web analytics

Drengemor.dk

Mit liv som drengemor

Dræn veloverstået (håber jeg!)

Så er Baduttens dræn kommet i. Det var en blandet oplevelse, men alt i alt helt ok!
Om morgenen følte jeg mig lettere nervøs, men ikke så meget, for at komme op og blive klar selv inklusiv at gøre tre børn klar, aflevere en i børnehave og stå hos ørelægen klokken 8.00, er en præstation i sig selv, når man er på barsel og vant til meget bedre tid om morgenen 😉 Så derfor havde jeg næsten ikke tid til at tænke over det. Min mormor kom og passede Lillebror, og Hr. Arbejdsom og jeg kørte mod børnehaven sammen med Kongen og Badutten.
Jeg havde slet ikke taget højde for, hvor meget trafik, der er på den tid af døgnet! Så vi nåede ind til ørelægen i sidste øjeblik (eller faktisk to minutter for sent, host host…) Men der var alligevel lidt ventetid. DÉR nåede jeg at blive nervøs! Faktisk fik jeg helt tårer i øjnene bare ved tanken om det ukendte, vi skulle til.
Jeg havde vækket Badutten små ti minutter før, vi skulle køre, og havde kun lige skiftet hans ble og så ladet ham beholde det pæne nattøj på, som selvfølgelig var planlagt fra aftenen før 😉 Han skulle jo være fastende, og måtte ikke engang få børstet tænder. Han havde også fået lov til at beholde sin sut og ble (stofble), som han ellers sædvanligvis INTET behov har for om dagen, og som han normalt selv lægger fra sig i sengen om morgenen, men efter at have forsøgt at vække ham i flere minutter uden held, måtte jeg løfte ham sovende op af sengen, hvor han så lige så stille vågnede med hovedet mod min skulder, så derfor havde han det med, og jeg tænkte, at det var godt, til hvis han blev ked af det derinde.
Da vi blev kaldt ind, bad narkoselægen os om at sætte Badutten på briksen med ryggen mod hans mave. Dér pylrede Badutten lidt, fordi han ikke måtte være hos mig mere, og jeg tror desværre, at han fornemmede noget, netop fordi han stadig havde sin sut og ble. Men jeg holdt hans hænder, og Hr. Arbejdsom holdt hans ben (okay, det lyder så voldsomt og som om han blev fastholdt – det er ment på ae ae, nusse nusse-måden, og så vi var klar, hvis han strittede imod), og imens satte lægen masken op til hans mund. Det kom bag på mig, at Badutten derefter ikke sagde et kvæk, heller ikke selvom der gik lidt tid, før han begyndte at falde hen. Faktisk troede jeg ikke, at han sov endnu, da vi blev sendt ud af døren, så det var ikke så ubehageligt at se, fordi han ikke var ked af det, men også fordi jeg havde troet, han skulle ligge ned, imens han blev bedøvet, og det forekom mig meget mere voldsomt, hvis det havde været tilfældet.
Vi sad og ventede i 5 minutter allerhøjst, måske ikke engang. Jeg skulle tisse, men turde ikke, fordi jeg var forberedt på, at det ville gå hurtigt. Det var lidt mærkeligt at komme ind i opvågningsrummet, for jeg var ikke forberedt på, at det var så samlebåndsagtigt, og at der også lå et andet barn derinde (som så igen blev skiftet ud med et tredje, mens vi stadig var der). Badutten lå helt roligt med en sygeplejerske, der holdt ved ham, og vi snakkede med hende, mens vi ventede på, at han skulle vågne.
Da han vågnede, kom det værste. Han var SÅ forvirret, ked af det og fuldstændig rundt på gulvet, og han skreg og skreg og kastede sig rundt, så man næsten ikke kunne holde ham, i 15-20 minutter. Dét var hårdt! Sygeplejersken ville gerne se ham “få øjne”, før vi fik lov til at gå, men fordi han græd så meget, så hun ham kun misse med øjnene. Til sidst sagde hun, at hun troede, han først ville falde til ro, når han kom ud derfra, så vi fik lov at gå. Og ganske rigtigt begyndte han at falde til ro, da vi kom ned på gaden og ud i den friske luft. Han blev dog ked af det igen i bilen, men cirka på halvvejen hjemad var det, som om han med ét blev sig selv igen.
Det passede heldigvis med, at min mormor var ved at putte Lillebror til formiddagslur, da vi kom hjem, og derfor havde jeg halvanden times tid alene med Badutten. Han takkede nej til mad og drikke, så jeg formoder, han nok var lidt forkvalmet, da han jo ikke have fået hverken vådt eller tørt endnu, så vi nussede en halv times tid i vores seng. Så sagde han pludselig “grø og mør” (grød og smør, red.), og så blev der ellers spist en kæmpe skål havregrød med smørklat!

Da Lillebror vågmede, var Badutten fit for fight igen, og de legede SÅ godt sammen, som I kan se her:

I slutningen af Lillebrors eftermiddagslur begyndte Badutten at være noget vrøvlet, så da Lillebror vågnede, pakkede jeg dem begge godt ind i tvillingevognen, så vi kunne få hentet Kongen. Her var det så, at Badutten faldt i søvn:
Han hvilede sig en lille halv times tid i vognen, og Kongen og jeg blev enige om at tage bussen hjem igen. Det er godt nok kun to stoppesteder, men gåturen er på en halv times tid, og klokken var ved være ret mange.
Da vi kom hjem, var Badutten igen i et herligt humør, fordi han havde fået sovet lidt. Så Lillebror fik rigtig lov til at kravle op på ham og kramme løs:

Inden sengetid opdagede jeg, at der sad noget størknet blod i Baduttens ene øre. Jeg vaskede det forsigtigt af med en fugtig skumklud, men det mærkelige er, at hver gang, jeg vaskede, gav det en kliklyd i øret. What?!? Jeg frygter selvfølgelig, at det skyldes, at drænet ikke sidder ordentligt i det øre, for jeg prøvede at vaske på samme måde i det andet øre, selvom der ikke var noget der, og det sagde ikke noget. Men nu giver jeg det lige et par dage, for Badutten klager ikke over det overhovedet.

På trods af luren sov han alligevel ved 20.30-tiden, så jeg tror, han var godt brugt efter dagen forløb. I dag kom han igen i vuggestue, og blev ellevild, da han så sin gode ven S. – faktisk havde han dårligt tid til at sige farvel til mig, så det var jo et godt tegn 😉

En nation af krammere

I går og i dag har de i lokalradioen talt meget om en ny undersøgelse, der viser, at rigtig mange danskere faktisk ikke er ret vilde med at kramme.

