web analytics

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Børn og tøj

Jeg tænker ofte over det med børn og tøj. Mest fordi jeg undrer mig over, hvorfor der er nogle mennesker, der ikke kan putte deres børn i tøj fra H&M og Name it eller for den sags skyld Føtex og Bilka. Det SKAL hedde Molo, Katvig, Småfolk, Hummel, Ej Sikke Lej osv. Og er det børnenes ønsker at få det tøj på? Det tror jeg ikke.
Ingen af mine børn bekymrer sig endnu om, hvad de vil have på.  Jeg finder deres tøj om morgenen, og de tager det på/får hjælp til at tage det på, og aldrig har jeg hørt én brokke sig over, hvad jeg havde fundet.
For mig betyder mærkerne ikke noget. Til gengæld går jeg meget op i, at det ser pænt ud og passer sammen, og at det er en god kvalitet. Selv Lillebrors savlesmække skal passe til resten af tøjet, men det er heller ikke så svært, eftersom vi har mindst 50 af dem 😉
Vi ejer også mærketøj herhjemme. Jeg er ikke hellig. Især har vi meget fra Hummel, som jeg synes laver SÅ meget fedt tøj til drenge. Men jeg har næsten ikke købt noget af det selv, og hvis jeg har, har det været på tilbud. Ellers er det barselsgaver og jule- og fødselsdagsgaver. Jeg ELSKER Småfolks søde print, men elsker bestemt ikke, at det ser nusset ud efter to vaske. Grunden til, at det kan svare sig for folk at købe det alligevel er, at man kan sælge det igen og få en rigtig god pris for det, også selvom det er forvasket, har tabt farve eller er nusset! Det synes jeg er ret utroligt – altså at folk vil kaste gode penge efter det?!?
Til babyer synes jeg, H&M har SÅ meget fint – ja, også til større børn. Og det koster jo ingenting! Name it har jeg også handlet utrolig meget i. Jeg synes, Name its tøj er af en rigtig god kvalitet. Lidt dyrere end H&M, men bestemt til at betale, og så holder det sig pænt vask efter vask. Jeg ved, hvad jeg snakker om, for Lillebror har tøj helt fra Kongens babytid, som stadig er superflot, og som ryger videre til drengenes nye babyfætter bagefter 🙂 Mine børn har også (smart) tøj fra Bilka. Jeg troede egentlig, at Føtex’ tøj var det samme som Bilkas, men jeg har altid været uheldig med kvaliteten af tøjet i Føtex, som nogle gange er hullet allerede efter første vask, hvor børnene ikke engang har haft det på endnu. Til gengæld er jeg rigtig tilfreds med Bilkas børnetøj, og jeg køber ALTID regntøj, gummistøvler og termotøj der. Kvaliteten er så god, at det ikke er slidt op, selv når næste barn skal have det, og så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skal give 500 kr. eller mere for et sæt termo- eller regntøj, når jeg kan slippe med 150-200 kr. Og så ligner det alligevel hinanden!
I Name it er servicen utrolig god. Og lige nu er jeg med i et bonusprogram her i byen, hvor jeg til februar (mener jeg det er) får et gavekort på en procentdel af alt det, jeg har købt siden efteråret. Kongens flyverdragt og vinterjakke er købt der, og det var faktisk først, da vi skulle til at købe det, at de fortalte om bonusprogrammet, som er et forsøg, så det var ikke derfor, jeg valgte at gå derind. Jeg gider bare ikke give 1500,- for en flyverdragt, man dårligt tør give ham på af frygt for, at han ødelægger den, når de fås billigere og i mindst lige så god kvalitet. For kvalitet er selvfølgelig vigtigt for mig, når vi har tre drenge født så tæt, at de kan arve hinandens tøj.
Hvem er det egentlig, vi forsøger at imponere med det dyre tøj til børn? I min mødregruppe med Badutten var det tydeligt, at børnene var klædt på til at komme i mødregruppe hver gang, og en mor sagde engang til en anden: Nååårrrhhh, er du en lille Molo-pige i dag?” Der kastede jeg lige en lille smule op i munden. Ikke fordi, jeg ikke kan lide Molo, for mine børn ejer også Molo-tøj, men fordi det irriterer mig, at det er så vigtigt, at vi skal gøre hinanden opmærksom på det? Og vise, at vi er så smarte/seje/rige, at vi kan give vores børn sådan noget tøj på? Eller hvad?
Et mærke, jeg er blevet vild med, er Danefæ, for jeg synes, deres design er vildt pænt både til børn og voksne, og Kongen sagde faktisk i sommer, at han godt kunne tænke sig en trøje med en viking 😉 Det var første gang, han havde et specifikt ønske om noget mht. tøj, så jeg købte en brugt på Trendsales til ham. Lillebror har en heldragt fra Danefæ købt på sommerudsalg, og kvaliteten er formidabel – virkelig blød og lækker. Men lige præcis Kongen giver jeg ikke dyrt/fint tøj på i børnehave, for han har for eksempel præsteret at klippe hul i en trøje deroppe (heldigvis en til 39,95,- fra H&M 😉 ), og min mening er, at børn skal have lov at være børn i deres tøj, uden vi voksne skal være ømme over, hvad de laver i det, fordi det har været dyrt.
Her ser i Kongen i sin nye vinterjakke med matchende hue fra Name it. Det var i søndags, hvor der var så koldt, at det blev nødvendigt at finde den frem. Jeg synes, han er megasej i den, og det er også første år, han ikke har elefenthue til sin vinterjakke – det har han dog stadig til flyverdragten. Og Badutten passer i år Kongens vinterjakke fra for to år siden, og den er vildt fin til ham – det er altså smart, det der med børn af samme køn 😉
Mærketøj til voksne? Don’t even get me started. Jeg aner intet om det mere. Hverken mærketøj eller andet tøj. Det er et held, at jeg ikke skal se præsentabel ud på en arbejdsplads hver dag, for jeg har virkelig ikke ret meget tøj, og det, jeg har, er på ingen måde smart. Når man vejer for meget, er det svært lige at hoppe i det første, det bedste i en butik. Så det bliver (desværre) meget til leggings og store bluser pt. Men jeg har lovet mig selv, at når jeg får bugt med de kilo, SÅ skal jeg have noget pænt tøj! Og jeg er ligeglad med mærket, bare jeg kan lide det og det sidder pænt 😉

