Warning: Use of undefined constant CHILD_THEME_VERSION - assumed 'CHILD_THEME_VERSION' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/drengemor.dk/public_html/wp-content/themes/graceful/functions.php on line 17

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Tungsind

Jeg fik nedtur på i pinsen. Jeg havde glædet mig så meget til fem gode dage med drengene, efter at Grundlovsdagsferien ugen inden havde været så vellykket, men desværre bestod pinseferien meget af sure, pylrede børn, der skændtes, og de to små ville begge kun være ved mig. Bevares, vi havde da også gode stunder, men jeg følte mig for første gang i al den tid, jeg kan huske med børnene, seriøst DRÆNET.

Der er flere ting, der nager mig for tiden. For eksempel er jeg på det nærmeste skrækslagen ved tanken om at skulle starte på arbejde igen. Jeg har ikke været på arbejde siden februar 2013, så når jeg starter til august, har jeg været væk i halvandet ÅR! Jeg skal stå for helt nye ansvarsområder, som jeg ikke har prøvet før, og da jeg er lærer, er der allerede nu en del ting, jeg skal tage stilling til, selvom jeg officielt stadig går hjemme, for at være klar til næste skoleår. Min barsel er slut, men jeg bruger nu en masse gemt ferie. Det er svært at dele mit hoved op i hjemme og arbejde, når Lillebror også er hjemme sammen med mig og kræver mig det meste af tiden, og det er da også ham, jeg bruger langt det meste af min tid på. Man kan ikke andet – han er OVER ALT! Og her taler vi altså i virkelig høj grad; selvom Kongen og Badutten også pillede, slår Lillebror alle rekorder. Man kommer ikke sovende til at passe på ham 😉

I pinseferien, hvor jeg tænkte mange tunge tanker, overvejede jeg (med utrolig dårlig samvittighed til følge), hvorfor jeg ikke havde startet ham op i dagpleje allerede fra 1/6. Jeg ved jo godt hvorfor: Jeg vil gerne have ham for mig selv herhjemme så længe som muligt, og jeg ser heller ingen mening i at starte ham op i juni, holde ferie det meste af juli for så at starte (stort set) forfra i august. Men det går mig på, at jeg på grund af reformen skal starte lidt før antaget, således at både Lillebror og jeg begge skal starte den 4. august. Det bliver lige på og hårdt – ingen blid indkøring her! Dagplejeren holder selv ferie op til, så vi kan ikke starte ham op ugen før. Men vi kender hende fra Kongens tid der, og Lillebror og jeg besøger hende indimellem – sidst for et par uger siden – og det gik rigtig godt, så jeg håber, det går. Det SKAL det jo! Og når det så er sagt, så ER han klar. Han ved ikke noget bedre, end når vi er oppe i børnehaven/vuggestuen for at aflevere og hente Kongen og Badutten. Der skal han jo desværre ikke gå, men pointen er, at han er mere end klar til at have en hverdag sammen med andre børn.

Den 25. juni er der er vigtigt møde i mit nye team på arbejdet, så der har min mor taget fri fra arbejde for at passe Lillebror, så jeg kan komme med. Det bliver dejligt at få styr på nogle ting der, selvom der ikke er noget krav om min deltagelse, da jeg jo officielt ikke er startet op endnu. Men jeg ser det som i min egen bedste interesse at være med.

Jeg har (igen, igen, igen) fejlet totalt på vægttabsfronten. Det er gået op og ned, op og ned, op og ned i månedsvis efterhånden. Jeg har faktisk aldrig haft så svært ved det som denne gang. Det er, som om jeg aldrig rigtig finder den fornødne tid til at fordybe mig i det, og jeg skifter kurs alt for ofte. Og så falder jeg i sukkerfælden alt for ofte! Jeg har fulgt DDV flere gange efter at have skrevet det her sidste år. Men det stresser mig for meget i længden at veje maden, og at jeg altid føler mig besværlig. Jeg har prøvet LCHF, som tiltaler mig meget, og som jeg har taget tilløb til en del gange i et par år, men fedtmængden skræmmer mig. Det gik også fint i noget tid, men jeg savner frugt (og BRØD!) for meget, og falder så i med langt værre ting. Gang på gang! Jeg HADER mig selv for det. Jeg har prøvet Fit på 100 dage af Anne Bech, som helt sikkert også er effektivt, men meget strengt. Jeg havde det svært med for eksempel hakkebøf til morgenmad, og så blev jeg også alt for sulten. Der var også mange ting, jeg skulle købe ind, jeg ikke havde i forvejen, og så var det meget præcist, hvad man skulle spise, og det besværliggjorde min travle hverdag meget. Jeg har forsøgt mig med Nupo, overvejet 5:2, prøvet udrensning med te, talt kalorier og brugt flere tusinde kroner på diverse produkter og medlemsskaber undervejs… og her sidder jeg så lige nu, kun tre kilo lettere end i slutningen af sidste år. Jeg har været nede at veje 8 kilo mindre, og hvor er det FLOVT, at jeg ikke kan holde ved noget. Når jeg stresser og tænker tunge tanker, trøster de søde sager mig. Selvom de jo SLET INGEN trøst er, når alt kommer til alt, for nu er jeg så flov over mig selv, at jeg sidder og er ked af, at jeg skal vise mig uden for min egen dør i morgen aften til en hyggelig cafetur med en skøn og dejlig veninde. Det gør mig nervøs, at jeg skal til et hyggeligt blogevent på søndag, hvor jeg skal møde nogle dejlige kvinder, jeg har skrevet meget med både igennem deres blogs og Instagram (og også nogle for mig helt ukendte), for hvad tænker de ikke om mig? Der kommer hende, der har forsøgt og forsøgt, men er for svag til at tage sig sammen og få tabt sig – og guderne skal vide, at hun trænger til det! Ja, sådan forestiller jeg mig, at de tænker om mig. De ved jo ikke, at tynde mig gemmer sig inden under min nuværende skal, og kæmper for at komme ud. Jeg har endda også forsøgt mig med at lave en separat Instagramprofil til sunde madbilleder for at motivere mig selv til at holde ved, men jeg tror, jeg dropper den, for jeg lægger jo aldrig billeder op af alt det usunde, jeg OGSÅ spiser (meget af), og så føler jeg, at det er “falsk”, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Jeg føler mig flov ved tanken om at møde folk (også gode venner), jeg ikke har set længe, fordi jeg levende kan forestile mig, at de tænker: “Nå, hun har STADIG alt for mange kilo på sidebenene… det bliver nok aldrig bedre!” Og det er jeg sgu også selv vanvittigt bange for! Jeg gider ikke være hende den tykke resten af livet… hende, der nok har et pænt (nok) ansigt og pænt hår, men som bare ville tage sig SÅ meget bedre ud, hvis hun vejede 30 kilo mindre. Hold kæft, hvor er det deprimerende! Og hvad gør man lige? Hvad f…. vil virke for mig? Det er ikke godt nok for mig, at jeg da er pæn nok, som jeg er, for let’s be honest… 30 kilo for meget ER bare ikke klædeligt, når alt kommer til alt, og det, at jeg har det så dårligt med det indeni, skinner jo også igennem udvendigt, fordi jeg ingen indre glød har, og fordi jeg er så flov over mig selv, at jeg altid møder folk med en rødmen, der er noget så pinlig og uklædelig. Ja, hvad skal jeg lige gøre? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg træner forresten stadig i Loop, men slet ikke så ofte, som jeg gerne vil. Deres åbningstider harmonerer ikke vildt godt med mit liv pt., men jeg er faktisk helt vild med det, når jeg så er af sted, så det vil jeg ikke afskrive endnu.

