Warning: Use of undefined constant CHILD_THEME_VERSION - assumed 'CHILD_THEME_VERSION' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/drengemor.dk/public_html/wp-content/themes/graceful/functions.php on line 17

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Børn hjælper børn – støt Julehjælpen sammen med bObles

Den anden dag gik turen mod ØnskeBørn om eftermiddagen. Jeg havde tre tirsdagstrætte drenge med, men af sted VILLE vi – vi skulle nemlig hjælpe bruge vores balanceevner til at hjælpe med, at børn, der ikke har så meget, kan få julegaver af bObles. Og hvordan gør man så det?

20161115120941120011303585_sbig

Alle, der besøger ØnskeBørns butikker med motorikbane i november og december kan gå en tur på Tumlestensbanen og støtte Julehjælpen. For hver kilometer, der gåes, giver bObles en julegave til et barn, der ellers ikke har så meget, og hjælper dermed trængte familier.

Her finder du banen i ØnskeBørns butikker:

15. november: Aalborg

18. november: Randers

22. november: Horsens

25. november: Vejle

29. november: Holstebro

2. december: Haderslev

6. december: Odense

9. december: Rødovre

13. december: Fisketorvet

16. december: Hillerød

Alle events er fra kl 15-17. Se mere på facebook.

Hvad er det så for noget, man går på? Jo, det er som sagt de nye tumlesten fra bObles. Du kan bestille tumlesten på www.bobles.dk. Prisen er 349,- for 6 stk (to store og fire små). Måske en oplagt julegaveide? Mine drenge, som er 3, 5 og 7 fik alle tre noget ud af at gå på dem. Stenene er faktisk ret udfordrende at gå på. Arthur gik 11 runder, Louie gik 6 og Buster, som var utrolig lidt oplagt, gik kun halvanden runde med mig i hånden – men lidt har også ret 😉 Arthur skulle til spejder, så vi kunne desværre ikke nå mere.

Jeg vil opfordre alle, der har mulighed for det, til at tage et smut forbi den nærmeste ØnskeBørn, når banen er fremme. Man får både en sjov og hyggelig oplevelse samt støtter trængte familier, og på den måde kan ens egne børn også lære, at det ikke er alle, der er lige så godt stilet som dem selv, og at man skal hjælpe dem, man kan. Man får et fint diplom med hjem, hvorpå der står, hvor langt, man har gået.

Drengene fandt endda også en kæmpe bObles krokodille i butikken, og de var næsten ike til at få med hjem fra legehjørnet igen 🙂

God fornøjelse 🙂

Nu smækker jeg sgu benene op!

Et kort pip herfra. Er temmelig tilfreds med mig selv efter denne weekend: Trænede i Loop i går, for derefter at gå/løbe i 53 minutter (tog tid 😉 ) ud til drengenes tante, onkel og fætre, med Badutten og Lillebror i tvillingeklapvognen og Kongen på cykel ved siden af.
I dag har Kongen, Badutten og jeg samlet ind til Kræftens Bekæmpelse i fire timer, og jeg er SÅ stolt af mine to største drenge, der holdt ud hele ruten – men mere herom en af de nærmeste dage, for det var så god en oplevelse (krydret med lidt pinligt sjov, da Kongen to gange sagde: “Hvorfor lugter der sådan her?”, mens vi ventede på folk, der hentede penge inde i deres huse, og én gang sagde: “Hvorfor er der så beskidt i deres gang?”), at jeg vil fortælle mere detaljeret om det, når vi har fået resultatet fra vores rute. Spændende!
Men lige nu forstår jeg faktisk slet ikke, hvorfor jeg stadig sidder op 😉 Mine ben er ret ømme nu, og jeg er lige startet på en skidesød og sjov serie på Netflix – endelig, har ikke fundet en god en i evigheder! Den kan bestemt anbefales 😉 Og den skal jeg se… NU! God aften, allesammen 🙂
Se den, medsøstre – I vil ikke fortryde det 😉
Kongen og Badutten klar til at vise flaget 🙂

Vi gør det, Kasia Lilja gør det – gør du?