Det kan man også bruge Instagram til

Da jeg startede med at bruge Instagram, var det kun i ny og næ, og jeg forstod slet ikke alle de sociale muligheder, det faktisk indeholder.

Nu har det på mange måder overhalet facebook i min verden, og det er utroligt, hvem og hvad man støder på af spændende ting og personligheder derinde. 
Selvfølgelig følger jeg også familie og venner, men mange af dem, jeg følger og omvendt, aner jeg faktisk ikke, hvordan jeg lige stødte på, og jeg kender dem ikke i virkeligheden. Men hvor man på facebook typisk har en broget forsamling af venner lige fra forældre, søskende og tætte venner til folk, man kender perifert eller kendte engang for mange år siden, synes jeg ofte, at der på Instagram mere er tale om et interessefællesskab, for eksempel omkring børn, kreativitet eller madlavning, for bare at nævne nogle få. Og på den måde gik det til, at jeg i dag skulle mødes med en flok mødre og babyer, allesammen bosiddende i eller omkring min by, og alle med babyer født i 2013. Jeg var en kende nervøs inden, men dagen gik simpelthen SÅ godt, og både mødre og babyer var utrolig søde og imødekommende. Selvom jeg ikke kendte dem forinden, så kendte jeg dem alligevel fra Instagram og vidste en del om dem, og måske derfor blev også mere tunge/seriøse emner vendt, hvilket jeg aldrig har oplevet før under et første møde med “fremmede”.
Jeg havde jo planlagt en mere rolig barsel denne gang, og det er virkelig lykkes mig de allerfleste dage – og det er SKØNT! Ofte bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan holde til/overskue/magte dit og dat med tre små børn og en hårdtarbejdende mand, og jeg tror netop, det skyldes, at jeg giver Lillebror og mig selv tid og ro til at få slappet af og ladet op i dagtimerne i hverdagene. Men indimellem skal man selvfølgelig også ud af huset og være social, og derfor passer det mig perfekt, at #instamødreaalborg har planlagt at mødes en gang om måneden. En måned flyver af sted!