Det er et problem, fordi det er blevet en meget stor del af vores kultur, at vi rask væk krammer løs – også folk, vi ikke kender ret godt. Det har sat tankerne i gang hos mig, for hvad mener JEG egentlig om fænomenet, som man velsagtens kan kalde det efterhånden?

Som barn lærte jeg, at når man hilste på folk, så gav man hånd, og det er også det, jeg lærer mine børn, når vi er et sted, og der skal hilses på folk, man ikke kender (eller ikke kender så godt). Min farfar lærte mig værdien af et fast håndtryk (modsat slap, slatten karklud), og når folk hilser høfligt, er det noget, jeg også selv værdsætter. Til en fest kan jeg måske nok lige tage en dyb indånding, inden jeg går runden, hvor man giver hånd og hilser på alle, men jeg gør det, for omvendt synes jeg også selv, det er vildt uhøfligt, hvis folk bare kommer ind og ikke hilser på andre end værterne.

Men hvornår bliver det så til kram frem for håndtryk? Og hvornår startede det med krammene?

Jeg husker, at da jeg gik i folkeskolens ældste klasser, var det noget, vi så småt begyndte på. Men jeg synes ikke, der skal ret meget til nu om dage, før man er “på kram” med folk. Og skal jeg være helt ærlig, så gør jeg det tit bare for at være høflig; for at folk ikke skal tro, at jeg forsøger at tage afstand til dem. Krammet er blevet så almindeligt (måske endda på mange punkter betydningsløst?), at man (jeg?) bare GØR det uden at tænke videre over det.

Har vi ikke også allesammen stået i den situation, at vi var i tvivl om, hvorvidt vi skulle kramme eller ej? Det er bare SÅ kikset! Jeg har sjældent været den, der krammer, uden den anden var ude på det, men ofte har jeg tøvet, indtil jeg har opfanget, at det er det, den anden er ude på. Det er faktisk ved at være en kende kompliceret efterhånden 😉

Første gang, jeg virkelig for alvor nød et kram, som ikke var fra den nærmeste familie, var faktisk, da Hr. Arbejdsom og jeg som ganske unge fandt sammen. Vi havde taget tilløb til det længe, og den aften, det endelig skete (og nu kommer det til at lyde vildt klichéagtigt, men ikke desto mindre sandt), føltes det, som om jeg havde fundet den brik i puslespillet, som min krop passede LIGE NØJAGTIG sammen med. Det var vanvittig behageligt at glide ind i hans arme, og det føltes på ingen måde akavet – og ingen af os havde lyst til at slippe igen. Lige siden den aften har jeg altid haft det sådan, at hans kram fylder mig op: Ligesom en bil har brug for benzin for at fungere, så kan jeg længes så meget efter hans kram (hvis der er gået for meget hverdag og for lidt kærester i den), at jeg føler mig fuldstændig tanket op, når det så sker igen. Det er fantastisk! Og så efter så mange år.

Den første veninde, der viste sig som en superkrammer, var K. Det hun gjorde, var simpelthen at kramme som det mest naturlige i verden, og hun gav ikke slip igen sådan lige med det samme! Det skulle jeg lige vænne mig til, men meget hurtigt fik det mig til at føle mig meget betydningsfuld, netop fordi jeg jo godt vidste, at hun ikke holdt fast i alle så længe. Når hun kommer på besøg, nyder jeg stadig godt af hendes varme kram – selvfølgelig når hun kommer, men særligt når hun går igen, er det skønt, for hun kan sagtens nå at give 3-4 kram, inden hun er ude af døren. Hun starter med et, lige når hun rejser sig for at gøre sig klar til at gå, og så et, inden hun går ud af døren… og så snakker vi lige lidt videre, og så får jeg endnu et, og ude ved bilen får jeg lige det allersidste 😉 Det her skriver jeg med stor kærlighed (og bestemt ikke for at lave fis), for det elsker jeg hende virkelig for!

Jeg ELSKER selvfølgelig også at kramme mine børn. Små børnearme om halsen er det dejligste! Og de lader mig heldigvis stadig gøre det i stor stil <3 Min nærmeste familie og veninder er også nogle af dem, jeg aldrig ville være i tvivl om at kramme, omend vi de fleste gange ikke står og krammer i lang tid. Mere bare som en kort hilsen. Min søster hader, når folk krammer bare med én arm – så kan de lige så godt lade være, siger hun 😉

Og ja, hvorfor gør vi det så? For er meningen med et kram ikke, at man mærker hinanden krop mod krop og “klemmer til”? Og hvor mange har man egentlig lyst til det med? Svaret må være, at det så småt er ved at erstatte håndtrykket – om nogle generationer er det måske krammet, der er den naturlige hilsen – eller hvad? Jeg synes, det er ærgerligt, for på den måde føles det ikke særligt mere – altså, når det er noget, man giver til “alle”.

Det er ikke nemt. Og det bliver kun sværere, hvis man bevæger sig uden for landets grænser og skal lære, hvordan man begår sig i andre lande. Hos danske Manja, som er fransk gift og bosat i Frankring, har jeg med stor interesse læst både om De/du-problematikken og kindkys, og jeg synes, det er SÅ spændende at læse om, hvordan det er i andre lande – og jeg tager virkelig hatten af for Manja, som skal navigere i det til daglig, for det lyder utrolig indviklet!

Hvordan har I det med krammere? Deler I ud til højre og venstre, eller er I mere sparsom med, hvem I tager om?