Jeg har ikke opgivet. Men jeg er i vildrede. Og helt utrolig træt af mig selv!

Nu smækker jeg sgu benene op!

Et kort pip herfra. Er temmelig tilfreds med mig selv efter denne weekend: Trænede i Loop i går, for derefter at gå/løbe i 53 minutter (tog tid 😉 ) ud til drengenes tante, onkel og fætre, med Badutten og Lillebror i tvillingeklapvognen og Kongen på cykel ved siden af.
I dag har Kongen, Badutten og jeg samlet ind til Kræftens Bekæmpelse i fire timer, og jeg er SÅ stolt af mine to største drenge, der holdt ud hele ruten – men mere herom en af de nærmeste dage, for det var så god en oplevelse (krydret med lidt pinligt sjov, da Kongen to gange sagde: “Hvorfor lugter der sådan her?”, mens vi ventede på folk, der hentede penge inde i deres huse, og én gang sagde: “Hvorfor er der så beskidt i deres gang?”), at jeg vil fortælle mere detaljeret om det, når vi har fået resultatet fra vores rute. Spændende!
Men lige nu forstår jeg faktisk slet ikke, hvorfor jeg stadig sidder op 😉 Mine ben er ret ømme nu, og jeg er lige startet på en skidesød og sjov serie på Netflix – endelig, har ikke fundet en god en i evigheder! Den kan bestemt anbefales 😉 Og den skal jeg se… NU! God aften, allesammen 🙂
Se den, medsøstre – I vil ikke fortryde det 😉
Kongen og Badutten klar til at vise flaget 🙂

Luft under vingerne (eller min første lange cykeltur i 5 år)

I sidste uge mærkede jeg frihedens vingesus i cirka halvanden time. Jeg havde nemlig et ærinde i byen, hvor det ikke var så praktisk at have Lillebror med, og da slet ikke, fordi det var midt i hans eftermiddagslur, så jeg trillede barnevognen ned til min mor og far. Fordi jeg var på gåben, var jeg uden bil, og jeg ville helst ikke med bussen ind til byen, hvis jeg kunne blive fri. Så jeg lånte min mors cykel, og kom dermed ud på min første længere cykeltur i 5 år! Hold nu OP, det var skønt! 
Bagefter cyklede jeg tilbage igen og hentede Kongen og Badutten, stadig på cykel. Jeg havde regnet med, at de godt kunne gå turen fra børnehaven/vuggestuen ned til min mor og far, som bor cirka midt imellem os og institutionen. Her gik det idylliske lidt af turen… for det regnede, så de måtte pakkes gevaldigt godt ind, og Badutten var træt, så jeg måtte sætte ham i en cykelkurv, mens jeg trak og havde Kongen ved siden af – som var svært utilfreds med, at han ikke også kunne komme til at sidde i en cykelkurv.
Men vi fik hentet Lillebror hos min mor og far, og for at klare resten af turen hjem, måtte vi til bageren efter boller til børnene. Det livede de så meget op af, at jeg vil vove at påstå, at turen derefter genfandt i hvert fald 80 % af idyllen 😉
På turen videre mødte vi en fra min mødregruppe med Badutten, og vi endte med at følges med hende og hendes to børn i en lidt anden retning end planlagt, så vi endte på den nærliggende skoles legeplads.
Klokken blev over 17.00, før vi endelig var hjemme, men ingen havde krise over sult (måske lige med undtagelse af mig, men jeg rummer det bedre end både små og store mænd herhjemme 😉 ), for bollerne lå tungt i de små maver. Overskuddet var derfor højt hos Badutten, der ellers er utrolig pirrelig ved spisetid, og han fjollede rundt med Lillebror, som i dagens anledning endda måtte kravle rundt på ham 😉
Jeg fik dog lavet mad, børnene blev puttet, og jeg tog en tur i Loop. Her prøvede jeg for første gang at have hele cirklen for mig selv, og det var virkelig fedt! Hvis jeg nogensinde vinder (stort) i Lotto, så skal vi have et KÆMPE hus med en hel Loop-cirkel i en afdeling af huset 😉 Det er nemlig ikke altid så nemt for mig at komme af sted, fordi jeg ofte er alene hjemme med børnene, og hvis jeg går derned med Lillebror i barnevognen om dagen, vågner han som regel, når vi er dernede, så jeg ikke engang når derind. Jeg kan mærke, at træningen giver mig et kæmpe boost og en masse energi, så det ville ikke være dårligt med sådan en cirkel i eget hjem 😉 Men den her dag i sidste uge, hvor alting endte med at falde i hak, der lykkedes det – og det var skønt!

Er sgu blevet sådan en, der motionerer!