Badutten

Tidligere har jeg skrevet et indlæg specielt om Kongen, og Badutten skal selvfølgelig også have sit helt eget indlæg.

En meget glad dreng!

Efter vi fik Kongen i august 2009, havde vi det sådan, at når det skulle være så svært at få en baby, så måtte den næste bare komme, når den kom. Jeg blev gravid igen, da Kongen var et år, og skulle dermed føde i maj 2011. Jeg nåede ret langt i den graviditet, faktisk helt til nakkefoldsscanningen i uge 14, der så desværre viste en lillebitte baby og ingen hjertelyd :'( De andre gange, jeg havde aborteret, nåede jeg at begynde at bløde og udskille fosteret, før vi fik set det på en skærm, så det var en meget mærkelig oplevelse et se sådan en fin lille baby derinde, som der desværre aldrig ville kunne vokse sig stor og komme ud til os. Jeg har en teori om, at kroppen i forhold til kommende graviditeter har bedst af at udskille fosteret selv (hvis man ikke er for langt henne, selvfølgelig), fordi der netop er en (lille) risiko forbundet ved en udskrabning. Så jeg valgte også denne gang at se, om kroppen ville gå i gang af sig selv. Og det gjorde den sent samme aften efter scanningen. Det var voldsomt og smertefuldt – føltes som veer og en mindre fødsel, man “bare” selv stod for derhjemme. På den måde var det forfærdeligt. Psykisk var det nok knap så slemt som de andre gange, da vi jo havde Kongen i forvejen og nu godt vidste, at det kunne lade sig gøre at få et barn ud til os.

Fem måneder senere var jeg igen gravid, denne gang med termin i oktober 2011. Jeg fik Lutinus for ikke at føde for tidligt igen, og de virkede tilsyneladende – fik de første veer med Badutten en morgen, hvor jeg var i uge 39+2 (og havde taget 32 kilo på, meget af det vand – var SÅ enorm på den virkelig ucharmerende måde!)

Vi var på fødegangen ved 13-tiden samme dag, hvor jordemoderen vurderede Badutten til 4 kilo og sagde, at jeg havde født inden aften. Nemt, tænkte jeg – også fordi mange havde sagt til mig, at en andengangsfødsel bestemt ikke var nogen at regne; det var som at smutte en mandel, når der havde været passage én gang.

Inden aften var jeg da også fuldt åben, men fik ikke presseveer. Smerterne var ved at være uudholdelige, men med Kongen havde jeg født uden smertestillende, og han var endda stjernekigger (uden jordemoderen havde opdaget det), så jeg tænkte, at det kunne jeg da også igen. Der var vagtskifte, og den nye jordemoder mente, at vi måske var oppe at snuse ved 4500 gram, og at det måske vill trække ud. De havde svært ved at forstå, hvorfor Badutten ikke var helt dernede, hvor jeg kunne presse, når jeg nu var fuldt åben.