Søstrene Grene – dengang og nu

Dengang jeg var barn, var Søstrene Grene sådan en butik, hvor man kunne få alle mulige billige skrammelting småting. Det var altid en fest at komme derind, men hvor meget glæde, man havde af tingene på længere sigt, kan man nok stille spørgsmålstegn ved. Jeg kan huske, at drengene i min folkeskoleklasse købte billige viskelædere derinde, og sad og skar dem i småstykker med hobbyknive og kastede efter hinanden i timerne. Tsk tsk… 😉
Men det er fortid nu. Jo, man kan stadig få en masse småting derinde, og også ting, man nok ikke vil have glæde af i mange år fremover, men man kan søreme også få utrolig mange lækre, lækre ting – og det til billige penge! På Instagram kan man ofte se skønne billeder af ting, som folk pynter deres hjem med. Således også hos mig i dag, hvor jeg fremviste disse fine æsker, købt i sidste uge til den nette sum af hhv. 8,90,-, 10,90,- og 14,90,-, og som pynter flot i vores stue.
I Aalborg har vi en SG både i centrum af byen og i storcenteret, og jeg kommer oftest i den i storcenteret, da den i byen ikke er særlig rummelig, og barnevogne osv. er forbudt derinde. Men i sidste uge, da jeg havde fået fjernet sting, havde jeg lidt tid og HELT frie hænder til rådighed, så jeg ville derind en tur for lige at købe nogle af de fine postkort, de har, og som både er perfekte som f.eks. fødselsdagskort OG i rammer på en billedvæg. Og til en stak postkort behøver man ikke en kurv, vel? 😉
Men men men… I kender det nok. Man falder ALTID over mere, man lige må have med sig. Og lige den dag endte jeg med for cirka 370 kroner ting, som jeg ikke kunne lade stå 😉 Praktisk nok var nogle af de ting nogle store dækkeservietter, helt perfekte som underlag til, når børnene er kreative ved stuebordet. Og smart nok kunne jeg så stable de resterende ting ovenpå dem.
Jeg kom op til kassen, smilede til og hilste på ekspedienten, og lagde pænt og forsigtigt mine ting ned. Som udgangspunkt møder jeg altid folk med imødekommenhed og et smil, så jeg fik noget af et chok, da hendes svar – ud over INTET smil retur – var: “Når du kommer ind i butikken, så står der sådan nogle kurve, som du kan tage til at have dine varer i”. Altså på “du er vist lidt retarderet, er du ikke?”-måden. Jeg blev SÅ paf, men valgte at svare med ja-hatten på og sagde: “Det ved jeg godt, men jeg kom egentlig kun herind efter én ting, men så bliver man jo alligevel fristet, mens man går rundt”. Hvilket åbenbart tøede hende en smule op, for selvom hun stadig så sur ud, gjorde hun sig umage med at få ønsket mig tak og god dag. Jeg skal i øvrigt i SG igen snart, da jeg har meldt mig til sådan en pennevennepakkeleg via Instagram, og så vil jeg finde hyggelige ting derinde – men det bliver altså i storcenteret, for der er der vildt søde, unge piger ved kasserne 😉

Seriekrise

Det bliver et farvel og tak for denne gang til Viaplay (hvis de da ellers vil lade mig afmelde – har forsøgt to gange nu uden held!)

Kan I tænke jer, hvad der skete? Jeg var i gang med at se Private Practice, den fantastiske spin off af Greys hvide verden. Faktisk kunne jeg pludselig ikke overskue Greys, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvor jeg var kommet til, da jeg så den for år tilbage, og jeg gad heller ikke starte forfra. Så jeg hoppede på Private Practice, som jeg kun havde set sæson 1 af tidligere, og jeg blev virkelig HOOKED! Jeg så SÅ meget frem til at se alle de seks sæsoner, der lå (ja, LÅ!) på Viaplay.

Spole spole frem… til en eftermiddag i Lalandia, hvor jeg er i feriehuset med Badutten og Lillebror, der begge sover lur, mens Hr. Arbejdsom, Kongen og vores venner er i badeland. Jeg nyder roen og føler faktisk også, det er ferie for mig, på trods af de mange praktiske ting, der skal passe sammen. Jeg lægger mig godt til rette for at se Private Practice, og jeg glæder mig til mig-tid og til at se, hvad der sker, for jeg er lige kommet til et sindssygt spændende sted. Og så kan jeg ikke åbne afsnittet, jeg er i gang med, og det viser sig så, at Viaplay ikke har serierne til at ligge der fast, men at de kun køber dem for en vis periode! Og den periode var så lige slut for Private Practices vedkommende, og efter min mening er den periode altså ikke særlig lang… med mindre man ikke har børn og arbejde, og har hele dagen lang til at sidde og se serier. (Og det er heldigvis ikke en beskrivelse af mig 😉 ) De reklamerede endda med en ny serie på deres facebookside i starten af januar, og da jeg så gik ind for at se, om den var noget for mig, stod der, at der kun var 28 dage tilbage af den. Regner de med, at alle mennesker kan se tre sæsoner af en serie på 28 dage? Jeg vil se serier uden stress og lige, når det passer mig – det er derfor, jeg betaler for sådan en service ud over, at vi i forvejen også betaler til almindeligt tv og licens.

Jeg har altså aldrig oplevet på Netflix, at serierne forsvinder. De serier, jeg så, da vi fik Netflix for 15 måneder siden, ligger der stadigvæk, og da Netflix stadig er mere brugervenligt og mere stabilt, plus at børnene også har stor glæde af det og vi har det på vores Apple tv, så bliver det farvel til Viaplay. HVIS Private Practice kommer igen, så hopper jeg tilbage på pinden, for jeg vil SÅ gerne se den færdig!

Men siden da (og det er snart en måned siden) har jeg slet ikke kunnet finde en ny serie, der fanger mig. Jeg har prøvet med flere forskellige, og min tid er altså for kostbar til, at jeg gider se flere afsnit for at vente på, at noget bliver godt. Det kunne også være, jeg bare skulle til at læse bøger igen, for det halter godt nok noget bagefter – det er bare så dejligt afslappende at falde ned til en god serie, inden man skal sove om aftenen. Og så nemt at se det på telefonen!

Men hvad skal jeg se? På de 15 måneder, vi har haft Netflix, har jeg set Bones, Lie to me, The 4400, Pretty Little Liars, The Vampire Diaries, Modern Family, Orange is the New Black og New Girl. Jeg har opdaget, at Dexter er ALT for uhyggelig til mig (måtte give op i afsnit 3), og at jeg ikke kan samle mig om at se resten af Lost og Gossip Girl, som jeg begge dele så, da de kørte på tv, indtil vi fik børn. Jeg har forsøgt at se Breaking Bad tre gange, uden det fangede mig (gav det flere chancer, fordi “alle” siger, det er SÅ godt), House of Cards to gange (af samme årsag, men uden held) og forsøgte mig den anden dag med Suits, men faldt i søvn efter to minutter. Det skal helst sige BANG af spænding/indlevelse med det samme, for at jeg føler, jeg vil bruge tid på det. Nu har jeg en prøvemåned med TV2 Play, hvor jeg har set Badehotellet, som jeg godt kunne lide, og jeg har forsøgt mig med at se Arvingerne på DRs hjemmeside, men i afsnit 1 er jeg indtil videre faldet i søvn to gange.