Sidste år ved denne tid oplevede jeg desværre kræft på tætteste hold, da en af mine allernærmeste blev ramt. Det var voldsomt og modbydeligt; skræmmende og angstfremkaldende – men endte heldigvis godt. HELDIGVIS!
Det gør det jo desværre ikke for alle. Hver tredje dansker får kræft – de to andre bliver pårørende. At være en ud af tre, der får kræft, er jo heldigvis ikke det samme som, at man dør af det, men jeg håber sådan, at der i fremtiden vil komme en dag, hvor vi ikke behøver at frygte kræften så meget, fordi den altid kan kureres. Forskning er vigtigt, MEGET vigtigt, i den henseende. Men det koster mange penge. Penge, som man blandt andet samler ind igennem Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling, hvor frivillige går fra dør til dør og samler ind. Jeg har aldrig tidligere samlet ind – desværre. Jeg er altid så bange for at føle mig irriterende, påtrængende, til besvær… og har derfor ikke turdet samle ind. Men det skal der ændres på i år! Jeg føler, at nu er tiden inde, hvor jeg skal tage mig sammen – give noget igen; hjælpe andre. Jeg er taknemmelig, fordi jeg fik lov til at beholde min far. Helt ubeskriveligt taknemmelig! Jeg vil gerne give noget igen, og jeg vil gerne lære mine børn, hvor godt og vigtigt det er at hjælpe andre. Derfor har jeg meldt mig til at gå en rute sammen med Kongen, Badutten og Lillebror. Jeg håber og tror på, at det er en sag, som rigtig mange gerne vil støtte!
Det er ikke for sent at melde sig som indsamler. Det kan du gøre HER.
***
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er vild med Kasia Lilja. Vi er nu så heldige at have hele seks af hendes værker herhjemme, men mere om det en anden dag. Kasia Lilja støtter også kampen mod kræft, og igennem hende er jeg blevet gjort opmærksom på et fantastisk tiltag, nemlig STAFET FOR LIVET. Du kan klikke på linket og læse mere om det og se, hvornår der løbes stafet nær dig, og hvad du skal gøre for at deltage. I Aalborg er det den 16.-17. august, og jeg er ved at undersøge, om det er muligt for mig at deltage der. Kasia Lilja har designet nogle fantastiske plakater til fordel for arrangementet, som man kan købe og derved støtte med 25% af prisen til Kræftens Bekæmpelse. Det gør man her: http://kasialilja.myshopify.com/collections/sale/products/courage-stafet-for-livet.
Til slut et sneak peek på de flotte plakater:

Danmarksindsamlingen 2014

Nu, vi er ved velgørenhed, hørte I så P3 i dag omkring klokken 12.30? Der var Lillebror og jeg på vej hjem fra storcenteret i bil (ja, vi kom derud!), og Bubbers stemme fangede mine ørers opmærksomhed, da han fortalte om et besøg i Ghana, hvor ham og et filmhold havde fået lov at være med til en kvindes fødsel. I en lille landsby, på et lergulv. Uden manden ved sin side, og uden at måtte sige et kvæk. Der dør nemlig 11 kvinder i barsels”seng” i Ghana hver dag, fortalte han, og derfor må manden ikke deltage, fordi det åbenbart ikke bringer held at se barnet, før det er født, og navlesnoren er klippet. Så kvinden må gøre det uden manden som sin støtte, og oftest også uden jordemoder, for hun må hjælpe på må og få, hvor hun kan, idet der er 600.000-700.000 kvinder bare til hende alene, så hun når jo ikke rundt til ret mange – DESVÆRRE! Kvinden må ikke engang sige en lyd under fødslen, for så tror man, at det er en horeunge (altså ikke hendes egen mands barn), der er på vej ud. Skrækkeligt!
Det mindede mig om, at der er Danmarksindsamling i morgen, og det plejer jeg altid at støtte. Så en sms røg fluks af sted!
Temaet for indsamlingen i år er “Når mor mangler”, og det gør ondt langt ind i mig bare at høre de tre ord sat sammen. Både fordi jeg levende kan forestille mig, at livet uden min egen mor ville være helt forfærdelig hårdt, og fordi jeg kommer til at tænke på, at jeg håber, jeg bliver meget gammel, så jeg kan være der for mine børn i mange, mange år endnu!
Det er klart, at alle ikke har mulighed for at støtte, men hvis man har, så synes jeg bestemt, man skal gøre det! Her kan man læse om, hvor langt 150 kroner rent faktisk rækker. Og det er langt!