Det blev aften, og veerne havde varet et halvt døgn, unden der var tegn på en baby, der ville ud. Jordemoderen begyndte at snakke om en epidural, som jeg var hurtig til at afvise, indtil hun nærmest tog beslutningen for mig ved at sige, at min krop havde brug for ro nu for at blive klar til, når jeg engang ville få presseveer, og hvis den ikke fik det, kunne det ende i et kejsersnit. Det var jeg frygtelig bange for, da Kongen kun var 2 år og 2 måneder og meget morafhængig, så jeg kunne ikke bære, hvis jeg ikke måtte løfte ham i 8 uger. Det blev til en epidural, og gudskelov for det – det var som at komme fra helvede til himlen! Jeg fik nogle gode, rolige timer, og sent på aftenen fik jeg vedrop for at sætte gang i presseveerne. Der skete dog ikke meget, og først på natten begyndte de at snakke om kejsersnit. Jeg var skrækslagen, men det endte med, at der blev tilkaldt folk til at gøre klar til kejsersnit, og pludselig var fødestuen helt fuld – og så kom der nogle presseveer igen, og jeg fik lov til lige at prøve at arbejde med dem. Syv mennesker stod de og pressede mine ben helt om i nakken, hvilket gav nogle forstrækninger, jeg stadig døjer med den dag i dag, især nu her som højgravid. Men ud kom Badutten klokken 2.32 en nat i oktober, en uge før min egen 30-års fødselsdag, og jeg var HELT groggy. Han var så stor, at hans ene skulder havde siddet fast, så jordemoderen havde været et stykke inde for at hive ham helt med ud, men jeg undgik kejsersnittet og sprækkede ikke engang, selvom han viste sig at veje 5480 gram og var 54 cm. lang! Skønt. Forløsningen var stor efter en fødsel på 18 1/2 time.

Vi var klar til at tage hjem, men så skulle de lige måle hans blodsukker, fordi han var så stor. Det viste sig så, at hans blodsukker var for lavt, så han skulle have mad MED DET SAMME = en stor sprøjte med mælk i, som han labbede i sig med sådan en fart, at han fik en mere med det samme. Hans blodprocent og infektionstal var også for høje, så vi fik at vide, at han desværre skulle i kuvøse og en tur på neonatal. Jeg var grædefærdig – ikke igen! Det er simpelthen ikke sjovt at stå en fødsel igennem med den, man elsker, og så være tvunget til at skilles bagefter, både fra sin baby og mand – man føler sig SÅ alene!

Jeg endte med at være indlagt i 8 forfærdelige dage med Badutten. Jeg havde aldrig følt mig så splittet før. Kongen var så stor, at han havde et sprog og forstod mange ting, og han besøgte mig hver dag. Men det tog hårdt på os begge. På fjerdedagen var jeg så ked af det, at en sød sygeplejerske syntes, jeg skulle hjem på orlov bare en enkelt dag, og det var helt fantastisk – men da vi sad hjemme og Kongen legede på gulvet, mens jeg sad i sofaen, spurgte han: “Bor du her, mor?”, og jeg var helt færdig. I flere måneder bagefter fulgte han efter mig ind i alle rum, jeg gik ind i, og kunne slet ikke klare, hvis han ikke kunne se mig. Det var så trist og synd for ham!

Men tilbage til neonatalafdelingen og Badutten, som både fik sonde og drop, og dermed var proppet til randen med mad og væske. Som de sagde, så var det det samme, som hvis vi andre spiste suppe, steg og is hele døgnet rundt, men det var en behandlingsmetode til at fortynde hans blod. Tit lå han og gylpede, fordi han simpelthen var for fyldt op, og det var meget hårdt at se på. Selvsagt skreg han som en sindssyg, når han blev lagt til, for hvorfor skulle han gide at ligge og kæmpe for at sutte en smule mælk frem, når han havde kvalme og blev proppet løs med mad hele tiden alligevel? En nat, hvor en særligt emsig sygeplejerske tvang og pressede ham mod mit bryst, blev det for meget, og jeg sagde, at jeg bare gerne ville malke ud til ham og hjem så snart, han var klar.

Da der var gået næsten en uge, kom vores redningsmand – en meget dygtig overlæge, som mente, det var helt forkert, at Badutten blev propfodret på den måde, og at hans tal i øvrigt slet ikke var så høje, at det gjorde noget. Han sagde, at han skulle have lov til at melde sig selv og faktisk for første gang i sit liv prøve selv at føle, når han var sulten. Under to dage senere var vi hjemme.