Helt optimalt ville det være, hvis jeg kunne blive fanget af noget på Netflix, når det er det, vi har, og som jeg ved, vi beholder, fordi vi alle har glæde af det. Men hvad skal det være? Ideer modtages med kyshånd!

 

“En af hver” (kom nu over det, folkens!)

Efter vi har fået Lillebror, oplever jeg jævnt tit, at det er som om, folk gerne vil forklare/forsvare over for mig, hvorfor de “kun” vil have to børn, hvilket naturligvis er absolut unødvendigt – hver familie, hver sine ønsker, drømme og behov! Jeg var da heller ikke sikker på, om vi ville ende med at få nummer tre. Men er selvfølgelig ovenud lykkelig for, at vi gjorde – det er som om, Lillebror altid har været en del af familien!

Som en bekendt med to børn, en dreng og en pige, sagde til mig, inden Lillebror blev født: “Altså vi skal godt nok ikke have flere. Men nu har vi jo også én af hver”.
Den lader vi bare stå et øjeblik. 

Tur i Fårup Sommerland (med indbygget irriterende puslerumsoplevelse)

Vi var i Fårup Sommerland i weekenden. En dejlig, spontan tur, fordi to hold venner, som har sæsonkort dertil, skulle derop, og spurgte, om vi ville med. Det ville vi gerne, og endte med selv at købe sæsonkort dertil.

Kongen prøver motorcyklen
Badutten prøver sin første tur i de små biler

Jeg havde taget drengenes nattøj med derop, så de kunne blive skiftet og få det på, inden vi kørte hjem, så de nemt lige kunne løftes ind i seng, hvis de faldt i søvn i bilen. Og hvis man kender Fårup Sommerland (dejlig sted, i øvrigt), så ved man, at der er et rigtig fint Babycare-rum lige ved indgangen med bleer, puslepladser, vask, ammerum, microovn osv.

Note:
Kongen har været blefri om dagen siden efterårsferien sidste år (der var han 3 år og 2 måneder), men han har altid døjet med sin mave, måske grundet sin for tidlige fødsel, måske ikke – det er jo svært at vide.
Han fik Lactulose, fra han var 4 måneder, til han var 2 1/2 efter vejledning fra både sundhedsplejerske og læge, men heldigvis kunne de på sygehuset vejlede os bedre, da han var 2 1/2, hvor han kom i behandling med Movicol. Det hjalp efter få dage, men vi har forgæves forsøgt at trappe ham ud af det en del gange siden, så han får det stadig. Og han har et meget anstrengt forhold til at sidde på toilettet – nærmest en angst. Vi forsøgte allerede den sommer, han fyldte 3, at lære ham at tisse på toilettet (selvfølgelig havde han prøvet det mange gange tidligere, men der blev det “alvor”), og det lykkedes ikke. Da der så blev efterårsferie, og han på eget initiativ ville stå op og tisse, gik det derud af – men han får stadig ble på, når han skal lave prut, som vi kalder det herhjemme, selvom vi har forsøgt utallige gange med forskellige metoder at få ham til at lave det i toilettet. Og han får også en ble på om natten, da han tisser vanvittig meget, mens han sover. Men mere om det en anden dag.

Jeg var gået ind i puslerummet med Kongen og Lillebror, for Kongen skulle lave prut, og så lå Lillebror på en puslehynde og kiggede – der er hele fire styks på række. Ved siden af mig stod en mor med én dreng, som kommenterede, at det var smart af mig, at jeg havde tænkt på at tage nattøj med til børnene, for det havde hun ikke selv. Jeg ringede til Hr. Arbejdsom, som var sammen med vores venner, deres børn og Badutten, for at få ham til at komme med Badutten, så han også kunne få skiftet ble og få nattøj på. Da jeg så havde tre små drenge under 4 år liggende/siddende foran mig, kunne jeg godt se, at damen fik lidt af et chok. “Er det dine alle tre?”, ville hun vide. Det kunne jeg jo kun svare ja til 😉 “Hvor gamle er de?”, var hendes næste spørgsmål. Jeg fortalte hende så, at de er 1 1/2, 2 måneder og 3 1/2 (den rækkefølge, de sad/lå i). Jeg var i gang med at ordne Kongens ble, og imens lå Lillebror glad og kiggede sig omkring, og Badutten sad lige så pænt ved siden af ham og kiggede. Så sagde damen henvendt til Kongen: “Så skal du da også snart til at stoppe med at bruge ble, når du er 3 1/2 – din mor har da nok at se til!” Jeg blev ret paf, men fik alligevel svaret, at det var han stort set også – hans maveproblemer og nattisseri kom jo egentlig ikke hende ved, og desuden skyldte jeg hende heller ikke nogen forklaring. Alligevel irriterede det mig, at jeg ikke lige kunne komme på et bedre svar, for det provokerede mig enormt, at hun igennem ham indirekte henvendte sig til mig og forsøgte at fortælle mig, at min søn ikke skulle bruge ble. Hvilket faktisk også efterhånden er et ret stort issue herhjemme, men trods alt er hans numse jo uden ble det meste af dagen, og vi har aftalt, at når vi får ferie allesammen, så forsøger vi igen at vænne ham til toilettet. Men det var som om, at damen ikke helt havde fået nok, for hun ville vide, om det ikke var HÅRDT med tre så små? Jeg svarede, som sandt er, at det faktisk var hårdere, da Badutten var lille, fordi Kongen var vældig jaloux, når jeg sad med ham, men nu leger Kongen og Badutten sammen og har dermed hinanden, når jeg sidder med Lillebror. Og de knuselsker begge deres lillebror! Men kender I ikke den type, der ligesom HAR sat sig i hovedet, at det, hun tænker, skal være rigtigt i virkeligheden? Nu havde hun jo sat sig for, at hun lige havde mødt en mor med TRE drenge under 4 år, og de brugte alle ble – FORFÆRDELIGT! Hun gik derfor hen til Badutten og sagde: “Nu skal du lige sidde pænt, så du ikke falder ned!”, til trods for, at han sad lige så fint og kiggede sig omkring – og jeg havde fuldstændig kontrol over mine tre puslepuder med børn på 😉 Det var bare virkelig svært for hende at acceptere, kunne jeg mærke, og derfor kunne hun jo lige se, om hun kunne fremmane en situation, så jeg mistede overblikket og dermed levede op til hendes fordom. “Jamen, han kan jo ikke engang GÅ endnu?”, sagde hun og pegede på Badutten, som har gået siden før jul sidste år. “Jo da, han løber af sted”, svarede jeg, og så begyndte hun at forklare, at hendes havde været 19-20 måneder, før han gik, men så var det da NOGET nemmere for mig, når Badutten trods alt kunne gå. Inden hun gik, ville hun vide, om det både var min tvillingevogn, der stod der, OG barnevogn? Hr. Arbejdsom var for længst forduftet, for lugten i puslerummet havde fået hans opkastrefleks på prøve. Så hun troede åbenbart, at jeg både skulle trille af sted med en dobbeltvogn og en enkelt. Men nej, barnevognen var søreme en andens. Hun sluttede af med et: “Jamen så held og lykke, og god tur hjem”, som om jeg lige havde brug for det… tsk tsk!