Velgørenhed #2

Nå, men det var det der med velgørenhed, vi kom fra… og som jeg skrev, ville fortsætte næste dag. Ups, der kom alt for meget sygdom i vejen, så sådan noget skal man ikke love 😉

Dette indlæg kommer til at handle om, hvad min holdning til velgørenhed er: Ganske simpelt er jeg mest glad for at støtte, når jeg synes, det passer ind. For eksempel køber jeg altid julemærker til jul, støtter op om Landsindsamlingen, putter penge i bøssen, hvis det ringer på vores dør, køber indimellem en avis af en hjemløs… det er så dejligt uforpligtende, og hvorfor jeg har det sådan, kan man finde svaret på tilbage i min studietid. 
Her i ugen købte jeg hus forbi af en rar, ældre herre uden for Super Brugsen. Jeg får det oftest ikke læst, og jeg går også tit forbi en hjemløs uden at købe et blad – jeg møder virkelig mange, og man må jo sætte grænsen et sted. Men ham her var så rar og slet ikke påtrængende, så jeg gav ham en 50’er i stedet for den 20’er, det koster, og håber, det forsødede hans dag lidt 🙂

Mens jeg læste fra 2022-2006, var der begyndt at dukke mange facere op i bybilledet her i Aalborg. Mit første møde med en kom helt bag på mig, fordi jeg indtil da ikke kendte til begrebet, og selvom jeg var på SU, sagde jeg alligevel ja til at betale 50 kroner hver måned til en stor menneskerettighedorganisation. Selvom det kun var 50 kroner, og jeg sagtens kunne undvære dem ud af min SU, så irriterede det mig på en eller anden måde, at de blev trukket fra min konto hver måned. Nok fordi jeg mest havde sagt ja, fordi jeg ikke kunne få mig til andet (ja, sådan er jeg, og dengang var det endnu værre, men jeg er stadigvæk dårlig til at sige nej til folk – min veninde C har dog lært mig, hvordan jeg går i en stor bue uden om facerne, og hvordan jeg får et nej tak over mine læber, selvom alt i mig skriger for at sige ja, bare for at gøre dem glade). Men det irriterede mig slet ikke nok til, at jeg gjorde noget ved det, og samtidig begyndte jeg også at læse medlemsbladet, der kom ind ad min dør. 
Jeg husker især én bestemt sag, som rørte mig dybt med en nordjysk forretningsmand, der blev fængslet i Vietnam, og som havde kone og barn herhjemme. Op til jul blev man i medlemsbladet opfordret til at skrive julekort til ham som et led i en plan om at få ham løsladt og hjem til Danmark. Jeg skrev et julekort, og han kom også hjem igen – og jeg mødte ham faktisk en dag, jeg var på arbejde som sampler, sammen med konen og datteren, og jeg kunne sagtens genkende ham. Jeg blev både meget rørt og helt starstruck og havde lyst til at springe ham om halsen og fortælle ham, hvor glad jeg var for, at han var hjemme. Så jeg lod som ingenting 😉

Men en dag blev jeg ringet op. Medarbejderen i røret ville gerne have mig til at betale mere end 50 kroner om måneden, for hvis man bare prioriterede, så kunne alle jo undvære mere end det? Et af argumenterne, da jeg blev hvervet, var ellers, at det jo KUN var 50 kroner, og hvad brugte man ikke ellers lige 50 kroner på så tit? Men nu ville de så have mig til at prioritere (med min SU) og have mig til at give mere. Jeg var lidt rystet over den frækhed, og jeg fik heldigvis sagt fra. Og så besluttede jeg mig for, at jeg ikke gad mere, når det skulle være på den måde, og at jeg ville støtte gode formål, når det passede mig og min økonomi. Selv efter jeg var meldt ud, blev de ved med at ringe flere år efter. Men nu melder jeg mig ikke ind i flere ting!

I årevis har jeg tænkt på at få et sponsorbarn et sted i verden. Og det kommer også til at ske en dag! Jeg vil gerne gøre det til en del af drengenes opvækst at de ved, at folk andre steder i verden har brug for hjælp, og at vi også bidrager til at hjælpe andre, fordi det er vigtigt at hjælpe, hvor man kan.

Hvad med jer, støtter I nogle gange – og hvad støtter I?

Velgørenhed #1

Noget, jeg altid gør, når jeg afleverer tomme flasker, er at trykke på den knap, hvor man donerer sine pantpenge til et godt formål. Det er så små beløb, vi afleverer flasker for herhjemme, at vi virkelig ikke har brug for dem selv, og mange bække små, I ved… Jeg synes det er en utrolig smart og uforpligtende måde at støtte op om et godt formål på. Engang kom jeg nemlig til at binde mig til noget, som jeg bitterligt fortrød… mere om det i morgen!