Badutten var tydeligt mærket af at være blevet tvangsfodret i en uge, og de første par måneder hjemme var det bestemt ikke sulten, der tyngede ham. Han levede på små mængder mad – i starten mit mælk, som blev udmalket, og senere modermælkserstatning, da jeg måtte indse, at tiden og overskuddet til at malke ud ikke var den samme, som da der kun var et barn i huset – og da han var et par måneder gammel, var han slet ikke nogen kæmpebaby mere. Jeg gik til vægtkontrol med ham, da han ikke tog ret meget på, men det var ikke noget, der bekymrede mig – det virkede på mig meget naturligt, at han selv prøvede at regulere sin høje fødselsvægt, og at han ikke havde den største sult efter sin ret hårde start på livet. Men vi havde en ret ung læge, der ville være helt sikker, og det var også fint nok. I dag er han 1 1/2 år og vejer 12 kilo, så der er ingen, der kan se på ham, at han var en ordentlig basse som spæd 😉

Barslen med Badutten husker jeg som værende ret stressende til tider. Der var pludselig en hel masse, der skulle koordineres, når der var to børn, og den ene skulle i vuggestue. Hr. Arbejdsom (som jeg vist også skylder et indlæg om en dag) var lige påbegyndt at kæmpe projekt på arbejdet kort tid inden Badutten blev født, og da han mødte på arbejde kl. 6 hver morgen og typisk først var hjemme til spisetid eller senere, stod jeg med det meste selv. Samtidig havde jeg meldt mig til mødregruppe igen, men de insisterede på at mødes hver uge, selvom jeg foreslog hver anden, og så gik vi også til babysvømning hver uge, plus at jeg kendte en del, der også var på barsel, så dagene var fyldt godt ud.
Men da de første måneder var overstået, og Badutten ikke var forkvalmet længere, så blev han også en utrolig nem baby, og jeg kunne mærke, at jeg tog det meget mere roligt end dengang med Kongen. Når man er nummer to til en storebror, der heller ikke er ret stor, og der kun er en forælder hjemme, så bliver man bare tvunget til nogle gange at vente, og det mærkede – og mærker – vi også tydeligt på Badutten – han er meget mere tålmodigt anlagt end Kongen. Det var nemt at køre Badutten over på fast føde, han sov igennem 4-5 måneder før Kongen gjorde det, han var stort set altid ét stort smil – skønt! Jeg valgte at starte på arbejde igen, da han var 10 måneder, af flere årsager: 1) Så kunne jeg gemme noget barsel og dermed holde en ugentlig fridag, der skulle komme hele familien til gavn, 2) Jeg tænkte, at han så ville være nemmere at køre ind, end Kongen var (og det var han også) og 3) Det passede godt ind rent arbejdsmæssigt at starte på det tidspunkt.

Badutten bliver nu på fredag 1 1/2 år, og han er stadig en utrolig glad, kærlig og nem dreng, som er nem at stille tilfreds. Han elsker musik og har en helt utrolig rytme i kroppen, og han elsker vand – både at være i bad og svømmehallen. Han er ikke bange for noget og springer ud i tingene med den største selvfølgelighed og tiltro til verden. Han er meget glad for sin storebror, og det går heldigvis begge veje, selvom Badutten er jordens største pilfinger og derfor nogle gange får en lukket dør i hovedet til Kongens værelse – men oftest leger de godt sammen, og det er helt fantastisk at opleve den kærlighed, tålmodighed og hengivenhed, der kan være mellem to søskende. Tiden fra Baduttens fødsel og til nu er gået helt utrolig hurtigt – jeg husker stadig, da han var helt lille og jeg syntes, der var en evighed til, at de to drenge ville kunne få glæde af at lege sammen, og der er vi så nu, og det bliver kun bedre og bedre. Og det er dejligt, at det er kommet nu, hvor Badutten også snart skal være (en meget lille) storebror. Det er jeg godt nok spændt på, hvordan han tager – han forstår det jo slet ikke og er bare vant til, at mors mave er en god stol at sidde på, når man bliver løftet 😉