Ja, det har jeg altså også været før nu 😉
Som barn gik jeg til gymnastik (i et par år), til fodbold (i ganske kort tid), svømning (i 3-4 år, også på konkurrenceplan) og badminton (i omkring 6 år, også på turneringsplan). Som teenager og voksen, næsten frem til vi fik børn, dyrkede jeg også aerobics, og et par år før vi fik Kongen, fik jeg øjnene op for yoga. Jeg havde altid troet, det var sådan noget “hippie-noget”, men jeg kom lynhurtigt til at ELSKE det! Det var SÅ skønt – ren velvære for kroppen, og jeg har aldrig følt mig så godt strukket ud og smidig før! Min instruktør startede med at undervise i Fitness World, hvorfor jeg meldte mig ind der, og så startede jeg også til boksetræning. Det var vildt fedt – man svedte som et s… og forbrændte en hel masse! Boksning og yoga kombineret var genialt for mig. Men så blev jeg gravid med Kongen, og jeg turde dårligt bevæge mig i frygt for at miste ham.
Imellem Kongen og Badutten begyndte jeg at løbetræne lidt, men jeg blev desværre aldrig rigtig glad for det. Og imellem Badutten og Lillebror nåede jeg dårligt at tænke på motion, ha ha 😀 Ej, det er ikke helt rigtigt, for jeg hørte faktisk om Loop Cirkeltræning, og nåede også at nævne det for min søster. Hun startede; jeg var allerede gravid, og blev hurtigt stor og besværet… og dermed gik det i glemmebogen igen.
Men i sidste uge, mens jeg dokumenterede mit madindtag, fik jeg en åbenbaring. Jeg følte et overskud, jeg ikke har følt længe, for ikke nok med, at Badutten nu ikke længere sover lur og derfor sover i ordentlig tid om aftenen igen; Lillebror er også begyndt at have en temmelig fast rytme, hvor han sover senest ved 19-20-tiden hver aften. Så nu er der oftest ro herhjemme fra alle tre drenge senest klokken 20, og endda nogle dage allerede klokken 19. Det betyder jo, at jeg kan bruge tid på andre ting om aftenen (når Hr. Arbejdsom er hjemme i hvert fald) og mine tanker faldt på Loop igen.
I torsdags tog jeg med min søster derned, og jeg blev straks hooked! Jeg er normalt ikke vild med maskinerne, når jeg er i et fitnesscenter, og det bliver ofte på må og få og så ikke rigtig noget alligevel, når jeg gør det. Jeg er klart bedst til hold, hvor der står en og råber og skriger motiverer mig til at yde LIDT mere hele tiden. I Loop er det maskiner, men hele forskellen ligger i, at de står i en cirkel, og de er NEMME at betjene (og jeg er ellers virkelig dårlig til sådan noget!) Hvert 45. sekund lyder en klokke, og så skal man hurtigt videre til næste maskine. Efter fem minutters opvarmning på enten en motionscykel eller en crosstrainer skal man så cirklen rundt to gange, og efter 24 minutter er man DONE! Så har man været hele kroppen igennem, og har fået pulsen godt op. Det passer perfekt ind i et børnefamilieliv – og jeg vil næsten vove at påstå, at det passer godt ind i et arbejdsliv også. Når jeg kører hjemmefra, og til jeg er hjemme igen, er der typisk gået maks. 45 minutter. Planen var egentlig ikke, at jeg skulle derned i dag, da jeg både var der lørdag og søndag også, men børnene er trætte, og jeg kan næsten sige med sikkerhed, at de sover klokken 19 alle tre i dag – og så slog det mig, at jeg vist godt liiiiige kan nå en tur i Loop, inden Hr. Arbejdsom og jeg har en tv-date klokken 20 😉 Det er næsten lige før, jeg vil sige, at det er sjovt, at man skal rundt i den cirkel og hele tiden lytte efter klokken!
I lørdags tog jeg derned, mens Lillebror sov formiddagslur, og da jeg kom hjem igen, var Kongen og Badutten stadig i gang med den samme leg, som da jeg tog af sted, og Hr. Arbejdsom sad stadig samme sted med iPad’en 😉 Det passer mig helt perfekt, at det ikke går ud over familielivet, som jeg altid prioriterer højest, at jeg gerne vil træne.
Søndag skulle Hr. Arbejdsom arbejde, så Badutten og Lillebror kom en tur ned til min mor og far, og så tog Kongen ellers med mig til træning. Det syntes han var meget spændende! Og som bonus hjælper det ham også, hvis jeg når at tage af sted om aftenen, inden han sover – det gjorde jeg nemlig i torsdags (de to små sov allerede), og da han ikke er vant til, at jeg tager af sted (overhovedet), fik han en mindre krise over, at jeg skulle gå. Sikkert også en smule fordi, han slet ikke kunne se for sig, hvor jeg skulle hen. Nu ved han, hvad jeg skal, og at jeg er hurtigt hjemme igen, så det er rigtig godt. Han var meget fascineret af, at man skulle skynde sig at skifte til næste maskine, når klokken ringede, og så fulgte han ellers også godt med i, hvor mange kilo, jeg brugte på hver maskine 😉
Hvis I har et Loop-center i nærheden af jer, så kan jeg kun anbefale at prøve det af. Jeg tog dette billede dernede i søndags, for de kører endda med et fastelavnstilbud lige nu med de første 10 dage gratis, og dernæst den første måned til kun 24 kroner.
Hvad med jer, dyrker I noget sport? Eller hvad har I dyrket engang?

Opsamling og status på DDV-ugen

Så gik ugen, hvor jeg ville dokumentere hver dag, hvad jeg spiste. Og det er gået godt! Da jeg steg på vægten torsdag morgen, havde jeg tabt 2,2 kilo siden torsdagen før. Så det var herligt 😀

Måske har du ikke læst alle indlæggene, og umiddelbart ser de også lidt kedelige ud, når man ser dem i Bloglovin’ – mest fordi man altid ser indlæggets første billede som en appetizer, og i ugens løb havde jeg lidt svært ved at løsrive mig fra ostemadderne om morgenen, så det var altid det, man så 😉 Men ugen bød skam også på skønne salater, lækre desserter, en glad baby; ja, endda mit første toilet-selfie – med andre ord snakkede jeg også om så meget andet end mad deri, så kig endelig med, hvis du har lyst 😉 Links kommer nederst i indlægget.

