Min første barsel med Kongen var… det er svært at sætte ord på faktisk, men det, at han kom ud før tid, og vi var en måned på sygehuset bare ham og jeg, gjorde ikke noget godt for mit og Hr. Arbejdsoms forhold efterfølgende. Jeg havde efter hjemkomsten kun øje for Kongen, og det rykkede i mig, når Hr. Arbejdsom prøvede at gøre noget, som ikke var på samme måde, som jeg havde lært på sygehuset. Samtidig havde Kongen jo fået madlede, fordi vi havde kæmpet den forfærdelige ammekamp, så når han skulle spise – selvom det var af sutteflaske – var det en timelang kamp, og jeg døjede med at tage, at Hr. Arbejdsoms tålmodighed ikke var stor. Så kunne jeg bare gøre det selv – og det ville jeg også helst, fordi jeg var uendeligt ked af, at jeg ikke ammede Kongen, selvom han fik mit mælk. Jeg følte, at det, vi kunne have haft sammen, som kun jeg kunne give ham, var taget fra mig; som om hvem som helst nu kunne tage sig af ham. Det her gør ondt at skrive, for jeg kan jo godt selv se, at det blev grebet forkert an, og at vi begge begik fejl. Men vi havde været sammen i mange år uden børn, og pludselig var vi forældre – især var jeg mor med stort M – og vi skulle definere vores roller i forhold til hinanden på ny.
Da Kongen var 3-4 måneder, kom vi i en mødregruppe, og mine forventninger var høje. Jeg har altid været god til at snakke med de fleste mennesker, og jeg havde hørt, at nogle kom i så god en mødregruppe, at også mændene mødte hinanden og havde kontakt, selvom børnene var startet i skole. Jeg regnede nok lidt med at komme i sådan en gruppe, og det eneste, jeg var bange for, var, om de ville se ned på mig, fordi jeg ikke ammede Kongen. På forhånd havde jeg tænkt, at det kunne være fint, hvis vi kunne aftale en fast dag at mødes på, fordi jeg også kendte rigtig mange andre på barsel på det tidspunkt, og hvis man skal aftale fra gang til gang, er det altid så bøvlet, især når det drejer sig om mere end to mennesker.
Vi var fire i gruppen, og jeg kan ikke sige et ondt ord om dem. Men de ville ikke være med til at aftale en fast dag – det syntes de bare vi skulle tage fra gang til gang – og det gjorde, at der tit gik noget tid imellem, at vi sås. Jeg var nok den, der oftest måtte melde afbud, fordi Kongen var en del syg; for eksempel havde han en periode med en voldsom diarrevirus. Og selvom Kongen altid artede sig, når vi var af sted, og nok var den baby, der græd mindst, så var det alligevel lidt hårdt at være den med det barn, der spiste dårligt, var født for tidligt osv. Og jeg følte ikke, at der i gruppen var plads til den slags følelser. Alle havde født til tiden, alle var blevet gravide hurtigt… de kunne slet ikke sætte sig ind i, hvordan jeg havde det. En af dem var typen, der altid bare sagde, at alt gik godt, og det lagde også en dæmper på, hvad man selv havde lyst til at fortælle. Hun ville også altid sammenligne og konkurrere, og det synes jeg slet ikke er på sin plads i sådan en gruppe. De to andre var søde, helt bestemt, og de havde rigtig meget kemi og en masse til fælles, så jeg følte mig lidt udenfor. Og det var en meget uvant følelse for mig, der altid havde været vant til at falde i hak i de fleste sociale konstellationer. Jeg startede på arbejde, da Kongen var 13 måneder, og det var utrolig hårdt. Jeg frygtede det virkelig, og de første 4 måneder var især hårde, fordi han skreg helt vanvittigt, når han skulle afleveres. Det sad i mig hele arbejdsdagen, og det kunne kun gå for langsomt med at hente ham, når jeg havde fri. Jeg satte spørgsmålstegn ved, hvorfor en anden nu skulle have ham i hans bedste timer hver dag, og det var tungt at bære rundt på.

Barslen med Badutten var som tidligere nævnt mere stresset, men samtidig meget mere organiseret. Der var mindre hygge og flere ting, der skulle gøres. Jeg havde ikke gået til babysvømning med Kongen, så det satte jeg mig for, at jeg ville med Badutten. Jeg takkede også ja til mødregruppe, og jeg vil også sige, at jeg nok denne gang havde mere til fælles med dem, jeg kom i gruppe med. Vi var alle flergangsmødre, og det var rart, at vi alle tog det mere roligt. Der var dog også her en, der altid ville sammenligne, og gik højt op i, hvem der kunne sidde først, sov igennem først, kunne gå først… jamen altså, hvad sker der for det?!? Og som tidligere beskrevet så havde de alle børn af hvert køn, og det blev stort set bragt på bane hver eneste gang, for det syntes de jo alle var det mest rigtige. Jeg er bestemt ikke en stille person, nærmere tværtimod, men jeg har utrolig svært ved at sige fra, når folk taler på den måde. Inden hvert møde tænkte jeg, at I DAG ville jeg sige noget, men jeg blev altid helt paf og indelukket over, at de kunne sige sådan, så det blev aldrig til noget. Jeg var utrolig meget på i min barsel med Badutten, og fordi Kongen kun var en 2-årig storebror, var der rigeligt at se til – også fordi Hr. Arbejdsom arbejdede meget i den periode. Jeg startede med at arbejde igen, da Badutten var 10 måneder, og det gjorde både, at han var meget nemmere end Kongen at køre ind, og jeg kunne gemme noget barsel til senere brug. Det gode ved denne barsel var, at Hr. Arbejdsom og jeg virkelig blev tætte og fandt hinanden igen. Vi var meget opmærksomme på, at det ikke skulle gå som sidst. Kongen stod for eksempel i liften i sengen IMELLEM os og dannede en mur – Badutten stod i den ene side, så vi stadig kunne putte os ind til hinanden og ikke glemte hinanden. Det er de små ting, der tæller, og Badutten gjorde virkelig, at familien blev hel igen. Vi fandt ud af, at vi sagtens kunne finde ud af at have børn sammen, vi skulle også “bare” huske hinanden.

