Jeg fik nedtur på i pinsen. Jeg havde glædet mig så meget til fem gode dage med drengene, efter at Grundlovsdagsferien ugen inden havde været så vellykket, men desværre bestod pinseferien meget af sure, pylrede børn, der skændtes, og de to små ville begge kun være ved mig. Bevares, vi havde da også gode stunder, men jeg følte mig for første gang i al den tid, jeg kan huske med børnene, seriøst DRÆNET.
Der er flere ting, der nager mig for tiden. For eksempel er jeg på det nærmeste skrækslagen ved tanken om at skulle starte på arbejde igen. Jeg har ikke været på arbejde siden februar 2013, så når jeg starter til august, har jeg været væk i halvandet ÅR! Jeg skal stå for helt nye ansvarsområder, som jeg ikke har prøvet før, og da jeg er lærer, er der allerede nu en del ting, jeg skal tage stilling til, selvom jeg officielt stadig går hjemme, for at være klar til næste skoleår. Min barsel er slut, men jeg bruger nu en masse gemt ferie. Det er svært at dele mit hoved op i hjemme og arbejde, når Lillebror også er hjemme sammen med mig og kræver mig det meste af tiden, og det er da også ham, jeg bruger langt det meste af min tid på. Man kan ikke andet – han er OVER ALT! Og her taler vi altså i virkelig høj grad; selvom Kongen og Badutten også pillede, slår Lillebror alle rekorder. Man kommer ikke sovende til at passe på ham 😉
I pinseferien, hvor jeg tænkte mange tunge tanker, overvejede jeg (med utrolig dårlig samvittighed til følge), hvorfor jeg ikke havde startet ham op i dagpleje allerede fra 1/6. Jeg ved jo godt hvorfor: Jeg vil gerne have ham for mig selv herhjemme så længe som muligt, og jeg ser heller ingen mening i at starte ham op i juni, holde ferie det meste af juli for så at starte (stort set) forfra i august. Men det går mig på, at jeg på grund af reformen skal starte lidt før antaget, således at både Lillebror og jeg begge skal starte den 4. august. Det bliver lige på og hårdt – ingen blid indkøring her! Dagplejeren holder selv ferie op til, så vi kan ikke starte ham op ugen før. Men vi kender hende fra Kongens tid der, og Lillebror og jeg besøger hende indimellem – sidst for et par uger siden – og det gik rigtig godt, så jeg håber, det går. Det SKAL det jo! Og når det så er sagt, så ER han klar. Han ved ikke noget bedre, end når vi er oppe i børnehaven/vuggestuen for at aflevere og hente Kongen og Badutten. Der skal han jo desværre ikke gå, men pointen er, at han er mere end klar til at have en hverdag sammen med andre børn.
Den 25. juni er der er vigtigt møde i mit nye team på arbejdet, så der har min mor taget fri fra arbejde for at passe Lillebror, så jeg kan komme med. Det bliver dejligt at få styr på nogle ting der, selvom der ikke er noget krav om min deltagelse, da jeg jo officielt ikke er startet op endnu. Men jeg ser det som i min egen bedste interesse at være med.
Jeg har (igen, igen, igen) fejlet totalt på vægttabsfronten. Det er gået op og ned, op og ned, op og ned i månedsvis efterhånden. Jeg har faktisk aldrig haft så svært ved det som denne gang. Det er, som om jeg aldrig rigtig finder den fornødne tid til at fordybe mig i det, og jeg skifter kurs alt for ofte. Og så falder jeg i sukkerfælden alt for ofte! Jeg har fulgt DDV flere gange efter at have skrevet det her sidste år. Men det stresser mig for meget i længden at veje maden, og at jeg altid føler mig besværlig. Jeg har prøvet LCHF, som tiltaler mig meget, og som jeg har taget tilløb til en del gange i et par år, men fedtmængden skræmmer mig. Det gik også fint i noget tid, men jeg savner frugt (og BRØD!) for meget, og falder så i med langt værre ting. Gang på gang! Jeg HADER mig selv for det. Jeg har prøvet Fit på 100 dage af Anne Bech, som helt sikkert også er effektivt, men meget strengt. Jeg havde det svært med for eksempel hakkebøf til morgenmad, og så blev jeg også alt for sulten. Der var også mange ting, jeg skulle købe ind, jeg ikke havde i forvejen, og så var det meget præcist, hvad man skulle spise, og det besværliggjorde min travle hverdag meget. Jeg har forsøgt mig med Nupo, overvejet 5:2, prøvet udrensning med te, talt kalorier og brugt flere tusinde kroner på diverse produkter og medlemsskaber undervejs… og her sidder jeg så lige nu, kun tre kilo lettere end i slutningen af sidste år. Jeg har været nede at veje 8 kilo mindre, og hvor er det FLOVT, at jeg ikke kan holde ved noget. Når jeg stresser og tænker tunge tanker, trøster de søde sager mig. Selvom de jo SLET INGEN trøst er, når alt kommer til alt, for nu er jeg så flov over mig selv, at jeg sidder og er ked af, at jeg skal vise mig uden for min egen dør i morgen aften til en hyggelig cafetur med en skøn og dejlig veninde. Det gør mig nervøs, at jeg skal til et hyggeligt blogevent på søndag, hvor jeg skal møde nogle dejlige kvinder, jeg har skrevet meget med både igennem deres blogs og Instagram (og også nogle for mig helt ukendte), for hvad tænker de ikke om mig? Der kommer hende, der har forsøgt og forsøgt, men er for svag til at tage sig sammen og få tabt sig – og guderne skal vide, at hun trænger til det! Ja, sådan forestiller jeg mig, at de tænker om mig. De ved jo ikke, at tynde mig gemmer sig inden under min nuværende skal, og kæmper for at komme ud. Jeg har endda også forsøgt mig med at lave en separat Instagramprofil til sunde madbilleder for at motivere mig selv til at holde ved, men jeg tror, jeg dropper den, for jeg lægger jo aldrig billeder op af alt det usunde, jeg OGSÅ spiser (meget af), og så føler jeg, at det er “falsk”, hvis I forstår, hvad jeg mener.
Jeg føler mig flov ved tanken om at møde folk (også gode venner), jeg ikke har set længe, fordi jeg levende kan forestile mig, at de tænker: “Nå, hun har STADIG alt for mange kilo på sidebenene… det bliver nok aldrig bedre!” Og det er jeg sgu også selv vanvittigt bange for! Jeg gider ikke være hende den tykke resten af livet… hende, der nok har et pænt (nok) ansigt og pænt hår, men som bare ville tage sig SÅ meget bedre ud, hvis hun vejede 30 kilo mindre. Hold kæft, hvor er det deprimerende! Og hvad gør man lige? Hvad f…. vil virke for mig? Det er ikke godt nok for mig, at jeg da er pæn nok, som jeg er, for let’s be honest… 30 kilo for meget ER bare ikke klædeligt, når alt kommer til alt, og det, at jeg har det så dårligt med det indeni, skinner jo også igennem udvendigt, fordi jeg ingen indre glød har, og fordi jeg er så flov over mig selv, at jeg altid møder folk med en rødmen, der er noget så pinlig og uklædelig. Ja, hvad skal jeg lige gøre? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg træner forresten stadig i Loop, men slet ikke så ofte, som jeg gerne vil. Deres åbningstider harmonerer ikke vildt godt med mit liv pt., men jeg er faktisk helt vild med det, når jeg så er af sted, så det vil jeg ikke afskrive endnu.
Jeg har ikke opgivet. Men jeg er i vildrede. Og helt utrolig træt af mig selv!