Kongen og jeg fik ofte rundstykker om morgenen lige i den uge (Badutten insisterer altid på havregrød, skønt!), og normalt, når jeg får ost til morgenmad, er det på ristet rugbrød. Man kan også vælge æg eller morgenmadsprodukt om morgenen på DDV, men der var jeg så ikke lige så varieret i den uge.
På DDV vejer man jo sin mad, og det ved jeg, at mange finder irriterende – det har jeg også selv gjort før i tiden, MANGE gange endda, men nu har jeg bare indset, at det er sådan, det er, hvis jeg vil af med al den her overvægt. Desuden er der mange ting, jeg på nuværende tidspunkt godt ved, hvad vejer, så det er slet ikke så besværligt, som man måske skulle tro.
Man skriver sine måltider ind i den bog, man får ved indmeldelsen, eller på et skema, man får adgang til at printe ud, og med vilje har jeg ikke skrevet præcise mængdeangivelser ind herinde. Hvis man kunne læse det fulde program her på bloggen, ville DDV nok miste nogle potentielle medlemmer, og det vil jeg ikke gøre mig skyldig i 😉
I ugen var jeg bestemt heller ikke god til de varme grøntsager. Jeg kan godt have det sådan i perioder, at jeg ikke er så glad for at spise dem, og nogle gange kan det selvfølgelig også skyldes, at det bare skal gå lidt stærkt. Torsdag aften, da jeg ikke længere skulle fotografere min mad, fik jeg faktisk kogte gulerødder og bønner 😉
Jeg fik også en åbenbaring i denne uge, og startede med at dyrke motion, hvilket billedcollagen giver et lille hint til – mere om det i et indlæg meget snart 😉
Min plan fremover er, at der vil komme et indlæg cirka en gang om ugen (i hvert fald ikke oftere), hvor jeg samler op på ugens succeser, ugens udfordringer og viser billeder af det, jeg har spist i ugens løb, som var noget værd at fotografere 😉
TAK, fordi I fulgte med – det gav i hvert fald mig MASSER af motivation til at komme igennem en 100 % sukkerfri uge for første gang i lang tid!
Hvorfor gør jeg det? Læs med her og her.
Ugen, hvor al mad blev dokumenteret, kan du finde dag for dag her:
Dag 1 (datoen har ændret sig, efter jeg redigerede indlægget :/)

En stor beslutning – DDV uge 1

Efter tidligere både at have skrevet dette og dette indlæg uden der er sket synderligt meget alligevel, havde jeg længe tænkt, at jeg først måtte nævne noget om vægttab på bloggen igen, når det var gået godt i en hel uge. Alt for længe har jeg kun klaret 1-3 dage i træk uden sukker og andet skidt, og jeg var virkelig flov over det. Så for et par uger siden bestemte jeg mig for, at jeg ville starte op hos De Danske Vægtkonsulenter (herefter DDV) igen. Jeg har ellers gået og bildt mig selv ind, at jeg godt kunne selv, og at det ikke var nødvendigt, men who am I kidding? Så i forrige weekend skrev jeg en mail til min tidligere konsulent om, at jeg ville møde op og starte igen om onsdagen. Man behøver ikke melde sig til på den måde, men jeg ville gerne holde mig selv fast i beslutningen ved, at hun forventede, at jeg kom, så den 27. november startede mit nye liv. Mod forventning var det faktisk rigtig rart at være tilbage, og hun roste mig for at have rygrad nok til at starte op inden jul og nytår. Vi skulle endda både til brunch for at fejre gode venners fødselsdag om lørdagen og til barnedåb om søndagen, men ved I hvad? Man kan bare ALTID finde på en undskyldning for, hvorfor det ikke er et godt tidspunkt at starte op.

Desuden skrev jeg for kort tid siden en kladde til et indlæg om, hvor ked af det jeg er over min krop for tiden, og det gjorde også noget ved mig at få de tanker nedfældet – på den gode måde. Jeg sætter det ind her – læs med, eller scroll videre til billeder og glade nyheder:

“Jeg har det mildt sagt forfærdeligt med mig selv for tiden. Jeg er ALT for stor. Sådan cirka 30 kilo for stor. Det er altså et helt (lille) menneske!

I mine tre graviditeter tog jeg hhv. 25, 32 og 22 kilo på. Og allerede i årene før det led jeg meget af elevatorvægt. Jeg var ret god til at få tabt mig, men tog også alt for nemt det hele på igen.

Jeg var et helt normalvægtigt barn, og som teenager var jeg så tynd, at det grænsede til at se sygeligt ud (uden at være det). Jeg gik til svømning, badminton og aerobic. Men i 10. klasse begyndte jeg at tage på af en kombination af hyppige ture til købmanden efter slik i frikvartererne med veninderne, arbejdet hos en bager i fritiden og knap så meget tid til motion som tidligere. Det var dog ikke så meget, at der var tale om overvægt. I gymnasiet tabte jeg mig igen, især i 3.g, men efter 3.g blev jeg ung pige i huset – først hos en forfærdelig familie, dernæst hos en sød – men der begyndte jeg for alvor at veje for meget, for der gik al for meget hyggespisning i den.

Da jeg startede på seminariet, vejede jeg 10 kilo for meget, og startede i 2003 første gang hos De Danske Vægtkonsulenter. 10 kilo, ha – hvis bare det var tilfældet nu! Og fra 2003 og indtil Kongen blev født i 2009 svingede min vægt op og ned. Nogle af jer kender måske det der med, at man får lyst til at fejre det med en masse slik og kage, når man endelig har nået sit mål mht. vægttab? Tsk tsk, fuldstændig latterligt, men ikke desto mindre sandt. Og så tager den ene dag med sukker bare den anden, indtil man en dag slet ikke tør stille sig på vægten mere.