Men ellers havde vi en dejlig tur, og vi glæder os til at komme igen i løbet af sommeren 🙂

Badutten kravlende på en stor trampolin – det var åbenbart lige vildt nok for ham at hoppe 😉
Vores nye søskendevogn kunne godt rumme alle tre, da Kongen for en kort stund fik trætte ben – men ikke til Baduttens udelte begejstring 😉
Badutten, den lille spasmager 😉
Badutten griner til vores venners knap 5-årige datter, der var helt betaget af ham
Dejlige Lillebror sødt sovende på hjemturen…

…mens disse to havde en fest med IKKE at falde i søvn – til gengæld gik de begge kolde i det øjeblik, de ramte puden herhjemme 🙂

Børn og sprog

Kongen var meget tidlig til at få et sprog. Det udviklede sig i al hast, fra han var halvandet år gammel, og da han blev to, talte han stort set rent, og vi kunne føre lange samtaler med ham. Det gjorde mig selvfølgelig pavestolt, fordi jeg havde været bange for, om han skulle komme mærkbart bagud, når han nu var født for tidligt.
Han har altid bidt mærke i ord og vendinger. Helt sikkert noget, han har fra mig, for jeg er den største sprognørd og retskrivningsfreak. Helt fra lille har han elsket at læse bøger, hvilket han også har fra mig, og det hjælper selvfølgelig også på sproget.
Den dag i dag, som 3 1/2-årig, kender han alle bogstaver i alfabetet og kan stave til flere forskellige ord.  Nogle gange siger han noget, hvor jeg bare tænker: Hvor har han det fra? For eksempel som 2-årig, hvor han fik at vide, at han skulle til at op fra badekarret, og han svarede: “Er det på høje tid?”, som helt sikkert er en vending, han har hørt et eller andet sted – men så også formået at bruge korrekt i en sammenhæng.

Men det var nu ikke for at prale, at jeg ville skrive dette indlæg. For det er nemlig ikke altid en fordel at have et sprogligt begavet barn. Lige for tiden døjer vi MEGET med, at han taler grimt. Jeg bander meget lidt selv, mens Hr. Arbejdsom godt kan være slem til det til tider – men det er ikke hjemmefra, det kommer. Han har fået en jævnaldrende ven i børnehaven, som har tre noget ældre storebrødre, og den dreng kan altså nogle GRIMME ord, som jeg med garanti ved, at Kongen ikke hører herhjemme. Hver gang, Kongen siger noget grimt, og jeg spørger ham, hvor han dog har det fra, svarer han drengens navn, og jeg har da også selv hørt drengen sige grimme ting.
Sætninger, Kongen nu ryster ud af ærmet, kan være: “Dumme mor, du er en møgunge”, “Lad sgu da være, dit lille lortesvin” (til sin lillebror), “Nej jeg vil sgu da ej” og “For fanden”. Jeg får helt myrekryb af at se det på skrift, og jeg aner faktisk ikke mine levende råd, for jeg synes, vi har prøvet alt. Når vi irettesætter ham og fortæller, at det vil vi ikke høre på, og sådan snakker vi ikke herhjemme, så opmuntrer det ham som oftest til at fortsætte. Det virker faktisk bedre at ignorere ham, når han siger noget grimt, for så er det ikke helt så sjovt – men det generer mig også at lade som ingenting, for jeg vil ikke have, at han skal få opfattelsen af, at vi er ligeglade med, at han taler sådan. Det mærkelige er, at han er MEGET opmærksom på, hvordan andre taler, og kommenterer stort set altid, hvis han hører en, der bander, og siger: “Han bandede, han sagde for fanden, og det må man ikke!” Han bander selvfølgelig heller ikke hele tiden, men jeg er ked af, at mit barn kan finde på at tale så grimt, og vil gerne komme det til livs.

Jeg har talt med børnehaven om det, og de siger, at de havde samme problem med de 3-årige sidste år. Nu er de 4, og spændingen ved at afprøve ordene på den måde er ovre. Og mens Kongen gerne bander og svovler over for os herhjemme, så fortæller han, at ham og vennen kun bander inde i puderummet, så de voksne ikke hører det. Snedigt!

Jeg gad virkelig godt høre fra andre, der har børn på samme alder eller har haft det. Har I oplevet det samme? Hvad gjorde I? Gik det over af sig selv, og hvordan går det nu?

Utroligt, at så sød og smuk en dreng kan tale SÅ grimt…
…men han kan heldigvis stadig godt finde ud af at være en sød, god og glad dreng, så der er håb endnu!

Bliver sgu så træt af alle de dumme kommentarer om kønnet på ens børn…

Siden sidst har vi ligget syge herhjemme – først drengene på skift, så mig, der åbenbart bukkede helt under, da presset fra arbejdet endelig var ovre, og da jeg havde nusset om mine syge børn. Som alle mødre ved, så var jeg selvfølgelig syg i dagtimerne, hvor drengene var i vuggestue og børnehave, og efter børnene var puttet…og så tager det lige lidt længere tid at komme oven på igen. Jeg har også været indlagt med Badutten, men heldigvis kun i en dag, og det var planlagt. Både ham og Kongen er allergiske over for æg, og må derfor ikke få MFR-vaccinationen hos lægen. Den skal gives under en kortere indlæggelse på sygehuset, da den blandt andet er lavet på et eller andet fra kyllinger (don’t ask me how?!?), så de på sygehuset kan observere, om der kommer en allergisk reaktion. Det kom der heldigvis ikke, men Badutten hyggede sig gevaldigt på Børneafdelingen, blandet andet med at undersøge møblementet, men også i deres fantastiske legerum. Den dag var der også besøg af en hospitalsklovn, som Badutten dog ikke fandt videre interessant.

