, tredje gang måske?