Det siger sig selv, at jeg mellem fødslerne har tabt mig, når jeg “kun” vejer 30 kilo for meget nu. Men ALDRIG har det været sværere end denne gang! Jeg har opbygget en “evne” til at kunne spise virkelig meget. Som i VIRKELIG meget. Og gerne usunde ting. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har lovet mig selv, at I MORGEN… SÅ går jeg i gang! Hver gang er jeg også gået i gang, men det har kun holdt 1-3 dage. Sukkertrangen kommer især om aftenen. Jeg VED, at jeg kan tabe mig igennem De Danske Vægtkonsulenters program, men jeg bliver slet ikke mæt af det længere. Dengang jeg “kun” skulle tabe 10 kilo, kunne jeg ikke engang spise op! Men jeg ved også godt, at det er et spørgsmål om mådehold i en kort periode, hvor jeg følger programmet, for så bliver jeg fuldstændig vant til det – og mæt af det – igen.

Jeg har taget mange tilløb til LCHF. Livsstilen tiltaler mig, fordi den tilbyder stabilt blodsukker, farvel til sukkertrang og færre kilo. Og jeg er startet op på det flere gange, men jeg er dårlig til, når jeg selv skal vurdere, hvad og hvor meget jeg skal spise, for så bliver det altid for meget. Jeg tror, at LCHF skal være det, der gør mig stabil, når jeg har tabt de 30 kilo. Men jeg tør ikke gå all in før.

Jeg har også forsøgt mig med Nupo og diverse lignende ting, hvilket aldrig holder mere end en halv dag. Det gør mig simpelthen SÅ sulten, og det eneste, der tiltaler mig, er hurtigt vægttab, hvilket jo slet ikke er sundt på den måde.

Noget må gøres, for selvom denne sommer var dejlig, så var den også varm, og især for mig, der gik i leggings hele sommeren. Jeg var så flov over min krop, at jeg ikke kunne få mig til at tage shorts eller nederdel på – og jeg havde heller ikke noget, jeg kunne passe. Jeg HADER aldrig at kunne passe noget tøj. Jeg er TRÆT af leggings og store bluser!

Jeg er endda begyndt at stivne, når Hr. Arbejdsom rører ved mig, også bare hvis det drejer sig om et kram. Jeg tænker mere på, at jeg må føles fed, end at nyde nærheden. Det er et seriøst skråplan, som må stoppe meget snart!”

Tidligere, hvor jeg har tabt mig, har jeg vejet mig i tide og utide, hvilket de slet ikke anbefaler hos DDV. Men jeg har sat mig for, at denne gang vil jeg lade være, og blive (forhåbentlig glædeligt) overrasket hver onsdag, når jeg møder op. Og det skal jeg da også lige love for, at jeg blev i onsdags efter den første uge:
Shit, jeg blev glad! Og meget motiveret til at fortsætte!

Og det har ikke engang været så hårdt eller trukket tænder ud i en sådan grad, som jeg havde regnet med! Måske er det bare det helt rigtige tidspunkt, jeg er gået i gang på? Eller måske er der virkelig en, der har hypnotiseret mig, uden jeg ved det? (JOKE – men det skræmmer mig altså lidt, at det går så godt, når det før har været så svært!) Selvfølgelig vil jeg ikke komme til at tabe over 3 kilo hver uge. I den første uge kommer man af med utrolig mange affaldsstoffer og ophobet væske på grund af den nye – og sunde – kost. DDV siger, at man ved at følge deres program kan tabe sig 1 kilo om ugen.

Tidligere har det hæmmet mig at være i gang med et vægttab og skulle noget socialt, men i weekenden gjorde jeg simpelthen det, at jeg spiste kød og grønt fra buffeterne og undgik helt brød, pasta og kartofler, og så havde jeg selv taget en bakke cherrytomater med hver gang, for at være sikker på at få nok grønt (man skal nemlig spise 200-300 gram grøntsager til både frokost og aftensmad). Og det gik GODT! Jeg spiste hverken af de cupcakes, der var til brunchen, eller af dåbskagen, som ellers så noget så lækker ud. Før i tiden gjorde det mig gnaven at skulle undvære det, og det undrer mig faktisk en del, at jeg er så voksen omkring det nu og virkelig godt kan se, hvad der er bedst for mig og derfor ret let kan undvære det. Er ikke faldet i én eneste gang siden den 27. november!

Selv i tirsdags, hvor jeg ville smutte en tur forbi min mormor med en blomst og en kage for at muntre hende lidt op, mens min bedstefar blev opereret, og den søde bagerpige skar en kage ud for at lade mig smage, fordi hun ikke vidste, hvad der var i den, viste jeg mådehold og tog bare stykket med mig – og smed det så ud, efter billedet blev taget. Før i tiden ville jeg bare have tænkt, at sådan et lille stykke da ikke kunne skade, men nu ved jeg, at sukker tricker mig i en sådan grad, at selv lidt betyder, at jeg vil have MEGET mere. Ligesom jeg forestiller mig, at narkomaner har det med deres stoffer. Skræmmende!