Badutten, der undersøger de nye omgivelser

To brødre, der er glade for at se hinanden igen

Badutten og jeg var først hjemme den dag, og da Hr. Arbejdsom så kom hjem sammen med Kongen, var gensynsglæden stor, og Badutten skulle nusses og krammes, inden Kongen overhovedet nåede at tage sin jakke af – de er jo vant til at blive passet samme sted hver dag 🙂

Nå, men nu til dette indlægs oprindelige pointe. Hr. Arbejdsom mener, at jeg er nærtagende på grund af hormoner, men jeg får så utrolig mange DUMME, sårende kommentarer for tiden, når folk hører, at vi venter dreng nummer tre, at jeg i sidste uge dårligt nok orkede at gå uden for en dør efter andet end det mest nødvendige. Eksempler:

Mor i børnehaven: “Nå, I skal have en dreng mere? Men når der i forvejen er så lille en aldersforskel mellem jeres børn, så kan I jo hurtigt få nummer fire, og så se, om DET bliver en pige!”

Mig: “Nej, vi skal ikke have flere herefter. Og jeg er glad for vores drenge!”

Mor i børnehaven: “Nå okay, jamen jeg troede bare, at I måske også gerne ville have en pige”.

Mig: “Jeg vil bare gerne have sunde og raske børn, kønnet er helt ligemeget”.

Som om ham den nye lillebror “bare” er noget, der skal overståes, så vi kan fortsætte “projekt pige”, som vi ALDRIG har haft gang i – jamen, hvad sker der?!?

Tidligere kollega, som har to voksne drenge:

Hende: “Neeeej, er du gravid igen, det har jeg slet ikke hørt! Ved I, hvad det bliver denne gang?”

Mig: “Ja, det bliver en lillebror mere!”

Hende, sukkende: “Ja, det var derfor, jeg kun ville have to – jeg ville ikke risikere, at nummer tre også blev en dreng!”

SAY WHAT?!?

Mor til to voksne drenge – kender hende fra mit arbejde for nogle år siden, og hun er meget rapkæftet. Mødte hende på gåtur med både Kongen, Badutten og Hr. Arbejdsom:

Hende: “Ved I så, hvad det bliver denne gang?”

Mig: “Ja, det bliver en lillebror mere!”

Hende: “Ja, jeg var 36 og 38 da jeg fik mine to, og jeg havde altid ønsket mig piger, så jeg sagde, at hvis vi skulle have nummer tre, skulle jeg have lov til at pille fra, hvis vi fandt ud af, at det var en dreng mere!”

Mig: “Ja, men så er det jo godt, at du har fået to dejlige drenge”.

Hende, helt overrasket: “Ja, og pigerne er jo kommet siden hen, ha ha ha ha ha!”

Hvor ondt tror I ikke lige, det gør indeni, når man venter en lille dreng mere og i forvejen har to, man ikke ville bytte væk for noget – de er det bedste, jeg har – og så hun står og siger, at var det hende, havde hun “pillet ham fra”? Sindssygt tankeløst og ufølsomt!

I Baduttens mødregruppe en søndag formiddag:

Kvinde 1 (har en pige og en dreng): “Ja, jeg havde jo sådan håbet for dig, at du skulle have en lille pige den her gang!”

Kvinde 2 (har to drenge og en pige): “Ja, jeg kan da helt ærligt sige, at hvis jeg havde fået en pige anden gang, så havde jeg da ikke presset sådan på for at få nummer tre; så havde vi nok slet ikke fået tre børn, men havde nummer tre været en dreng mere, ville jeg selvfølgelig ikke have byttet ham væk – man er jo trods alt glad for det, man får”. 

Nå, det mener du alligevel? Er virkelig ikke sikker på, at jeg gider mødes med dem igen.

ORKER snart ikke mere! Og de tre sidste episoder skete inden for 4 dage i samme uge. Var helt ødelagt indeni til sidst. Forstår slet ikke, at folk ikke tænker længere, eller hvad de i det hele taget bilder sig ind. Og hvis det ikke er på grund af kønnet, så har folk meget travlt med, hvor meget vi får at se til med tre så små i huset. SELVFØLGELIG gør vi da det, men kunne de ikke bare tage at være lidt glade på vores vegne?!? Personligt synes jeg, at det er meget nemmere at have to børn, end det var kun at have et – det blev især nemt, da Badutten 8 måneder gammel fra den ene dag til den anden begyndte at sove igennem, så vi atter havde både voksenaftener og uafbrudte nætter. Vi blev jo nærmest hele mennesker igen 😉
Vi er velsignet med drenge, der pænt putter sig om aftenen og som oftest sover hele natten uden at give lyd fra sig, som er søde og kærlige og nemme at have med rundt, om det er ude at handle eller på besøg hos familie og venner; en storebror, som selvfølgelig godt kan synes, hans lillebror er irriterende, men som oftest er sød og omsorgsfuld over for ham, og en lillebror, der elsker sin storebror højt og går og piver, hvis denne lukker døren til sit værelse for at få lidt alenetid, hvor ingen vælter hans Legotårn/ødelægger hans togbane/krøller hans tegninger osv. 😉 Det skræmmer mig BESTEMT ikke hverken at skulle have dreng nummer tre eller det at skulle have tre børn i det hele taget – jeg GLÆDER mig (ikke til fødslen, uha, men bagefter :D) og er sikker på, det bliver helt fantastisk!

Det irriterer mig, at jeg ikke kan få mig til at sige noget til de mennesker, som fornærmer mig sådan, og lige nu går jeg og tænker, at den næste, der siger noget, får sådan en overhaling, men inderst inde kender jeg desværre mig selv godt nok til at vide, at det jo alligevel ikke kommer til at ske… hvis I har ideer til ting, jeg kan sige, modtages de med kyshånd! Synes det er utroligt, at man skal forsvare kønnet på de børn, man har fået… og kender også folk kun med piger, der får “samme tur”, så det er åbenbart mest “rigtigt” i folks øjne at få en af hver… som om det overhovedet er noget, man selv er herre over!

Vil virkelig gerne appellere til folk om at tænke sig om, når de kommenterer på folks børns køn. Inden vi vidste, at vi ventede nummer tre, har jeg skrevet dette indlæg om at være drengemor, og det ligger højest på bloggens statistik over populære indlæg, så det er åbenbart noget, der ofte bliver søgt på.