Nu lyder det måske som om, at jeg har haft to ikke ret gode barsler, og sådan skal det bestemt ikke læses. Den tid, man har hjemme med sin baby, hvor man har alle de gode timer sammen, kommer aldrig tilbage, og jeg nød det også meget og var begge gange vemodig ved, at det nu var slut. Men jeg har gjort mig mange tanker om, at jeg denne gang ikke vil gøre ting, jeg inderst inde egentlig ikke har lyst til, og da jeg påtænker at holde barsel i laaaang tid denne gang – vil bruge alt det, jeg har, samt det resterende fra Badutten og nogle gemte ferieuger – så er det vigtigt, at jeg lytter til MIG denne gang, og jeg har tænkt meget over følgende ting:

• Jeg har tænkt utrolig meget over det med mødregruppen, og jeg er 99 % sikker på, at jeg fravælger det denne gang. Samtidig nager det mig lidt, for TÆNK nu hvis det viste sig at være drømmemødregruppen denne gang? Muligheden for at starte op og melde fra igen eksisterer ikke for mig, for jeg er typen, der bliver ved, hvis jeg først har meldt mig til noget, og jeg gider heller ikke være hende den mærkelige, som møder de andre rundt omkring i kvarteret, selvom jeg egentlig ikke gad deres selskab alligevel. Og hvis jeg aldrig møder dem, ved jeg jo heller ikke, hvad jeg går glip af. Jeg er ikke HELT afklaret endnu, men næsten. Hvad tænker I om konceptet mødregrupper, og hvordan var/er det for jer?

• Jeg vil ikke melde mig til et babysvømningshold denne gang, men selv tage i svømmehallen med Lillebror, når det passer ind. Der var ikke en eneste gang, Badutten ikke sov, når vi skulle svømme, fordi jeg havde meldt mig til holdet lang tid før, det startede, og hans søvnmønster så havde ændret sig, og er der noget, jeg virkelig ikke bryder mig om, med mindre det er strengt nødvendigt, så er det at vække en sovende baby. Nu ved jeg, hvad det går ud på, så jeg kan sagtens gøre ham tryg ved vand selv på tidspunkter, der passer godt ind for os.

• Jeg vil ikke booke dag efter dag op med aftaler – selvfølgelig skal vi lave ting, men der skal også være masser af huller i kalenderen. Det vigtigste af alt er, at Kongen, Badutten, Hr. Arbejdsom, Lillebror og jeg har det godt, og for at Kongen og Badutten også føler, at jeg har tid til dem, når de kommer hjem, kræver det også noget forberedelse i løbet af dagen, for eksempel klargøring af aftensmaden. Det kunne også være rart med en lille lur i ny og næ, når Lillebror sover, så Hr. Arbejdsom og jeg også kan have lidt voksentid, uden jeg er ved at falde i søvn. Jeg er selvfølgelig klar over, at starten helt sikkert bliver hård – jeg husker stadig en nat, da Badutten var helt lille, hvor jeg vågnede i vores seng halvvejs på vej op mod puden (sengen står op ad en væg, så man skal kravle derop), fordi jeg var så træt, at jeg var faldet i søvn på vej i seng. Og jeg ved jo godt, at det lige kræver lidt tilvænning igen at skulle være oppe om natten, og at der er en, der er så lille, at han intet kan selv, men har brug for mig – og hans far – som hjælp til alt.

• Samtidig er det vigtigt for mig at få min krop tilbage denne gang. Jeg skrev jo et indlæg for noget tid siden, der handlede om, at NU ville jeg tage tyren ved hornene, men det er altså utrolig svært at spise fornuftigt hele tiden, mens man er gravid. I skrivende stund har jeg i denne graviditet taget 20 kilo på, hvilket er lidt i forhold til dengang med Kongen (25 kilo, og han er jo født i uge 33+4) og Badutten (32 kilo), men det er så også denne gang, jeg har haft den største “startvægt”. Jeg har fået utrolig meget vand i kroppen de seneste uger, så der er det gået stærkt med kiloene. Nu ER det sidste gang, jeg er gravid, og min krop har været belastet af tre graviditeter på 4 år og alle de vægtsving, det har givet. Man har det bare SÅ meget bedre med sig selv, når man er sund, og man har mere overskud, er mere glad og slet ikke så træt, når man ikke er sukkerdopet, så jeg vil prioritere denne gang, at jeg har tid til at få lavet den sunde mad – og når jeg er oven på fysisk efter fødslen, så skal der trilles nogle ture med barnevognen! Der er en halv times gang til Kongens og Baduttens børnehave/vuggestue (5 minutter i bil, og det kan selvfølgelig være nødvendigt indimellem), så det giver jo en times gåtur hver dag, hvis man går begge veje. Og vi går en dejlig tid i møde med forår og sommer, så det vil jeg benytte mig af!