Det lille stykke kage, der ikke ser ud af meget, men som jeg alligevel smed ud, fordi jeg ved, hvad det vil gøre ved min sukkertrang
Jeg fik min vægtkonsulent til at tage et billede af mig – flere, faktisk, både forfra, fra siden og med og uden stor trøje på. Det her er det mindst slemme, hvorfor det selvfølgelig også er det, jeg viser jer nu – de andre var øjenåbnere big time, og skulle der komme en dag, hvor jeg alligevel er ved at falde i, så ved jeg, at jeg bare skal kigge på dem! Jeg har aftalt med hende (verdens sødeste Bodil!), at vi tager et billede for hvert 5. kilo. det er ikke noget, der er en del af programmet, men jeg vil rigtig gerne kunne følge med på den måde også. Og jeg skal nok vise jer udviklingen senere hen, når disse billeder bare er et fjernt minde om, hvordan jeg så ud engang!
27. november 2013
Hos DDV kan man lave mange dejlige desserter. Tidligere skulle man bruge flydende sødemiddel i dem, og jeg har haft svært ved at overholde programmet herhjemme, fordi jeg ikke vil bruge ting med aspartam i. Nu er der så lavet en ny, flydende sødemiddel med stevia, som jo er et naturprodukt – genialt:
Flydende sødemiddel med stevia fra åblomst
Med den har jeg i ugens løb for eksempel lavet denne lækre dessert utallige gange – skyr med sødemiddel, lakridspulver og mørk, revet 86% chokolade som topping:
Lækker dessert med skyr, lakridspulver, 86% chokolade og sødemiddel
Jeg er egentlig en flødechokoladepige, og synes faktisk, mørk chokolade smager ret dårligt, men jeg har nu indset, at jeg må ændre nogle indgroede ting i mig for at opnå mit mål og forblive der. Så jeg prøver på at lære mig selv at kunne lide den sundeste chokoladetype (man må bruge 70 % chokolade og opefter hos DDV), så jeg ikke føler et afsavn, og allerede nu efter lidt over en uge kan jeg meget bedre lide det.
Jeg har også lavet denne lækre dessert, som uden lyv smager som citronfromage! Det er skyr iblandet sødemiddel og denne lækre citronolie (ethvert mærke citronolie vil kunne bruges):
Lækker dessert med skyr, citronolie og sødemiddel – nøjagtig som at smage citronfromage!
Min plan er, at jeg vil skrive et indlæg hver uge om, hvordan det er gået for mig, og jeg håber, at du vil blive hængende og så bare springe de indlæg over, hvis du ikke skulle interessere dig for sådan noget med vægttab. Men for mig er det også godt at få skrevet ned – og jeg lover, at jeg også vil være ærlig, hvis/når jeg ikke klarer en uge så godt!
Jeg har faktisk købt et 6-måneders kort hos DDV, for det er endnu en motivationsfaktor at vide, at man HAR betalt, og det så ellers bare er at møde op. Og skulle det heller ikke være nok, kunne jeg jo falde lidt i svime over disse billeder af mig selv fra den 28. august 2008 for kun FEM år siden lige inden en venindes bryllup – og et lille års tid før Kongen kom til verden. Dengang var jeg faktisk heller ikke helt tilfreds med min krop – hvad tænkte jeg på?!? Jeg ville elske at møde denne version af mig selv igen – and I WILL!!!
Helfigur – og hvilken én!
Lidt tættere på – jeg så jo ikke engang tyk ud i hovedet!
Og så lige et af håret bagfra også, bare for at jeg rigtig kan huske tilbage på, hvor flot man kan se ud sådan all over, hvis man virkelig gør noget for det 😉

HPV-vaccine til os, der er født før 1985

Min søster er født i 1988 og har dermed fået HPV-vaccinen gratis. Jeg selv er født i 1981 og vil gerne betale for at få den, men min læge lyder, som om det kun vil være gavnligt, hvis jeg får ny partner eller min partner får en ny partner ved siden af, som jeg ikke ved noget om (og ingen af delene er aktuelle – kan jo reelt set ikke vide det med den sidste, men tror det bestemt ikke!) Yderligere sagde min læge, at da mit nyeste celleskrab fra sidste år som de andre gange er fint, er det ikke noget, hun hverken vil anbefale eller fraråde. Jeg er forvirret!

Jer, der ligesom mig er født før 1985, hvad er jeres overvejelser omkring det, hvis I da overhovedet har gjort jer nogle? Hvis det bare kan gavne den mindste smule, så er jeg den, der har bestilt tid ved lægen, men jeg synes, det er meget uigennemskueligt. Og kan man nu være sikker på, at der ikke pludselig dukker bivirkninger op af vaccinen, så man ville ønske, at man ikke havde fået den? Altså ikke en influenza, vel, men noget alvorligere? Er der nogen derude, der har forstand på det, så modtages info med kyshånd – og jeres egne tanker omkring det vil jeg også RIGTIG gerne høre, hvad enten I har forstand på det eller ej!

ShapeUp

Det var jo det der med at komme i gang med at få smidt graviditetskiloene…

…hvilket jeg virkelig havde de bedste intentioner omkring. Men selvom jeg førhen har tabt mig godt hos de Danske Vægtkonsulenter, er det åbenbart ikke det rigtige for mig nu, for min tid og mit overskud er ikke til at snitte og veje maden hele tiden. Det gik godt de første par dage, men især alle gøremålene og trætheden, der følger med som nybagt mor til tre børn under 4 år samt en mand, der har alt for meget at se til på arbejdet for tiden (og så min fars sygdom og min farfars død oveni), gjorde, at jeg faldt i et sukkerhul så stort, at man skulle tro, det var løgn. For med en baby på armen og to andre relativt små drenge, der også gerne vil løftes i ny og næ, har man bestemt ikke tid eller hænder nok til at snitte en salat, og når man så er helt svimmel af sult og er ved at gå sukkerkold, så er det (alt for) nemt lige at snuppe noget chokolade, der så praktisk lader sig åbne med én hånd, hurtigt kan spises og desuden kvikker en gevaldigt op i løbet af no time. 
Men så blev jeg i weekenden af min søster mindet om app’en ShapeUp, som jeg faktisk har haft installeret før. Jeg troede egentlig ikke, jeg var helt klar til at slippe taget i sukkeret endnu, men det kom helt af sig selv i går, hvor jeg blev helt utrolig motiveret af at sidde og lege med app’en, og der gik sport i, at jeg ikke skulle indtage mere, end jeg burde, for at tabe mig. For første gang i mange mange uger havde jeg en hel dag, hvor jeg ikke gik sukkeramok, og det føltes helt okay, fordi der jo ikke var noget, der var forbudt – men alting med måde. Og at jeg i dag bare for sjov stillede mig op på vægten for at se, om der kunne ske noget på en enkelt dag, og jeg så vejede 600 gram mindre end i går, gjorde bestemt ikke motivationen mindre – men jeg vil selvfølgelig ikke veje mig hver dag ellers. Men jeg LOVER, at jeg vender tilbage om en uge med et indlæg om, hvordan det går – prik gerne til mig, hvis det ikke sker 😉
Er især vild med funktionen, hvor man kan scanne sine madvarers stregkode og dermed hurtigt finde ud af, hvor meget det går an at spise af dem. Og at det så er gratis, gør bestemt ikke app’en dårligere! Man kan betale for flere funktioner, men det er slet slet ikke nødvendigt. 

Ny livsstil fraaaaaa… i dag!

Allerede da vi kom hjem fra sygehuset for snart to uger siden, handlede jeg samme dag ind til det sunde liv med grøntsager osv. Det gik også fint de første par måltider, men så gik der “hænderne fulde” i den – og jeg prioriterede det heller ikke.