Da Badutten var i maven, havde jeg meget svært ved at forestille mig, at han kunne komme ud og tage os med storm på samme måde som Kongen – det var så uhåndgribeligt, at der ville komme en til, som var lige så fantastisk, og at man kunne dele sit hjerte i to. Men det kunne man i særdeleshed <3

Den gladeste forårsbaby 2012

Tungen lige i munden, foråret 2012

Simpelthen så smuk og dejlig, sommeren 2012

Glade baby, sommeren 2012
Elsker sin musikstol, sommeren 2012
Jubiii – sommeren 2012

Med mor i Bilka efter bleer, sommeren 2012

Kuk kuk, sommeren 2012

På sommerferie 2012
Har lånt storebrors høreværn, sommeren 2012
Spiser lige en kiks, sommeren 2012

På opdagelse ved legehuset, sommeren 2012

Glad dreng på 11 måneder i Fårup Sommerland, efteråret 2012
Fedt med en tur i sandkassen, efteråret 2012
Første fødselsdag, oktober 2012

På tur i klapvognen, efteråret 2012
Elsker at bade, efteråret 2012
Barnevognshygge, efteråret 2012

Scootertur, efteråret 2012
Glad efter leverpostejsmad, vinteren 2012

Har skoldkopper, vinteren 2012

Har lige været i bad, vinteren 2013
Klar til lur, vinteren 2013

Første klipning, marts 2013

Sej efter første klipning, marts 2013

Smager glad yoghurt for første gang og er glad for at spise selv, foråret 2013
I mødregruppe, foråret 2013
Har fået lov at låne sin storebrors forstørrelsesglas, foråret 2013
Hygger med rosiner, foråret 2013

At være drengemor

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at mange mennesker går så højt op i, hvilket køn, deres børn bliver. Vi har ikke i nogle af mine graviditeter vidst, hvilket køn, vi fik, og har også været helt ligeglade – hvis man er så heldig overhovedet at kunne få børn, der oven i købet er sunde og raske, så kan man efter min mening ikke bede om mere!
Da jeg var gravid med Badutten, og vi havde Kongen i forvejen, spurgte mange, om vi så ikke ønskede os en pige denne gang… selv folk på gaden, jeg ikke kendte! Der skal meget til for at gøre mig sur, men det gør mig virkelig så ked af det og vred. Da Badutten så kom, ville folk vide, om vi så ikke skulle have en tredje “for at prøve at lave en pige?” En på mit arbejde spurgte endda, om vi kun kunne lave drenge hjemme ved os? Helt ærligt!!! Kvinden fra et af vores vennepar sagde til sin søn på (dengang) knap 3 år, da Badutten kun var 2 måneder, at sådan en ville de godt nok også gerne have derhjemme, men så skulle det helst være en lillesøster… og så stod jeg der med min dejlige lille Badut og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle give hende svar på tiltale. Hun venter så nummer to nu, som er endnu en dreng… håber hun lærer, at livet som drengemor er skønt og dejligt!
Det mærkelige er, at før jeg selv fik børn, skænkede jeg aldrig en tanke, hvilke køn andre folks børn var. I min familie er der helt klart født flest piger – har mange kusiner, men ikke ret mange fætre, og min mormor har tre søstre, min mor en og jeg selv en.
Første gang jeg bed mærke i, at det åbenbart var noget, folk gik op i, var da Kongen var blevet født, og vi var indlagt, og en anden nybagt mor (til en pige) sagde, at alle i familien var SÅ glade for, at der endelig kom en pige, fordi der ellers kun var drenge. Og siden hen er det bare væltet ned med kommentarer af den slags. Særligt efter vi fik Badutten – dreng nummer to. I den mødregruppe, jeg var i med Badutten, var der en, som faktisk var okay sød, men som virkelig ikke tænkte, før hun talte. Sådan en, der altid bemærkede, hvis de andre babyer havde mærketøj på, hvis navne i familien alle startede med samme bogstav og som syntes, at det var mest rigtigt, at man fik et barn af hvert køn. Hvilket alle de andre i mødregruppen også havde – en enkelt havde først fået to drenge og var så i mødregruppen med os med sin nummer tre, en pige. Den omtalte kvinde påtalte ofte, at jeg havde to børn af samme køn, og hvor hårdt det ville blive med kun drenge, om jeg ikke godt gad have en pige, at jeg ikke skulle bekymre mig om at købe tøj i lyserød osv. osv. … simpelthen så anstrengende!
Heldigvis er jeg jo dybest set ligeglad med, hvad andre mener. Det, der gør mig ked af det, er, at jeg føler, folk mellem linjerne siger, at hvad jeg har, ikke er godt nok, når de taler om det allerbedste i mit liv, som jeg ikke ville bytte væk for noget! Vi har to fantastiske drenge født med to års mellemrum, som beriger vores liv med lykke, glæde og kærlighed hver eneste dag! Selvfølgelig er der hårde stunder, men det går jeg ud fra, der også er med piger 😉 Men derfor synes jeg stadig, at folk burde være taknemmelige for, hvad de har, og tænke sig om, før de taler.