To dejlige drenge, der følges ad ud fra vuggestuen/børnehaven

Se lige mine to dejlige drenge på vej hjem fra vuggestue/børnehave i dag… smelter helt, når jeg ser det; de er så dejlige, og hvis bare vi får en sund og rask lillebror ud, der har det godt; ja, så kunne jeg virkelig ikke ønske mig mere!

Seriøst…

Vi har en parkeringsplads her i byen, som ligger meget centralt – eneste ulempe er prisen (16 kr. i timen) og det faktum, at der ikke er hvide striber der, men en masse brosten midt på hver plads, så folk holder tit SÅ åndssvagt og egoistisk, således at man kunne have fået en plads, hvis folk bare gad tænke sig om.
Skulle til lægen den anden dag, og fik en plads. Da jeg kom tilbage, havde en klemt sig ind ved siden af mig (jeg holder til højre på billedet), og det skal lige siges, at jeg havde parkeret ordentligt – man kan ikke tillade sig at brokke sig over andre, hvis man ikke selv kan overholde det heller 😉 Så så man lige mig, der her i 32. uge selvfølgelig ikke kunne klemme mig ind i bilen på normal vis, men måtte kravle fra passagersiden over på førersædet…aaarrrgghhhh! #%!%#!!

Om gentagne aborter og at vente længe på ønskebarnet

Min mor var 20 år, da hende og min far fik mig i 1981. Min far var 27. Dengang var man ikke nødvendigvis kandidat til De Unge Mødre, fordi man blev mor som 20-årig, og min mor var bestemt ikke. Det var helt naturligt, at min mor og far skulle have mig, da de fik mig.

Det har altid været et kæmpe plus for mig med en ung mor (og også den dag i dag nyder drengene godt af at have en ung mormor). Jeg var lidt stolt af, at hun ikke var så gammel som mange af mine kammeraters forældre. Derfor, og måske også fordi jeg først blev storesøster i mit 7. leveår (og dermed en slags overbeskyttende ekstra-mor for min lillesøster), har jeg altid været utrolig glad for børn og altid forestillet mig, at jeg også selv ville blive mor tidligt.

Som ung teenager var jeg ofte babysitter, og selvfølgelig passede jeg også ofte min lillesøster. Da jeg var færdig med gymnasiet, var det den naturligste ting i verden, at jeg skulle være ung pige i huset. Og jeg har også altid været sådan en, der ville være “noget med mennesker”.

Hvis det stod til mig, ville jeg gerne have haft mit første barn før eller under min uddannelse, men den fornuftige Hr. Arbejdsom mente, at vi skulle være færdiguddannede først. Jeg startede med at læse i 2002, og i august 2005 smed jeg p-pillerne. Jeg har aldrig forestillet mig, at det at blive gravid skulle være en svær ting, og det viste sig også at være rigtigt – jeg blev gravid efter få måneder og havde termin i august 2006, få måneder efter jeg skulle afslutte min uddannelse. Hvor perfekt var det ikke lige?!? Jeg var glad, strålede af lykke og fik at vide af mange, at jeg havde den der helt særlige glød over mig, som man kan have som gravid. I periferien af vores vennekreds var der et par, som havde oplevet flere spontane aborter. Jeg var ked af det på deres vegne, men samtidig må jeg med skam indrømme, at jeg også følte mig sært hævet over “sådan noget” – vores lille baby skulle komme til verden i august, og jeg kunne ikke være gladere! Oven i købet ville jeg så nå at få mit første barn, inden jeg blev 25, som jeg drømte om.

I februar 2006, dagen før Hr. Arbejdsoms 25-års fødselsdag, fik jeg en underlig murren i underlivet. Jeg blev nervøs og tog hjem fra studiet for at slappe lidt af. Hr. Arbejdsom kom hjem, og vi lå lidt sammen på sengen og snakkede. Pludselig fik jeg trang til at komme op at stå, og da jeg rejste mig, kunne jeg mærke, at det begyndte at sive ud af mig. Det var første gang, jeg aborterede.

Jeg var i sorg og chok længe efter. Det kom så meget bag på mig, at vi alligevel ikke skulle være forældre til august. Hvordan kunne det overgå os? Da både lægen og sygehuset fortalte, at det var utrolig almindeligt at abortere, og at man regnede med, at det skete i op imod 50 % af alle graviditeter, men at mange end ikke nåede at opdage, at de var gravide, gjorde det ikke sagen bedre – for hvad så med fremtiden?

Jeg blev færdiguddannet, fik job og blev igen gravid, men først i efteråret 2007, mere end halvandet år efter min første graviditet. Min krop var stresset over chokket, og jeg ville SÅ gerne være gravid igen, at jeg er overbevist om, at det gjorde det endnu sværere. Vi nåede begge at blive tjekket for alt muligt, men Hr. Arbejdsoms sædkvalitet var (til hans store glæde :D) helt i top, mine æggeledere og livmoder så fine ud, ingen PCO osv. Men også denne gang aborterede jeg.

I 2008 blev jeg igen gravid. Min termin var i efteråret 2008. Jeg tænkte, at tredje gang da MÅTTE være lykkens gang for os, men var samtidig utrolig bange og nervøs. Og med rette. For jeg aborterede for tredje gang. Endda to dage før jeg skulle rejse til USA for at besøge en af mine allerdejligste veninder, som læste et semester derovre. Jeg havde glædet mig SÅ meget til den tur, for jeg er vildt fascineret af USA, og nu havde jeg chancen for at komme derover uden af være decideret turist, for jeg skulle bo hos hende, med hende på campus og derudover køre rundt og opleve en masse spændende ting sammen med hende, der allerede kendte til det hele indefra. Men mine fysiske og psykiske smerter samt blødninger var for store til at rejse, og det måtte aflyses. (Jeg ærgrer mig endnu den dag i dag. Jeg har stadig ikke været i USA, men har sagt til Hr. Arbejdsom, at når drengene er så store, at de vil få noget ud af turen og vil kunne huske det, så skal vi på familietur derover!)