Da Lillebror var halvanden uge, stillede jeg mig på vægten og opdagede til min glæde, at 12 af de 22 kilo, jeg tog på under graviditeten med ham, allerede var væk. Og så slog jeg koldt vand i blodet. Indtil der blev weekend. For hvorfor gå og udskyde det?

Jeg har tidligere tabt mig med succes hos De Danske Vægtkonsulenter. Faktisk er jeg ret god til at tabe mig, men helt elendig til at holde det bagefter. Jeg gik der også for at tabe graviditetskiloene (32!!) efter Badutten, og fik mit medlemskab sat på standby, da jeg blev gravid med Lillebror.

I dag tog jeg af sted til vejning. Følte mig motiveret allerede i weekenden, så kunne lige så godt tage tyren ved hornene. Måske virker det latterligt, at jeg ikke bare kan gøre det selv herhjemme, men det giver mig rigtig meget at møde op til vejning hver uge. For så falder jeg ikke lige så nemt i sukkerfælden, og jeg sørger også for så vidt muligt at have mit eget mad med, når jeg tager nogle steder. Fordi jeg godt gider gøre en masse for det, når jeg bliver holdt op på det og ligefrem betaler for det. Så er selvdisciplinen enorm.

1. maj; en god dato at starte på, tror jeg! Og det kommer nok også til at fylde lidt på bloggen. Det er endnu mere pinligt at falde i, når andre følger med i det 😉

Glææææder mig til at få min gamle krop tilbage – eller i hvert fald til at føle mig tilpas i min egen krop igen!

Tanker om barsel nummer tre

Min første barsel med Kongen var… det er svært at sætte ord på faktisk, men det, at han kom ud før tid, og vi var en måned på sygehuset bare ham og jeg, gjorde ikke noget godt for mit og Hr. Arbejdsoms forhold efterfølgende. Jeg havde efter hjemkomsten kun øje for Kongen, og det rykkede i mig, når Hr. Arbejdsom prøvede at gøre noget, som ikke var på samme måde, som jeg havde lært på sygehuset. Samtidig havde Kongen jo fået madlede, fordi vi havde kæmpet den forfærdelige ammekamp, så når han skulle spise – selvom det var af sutteflaske – var det en timelang kamp, og jeg døjede med at tage, at Hr. Arbejdsoms tålmodighed ikke var stor. Så kunne jeg bare gøre det selv – og det ville jeg også helst, fordi jeg var uendeligt ked af, at jeg ikke ammede Kongen, selvom han fik mit mælk. Jeg følte, at det, vi kunne have haft sammen, som kun jeg kunne give ham, var taget fra mig; som om hvem som helst nu kunne tage sig af ham. Det her gør ondt at skrive, for jeg kan jo godt selv se, at det blev grebet forkert an, og at vi begge begik fejl. Men vi havde været sammen i mange år uden børn, og pludselig var vi forældre – især var jeg mor med stort M – og vi skulle definere vores roller i forhold til hinanden på ny.
Da Kongen var 3-4 måneder, kom vi i en mødregruppe, og mine forventninger var høje. Jeg har altid været god til at snakke med de fleste mennesker, og jeg havde hørt, at nogle kom i så god en mødregruppe, at også mændene mødte hinanden og havde kontakt, selvom børnene var startet i skole. Jeg regnede nok lidt med at komme i sådan en gruppe, og det eneste, jeg var bange for, var, om de ville se ned på mig, fordi jeg ikke ammede Kongen. På forhånd havde jeg tænkt, at det kunne være fint, hvis vi kunne aftale en fast dag at mødes på, fordi jeg også kendte rigtig mange andre på barsel på det tidspunkt, og hvis man skal aftale fra gang til gang, er det altid så bøvlet, især når det drejer sig om mere end to mennesker.
Vi var fire i gruppen, og jeg kan ikke sige et ondt ord om dem. Men de ville ikke være med til at aftale en fast dag – det syntes de bare vi skulle tage fra gang til gang – og det gjorde, at der tit gik noget tid imellem, at vi sås. Jeg var nok den, der oftest måtte melde afbud, fordi Kongen var en del syg; for eksempel havde han en periode med en voldsom diarrevirus. Og selvom Kongen altid artede sig, når vi var af sted, og nok var den baby, der græd mindst, så var det alligevel lidt hårdt at være den med det barn, der spiste dårligt, var født for tidligt osv. Og jeg følte ikke, at der i gruppen var plads til den slags følelser. Alle havde født til tiden, alle var blevet gravide hurtigt… de kunne slet ikke sætte sig ind i, hvordan jeg havde det. En af dem var typen, der altid bare sagde, at alt gik godt, og det lagde også en dæmper på, hvad man selv havde lyst til at fortælle. Hun ville også altid sammenligne og konkurrere, og det synes jeg slet ikke er på sin plads i sådan en gruppe. De to andre var søde, helt bestemt, og de havde rigtig meget kemi og en masse til fælles, så jeg følte mig lidt udenfor. Og det var en meget uvant følelse for mig, der altid havde været vant til at falde i hak i de fleste sociale konstellationer. Jeg startede på arbejde, da Kongen var 13 måneder, og det var utrolig hårdt. Jeg frygtede det virkelig, og de første 4 måneder var især hårde, fordi han skreg helt vanvittigt, når han skulle afleveres. Det sad i mig hele arbejdsdagen, og det kunne kun gå for langsomt med at hente ham, når jeg havde fri. Jeg satte spørgsmålstegn ved, hvorfor en anden nu skulle have ham i hans bedste timer hver dag, og det var tungt at bære rundt på.