Reality tjeck

Jeg har længe haft det helt fint med, at Badutten skal starte i pasning til august. Det havde jeg IKKE, da Kongen skulle starte – jeg havde det SÅ dårligt med ikke at skulle dele alle hans gode, glade, vågne timer med ham mere, at det var helt forfærdeligt. Han var næsten 13 måneder og meget bevidst om, at vi skulle skilles. Skreg HVER morgen i 4 måneder på trods af, at han blev passet et dejligt sted, og efter de første 4 måneder gjorde han det indimellem efter ferier, lange weekender osv. I dag havde han f.eks. også meget svært ved at give slip, selvom han snart er en stor børnehavedreng.

Badutten kommer til at være 10 måneder, når han skal af sted. Egentlig var det 9½ måned, men nu har vi fået plads til ham samme sted som Kongen, bare to uger senere, så det tager vi selvfølgelig med, selvom det lige præcis er den dag, jeg skal starte på arbejde igen. Måske er det nemmere at aflevere anden gang, når man har prøvet det før? Jeg har i hvert fald ikke haft det specielt dårligt ved tanken om at skulle i gang igen denne gang – også fordi det af barslen, jeg ikke bruger hjemme, som jeg gjorde ved Kongen, i stedet bliver lavet om til en ugentlig fridag hver uge hele det første år – hurra! Tror det vil gavne meget familiemæssigt, at jeg får den dag til at få ordnet en masse ting, så min tid er sammen med drengene, når de er hjemme, og min plan er også, at de skal have fridage indimellem (tit, hvis jeg kender mig selv ret 😉 ).

I går skulle jeg til møde på mit arbejde. Og jeg må sige, at jeg nu alligevel har en lille klump i halsen over at skulle starte igen. Det var virkelig tilbage til virkeligheden, så det batter til noget! De havde megatravlt, og jeg får helt nye ansvarsområder og følte mig noget så grøn, på trods af at jeg har været der i 6 år (hvoraf to så har været barsel). Det generer mig, at Badutten ikke får en længere indkøringsperiode, ligesom Kongen fik, men samtidig håber og tror jeg også, at det bliver nemmere med ham, fordi han er det yngre og fordi jeg også selv har det bedre med det denne gang, og så fordi Kongen er samme sted.

Nå, nu er Badutten vågnet, og vi vil en tur i mødregruppe. Begge drenge var syge i sidste uge, og Badutten er stadig ret pylret, så vi tager bare en lille tur af sted nu lige efter han har sovet, så han forhåbentlig er glad og frisk. Det kontrastfyldte barselsliv – arbejdsstress den ene dag og mødregruppe den næste 😉