Flere af vores venner, der slet ikke havde tænkt på børn, da vi startede, havde nu fået deres første eller var gravide, og jeg begyndte at få det meget svært i deres selskab. Jeg spillede glad og sagde altid, at jeg var glad på deres vegne, og det var jeg også, men det gjorde stadig utrolig ondt. Derfor besluttede Hr. Arbejdsom og jeg, at vi ikke ville fejre nytår med venner som sædvanlig, når de enten ville have babyer med eller sidde der med deres store maver. I stedet bestilte vi en rejse til Fuerteventura, så vi skulle fejre nytåret 2008/2009 i varmen. På det tidspunkt var jeg i gang med mit tredje år som en del af det arbejdende folk, og jeg havde godt nok aldrig regnet med, at jeg skulle nå at blive så erfaren inden for mit felt, inden jeg blev mor!

Vi havde en helt igennem fantastisk rejse, selvom det nær var endt med endnu en aflysning, fordi Hr. Arbejdsom blev voldsomt syg få dage inden afrejse, og endda blev hentet med ambulance, og jeg nåede også selv at rage noget af en influenza til mig, som jeg døjede med de første dage dernede. Men alting er bare så meget bedre i dejligt vejr, og vi nød virkelig ferien og slappede godt af.

Vi kom hjem, året hed nu 2009, og i starten af januar ringede min mor til mig. Jeg husker faktisk ikke helt præcist, hvad problemet var, men jeg er ret sikker på, at det var noget med lussingesyge. Det var utrolig anstrengende, at vores familie og venner godt vidste, at jeg flere gange havde været gravid og gerne ville være det igen, for jeg blev ofte stillet spørgmål som: “Prøver I ikke mere?”, “Holder I pause, eller prøver I stadig?” osv., og det var helt ekstremt belastende og stressende, fordi såret blev revet op hver gang. Det var endda ikke de allernærmeste familie og venner, der spurgte – de vidste heldigvis bedre – men når jeg lige rendte ind i en gammel studiekammerat eller en veninde, jeg ikke så så ofte, så blev jeg spurgt. Og jeg ville virkelig så gerne bare være det foruden. Det stressede mig unødigt.

Nå, men min mor – som godt vidste. at jeg ikke ville spørges i tide og utide – ringede, fordi hun havde været udsat for smitte af lussingesyge, og hun var bange for, om der kunne ske noget, hvis jeg var gravid. Hun undskyldte mange gange over overhovedet at spørge, og jeg affejede hende lidt irriteret, for selvfølgelig var jeg da ikke gravid. Efter tre spontane aborter havde jeg på mange måder opgivet håbet, men på den anden side var vi heller ikke klar til at overveje adoption eller donor, for det holdt os oppe, at jeg ikke havde problemer med at blive gravid – problemet var at holde på fosteret.
Det nagede mig nu alligevel lidt, at min mor havde nævnt det med lussingesygen, og dagen efter tog jeg en graviditetstest for gud ved hvilken gang. Og den var positiv! Jeg begyndte at tudbrøle af angst, for jeg troede ikke et sekund på, at vi denne gang ville ende med en baby. Nu var det fjerde gang, jeg var gravid. Det var i starten af januar, og terminen blev i midten af september. Der var jo en evighed til!

Det blev til måneder i evig angst for, om noget skulle gå galt, og jeg nød slet ikke graviditeten. Jeg var ekstremt bange for at abortere igen, og da jeg helt utroligt nåede så langt hen, at jeg ikke længere havde risiko for at abortere spontant, så var jeg bange for, at der skulle ske noget med babyen i maven, og senere for, at der ville ske noget under fødslen, så vi aldrig fik vores baby levende ud til os.

I juli gik slimproppen, men det troede hverken fødegangen eller jordemoderen på. Jeg var jo bare en hysterisk førstegangsfødende. Jeg havde en nagende fornemmelse i nogle uger, og da vandet gik i uge 33+3 en morgen i starten af august, mens vi var i sommerhus, blev jeg både meget bange, men samtidig kom det heller ikke bag på mig. Og da fødslen først var i gang, oplevede jeg, at jeg slet ikke var bange undervejs, men derimod fokuseret i en grad, jeg aldrig havde oplevet før. Det var som at være i sin helt egen koncentrationsboble, og trods det faktum, at det var for tidligt, så var det en god fødsel.
Kongen, den mest fantastiske, lille dreng, som jeg elskede højt fra første øjekast, da jeg endelig turde, fordi det nu var virkeligt, at han var ude hos os, blev født natten efter i uge 33+4, 14 1/2 time efter vandet gik. Jeg blev indlagt på neonatalafdelingen med ham, og Hr. Arbejdsom blev sendt hjem. Jeg var i chok over, at forløbet blev så anderledes, end jeg havde forventet, og værst af alt var det utrolig trist, at Hr. Arbejdsom og jeg blev skilt ad, og at Kongen skulle i kuvøse to etager over, hvor jeg blev installeret. Der sad vi så; mor, far og søn, endelig en lille familie, men hvert sit sted i byen – men vores dejlige, elskede, fantastiske søn var kommet ud til os; vi var endelig blevet mor og far fire år efter, at vi gik i gang med at forsøge på det, og det var i sidste ende det eneste, der betød noget!

Den dag i dag husker jeg stadig tydeligt smerten ved at tænke, at man aldrig skulle opleve at blive nogens mor, og dem, jeg kender, der kæmper med det, spørger jeg aldrig ind til det, med mindre de selv bringer det på bane – jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg ved fra mig selv, hvor hårdt det er. Heldigvis er de fleste af dem, vi kender, der har kæmpet samme kamp, selv blevet forældre med tiden – nogle endda først efter 7 år i behandlingshelvede.

Jeg skulle selv opleve endnu en spontan abort imellem Kongen og Badutten, og det var den mest smertefulde rent fysisk, jeg har oplevet. Mere herom en anden dag. Så nu, hvor jeg venter vores søn nummer tre, er det faktisk syvende gang, jeg er gravid – det er helt sindssygt! Og jeg kunne ikke være mere ligeglad, hvilket køn, der kommer ud til os, selvom mange tilsyneladende har et stort behov for at ønske en pige på vores vegne. Med Kongen og Badutten vidste vi slet ikke, hvad der kom ud, men vi ville gerne prøve at vide det denne gang, fordi det HELT SIKKERT er vores sidste barn, og fordi jeg har brug for at være mere praktisk forberedt denne gang med to små i huset i forvejen.

Min holdning er, at er man så velsignet og heldig, at man overhovedet kan få sine egne børn, så kan man ikke ønske sig mere – og folk med kønspræferencer på mine vegne siger mig absolut intet! De gør mig snarere såret og ked af det.

Hvis du er med så langt, så tak, fordi du læste med 🙂