Barslen med Badutten var som tidligere nævnt mere stresset, men samtidig meget mere organiseret. Der var mindre hygge og flere ting, der skulle gøres. Jeg havde ikke gået til babysvømning med Kongen, så det satte jeg mig for, at jeg ville med Badutten. Jeg takkede også ja til mødregruppe, og jeg vil også sige, at jeg nok denne gang havde mere til fælles med dem, jeg kom i gruppe med. Vi var alle flergangsmødre, og det var rart, at vi alle tog det mere roligt. Der var dog også her en, der altid ville sammenligne, og gik højt op i, hvem der kunne sidde først, sov igennem først, kunne gå først… jamen altså, hvad sker der for det?!? Og som tidligere beskrevet så havde de alle børn af hvert køn, og det blev stort set bragt på bane hver eneste gang, for det syntes de jo alle var det mest rigtige. Jeg er bestemt ikke en stille person, nærmere tværtimod, men jeg har utrolig svært ved at sige fra, når folk taler på den måde. Inden hvert møde tænkte jeg, at I DAG ville jeg sige noget, men jeg blev altid helt paf og indelukket over, at de kunne sige sådan, så det blev aldrig til noget. Jeg var utrolig meget på i min barsel med Badutten, og fordi Kongen kun var en 2-årig storebror, var der rigeligt at se til – også fordi Hr. Arbejdsom arbejdede meget i den periode. Jeg startede med at arbejde igen, da Badutten var 10 måneder, og det gjorde både, at han var meget nemmere end Kongen at køre ind, og jeg kunne gemme noget barsel til senere brug. Det gode ved denne barsel var, at Hr. Arbejdsom og jeg virkelig blev tætte og fandt hinanden igen. Vi var meget opmærksomme på, at det ikke skulle gå som sidst. Kongen stod for eksempel i liften i sengen IMELLEM os og dannede en mur – Badutten stod i den ene side, så vi stadig kunne putte os ind til hinanden og ikke glemte hinanden. Det er de små ting, der tæller, og Badutten gjorde virkelig, at familien blev hel igen. Vi fandt ud af, at vi sagtens kunne finde ud af at have børn sammen, vi skulle også “bare” huske hinanden.

Nu lyder det måske som om, at jeg har haft to ikke ret gode barsler, og sådan skal det bestemt ikke læses. Den tid, man har hjemme med sin baby, hvor man har alle de gode timer sammen, kommer aldrig tilbage, og jeg nød det også meget og var begge gange vemodig ved, at det nu var slut. Men jeg har gjort mig mange tanker om, at jeg denne gang ikke vil gøre ting, jeg inderst inde egentlig ikke har lyst til, og da jeg påtænker at holde barsel i laaaang tid denne gang – vil bruge alt det, jeg har, samt det resterende fra Badutten og nogle gemte ferieuger – så er det vigtigt, at jeg lytter til MIG denne gang, og jeg har tænkt meget over følgende ting:

  • Jeg har tænkt utrolig meget over det med mødregruppen, og jeg er 99 % sikker på, at jeg fravælger det denne gang. Samtidig nager det mig lidt, for TÆNK nu hvis det viste sig at være drømmemødregruppen denne gang? Muligheden for at starte op og melde fra igen eksisterer ikke for mig, for jeg er typen, der bliver ved, hvis jeg først har meldt mig til noget, og jeg gider heller ikke være hende den mærkelige, som møder de andre rundt omkring i kvarteret, selvom jeg egentlig ikke gad deres selskab alligevel. Og hvis jeg aldrig møder dem, ved jeg jo heller ikke, hvad jeg går glip af. Jeg er ikke HELT afklaret endnu, men næsten. Hvad tænker I om konceptet mødregrupper, og hvordan var/er det for jer?

  • Jeg vil ikke melde mig til et babysvømningshold denne gang, men selv tage i svømmehallen med Lillebror, når det passer ind. Der var ikke en eneste gang, Badutten ikke sov, når vi skulle svømme, fordi jeg havde meldt mig til holdet lang tid før, det startede, og hans søvnmønster så havde ændret sig, og er der noget, jeg virkelig ikke bryder mig om, med mindre det er strengt nødvendigt, så er det at vække en sovende baby. Nu ved jeg, hvad det går ud på, så jeg kan sagtens gøre ham tryg ved vand selv på tidspunkter, der passer godt ind for os.

  • Jeg vil ikke booke dag efter dag op med aftaler – selvfølgelig skal vi lave ting, men der skal også være masser af huller i kalenderen. Det vigtigste af alt er, at Kongen, Badutten, Hr. Arbejdsom, Lillebror og jeg har det godt, og for at Kongen og Badutten også føler, at jeg har tid til dem, når de kommer hjem, kræver det også noget forberedelse i løbet af dagen, for eksempel klargøring af aftensmaden. Det kunne også være rart med en lille lur i ny og næ, når Lillebror sover, så Hr. Arbejdsom og jeg også kan have lidt voksentid, uden jeg er ved at falde i søvn. Jeg er selvfølgelig klar over, at starten helt sikkert bliver hård – jeg husker stadig en nat, da Badutten var helt lille, hvor jeg vågnede i vores seng halvvejs på vej op mod puden (sengen står op ad en væg, så man skal kravle derop), fordi jeg var så træt, at jeg var faldet i søvn på vej i seng. Og jeg ved jo godt, at det lige kræver lidt tilvænning igen at skulle være oppe om natten, og at der er en, der er så lille, at han intet kan selv, men har brug for mig – og hans far – som hjælp til alt.

  • Samtidig er det vigtigt for mig at få min krop tilbage denne gang. Jeg skrev jo et indlæg for noget tid siden, der handlede om, at NU ville jeg tage tyren ved hornene, men det er altså utrolig svært at spise fornuftigt hele tiden, mens man er gravid. I skrivende stund har jeg i denne graviditet taget 20 kilo på, hvilket er lidt i forhold til dengang med Kongen (25 kilo, og han er jo født i uge 33+4) og Badutten (32 kilo), men det er så også denne gang, jeg har haft den største “startvægt”. Jeg har fået utrolig meget vand i kroppen de seneste uger, så der er det gået stærkt med kiloene. Nu ER det sidste gang, jeg er gravid, og min krop har været belastet af tre graviditeter på 4 år og alle de vægtsving, det har givet. Man har det bare SÅ meget bedre med sig selv, når man er sund, og man har mere overskud, er mere glad og slet ikke så træt, når man ikke er sukkerdopet, så jeg vil prioritere denne gang, at jeg har tid til at få lavet den sunde mad – og når jeg er oven på fysisk efter fødslen, så skal der trilles nogle ture med barnevognen! Der er en halv times gang til Kongens og Baduttens børnehave/vuggestue (5 minutter i bil, og det kan selvfølgelig være nødvendigt indimellem), så det giver jo en times gåtur hver dag, hvis man går begge veje. Og vi går en dejlig tid i møde med forår og sommer, så det vil jeg benytte mig af!